1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min storesøster. Min storesøster hedder Lea, hun kan stå på sine tåspidser, hun vil være balletdanser og rejse jorden rundt. Men i dag er hun sur. Hun råber af mor. Jeg møder Lea ude ved køleskabet, hvor hun graver ind efter mælken, og så opdager jeg, at der er en ny magnet på skabslågen. Det er en kylling, der er en taleboble hvor der står Gør altid det du er bedst til. Jeg peger på den, min søster sukker.
   -Mor har fået sig en åndssvag dille, siger hun, og jeg tager magneten af lågen, studerer den, som er jeg en læge, der undersøger en svulst, tjekker om den er godartet eller ondartet.
   -Kyllinger, siger jeg spørgende, og hun sukker, men det er som om tanken bløder hende op. Hun har kærestesorger, en dreng der hed Mike, en englænder, slog op i en bil og satte hende af ved en afkørsel på motorvejen, hvor min mor måtte hente hende. Resten af aftenen brugte hun på at hjælpe min mor med at skifte gardiner ud i hele huset, og jeg venter stadig på hun falder lidt sammen.
   -Ja, hun snakker i hvert fald meget om dem, siger hun, og jeg klasker kyllingen på skabslågen igen.
   -Men de er også ret søde, siger jeg, og det giver min søster mig ret i, og så er det, at hun vist falder lidt sammen, i hvert fald sætter hun sig på stolen og lægger hovedet ned i sine hænder, og jeg ved ikke, om hun græder, men i hvert fald vil hun holde sig fra englændere noget tid. Det siger hun igen og igen, hun skælder og smælder på ham, selvom han ikke hører det. Det var afkørsel 43 i østgående retning.
   Efter jeg har tisset på toilettet opdager jeg en ny sæbeholder. Det er en kylling. Og på gulvet er der en måtte, med motivet af en kylling. Selv sæben har en kyllings farve.
   Jo, det må bestemt være en ny dille, tænker jeg, og jeg sukker. Mor skal helst have noget at gå op i. Jeg har ikke noget imod kyllinger, sådan er det ikke, og kun en nazist eller en hjerteløs person vil mene, at kyllinger er frygtelige. Men at se kyllinger over det hele, det kan blive for meget, tænker jeg, og så går jeg ind på mit værelse og tænker på, at Lines venstre øre hænger lavere end hendes højre. Line er min kæreste.
   Senere hen ad aftenen hører jeg min mor råbe nede fra trappen. Mad, råber hun, og det er heldigt, for jeg er sulten, så jeg hopper op af sengen, hopper ud af min kedsomhed og ender nede ved køkkenbordet. Snart er jeg viklet ind i den varme damp fra kartoflerne. Mor har noget hun helt vild gerne vil fortælle os.
   -Jeg ved godt, det lyder lidt ... hvad skal jeg sige ... usædvanligt, siger hun, og jeg kigger på Lea, hun har fået sit hoved op fra hænderne igen, hun har duppet sig selv med sminke og blinket det meste af englænderen ud af sin hjerne og ind i glemslen, tror jeg. Hun kigger undrende tilbage på mig.
   -Hvad, siger hun.
   -Jeg har købt et par kyllinger, siger hun, og nu er det ikke længere farven på sæben eller en magnet på køleskabslågen, nu er det en realitet, nu har mor skaffet et par kyllinger.
   -Har du købt kyllinger, siger min søster, der stikker en gaffel ned i kartoflerne, og jeg følger hende med mit blik, jeg ser hvordan hun dumper et par af de melede svende ned på sin tallerken, og jeg ved, jeg også vil se hende gøre det samme med kødet, og jeg vil betragte hende, mens hun blidt og elegant hælder sovs ned over både kød og kartofler.
   -De er søde, siger hun, og vi bliver nødt til at se dem. Alle andre familier ville gøre det samme, hvis deres mor købte kyllinger, så ville man gå ned i kælderen, midt under maden, og se de små størrelser, og vi står foran dem, vi ser på dem. Min søster bliver noget blød i knæene. Nåh, siger hun, og jeg vil hellere tilbage op til middagsbordet og se hende hælde sovs på kartofler.
   -Du sagde et par stykker, siger jeg, efter jeg har talt dem, og der er flere. Der er 7, og hvis man køber 7 kyllinger, kan man ikke fortælle sine børn, at man har købt et par kyllinger.
   -Der er vist 6, siger hun.
