1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer mig hans værelse, og vil overraske ham. Nede ved siden af hans seng står et fint bur med sådan en mølle indeni, som en hamster kan løbe i.
   Jeg kilder ham under tæerne, og han åbner øjnene.
   "Far, lad nu være," siger han irriteret, og hans temperament om morgenen har han arvet fra sin mor, tænker jeg.
   "Vi skal ud og købe en hamster i dag," siger jeg til ham. Han flyver i armene på mig, og jeg tænker på dengang, hvor der var så kort vej fra irritation til glæde. Nu er der en hel depression mellem dem.
   Han skynder sig i tøjet, og han kan slet ikke spise noget. I køkkenet står hans mor. Hun er ved at lave jordbærmarmelade, og jeg kigger ned i gryden, ser på de bløde jordbær, der er fladmaste.
   "Du vil ikke med ud og hente en hamster," spørger jeg hende, og hun vender sig ikke om. Hun ser ned i gryden, mens hun hvisker:
   "Ligner jeg en dyrepasser."
   Jeg tror, det er et hypotetisk spørgsmål. Jeg svarer i hvert fald ikke. Jeg rækker i stedet min søn hans kasket, der ligger ovenpå mikrobølgeovnen, og vi trækker ud mod entréen, hvor der ikke er nogen sarkasme. Hvor der er ro og fred, og jeg høre på min søns åndedræt, at det bliver en stor dag.
   Solen er stærk derude, ser jeg, og min kone kommer ikke ud i det, tænker jeg. Hun famler et sted midt imellem irritationen og glæden, et sted jeg ikke kan finde. Godt hun har sin jordbærmarmelade, tænker jeg.
   "Jeg ved allerede, hvad den skal hedde," siger han, og jeg ser spørgende på ham, men han sidder bare og folder en serviet, som han har brugt til sin næse. Den er ofte er i selskab med en voldsom allergi. Han nyser mere, end jeg kysser min kone, tænker jeg.
   "Har du så også tænkt dig at fortælle mig, hvad han skal hedde," spørger jeg.
   "Det skal hedder Darkruler," siger han, og det navn tænker jeg lidt over, og jeg gør mig umage, men jeg kan ikke rigtigt forene det med en hamster.
   "Er du nu sikker på, at det er et godt navn til en hamster," spørger jeg min søn, forsigtigt, for jeg ved, at hans tanker kan være svære at få i andre retninger.
   "Det er i hvert fald det bedste navn til en hamster, jeg nogensinde har hørt. Ikke, mor," siger han, og jeg opdager nu, at hun står bag mig. Sjovt hvordan min søn kan få hende væk fra de slatne jordbær, mens jeg ikke kan, tænker jeg. Nogle dage har jeg tænkt, om hun vil vende sig om, hvis jeg fik en blodprop. Den tanke tør jeg ikke holde fast i.
   "Det er da et fint navn, skat. Din far har ikke forstand på navne til hamstere. "
   Hun siger ikke andet. Og jeg tænker, at hun ikke kender mig godt nok til at sige det.

"Jeg glæder mig sådan til at få den hamster," siger han ude i bilen.
   "Har du tænkt på et bedre navn, "siger jeg.
   "Den skal hedde Darkruler, far," siger han bare.
   "Hvad hvis den ikke er mørk," siger jeg til ham, og det tænker min søn over. Han trækker på skuldrene.
   "Så kan den hedde Lightruler," siger han, og så kommer vi ud til et nedlagt landbrug, hvor de åbenbart har et helt kuld af hamstrer. En lille pige tager imod os. Hun har hareskår, og så ved hun, hvor de små dyr er. Min søn kan slet ikke beslutte sig. Han vil røre ved dem alle sammen, og så siger han hver gang:
   "Det kunne godt være den her," siger han.
   "Er det så den der," spørger jeg.
   "Det kunne det godt," siger han.
   Og så tager han en ny hamster.
   "Eller den," siger han.
   "Ja, den kan det vel godt være. Den er også mørk. Så passer navnet," siger jeg, og så er jeg næsten overbevidst om, at han vil tage netop den hamster. Men så sætter han den igen.
   "Jeg tror, han skal hedde Lightruler," siger han nu, og jeg tager en dyb indånding. Jeg bliver et øjeblik misundelig på min kone, der står derhjemme og rører i en gryde med slatne jordbær.
   "Måske skal du bare tage en," siger jeg til ham, og så rækker han ud efter en hamster, som jeg håbede, han ville lade være. Fordi den er tyk.
