Jeg kan lige forestille mig, hvordan hans spinkle krop har stavret gennem byen. Hvordan den grå blazerjakke har flagret i den kølige august vind. Kan forestille mig, hvordan hans halvåbne blanke øjne har strålet af fuldskab, og hvordan hans fortryllende hæse stemme har kunne overtale enhver. Han har sikkert røget en del flere cigaretter end normalt, hvilket altid sker, når de tager i byen.
Jeg kan lige forestille mig, hvordan han har slingret ned af gaden. Hvordan han med vennerne, har snakket om de lokale bands og diskuteret diverse kunstnere. Jeg kan lige forstille mig, at han har kørt sin hånd gennem det uglede, lange, lyse hår, hver gang han mistede koncentrationen. Hvordan han har viftet den lille tot foran øjnene væk.
Jeg kan lige forstille mig, hvordan de gule gadelygters svage belysning, har gemt hans øjne. Hans blå øjne man umuligt kan undgå at blive fanget af om dagen. Til gengæld måtte skyggerne fra lyset fremhæve hans kindben. Hans smukke tydelige kindben.

Men jeg sidder bare her på stationen. Mørket er faldet,og med jævne mellemrum kommer et tog forbi, og få folk kommer ud. Ellers er jeg helt alene. Vinden er svag, og nogle gange puster den mig i hovedet. Er faktisk lidt bange, men opmuntrer mig selv. Jeg tænker: Hvad nu hvis han sad derovre på den anden side af sporene? Ville han så kigge over på mig? En dag mødte jeg ham her, derfor er jeg ikke bange. Jeg havde været i Sønderjylland og skulle på toget her. Inde i hallen skulle jeg bestille billet, og han sad på bænken lige ved siden af. Henslængt og afslappet. Det var i november måned, men han havde kun sin trofaste grå blazerjakke på, sin hvide bomulds hat og det røde tørklæde. Jeg var slet ikke klar på at møde ham her. Stod i mit grimmeste outfit og havde en kæmpe taske, samt en sovepose hængende over skulderen. Jeg fik fremstammet: "Gud hej", og blev fanget med et ben på hver side af åen. For jeg ville mægtig gerne blive og snakke, men situationen var alt for pinlig! Jeg bestilte min billet, og gik ud på perronen. Selvom jeg var 20 minutter for tidligt på den. Ærgrede mig over, at sådanne tilfælde altid skulle ske, når jeg var mindst forberedt.

Få dage forinden havde vi været til et fælles arrangement. Ikke fordi vi snakkede meget sammen, men vi var der begge. Jeg havde sådan håbet at komme i hans arbejdsgruppe, men jeg måtte nøjes med at drømme. Ligesom nu. Drømme om at kunne se ham dybt i øjnene. Bare se og se. Uden nogen siger noget, uden nogen rører på sig. Jeg husker tydeligt den gang, han satte sig ved siden af mig i skolen. Mit hjerte sad i halsen. Jeg ville så gerne have set på ham, men turde ikke kigge. Hvad hvis nogle så, at jeg kiggede længselsfuld efter ham. Hvis nogen opdagede noget, ville jeg aldrig turde nærme mig ham igen.

Men jeg sidder bare her på stationen og drømmer om ham. Det er der jo ikke noget ny i.