   -7, retter jeg, og hun nikker, og Lea har taget den ene af dem ned i sin hånd, der kan kyllingen godt lide at være, og jeg tænker, på præcis det her tidspunkt, at jeg nok ikke skal kede mig den næste tid.
   De ligger på et tæppe som mormor har strikket, og det er blødt, de lider ikke last, forstår jeg. Snart er vi tilbage ovenpå, og vi kan nu spise sammen med den viden, at vi har kyllinger i kælderen, men resten af aftenen snakker vi slet ikke om kyllingerne. Mor øver sig på sin violin, og jeg tænker altid, når hun går det, at det lyder ad helvede til, men fortæller hende, at hun bliver bedre. Lea ringer til sin veninde og siger, at hun er klar på at tage i byen igen, og jeg tænker, hvornår vi skal hente hende ved afkørsel 43 igen, men siger ikke noget.
   Senere ligger min søster og jeg foran fjernsynet, i hver sin ende af sofaen, vi skubber til hinandens fødder, og vi ser et program med Bonderøven, han hejser en stor pæl, vi ved ikke, hvad han skal bruge den til. Men han smiler hele tiden. Det er måske derfor, at det er god underholdning. Mor er faldet i søvn i en lænestol, hun snorker og Bonderøven snakker meget lavt.
   Vi er ligeglade, vi tænker på noget andet. På et tidspunkt, mens rulleteksterne fylder skærmen, ser vi på hinanden, og vi tænker det samme. Vi går ned i kælderen. De er der endnu, selvfølgeligt er de det, og Lea tager en ny kylling i hånden, og jeg tror, vi finder frem til den konklusion, at det er ok at have kyllinger i kælderen.
   Og dagen efter besøger jeg Line, min kæreste, men hendes familien er en anden slags, de har ikke kyllinger, hverken i kælder eller på loftet. Men Lines mor laver den bedste tærte med broccoli, og jeg sidder med ved bordet. Jeg tænker en del på hendes navle, altså Lines, og det leder til, at vi snart sveder sammen i hver sin ende af hendes seng.
   -Det var rart, siger hun, og alt hvad jeg ligger og venter på er, at hun skal hente cornflakes, det gør hun altid, når vi har rørt hinanden intimt, men det gør hun ikke denne gang, og så fortæller jeg om kyllingerne i kælderen. At min mor har købt kyllinger.
   Line ser bekymret på mig, og så henter hun en avis. I aviser er der forsidestof og bagsidestof, og det hun viser mig er bagsidestof, en lille rubrik, ikke noget stort, men ofte kan de små ting gøre større indtryk end store, og Line peger på en lille artikel. Der står, at kyllinger er stjålet fra anlægget, at en dreng var vidne til en kvinde stjal nogle kyllinger. Hun smed dem i en rødflettet kurv, og det så ikke ud til, at kyllingerne nød last, men derfor var det alligevel en uforsvarlig handling.
   -Det er min mor, siger jeg, og Line kigger alvorligt på mig, jeg tænker på alt andet end hendes navle i det her øjeblik, jeg tænker på, hvor det er kyllinger, det kunne være så meget. Bævere. Eksempelsvis. Det tænker jeg, men de er nok sværere at fange, kyllinger er nemme og forsvarsløse.
   -Hun er kyllingetyv, siger Lea, og jeg nikker, og så går vi ned til anlægget for at se, om hun har taget dem alle sammen, men det har hun ikke, vi peger i flæng, på kyllingerne der gemmer sig i sivet eller svømmer rundt ude i det sitrende vand, og det gør en forskel for mig, jeg kan ikke helt forklare det, men det er rart, at der er flere kyllinger tilbage, og nogle svømmer rundt som en lang orm i vandet. Vi følger dem lidt, og så spørger Line, om vi skal lege lidt med hinanden inde i skoven. Det gør vi, og hun er dejlig, jeg har en finger oppe i hende, hun stønner, og jeg får lyst til at trænge op, ind, men jeg har ikke flere kondomer.
   Vi tager hen til en kiosk i nærheden, hun fniser fordi jeg vil købe to colaer og en røvfuld lakridser, før jeg kan få mig selv til at lægge kondomer på disken. Jeg er sådan set ikke genert, men det er svært at købe kondomer, når man ved, man bagefter vil dyrke sex op af et egetræ, mens et egern sikkert kigger med oppe fra kronen.