   "Jeg tager den her," siger han, og jeg overvejer, hvordan jeg skal få det sagt. At den er tyk, og at den måske derfor ikke bliver så gammel.
   "Du skal nok lade den være," siger jeg, og det kan ikke være mere uheldigt, for pigen, der indtil videre har stået alene som sælgeren af hamsteren, får nu selskab af sin mor. Det giver meget god mening, at de voksne, forældrene, skal stå for salget af de små dyr, men det uheldige er, at hun ikke er en lille dame. Den dag hun dør, tænker jeg, vil de bruge en kran for at få hende ned i kisten.
   Og nu aner jeg ikke, hvordan jeg skal få sagt til min søn.
   "Du skal nok hellere tage en anden hamster," hvisker jeg til ham.
   "Jeg vil have den her," siger han meget insisterende, og jeg forstår, at jeg må acceptere den tykke, nej, fede, hamster. Og sådan bliver det.
   "Hvor meget koster den, "siger jeg til moren.
   "Den store af dem koster 500 kroner," siger hun.
   "500," kroner siger jeg.
   "Ja, det er fordi den er større end de andre," siger hun, og jeg ser ned på den. Jeg kan ikke gå imod den kendsgerning, at hamsteren er større end de andre, men jeg kan ikke forstå logikken.
   "Fordi den er så tyk, er der jo en stor chance for, at den dør før de andre," siger jeg.
   Hun bliver tydeligvis forarget over min holdning til fedme, og jeg vil heller ikke afvise, at hun bliver bange for sin egen krop. Men det er jo ikke diskrimination det her, det er videnskab, tænker jeg.
   "Hvordan kan du dog sige sådan noget," siger hun, og hun trækker vejret tungere end sin egen vægt.
   "Jeg har bare ikke hørt, at man vejer hamstere før," siger jeg undskyldende, og hun trækker på skuldrene.
   "Herude går vi efter vægtpris," siger hun og ser nærmest forarget ud, over jeg overhovedet kunne finde på at spørge.
   "Det er jo noget, man gør ved slagtesvin!"
   "Og hamstere," siger hun. "Vil I have den eller ej?"
   Min søn slipper ikke den hamster igen, ser jeg, og jeg køber den. Min søn smiler over hele ansigtet.

Tilbage i bilen siger jeg til min søn:
   "Så tyk en hamster kan vist ikke hedde Darkruler."
   "Nej, men den skal også hedde Lightruler, har jeg besluttet mig for."
   Det viser sig slet ikke at være en han, men det er min søn ligeglad med. Den kommer til at hedde Lightruler. Jordbærmarmeladen er færdig senere på eftermiddagen, og mens min søn er beskæftiget inde på sit værelse, sidder jeg i stuen og forsøger at gøre min kone lidt lysten. Det går ikke så godt.
   "Har du ikke fået nye bukser, de sidder ret fint på din bagdel," siger jeg til hende.
   "De kostede kun 500 kroner, bare rolig, jeg har ikke brugt vores feriepenge," siger hun, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige for at få hende til at smide bukserne. Hendes bukser kostede det samme som Lightruler, tænker jeg.
   "Ved du hvad," siger jeg.
   "Nej, siger hun. "Hvor skulle jeg vide det fra, når du ikke har fortalt mig det endnu?"
   "Dem der solgte hamsteren til os, solgte dem på vægten. Har du nogensinde hørt noget så utroligt?"
   Hun ryster på hovedet, for det har hun ikke.
   "Jeg kunne godt tænke mig at have sex," siger jeg til hende nu.
   "Det kunne jeg ikke," siger hun, og så ser vi en 80'er film med Eddie Murphy, og min kone griner to gange, og jeg griner kun én gang undervejs.

Dagen efter har vores søn fået en ny ven. Hun hedder Amalie, og hun bor et par huse væk fra vores hus. Vi har hørt om hende, for hun er vist psykisk syg. Men en af de værste klichéer, jeg kender, er: lige børn leger bedst, så vi inviterer Amalie hjem til os en dag, så hun kan se hamsteren.
   "Hej Amalie," siger jeg til hende, og Amalie kigger på min kone, mens den lille pige giver mig hånden. Jeg ved ikke, om det er en del af sygdommen, at hun ikke kan se folk i øjnene, når hun giver dem hånden.
   "Jeg er taget med Amalie hjem, fordi jeg gerne vil se hamsteren. Min mor synes ikke, at jeg skal have en," siger hun.
