2Barndomserindring
Lyse farver falder roligt nedover det levende tæppe, og genspejls... [...]
Noveller · inspiration
1 år, 9 måneder siden
6Barndom
Lyse farver falder roligt ned fra himlen, og lander forsigtigt på... [...]
Blandede tekster · erindring, i naturen, lys
3 år siden
3Vi to datid nu
Den uendelige kærlighed · Fejlene man ikke så · Samtaler der blev til... [...]
Digte · kærlighed, følelser, konflikt
4 år siden
6Det perfekte menneske?
At være eller ikke at være, det er spørgsmålet. Denne sætning er ... [...]
Essays
4 år siden
6En af de dage..
Mine hænder begynder at skælve og jeg løber op mod sommerhuset. J... [...]
Noveller
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Anna Pilgaard Christiansen (f. 1998)
Mine hænder begynder at skælve og jeg løber op mod sommerhuset. Jeg smadrer et vindue. Løber indenfor. Ind igennem køkkenet og hen mod skuffen. Åbner. Ser fire store køkkenknive. Jeg tager den største. Jeg står der lidt tid mens jeg tænker tilbage...

Der er de dage hvor alt er som et stort hav i oprør og så er der de dage hvor alt står stille. Hvor alt er tidsløst. De dage hvor du føler du kan høre stilheden. Et smukt øjeblik hvor du kan være dig selv. Det var en af de dage. Solen stod ned over havet med et rødglødet farvespil. Hele dagen havde solen stået højt på himlen og selv i min bikini føltes det som om jeg var iklædt en flyverdragt fra da jeg gik i børnehave. Den røde farve sænkede mit åndedræt, det gav mig ro. Jeg satte mig ned. Varmen fra tidligere var begyndt at ebbe ud og det var nu en behagelig lun varme som gav en søvndyssende effekt i mit hoved. Jeg kiggede ud på vandet. Jeg tænkte over alle de minder fra dengang hvor min familie var sammen. Dengang hvor vi tog ned på stranden sammen. Dengang hvor vi havde tæppe, kurv og alt det der en normal familie har med til stranden med. Det var dengang hvor min familie var en rigtig familie. Sådan var det ikke mere. Mor og far var gået fra hinanden og alt var blevet anderledes. Min far var rejst væk og virkede til at være ligeglad med os. Imens var min mor stresset og havde ikke tid og overskud til at sætte sig ned og tale om tingene. Det med at tale om tingene var lige det jeg manglede. Jeg havde brug for at snakke ud om det. Jeg havde ikke lyst til at snakke om det andet end den ene gang, men nej. Hun var ligeglad, hvilket sikkert også var derfor min lillebror var så irriterende. Vi var som to vilde kaniner i et bur. Vi manglede begge to kærlighed og omsorg.
   Jeg kunne sidde grædende i timevis, og jeg vidste i lang tid ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg følte mig tilsidesat. Der var ingen til at holde om mig når jeg havde brug for et enkelt øjeblik med tavshed. Indtil den dag. Den 28. November. En ellers helt normal fredag, hvor jeg var med pigerne til fest. Der var han. Ham. Jakob.
   Det havde været kærlighed ved første blik. Sådan havde det ikke altid været. Jeg havde haft kærester før, men det her var anderledes. Jeg kunne gå hele vejen hjem uden overhovedet at tænke over andet end en ting. Ham. Jeg kunne sidde i skolen og skrive vores initialer på et papir i timevis. Jeg sad hver mandag og længtes efter fredagen hvor vi skulle være sammen igen. Jeg havde aldrig rigtig været typen der var god til at holde på forhold, jeg ville altid gerne ud og opleve noget nyt. Pigerne fra min klasse var altid forelskede i én fyr, hvor jeg derimod altid havde overvejet flere. Jeg vidste egentlig ikke hvad der var sket, men en ting var jeg helt sikker på. Han fik mig til at føle, at alle andre drenge var som luft for mig. Han var perfekt og vigtigst af alt, så var han min.
   Bedst som jeg sad der i mine andre tanker kom han ned fra sommerhuset med min dejlige blå uldtrøje. Jeg havde fået den af min bedstemor, og efter hendes død havde den haft en helt speciel plads i min garderobe. Han spurgte hvad jeg lavede, og jeg trak bare på skuldrene. Gjorde tegn til at han skulle sætte sig ned. Han tog min hånd og kiggede mig dybt i øjnene. Han var den eneste der kunne se når jeg var trist.