   -Skal du stadig have lakridserne, siger ekspedienten, og nu fniser Line ud i hele kiosken, og jeg tænker ikke på kyllingerne i kælderen, jeg bliver rød i hovedet, og jeg ender med at lægge lakridserne på plads, og vi går udenfor.
   -Du er en sær snegl, siger hun, og jeg skubber til hende, så dyrker vi sex ude i skoven og Line ligner barken fra egetræet på ryggen bagefter, det morer vi os over.
   Næste morgen kan jeg ikke finde kyllingerne i kælderen mere, og jeg bliver nervøs for, at de ikke lever mere. Jeg kan ikke helt forklare det, men måske har jeg haft drømt om døde kyllinger, og nu er jeg bange for drøm bliver til virkelighed. Jeg banker på hos Lea, hun er ikke hjemme. Jeg kalder på min mor, men hun svarer ikke, og så endevender jeg alle rum. Jeg ender med at åbne alle skabe i køkkenet, uden at se en kylling, og især en af kyllingerne tænker jeg på hele vejen gennem huset, og så træder jeg ud i badeværelset, hvor jeg ser samtlige 7 kyllinger i badekarret, der er fyldt op med vand. Min mor har sat en transistorradio ved siden af dem, den spiller klassisk musik. Tror nok det er De Syv Årstider. Jeg sætter med ved siden af kanten, samler den sødeste af dem op, lidt vand rinder ned fra min hånd. Den er slet ikke bange. Gad vide om kyllingerne bliver tamme, fordi de vokser op bag fire vægge?
   Så kommer min mor hjem. Hun er forpustet og løber ud til kyllingerne. Hun har tuscher i hånden, og jeg spørger hende, hvad hun har gang i. Hun vil mærke alle kyllingerne, for hun har opdaget, at de er svære at kende forskel på, og jeg ser hende sætte en prik af forskellige farver på dem alle. Min yndlings bliver blå.
   -Mor, siger jeg.
   -Hmm, siger hun, og jeg kigger på kyllingerne, hvordan de svømmer rundt om hinanden, og det ser ud til at være nok underholdning for dem.
   -Du har stjålet kyllingerne i anlægget, siger jeg. -Det har jeg læst i avisen.
   Hun trækker mig med ind i stuen, og vi sætter os ned. Ved siden af hinanden. Hun kigger alvorligt på mig, og man kan godt være alvorlig, selvom man har syv små, søde kyllinger i huset, tænker jeg.
   -Jeg skal nok aflevere dem tilbage igen, siger hun, og Lea braser ind af døren. Hun er også forpustet, og hun har en veninde med, hun har lovet at vise veninden kyllingerne. De er på vej ned i kælderen, men jeg stopper hende. Peger ud mod badeværelset.
   -Nåh, siger den ene af dem, sikkert veninden, efter de er kommet derud.
   -Men hvorfor har du taget dem, spørger jeg, og det synes et oplagt spørgsmål, men min mor trækker på skuldrene, og hun giver mig et knus. Jeg beslutter mig for at kalde den sødeste af kyllingerne for Albert, og dagen efter tager jeg den med mig hen til Line, for jeg vil hun skal se den.
   Hun siger også nåh, og hun holder Albert i sin hånd. Jeg lægger hende ned i sengen, og jeg lægger Albert på hendes ansigt. Det kilder siger hun, og så dyrker vi sex mens kyllingen ser på, og skammer os lidt over det bagefter, det er ikke normalt det her.
   Og så sætter vi Albert på Lines fars pladespiller. Tænder den, og han bliver lidt rundtosset, men jeg tror også, at han synes det er skægt. Senere kommer Lines mor hjem, og vi gemmer kyllingen, for ingen må opdage det, og det snakker vi om.
   -Hvad hvis nogen opdager det? Jeg tror altså godt din mor kan få en bøde for at stjæle kyllinger, siger hun, og det tænker jeg på, om man får en bøde for sådan noget. Jeg aner ikke, hvordan reglerne er på det område, og så kysser vi hinanden.
   Jeg tager hjem med Albert i min lomme. Den kigger op engang imellem, sikkert for at se verden, for også kyllingerne vil gerne se verden, følge lidt med. Den nysgerrige Albert, kalder jeg den, og da jeg træder ind over dørtærsklen kommer min mor farende hen til mig.
   -Hvad har du gang i, siger hun vredt.
   -Hvad?