   Jeg kigger på min søns kone, der er socialrådgiver, og jeg ved godt, at jeg må træde varsomt, når det gælder psykisk sårbare, og især børn, så jeg lader hende overtage samtalen.
   "Måske skal du spørge din mor igen," siger min kone, og Amalie ryster på hovedet, så hendes gyldne lokker vælter ned over hendes ansigt. Hun bliver stående med håret foran sit ansigt, som kan hun bedst lide at gemme sig væk på den måde.
   "Hun mener, at jeg vil slå den ihjel," siger hun, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg går med min søn og Amalie ind til Lightruler, der i dette øjeblik ligger forpustet ved siden af møllen. Jeg forestiller mig, at han har forsøgt sig med den, men måtte give op undervejs. 500 kroner, tænker jeg.
   "Han er fed," siger Amalie, og vi var blevet advaret om, at hun ikke har et filter, som os andre, og at hun på den måde godt kan blive lidt svær at håndtere i en social sammenhæng.
   "Han er bare lidt overvægtig," siger min søn, og han kigger op på mig. "Er det ikke rigtigt, far?"
   Jeg nikker, men før jeg når at sige noget, har Amalie fundet flere ord:
   "Fed! Det er det fedeste dyr, jeg nogensinde har set! Den er så æsketæskefed, at jeg får ondt af den," siger hun, og så kigger hun hen på Amalie. "Og Lightruler er et latterligt navn. Den kan hedde Bjerghamsteren, fordi den er stor som et bjerg!"
   Der bliver stille, og min kone er hurtig. Hun ved, hvordan hun skal håndtere aparte børn:
   "Nu skal vi have syltetøjmadder!"

Og vi sætter os ind i stuen og spiser lidt, og en stund er Amalie helt stille. Det er rart at have besøg af hende, og at være vidner til vores søns nye veninde. De deler syltetøjsmader, men der er kommet alt for meget på Amalies. Det er vist en del af hendes sygdom, at hun ikke kan begrænse sig, når hun tager pålæg på brød.
   Og så taber vores søn al syltetøjet ned på skødet.
   Det synes Amalie er sjovt, så hun klapper ham på ryggen, hårdt, for at vise, at hun finder ham morsom. Det er okay at klappe nogen på skulderen, problemet er, at hun bliver ved. Hun går simpelthen bare i gang med at klappe ham så meget, at det ender med, at han græder.
   Mor har fat i Amalie. Hun ser hende i øjnene.
   "Du skal ikke slå ham, forstår du det. Man kan ae, sådan her," siger hun, og så aer Amalie, og det er hun vist ikke vandt til. Hun bryder sig ikke om det, og det må være det første barn, jeg har mødt, der ikke bryder sig om ømhed, tænker jeg.

Om aftenen sidder vi i sofaen. Min søn har Lightruler med sig i seng.
   "Det er så fint, at vores søn har fået en ven," siger jeg. "Også selvom hun er psykisk syg."
   Min kone smiler lidt. Måske kan hun se målstregen nu, på hendes maraton mellem irritation og glæde, tænker jeg.
   "Skal vi ikke kalde hende psykisk sårbar," siger hun. "Vi ved jo ikke, om hun er syg?"
   "Hørte du hende ikke, hvad hun kaldte Maltes hamster? Fed og alt det," siger jeg. "Hun har ikke noget filter."
   "Det har børn jo sjældent," siger hun, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise min kone om, at Amalie er syg. Det er ikke diskrimination, tænker jeg, det er videnskab.
   Jeg opdager noget, som jeg i første sekund oplever som tilfældigt. Et øjebliks lyst, der sjældent udarter sig, tændes som et stød i min kones blik. Hun hæver sin fod og ligger den på mit skridt. Hun gnider den på mit køn, og jeg får omgående erektion, men det er som om, at erektionen bliver bange, får angst. Som en mand, der kommer op af sin grotte efter 50 år. Så ville han blive blind omgående, og bange for lys.
   "Jeg vil, at du skal tage mig der," siger hun, og jeg ville slappe mere af, hvis hun pegede ind mod soveværelset. Men det er, som har min kone glemt, hvor man elsker henne, for hun peger på stuebordet. Og mens vores søn sover med sin hamster, tager jeg min kone bagfra.

Bagefter tager vi et bad sammen, jeg havde helt glemt, at der godt kunne være to i brusekabinen, og så nævner jeg Amalie igen:
   "Vi skal tage os godt af Amalie," siger jeg. "Sårbare børn kræver tryghed på en anden måde end andre børn, tror jeg."
