Ensom sidder hun på stenen,
tomhed har taget bo i hende,
evigheden har opslugt hende.
Tristheden er altoverskyggende,
følelsesløsheden truer
med at overtage
hendes lemmer,
for hvor længe hun har siddet der,
aner hun ikke
Hun har hvide render på kinderne,
af tårer
og bedrøvelsen tynger de smukke,
lange øjenvipper nedad,
hendes hår flagrer sagte i den kolde vind
og hun håber at hendes hjerte vil
krænges ud
og flyde væk med strømmen under hende
Hendes kjole der engang var så fin og hvid,
er nu gul af ælde,
smilet er stivnet i en fortabt grimasse
og øjnene er lukkede.
Hendes lange hår glider med vandet
lige som hjertet,
der er væk,
taget af tiden,
gået i stå,
flydende med strømmen,
langt, langt borte.