   -Hvordan kan du tage en af kyllingerne med dig på den måde, uden at sige noget. Du har gjort Lea og mig held ude af den, ved du godt det, siger hun, og jeg kan se Lea har grædt, at hun sidder ude i køkkenet, og det skal vise sig, at det også er hendes yndlingskylling.
   -Det kan du ikke være bekendt, siger hun, og hun tager kyllingen til sig, som har jeg været ond ved den, men jeg har blot ladet den køre rundt på en pladespiller, jeg ser ikke nogen katastrofe, og i øvrigt har hun rigelig, jeg vidste slet ikke, hun ville opdage, der manglede en.
   Hun snakker ikke med mig resten af aftenen, og hver gang jeg samler en kylling op - og de er over hele huset nu, de er ikke længere sammen hele tiden, for de vil vist gerne lidt på eventyr - så tager mor den fra mig, siger jeg ikke har fortjent at holde kyllingerne. Jeg må undskylde hele aftenen, og det er først, da hun viser mig en kylling, der er kravlet ind i en mælkekarton, som hun har sprættet op og lagt på gulvet, at jeg ved, hun har tilgivet mig, for jeg må gerne hjælpe den ud af kartonen.
   Senere opdager jeg, at mor klipper neglene på kyllingerne, fordi den ene af dem har haft sin fod til at sidde fast i sofaen, og hun gør det, fordi de ikke skal komme unødigt til skade. Hun plejer dem, snakker med dem og kysser dem i tide og utide, og hun viser min søster, hvordan man snakker med en kylling.
   -Man må hviske, for ellers kan de godt blive bange, siger min mor, og Lea hvisker, og jeg opdager, at kyllingerne har spredt sig over flere rum i huset. Der er ikke ét rum, hvor der ikke farer en kylling rundt, og overraskende er det, da jeg opdager, der er flere end 7.
   -Mor, siger jeg, og jeg går ind til hende. Hun er ved at sætte dunene på en kylling med en lille kam, som hun har købt i en specialbutik, det er den blå, min yndlingskylling.
   -Har du været nede og hente flere, spørger jeg, og hun smiler, hun viser mig med begge sine hænder, hvor mange kyllinger hun har hentet. 8 bliver det til, og jeg opdager, at min søster er ved at vaske en kylling, der har fået jord på sine fødder, i en opvaskebalje, og hun nynner en børnesang som jeg ikke kender, men den er barnlig, noget med en dreng der skal i skole for første gang.
   Lyden har jeg ikke fortalt om, men de larmer jo, sådan nogle små størrelser, pipper konstant, og det er klart, at nu hvor der er 8 kyllinger mere, er det kun blevet endnu mere larmende, og denne nat ligger jeg og lytter til dem, og jeg kan ikke sove. Jeg ved ikke, om det alene skyldes lyden, men i hvert fald står jeg op, jeg trisser rundt i huset, og finder både sovende og vågne kyllinger, og jeg lægger 8 og 7 sammen, og det giver 15, men det virker til der er flere.
   De er små, kyllinger, og det kan jo sket for alle. Hvis andre familier i en fart, hen over en uges tid, opdager deres hjem er blevet fyldt op med kyllinger, både i stue og på badeværelset og under de pjuskede planter i hjørnerne, vil det samme måske ske for dem. I hvert fald træder jeg på en kylling. Der sker henne foran fjernsynet, jeg går efter fjernbetjeningen, jeg vil se lidt nat-TV og slappe af, indtil jeg falder i søvn, og så kan jeg høre et lille hvin. Jeg kan ikke forklare det bedre. De er ikke gode til at forsvare sig mod fødder der tramper rundt om natten, for den bliver liggende, efter min fod har mast den.
   Den er ikke død, men den lider. Jeg kan i mørket ikke se, om det er kyllingen med den blå plet. Jeg tør næsten ikke tænde for lyset, men jeg bliver nødt til det, og da jeg ser den røde plet bliver jeg lettet, også selvom jeg forstår, der kun er én ting at gøre. Jeg samler den op, og jeg går ud i køkkenet. Jeg finder først en klar pose, men ombestemmer mig, og den dag i dag er jeg stadig glad for mit omvalg. Jeg finder en sort affaldssæk, og jeg ligger kyllingen ned i sækken. Jeg svinger posen, ned mod bordpladen. Nu er der 14 kyllinger i vores hus.
   Jeg går ud i haven med kyllingen, jeg graver den ned i komposten. Dybt ned hvor den aldrig vil findes igen.