   "Du er godt nok helt besat af det pigebarn," siger hun, og jeg vasker mine knækaller, mens jeg overvejer, om hun har ret.
   "Måske er hun bare dårligt opdraget," siger jeg nu.
   "Hvad er det dog for noget frygteligt noget at sige," siger min kone.
   "Vi kender jo ikke hendes forældre. Måske er det dem, der lærer hende sådan noget?"
   "Det er der ikke nogle forældre, der lærer deres børn, med mindre de selv er syge."
   "Hvem ved, måske er Amalies mor eller far psykisk syg?"
   Hun går ud af badet, og står og tørrer sig over hele kroppen. Hun kommer rundt om hele kroppen, tænker jeg, og sender en tanke til den vægtskål, der har vejet alle hamsterne.
   Jeg kan ikke slippe den tanke, at måske er hun slet ikke syg, måske er det forældrene, og jeg får en idé.
   "Skal vi ikke invitere forældrene over. Det er vel på tide, at vi får et godt forhold til dem, når vores børn leger så meget sammen," siger jeg.
   Vi ringer til dem, og de vil gerne komme forbi til en kop et eller andet. Jeg snakker med faren, og han lyder ikke syg, men jeg aner vel ikke, hvordan psykisk sygdom lyder gennem en telefon?
   "De lød da meget søde, gjorde de ikke," siger hun, for at understrege at min teori ikke holder.

Dagen efter vil vores søn have min kone til at finde vægten, for han er helt overbevidst om, at Lightruler har tabt sig i løbet af natten. Vi sætter vægten på køkkenbordet. Han finder hamsteren, der kommer op på vægten, og vi venter i spænding på resultatet. Han har tabt sig 10 gram, viser det sig, og det er ikke overvældende.
   Men han går ikke så meget op i, hvor meget han har tabt sig.
   "Så hvad jeg sagde, han har tabt sig!"
   Jeg nikker, for han har jo ret.
   "Han har da tabt sig en smule," siger jeg. "Det er nok løbehjulet."
   "Ja, det er godt, han træner i det. Jeg forsøger også at lokke ham op i det med lidt mad."
   "Det er godt, skat," siger jeg, og jeg sender en tanke til den tykke sælger, moren, som godt kunne bruge sit eget løbehjul.
   Senere på eftermiddagen fanger jeg mig søn i en noget overraskende situation. Han har armen inde i buret, hvor Lightruler slæber sig rundt inde i møllehjulet. Han trækker sin hånd ud af buret, da han opdager mig, og han smiler til mig. I hånden har han en nål.
   "Hej far," siger han, og jeg peger på hans hånd.
   "Hvad bruger du nålen til, skat," spørger jeg, og han går til bekendelse. Han har fundet den perfekte kur til Lightruler. Han stikker den lidt med nålen, hvis den forsøger at gå ud af møllehjulet, og så bliver den i stedet for inde i hjulet.
   "Er det ikke smart, far," siger han, og jeg nikker, for det må kaldes en effektiv kur.
   "Jeg tror, den bliver 5 år ældre, hvis den taber sig til halv størrelse," siger han, og jeg klapper min søn på hovedet. Men jeg kan ikke lade være med at kigge ind i buret, se om Lightruler bløder, og det gør han heldigvis ikke. Han ser træt ud, men det er altid hårdt med en slankekur, i starten.
   "Hun var tyk," siger han så.
   "Hvem?"
   "Hende der solgte os hamsteren. Tror du, at det er hende, der har fedet Lightruler op?"
   Jeg nikker. Jeg sætter mig ned i hans seng, og han hopper op på skødet af mig.
   "Fede mennesker har ofte fede dyr," siger jeg til ham, og han ser alvorligt på mig.
   "Jeg vil aldrig nogensinde være fed," siger han, og jeg ryster på hovedet.
   "Det bliver du heller ikke," siger jeg. "Ellers finder jeg bare en nål."
   Og vi griner begge to, og jeg sender en tanke til den fede kvinde i stalden, og overvejer om hendes mand burde anskaffe sig en nål ligeså.

Denne aften går jeg ud til hobbyrummet og underholder mig med mine modelskibe. Men hen mod aften møder jeg min kones skridt, der trasker ud til mig. Jeg får et chok, for hun plejer ikke at komme ud til mig, hun plejer at nyde ensomheden alt, alt for meget til at opsøge mig.
   "Jeg har tænkt på Amalie," siger hun. "Måske er Amalie lidt anderledes, men ..."
   "Syg..."