   Modsat alle andre af mine venner spurgte han aldrig hvad der var galt. Han lagde en arm omkring mig og holdte mig tæt ind til ham. Han kyssede mig på håret og sådan sad vi i lang tid.
   Det begyndte at blive koldt og han spurgte om vi skulle gå ind. Jeg nikkede og gav ham et blidt kys på kinden. Han tog mig hånd og vi gik tilbage til sommerhuset.
   Tilbage i sommerhuset var alt som det plejede. Mor var sur over jeg havde glemt at smide mit vasketøj til vask, og imens lavede min lillebror sit næsvise ansigt efter mig, som for at sige, at jeg ingen magt havde her. Jeg tog Jakob under armen og trak ham med op på mit værelse.
   Vi satte os på sengen og snakkede om alt mellem himmel og jord. Han sagde at han havde noget vigtigt at fortælle mig. Jeg kiggede lyttende på ham mens han fortalte at han skulle af sted til Paris i påskeferien. Jeg vidste godt hvad det betød. En hel uge uden ham. Hans forældre havde aldrig brudt sig ikke om, at han tog nogle med på ferier, og slet ikke mig. Jeg havde tit spurgt ham om de havde noget imod mig. Han trak altid på skuldrene. Han kom fra en rig familie, men heldigvis var alt det snobberi ikke smittet af på ham. Hans forældre havde altid syntes at han fortjente bedre, men det havde han modsagt. De havde efterhånden indfundet sig med mig. Han havde dog den sødeste bedstemor. Vi tog tit op for at købe ind for hende og få en snak om livet. Hun kunne godt lide mig, og eftersom at mine bedsteforældre var afgået for længe siden, så så jeg hende som min egen bedstemor. Han havde bemærket min stilhed. Han så undskyldende på mig, mens han forsøgte at fortælle jeg ikke skulle med. Jeg stoppede ham midt i hans sætning og gav ham et stort smækkys midt på hans dejlige bløde læber. Jeg fortalte at det skulle han ikke tænke på. Han smed mig ned i sengen mens han lå halvvejs ovenpå mig. Han kyssede mig som han kyssede mig første gang. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven. Selvom vi havde været kærester i snart et halvt år var det stadig nyt og spændende hver dag.
   Min mor kaldte op ad trappen at der var mad. Han tog min hånd og trak mig op. Vi løb ned ad trappen og duften fra kylling i pasta dansede os i møde som en dejlig sommerbrise.
   Dagene i sommerhuset gik hurtigt. Endnu en weekend var gået, og endnu en ny uge var ved at tage sin begyndelse.
   Skoledagene gik langsomt og jeg tog endda mig selv i at blunde om torsdagen midt i religion. Jeg var ikke typen der ellers faldt i søvn i timerne, men han havde fundet min off knap og trykkede godt og grundigt på den. Det var så tredje gang at han begyndte at snakke om syndefaldet i år. Han forstod virkelig at præstere en kedelig undervisning. Der var to dage til ferien, og jeg havde endnu ingen planer for hvad jeg ville foretage mig. Jeg sendte en besked igennem klasseværelset. Hen mod Frida. Hun nikkede hen mod mig. Det var et tegn på at hun var klar på hyggeaften med pigerne. Så skulle der bare sendes beskeder rundt.
   Fredag gik hurtigt. Vi fik "fri" ved middagstid på grund af omgangssyge iblandt lærerne. Det så ikke ud til at der var en vikar i miles omkreds. Vi afgjorde med håndsoprækning hvor mange der stemte for at tage hjem. 17 mod 3. Det var afgjort. Vi tog hjem.
   Samme eftermiddag ringede det på døren. Jeg traskede ud mod hoveddøren. Et sørgmodigt blik ramte mig i det samme jeg så op. Der stod han så. På vej til Paris. Uden mig. Vi havde ellers aftalt at være sammen hele ferien, men sådan blev det ikke denne gang. Han pegede bag sig hvor jeg så en sort Audi holde og vente. Han skulle af sted med det samme. Jeg kiggede ham dybt i øjnene og gav ham et langt og inderligt kys. Han løftede mig op og holdte omkring mig. Netop det øjeblik ville jeg ønske jeg kunne fryse. Bare stå der, sammen med ham. Jeg havde aldrig sagt det jeg skulle til at sige til nogle før. De fleste jeg kendte brugte ellers ordene tit. Jeg havde aldrig følt noget på samme måde før. Det fløj ud af mig, som var det det mest naturlige i verden.