   Næste morgen ligner alle andre morgener med 14 kyllinger i huset. De pipper og mor og Lea er nede på sine knæ. Lea er helt væk i dem, og jeg har ikke hørt hende snakke om englænderen, siden hun så den første kylling. Sammen har de lært en kylling at holde et lille korn på sit næb. Det vidste jeg slet ikke, at man kunne lære kyllinger, og de klapper af den, så den bliver lidt bange.
   -Kyllinger er det mest sarte dyr, der findes, siger Lea, og jeg tænder for lokalradio, de snakker om, at nogen har stjålet alle kyllinger fra anlægget. En biolog er i studiet, han fortæller en masse om kyllinger, og at det kan være en epidemi, at de simpelthen er døde og at ænderne måske har gravet dem ned, selvom det ikke er set før, og nogle folk er dernede i dette øjeblik for at forsøge og grave dem frem. Men det kan også være et barn, siger de, der har nogle meget personlige problemer, som har fået en fix idé, at tage kyllingerne. Det er ikke biologen, der fortæller det, det er en børnepsykolog, der mener, det godt kan være drengestreger. Måske et svigtet barn.
   De forsøger at gøre sig kloge på det, og der bliver snakket ligeså meget om kyllinger, som de fylder hjemme hos os, og de mangler kun
   -Du sagde, du ville aflevere dem til anlægget igen, siger jeg til mor, og Lea har lovet hun vil vaske alle kyllingerne, hun tager fri fra dans for at gøre det, og jeg kan slet ikke komme i kontakt med hende. Mor har købt noget blidt champoo, for de er sarte, de må ikke få parfume, de må ikke få stærk sæbe.
   Mor ligner lidt en undskyldning for sig selv.
   -Det går da meget godt med dem, siger hun, og jeg opdager, at der er blod på gulvet, hvor jeg trådte på kyllingen. Jeg går derhen, jeg stiller mig på det med den ene fod, men mor opdager det. Hun vil have, at jeg flytter foden.
   Jeg nægter.
   Hun tager fat i min arm, og aldrig har hun taget fat i mig på den måde, men det er trods alt kyllinger, det handler om. Hun går ned i knæ. Hun stikker en finger ned i blodet, hun spørger mig, hvad der er sket. Og jeg går til bekendelse, jeg fortæller, jeg har trådt på en kylling.
   -Det var et uheld, siger jeg til hende.
   -Bare det at du siger, det var et uheld, siger hun overraket, og jeg forstår ikke, hvad hun mener, men lussingen er ikke til at tage fejl af, og Lea skriger i baggrunden, hun forstår nok, hvad der er sket.
   -Det er en kynisk handling, siger hun til mig, og jeg nikker, og det går dårligt med at overbevise dem om, jeg ikke har gjort det med vilje. At træde på en kylling er måske noget af det mest ubehagelige, man kan gøre, det er på niveau med at mobbe en dreng gennem flere år, siger Lea, noget i den stil, og de får mig til at græde. Men det var et uheld.
   -Jeg er ked af det, mor, siger jeg, og min dårlige samvittighed eskalerer i løbet af dagen, og jeg fortæller mor, at jeg gerne vil tage med hende ned i anlægget for at hente flere kyllinger, eller endnu bedre, jeg vil selv gøre det, uden hun skal røre en finger. På den måde kan jeg vise hende, at jeg ikke forsøger at slippe af med kyllingerne, at det ikke er et bevidst forsøg på at udrydde dem.
   Denne aften opdager jeg, at Leas værelse er helt fuld af kyllinger, som jeg slet ikke har set før, og der er heller ikke flere farvenuancer til at prikke dem med, så de har i stedet fået tal. Fra 1-9. Hvis det var rotter skulle vi ringe til skadedyrsbekæmper - og én ville ikke være nok!
   -Det er mine egne, siger hun, og hun fortæller mig, at hun selv har været nede og hente dem, og nu vil jeg gerne høre, hvad det er med de kyllinger, så jeg spørger hende.
   -Jeg synes, det har taget overhånd, siger jeg til hende, og hun fortæller om vores kusine Astrid, om jeg ikke husker, hvordan hun samlede på ugler, hvordan der var ugler over det hele, og jeg tænker lidt på Astrids ugler.
   -Det er da ikke det samme, siger jeg, men det mener hun nu nok, det er.