   "Ja, måske ... Jeg har faktisk tænkt meget på os, siden Amalie kom ind i vores hus. Om hvor heldige vi er, at vores søn er sund og rask, og siden han har fået Rightzuler, har han ..."
   "Lightruler."
   "Ja. Siden han har fået Lightruler, er han blomstret op. Han er simpelthen så glad hele tiden. Har du ikke bemærket det?"
   Jeg nikker.
   "Jo, det har jeg opdaget. Jeg var ellers noget skeptisk, om han skulle have så tyk en hamster."
   Hun ryster på hovedet.
   "Det har da ikke noget at gøre med, om den er tyk eller ej."
   "Men han har fundet en effektiv slankekur," siger jeg, og hører slet ikke, hvad hun har sagt.

Næste morgen finder vi vægten frem igen. Jeg har sjældent set min søn så spændt. Han sætter den op på vægten igen. 10 gram. Det går langsomt den rigtige vej. Malte er utålmodig.
   "Det er løgn! Dit fede svin," siger han, og min mor giver et spjæt fra sig henne fra køkkenbordet. Hun er ved at pille æg.
   "Hvad siger du, Malte," siger hun rystet.
   "For fanden, den taber sig jo ikke," siger han.
   "Det gør den vel nok, "siger jeg og minder ham om, hvad den vejede i går. "Det går langsomt. Det er noget nemmere at tage på, end det er at tabe sig."
   Min søn er helt rød i hovedet.
   "Lortedyr," siger han.
   "Malte," siger min kone.
   Og i dette øjeblik bliver jeg bange for, om hamsteren har tykke knogler, for som der er mennesker, der må leve med fedme hele livet, sådan kan det vel også være med hamstere, tænker jeg. Jeg kan se skuffelsen i ansigtet på min søn, og det gør ondt.
   Så kommer Amalie forbi for at hente Malte. De følges ad i skole. De har en halv time, hvor de går ind på hans værelse, og det er denne dag, at Amalie kommer grædende ud i køkkenet.
   "Jamen, hvad er der dog sket," spørger min kone, og Amalie hiver hende ind på værelset. Jeg følger efter.
   "Han stikker hamsteren med en nål. Sig dog til ham, at han ikke skal gøre sådan noget!"
   Jeg tager en dyb indånding, før jeg går ned i knæ foran Amalie. Mine egne ord lyder i mit indre, at vi skal passe på hende. Og naturligvis vil sårbare børn ikke bryde sig om, at man stikker en hamster for at få den til at tabe sig. Hun ser ikke, at det er til et godt formål, at Lightruler faktisk vil leve længere på denne måde.
   Det forsøger jeg at fortælle hende.
   Hun er ikke så god til at lytte.
   "Det er da latterligt," siger hun. "Man stikker ikke dyr. Man holder om dem og giver dem mad."
   "Du må forstå, at det er svært at tabe sig. Derfor gør Malte det. ikke for at være ond," siger jeg.
   "I lyver," skriger hun, og hun kan ikke komme ud af sin gråd. Det er nok sygdommen, tænker jeg, og min kone trøster hende. Hun er bedre til det. Men jeg følger de ødelagte øjne hele vejen ud til indkørslen, hvor jeg følger de to børn lidt på vej. Bagefter går jeg ind til buret og ser, om Lightruler bløder denne gang. Men det gør han ikke. Jeg ånder lettet op.

Jeg spiser et blødkogt æg og snakker om Amalies sygdom.
   "Hun må være syg," siger jeg.
   Min kone vender sig om.
   "Vidste du godt, at Malte stikker Fightruler," spørger hun.
   "Lightruler," siger jeg.
   "Vidste du?"
   "Det er en effektiv slankekur. For at få ham til at tabe sig."
   "Det skal han nok lade være med."
   "Ja."

Og så kommer jeg hjem fra arbejde og min søn er på toilettet. Jeg skal sådan tisse, og jeg banker på døren, men han åbner ikke op. Jeg tænker, at det er første gang, han ikke låser op ud på toilettet. Er blufærdigheden allerede kommet til ham, tænker jeg.
   "Malte, hvad sker der," råber jeg gennem døren.
   "Noget," siger han, og det mener jeg er et underligt svar. Det ringer på døren, og udenfor døren står Amalie. Hun går forbi mig uden at sige noget. Ind på Maltes værelse.
   "Han har låst sig ude på toilettet," siger jeg til hende, og hun ser chokeret på mig, efter hun har kigget ind i buret.
