Han kigger på sig selv i spejlet
Det de grå hår husker på
fra dengang hun kærtegnede dem
Som kolde fingre gennem en
gyldent brusende bølge
sidst på en sommeraften
Det de tørre læber smagte
Hvor han dog havde elsket
den søde smag af brombær
Som de stødte på i skoven
hvor de ofte mødtes og kyssede
Hvad hans trætte øjne havde set
af solnedgange og måneskin
opslugt af horisonter dag efter dag
og hvordan ingen af disse
kunne måle sig med hendes skønhed
Sådan som dybe smilehuller opstod
hver gang hun trådte ind
og nu, hver gang han mindes
Når han lægger blomster på hendes hvilested
og med våde øjne spørger
Husker du stadig smagen af brombær?