   -Mor er blevet samler, siger hun. -Og jeg synes altså det er fint, nu det er kyllinger. Og jeg er ikke engang sikker på, at det er ulovlig.
   -Naturligvis er det ulovligt, Lea, siger jeg og hæver min stemme.
   -Men vi behandler dem godt.
   Jeg nikker. Det kan jeg ikke angribe hende med, at vi behandler dem dårligt, men hvilken interesse skulle vi også have i at mishandle dem. Jeg tør ikke lukke øjnene nu, for jeg er bange for at se, hvor mange dårlige ting, man kan gøre med kyllinger.
   -Det handler ikke om, hvorvidt vi behandler dem godt eller dårligt. Vi bør lukke dem ud i anlægget igen. De hører ikke til inde bag fire vægge, siger jeg, og min søster smiler.
   -Hvem gør det, siger hun, og jeg ville godt, at jeg kunne smile, men det kan jeg ikke.
   Jeg tager forbi Line, og jeg vil høre hende, om ikke hun vil med mig ned i anlægget for at hente de sidste kyllinger. Det er hun ikke meget for, og det kan jeg ikke fortænke hende i, men jeg får hende overtalt. Det er ikke nemt at finde flere kyllinger, selvom det er den rette årstid, men vi finder et par stykker, og det heldige ved et sådant tyveri, tænker jeg, er, at man ikke kan se på en and, at man tager dens unger. Den ser ikke ulykkelig ud. Jeg vil heller ikke påstå, at den ser lykkelig ud.
   Men det går hverken værre eller bedre end at jeg bliver opdaget. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg tager de sidste kyllinger uden at se mig for. Uden at holde øje med, om nogen ser det, men jeg kan ikke med sikkerhed sige, at jeg ønsker at blive opdaget.
   Faktum er: Jeg bliver opdaget! En politimand i civil kommer hen til mig, og han tager mig i armen.
   -Nå, det er jer, der stjæler kyllinger, siger han, og han ser sur ud. Line kan slet ikke overskue det, og hun begynder at græde. Jeg ved, det er slut med at stikke en finger i navlen på hende og få hende til at kilde og stikke en finger op i hende, for hvordan skal man være kæreste med en kyllingetyv?
   -Hun har ikke noget med det at gøre, siger jeg, og politimanden vil med mig hjem, han vil se, hvor jeg bor, om mit værelse er fuld af kyllinger, for et eller andet sted skal de jo være. Han har hårdt fat i mig, som har jeg solgt stoffer til mindreårige, og vi ender hjemme ved os. Jeg er alene hjemme. Eller nej, sammen med over tyve kyllinger, og de løber rundt over det hele, og det er svært at beskrive, hvordan politimanden ser ud i ansigtet, sådan som han står og ser kyllinger oven på en brødrister og inde under sofabordet. Man kan ikke helt beskrive et sådant ansigtsudtryk.
   -Jamen, de er jo over det hele, siger han, og jeg nikker. Line er også overrasket, hun aner ikke, det står så slemt til.
   -Du kan ikke selv have gjort det her, siger han.
   Jeg nikker.
   -Jo, det er kun mig, der står bag det. Jeg er alene hjemme, min mor ved det ikke, siger jeg, og jeg ved, jeg gør hende en tjeneste. Jeg tænker, at hun har en farlig alder, at man som dreng bedre kan slippe afsted med at være kyllingetyv end en voksen, og jeg vil aldrig nogensinde nævne Leas 9 små.
   Heldigvis er min mor ikke hjemme, og jeg ved, allerede på det her tidspunkt, at jeg vil kunne holde sandheden tilbage, at ingen nogensinde vil tro, at min mor er en kyllingetyv, og jeg kommer ind og snuser til politistationen. Men sandheden er, at der jo ingen skade er sket. Alle kyllingerne, på når den ene, den røde plet, er helt ubeskadiget, og de ser endda fornøjet ud, efter kommunen henter dem, tager dem i deres hænder og varsomt bærer dem tilbage ned i anlægget, hvor de igen skal svømme rundt med deres andemor.
   Man ser det ikke, at ænderne har savnet kyllingerne, men det har de vel, og jeg kommer hjem igen, efter at have snakket op og ned om min handling, hvorfor jeg gjorde det, og hver gang nævnte jeg min kusine, Astrid, hvordan hun samlede på ugler, at det var derfor, men jeg tror ikke, nogen troede på det.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/06-2014 21:10 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4463 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.