   "Med Lightruler," spørger hun, og jeg ser også, at buret er tomt.
   "Måske," siger jeg.
   "Han slår altså ham ihjel," siger hun, og jeg husker på, at det er en hun. Men siger ikke noget.
   "Hvad er det for noget at sige, Amalie?"
   "Men det er rigtigt," siger hun næsten aggressivt. "Han snakker om det omme i skolegården. Med de andre drenge. At han vil slå den ihjel, fordi den er så tyk."
   "Nu stopper du! Hvad er det for noget at sige! Hvis nogen slår den hamster ihjel, er det dig!"
   Hun løber ud af værelset, hen mod toilettet. Hun baker på døren, og Malte åbner op. Han holder Lightruler i hånden, og da Amalie vender sig om, kan jeg ikke se den mindste skam i hendes blik. Hun burde undskylde, tænker jeg.
   "Jeg synes, du skal gå hjem, Amalie," siger jeg, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige.
   Malte forstår ingenting.
   Det lugter af lort ude fra toilettet.

En uges tid kommer Amalies forældre på besøg som aftalt, med Amalie stående imellem sig. Vi har ikke set hende siden den dag, og vi har undskyldt med, at Malte har været syg.
   "Sikke en fornøjelse, at I vil have os forbi," siger moren, der virker utrolig høflig. Jeg opdager, hvordan hun tager mandens jakke af, og de kigger på hinanden med en ømhed, der giver et stik i brystet.
   De kommer ind i vores køkken, og min kone begynder omgående at fortælle, hvor glad hun er for sit køkken. Jeg tænker, at det er normalt, at koner først taler om deres køkkengrej, før de snakker om deres mænd?
   Jeg tager Amalies far med ud i mit hobbyrum, hvor jeg bygger modelskibe, og han virker oprigtigt interesseret.
   "Det er sgu en mands ret at have sådan et sted," siger han, og jeg nikker. Jeg viser ham, hvordan jeg har sat sejlet på et af skibene fast, og jeg lader ham prøve på et af skibene, som jeg er i gang med.
   "Amalie er blevet så glad, efter hun har fået en ven," siger han.
   "Ja, de har det godt sammen," siger jeg.
   "Hun snakker meget om den hamster, som jeres søn har fået," siger faren, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi ikke har fået det. At det er blevet vejet. Og jeg nævner det:
   "Det kostede 500 kroner, så han har ikke fået det," siger jeg med et skævt smil, som faren fanger, for han løfter sine øjenbryn i et nærmest dramatisk tempo, og de ender i en noget vanskeliggjort vinkel. Som jeg havde set ud, da den fede mor havde sagt det til mig.
   "Kan den tale flydende tysk eller sådan noget," siger han, og vi griner sammen, og jeg tænker, at han virker som en kærlig far. Det irriterer mig lidt.
   Vi går ind til kvinderne, der snakker om et piskeris, der ligger godt i hånden, og jeg tør ikke spørge dem, hvor længe de har snakket om det. Og så kigger min kone ind til stegen. Den vælter rundt i kødsaft og dufter lækkert, og det eneste jeg kan tænke på er, om man kan spørge ind til psykisk sygdom med sådan en steg på tallerkenen?
   Og jeg hjælper med at skrælle kartofler, og indtil videre har Amalie holdt sig i kort snor. De står inde ved hamsteren, og han kan sjovt nok holde dem beskæftiget længe. Malte er stadig ked af, at han ikke kan få den til at tabe sig særlig meget. Jeg har taget nålen fra ham, efter min kones befalelse.
   Så gør vi maden færdig, mens Amalies forældre fortæller om en tur til Caribien, som de skal på denne sommer. Jeg lader som om jeg er misundelig, men jeg hader varme. Jeg er til skiferier og høje fjelde, men vi lytter og nikker og så er maden færdig.
   Vi går alle til bords, og jeg ser, at Amalie bliver mere skarp i blikket. Hun kigger ned på bordet, som ser hun alle vores dybeste hemmeligheder i dette hjem i knasterne i egetræsbordpladen.
   Jeg fanger mig selv flere gange, hvor jeg kigger på hende, og i det splitsekund, hvor hun lader sit lynblik vælte ind over mig, kaster jeg mit synsfelt væk fra hende og famler i blinde efter et ansigt, der ikke gør mig nervøs.
   Jeg fortæller om mit arbejde, fordi der bliver spurgt til det.
   "Hvis det ikke var for mig, ville der ikke blive bygget broer," siger jeg, og Amalie bryder ind, før jeg når videre.