   Tre små ord som hver for sig ikke har en særlig stor betydning, men sammen er stærkere end alle sætninger i den danske ordbog. En sætning som jeg aldrig fik sagt igen efter den eftermiddag. "Jeg elsker dig".
   Et øjeblik var der helt stille, alt omkring os blev sløret. Alt gik i slowmotion. Han hviskede mig i øret: "Jeg elsker også dig, men højere end du aner og højere end du nogensinde vil kunne elske mig." Sætningen sad fast i mig.
   Derefter husker jeg ikke særlig meget. Jeg husker ikke at jeg vinkede farvel til ham. Jeg husker ikke at jeg sagde at han måtte have en god tur. Jeg var som tryllebundet den eftermiddag. Jeg stod i min egen lille verden. En verden som jeg ikke vidste ville blive taget fra mig og splittet i atomer allerede inden solen ville gå ned over hustagene i vores nabolag. Det begyndte at regne. Jeg valgte at gå indenfor.
   Klokken var 18.23. Det tordnede udenfor. Jeg savnede ham allerede. Jeg var ikke specielt sulten, men jeg sad alligevel og spiste mine havregryn. Min mobil ringede og jeg løb straks hen for at se hvem det var. Det var ikke det nummer, jeg havde regnet med ville ringe. Det var hans bedstemor. Jeg undrede mig mens jeg trykkede på den store grønne knap på skærmen. Jeg kunne høre hun hulkede og hendes stemme var meget utydelig. Jeg anstrengte mig for at høre hvad hun sagde. Jeg var i chok. Hans fly var styrtet ned for en halv time siden. Jeg satte mig ned på en stol. Jeg græd ikke. Jeg kan ikke huske hvordan jeg afsluttede samtalen, men jeg satte mig tilbage til mine havregryn, tog skeen op, og spiste videre. Efter 5 minutter gik det op for mig hvad jeg havde hørt. Det kunne ikke passe. Tårer flød ud af mine øjne og ned på min tallerken. Jeg skreg, men der kom ingen lyd. Jeg væltede min tallerken ned på gulvet og satte mig ned på gulvet ved siden af. Hele min krop rystede. Jeg rullede mig sammen som en kugle. Jeg skreg lydløst igen. Jeg sad der vel i flere timer før der kom nogle hjem. Min mor trådte ind af døren. Hun løb hen til mig og spurgte hvad der var sket. Jeg svarede ikke. Hun tog fat i min arm. Jeg rev mig løs. Løb ud af døren. Ned ad vejen. Ned mod busstoppestedet. Fangede bussen i sidste sekund. Viste mit buskort og undlod at svare på buschaufførens spørgsmål. Jeg satte mig ved et vindue og lød tårerne løbe ned ad kinderne, ned ad glasset og ned på gulvet. Jeg stod af et kvarter senere. Hoppede ud af bussen. Løb ned mod havet. Ned forbi sommerhuset. Satte mig der hvor vi havde siddet for under en uge siden. Jeg skreg, og denne gang var lyden gennemtrængende. Lyden fik skyerne til at trække sig sammen. Jeg så ud mod havet.
   Der er de dage hvor alt står stille og så er der de dage hvor alt er som et stort hav i oprør. Det var en af de dage. Regnen slaskede ned over havet og alt så ud til at være mørkt. Bølgerne piskede mod revlingerne. Bølgesprøjtende gik i et med regnen, der i sin egen uendelighed var oppe at slås mod havet. Dunkle farver stod henover himlen og mørket fik mit åndedrat til at overdøve alt støjen fra havet. Jeg sad der et kvarters tid. Mine hænder begyndte at skælve. Jeg løb op mod sommerhuset. Jeg smadrede et vindue. Løb indenfor. Ind igennem køkkenet og hen mod skuffen med de store køkkenknive. Jeg havde stået der lidt tid. Jeg havde nu tænkt tilbage. Jeg så op. Der her var nutiden.
   Mine fødder skælver under min krop. Mine hænder med kniven ryster. Mit hoved tænker kun på en eneste ting. Ham. Ordene i mit hoved er ikke nok for mig. En stemme i mig hvisker den samme sætning igen og igen. "Jeg elsker også dig, men højere end du aner og højere end du nogensinde vil kunne elske mig." Ordene bliver højere og indtager min krop som var det min egen dukkefører. Kniven nærmer sig min strube. Armen stækker sig tilbage med kniven, der som en fjeder der ophober sin kraft. Et sidste skrig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/06-2014 10:34 af Anna Pilgaard Christiansen (Anna Christiansen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2104 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.