   "Det passer jo ikke. Så ville nogle andre bygge dem," siger hun, og min søn griner af hendes kommentar. Så kigger hun over på min kone, og hun siger noget, der uden tvivl kommer bag på os alle sammen: "Stikker de også dig med nålen?"
   Og Amalies mor kigger undrende på sin mand, der stikker lidt i kødet. Det er mørt, det er perfekt.
   "Hvorfor spørger du om det, skat," siger Amalies mor.
   "Fordi Malte stikker hamsteren med sin nål. For at få den til at tabe sig."
   "Hvad er det for noget pjat at sige, skat," siger hun henvendt til sin datter. Og så kigger hun hen på min kone: "Hun har en livlig fantasi."
   Min kone smiler, og jeg får lyst til at beskytte min søn. At tage ham ind i mine arme. Og kødet er stadig mørt.
   "De ender jo med at stikke den ihjel!" råber hun, og Amalies mor rejser sig omgående op og går hen og tager fat i sin datter, hårdere end min egen kone gjorde det. Det var derfor, hun ikke reagerede så voldsomt på det, fordi hun sikkert er vandt til det. Jeg tænker, om man kan tage fat omkring en psykisk sygdom, om det faktisk er det, man gør.
   "Nu kommer du lige med mig, søster," siger hun, selvom det er hendes datter og ikke hendes søster. Og de går ud bagved. Der bliver talt med høj stemme, og vi andre spiser. Amalies far siger noget, sikkert mest som skalkeskjul:
   "Det er godt nok et godt stykke kød. Tilpas mør," siger han, og jeg stikker lidt i det, og min tanke er, at det kunne være bedre, og mon han er psykisk syg?
   Men jeg smiler bare. Jeg kan ikke lade være med at benytte lejligheden til at snakke om Amalie:
   "Vi har hørt, at jeres datter er syg," siger jeg, og faren smiler til mig.
   "Jeg troede, det var jeres søn, der var syg," siger han, og jeg er på nippet til at rejse mig op, men bliver siddende. Det slår mig, at vi brugte den undskyldning om vores søn.
   "Psykisk," siger jeg hviskende.
   "Psykisk?"
   "Psykisk syg," hvisker jeg endnu lavere.
   "Hvor har I hørt det," siger han, og jeg ved ikke, hvem jeg har fået det at vide af. Kan ikke huske det. En nabo? Sikkert.
   Amalies mor kommer tilbage ind til os.
   "Er der et værelse, hvor Amalie kan ligge sig lidt, Vi er blevet enige om, det er bedst, hvis hun lige slapper lidt af for sig selv," siger hun, og hun taler mere fattet, end vi havde regnet med, og jeg kan se på min kone, at også hun er imponeret, selvom hun har snakket om psykisk syge tusinde gange i en afdæmpet toneleje.
   "Ja, naturligvis," siger min kone, og hun viser, hvor vores søns værelse er, og der kommer Amalie ind for at slappe lidt af. Hun kan altid snakke lidt med Lightruler, hvis hun bliver ensom, siger hendes mor, og sådan bliver det. Mens vi spiser færdig, og vi snakker om en masse ting. Flere rejser. Gaden hvor vi bor. Drømme og sjove tv-programmer. Men vi gemmer snakken om psykisk sygdom.
   Senere går vi ind i stuen, og en stund er der ingen af os, der tænker på Amalie, at hun er inde på værelset. Det er vores søn, der nævner hende.
   "Må jeg gå ind til Amalie," siger han, og jeg giver ham lov. Og så følger jeg op på Amalies udbrud:
   "Hun har ikke et filter," siger jeg til dem, og jeg håber, de vil gribe min kommentar, følge op på det. Snakke om medicinering. Indlæggelse. Mørke tanker.
   Men de ser på mig spørgende.
   "Hvad siger du," siger Amalies mor.
   "På grund af hendes sygdom," siger jeg, og moren rejser sig op, lidt på samme måde som da Amalie havde sagt det med nålen.
   "I tror vel ikke, at vores datter er syg," siger hun, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal samle den op. Jeg har læst en bog om psykisk sygdom, om at man ikke selv kan se, at man er syg, og jeg tænker, om det også gælder forældrene, at de heller ikke vil se det?
   "Hun er da lidt aparte," siger min kone, og nu er det farens tur til at rejse sig op.
   Og så hører vi et skrig ude fra toilettet. Vi løber der ud, og ser vores søn rive i håret på Amalie, og vi trækker vores børn væk fra hinanden.
   "Hvad sker der dog," siger min kone, og Amalie klamrer sig til sin mor. Jeg kan se, at hun er revet på kinden.
   Jeg kan ikke helt forklare det, men det er, som om jeg allerede ved, hvad der er sket, inden vi ser derned. Jeg ved, at det ikke er godt, og det er også helt korrekt. Nede i toilettet ligger Kalle, den fedladne hamster, og han skulle altså ikke ende med at dø af sin fedme.
   Amalie ser chokeret ud, og enten er hun en god skuespiller, eller også aner hun faktisk ikke, hvad der er sket.
   "Jeg har slet ikke haft fat i den," siger hun hulkende.
   Men før hun får lov at sige mere, bryder jeg ind:
   "Jeres datter har druknet vores søns hamster," siger jeg, og faren ser vredt på mig.
   "Hvordan kan du sige sådan noget!"
   Jeg har været så opslugt af al den dramatik, der med et kastede sig ind i vores lille hjem, at jeg slet ikke har opdaget, at min søn står ved siden af mig og græder. Han har samlet Lightruler op, der ligger død og slatten i hans ene hånd. Jeg synes ikke, at han lugter af urin, heldigvis.
   "Jeg synes, at I skal gå nu," siger jeg.

Dagene efter ved vi ikke, hvad vi selv skal tænke om episoden. Vi snakker frem og tilbage om det. Jeg er sikker på, at Amalie druknede hamsteren, mens min kone er i tvivl.
   "Jeg tror, det er sandsynligt," siger jeg.
   "Måske er den selv kravlet derop," siger hun.
   Jeg tager hende med ud til lokummet.
   "Sig mig, hvordan et hamster selv kan kravle derop og drukne sig selv. Altså hvis vi forestiller os, at et hamster kan have selvmordstanker," siger jeg.
   "Jeg kan godt se, at der ikke er så mange andre muligheder. Men det kan jo være, hun ikke gjorde det med vilje."
   "Hvordan skal man drukne et hamster i et toilet uden at gøre det med vilje?"
   "Måske har hun haft den med på toilettet, og så har hun tabt den?"
   "Men så vil hun vel hive den op igen."
   "Men hvis den ... ja, undskyld mig, faldt ned i urin?"
   Jeg ryster på hovedet.
   "Hamsteren lugtede ikke af urin," siger jeg, og hun trækker på skuldrene.
   "Men hvad skal vi gøre, hvis Amalie kan finde på at gøre sådan noget overlagt, kan hun vil finde på alt muligt andet?"
   Det tænker jeg over, og vi kommer ikke længere med snakken den aften.

Nogle dage efter tager min søn og jeg ud til gården igen, for det viser sig, at der er et par stykker, som de ikke har solgt. Vi bliver mødt af den samme lille pige, der følger os ud i stalden, og stadigvæk render hamsterne rundt i halmen. Jeg kan ikke slippe tanken, at vi bliver nødt til at tage den mindste af dem, for jeg betaler ikke 500 kroner for en hamster igen. Og jeg venter på den fede dame, men hun lader vente på sig atter engang.
   Min søn holder dem begge to i sin hånd, og heldigvis giver det sig selv denne gang, for han forelsker sig i den mindste. Og så står vi og venter.
   "Kommer din mor ikke," siger jeg til den lille pige.
   "Jeg henter hende lige," siger hun, og hun lunter afsted ud for at finde sin mor. Der går ikke så lang tid, og så kommer hun.
   "Nå, det er dem igen," siger hun, og jeg hilser på hende.
   Jeg får lyst til at sige, at den tykke hamster døde af hjertestop.
   "300," siger hun. "Det er den tyndeste, vi har haft."
   Og jeg kan ikke forstå, at den ikke er blevet solgt endnu, når det er den tyndeste, for jeg tænker tanken, at tyde hamstere giver færre problemer.
   Vi tager hamsteren med os, og vi går ud til bilen. Inde i bilen kigger min søn på mig, han smiler lidt, og jeg kan se, at han nok skal komme videre, at selvom han aldrig vil glemme Kalle, der druknede i lokummet, vil han elske den nye hamster ligeså højt. Jeg kan ikke lade være med at tænke tanken, at den evne har Amalie ikke.
   "Det var godt nok en stor dame, far," siger han til mig, og jeg sætter bilen i første gear, og vi kører hjem. Ikke på noget tidspunkt spørger jeg ind til, hvad der skete ude på toilettet den dag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/07-2014 11:40 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 5905 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.