Det var min farfar, der tegnede og byggede sommerhuset, som han lod opføre i 1954. Et solidt, rektangulært hus, med tre soveværelser og varmepaneler i alle rum. Og kamin. Før det nye, gule hus, lå der et mindre, rødbrunt træsommerhus på grunden. Det hus var nær ved at koste farfar livet.

Fredag den 9. juli 1954 rejste moster Greta, 40 og ugift, fra Stockholm for at besøge farfar, farmor (Gretas søster), min far og hans lillebror. Om bord på nattoget, delte hun sovekupe med en ældre dame fra Huddinge. Hver gang damen nøs, hviskede hun "förlåt" eller "ursäkta". Greta var et meget høfligt menneske. Så høflig, at hun kunne finde på at sige undskyld til folk, som gik ind i hende, eller kom til at træde på hendes knystede tæer. Ga-dang-ga-dang, ga-dang-ga-dang, ga-dang-ga-dang, lød det rytmisk fra hjulene, der rullede gennem en våd, svensk sommernat. Damen i overkøjen brød den rolige rytme, med sine nys og lavmælte undskyldninger. I underkøjen lå Greta og blev tiltagende gal. Hun indså, at hun var tvunget til at gøre noget. Til sidst trak hun vejret helt ned i mellemgulvet og pustede langsomt luften ud. Tre gange. Så stod hun ud af køjen, høj og ranglet. "Nu måste ni sluta be om ursäkt!" sagde hun, på kraftigt skånsk. Egentlig ville hun også gerne have udtrykt omsorg og forståelse for, at damen nøs, for det er man ikke selv herre over. Men det fik hun ikke gjort. I stedet lagde hun sig hastigt tilbage i underkøjen og faldt i en let søvn, næsten med det samme.
Da toget nærmede sig hovedbanegården og de pakkede deres sidste sager ned, undgik de hinandens blikke. I skyndingen, lige før toget standsede, mumlede damen "ursäkta." Hendes stemme var tyk af snue. Greta nøs.

I det lille, rødbrune hus glædede familien sig til, at moster kom på besøg. Der var dog opstået tvivl om sovearrangementet. Sommerhuset havde to soveværelser; et til farmor Lilli og farfar Harry og et kombineret gæste- og børneværelse, hvor drengene sov. Oprindeligt var det planen, at Greta fik drengenes værelse, og de i stedet overnattede i telt udenfor. Men sådan ville vejret det ikke. En kold og solfattig juni var gledet over i en blæsende regnfuld juli. Sommerhuset lugtede af skimmel og døre og vinduer bandt, mættede af væde som de var. Det var som om man ikke blev helt tør, selvom man opholdt sig inden døre og den lille kakkelovn i stuen arbejdede på højtryk. Og nu det med soveværelserne. Ingen tvivl om, at Greta skulle have sit eget værelse. Og drengene også. Harry og Lilli besluttede, at de ville sove i stuen, på hver deres drømmeseng.

På hovedbanegården skiftede Greta til et regionaltog mod Slagelse. Hun tændte en cigaret i rygekupeen, men slukkede den hurtigt igen. Røgen smagte skarpt og bittert. Hun nøs. Sagde "ursäkta" til de andre i kupeen og læste ukoncentreret i et nummer af Det Bedste, som hun havde købt på banegården. Farfar stod på perronen, da hun steg af toget, hilste venligt på moster og bar hendes bagage ud til bilen; en næsten helt ny, lyseblå Mercedes-Benz. Han tændte en frisk cigar, lige før de drejede ud fra stationen. I bilen blandede lugten af cigar sig med duften af frisk læder. Røgen sved i halsen på Greta og næsen var begyndt at løbe, men hun var glad på sin egen sitrende måde, da hun ankom til sommerhuset og hilste på sin søster og de to nevøer. De fik gaver. En pose med polkagrise, som de skulle dele; en blå dalarhest til min far og en sort dalarhane til lillebror. Min far rev hanen ud af hånden på lillebror og galede i vilden sky, mens han holdt hanen i strakt arm over sit hoved, så lillebror ikke kunne nå den. Lillebror, som elskede polkagrise, gaver og Greta næsten lige højt, befandt sig i en ophidset og overtræt glædestilstand, og brød næsten øjeblikkeligt sammen i gråd. Farmor trøstede, mens hun pakkede sin gave op. En æske bløde bomuldslommetørklæder med navnetræk. LO. Lilli Olsen. Dem fik lillebror ikke lov at pudse næsen i.

Lørdag aften spiste de stegte rødspætter med farseret hvidkål, nyopgravede kartofler og persillesovs. Greta elskede farseret hvidkål. De voksne drak øl til maden og drengene nød en sjælden rød sodavand. Til dessert fik de jordbær med fløde. Bagefter lavede farmor kaffe. Farfar satte sig i sin lænestol ved det vestvendte vindue og læste i Berlingske Aftenavis, mens han røg en cigar. Greta afslog, da Lilli bød hende en cigaret, selvom hun virkelig trængte helt forfærdeligt, som hun sagde. Hendes bihuler dunkede og hun havde en smule feber. Lilli kæderøg. De talte om Gretas nye job i Socialdepartementet og den dårlige sommer. Et kort ophold i regnen efter aftensmaden havde sendt drengene udenfor at lege. Klokken 20 kom de ind igen, med blussende kinder og lærredssko, der var gennemblødte af at løbe i det våde græs.

Søndag sov Greta til kl. 9:30. Hun sov fra drengenes højlydte morgenskænderi og vågnede til den første solskinsdag i ugevis og en indbydende, udendørs morgenmad, som hun ikke havde appetit til at smage på. Da der ikke befandt sig et termometer i sommerhuset, opdagede Greta ikke, at hendes temperatur var steget til næsten 39 grader.

Mandag blæste det op igen og regnen vendte tilbage. Farfar vågnede med ondt i halsen og tog på arbejde. Greta hostede sig gennem det meste af dagen i sin seng. Sengetøjet føltes klamt og rørte man ved væggene, var de kolde og fugtige. Hvert host rev i hendes lunger som skarpe negle og hovedpinen bare voksede og voksede. Ind imellem fik hun sovet. Lilli gik over til nabohuset, som hed Strandhytten og lå i første række til vandet. Her bad hun fru direktør Hansen om lov til at låne deres telefon og ringede til Harry, for at få ham til at købe hostesaft og smertetabletter med hjem.

Harry ankom træt og lidt tung i hovedet efter arbejde, og lagde medicinen på køkkenbordet. Han kaldte på min far og lillebror. Lilli skyndte sig ind med medicinen til Greta.
Til aften fik de høns i asparges. Drengene havde haft en god dag, på trods af vejret. De havde besøgt fars klassekammerat, Jens, hvis far var smed. I værkstedet havde de fået lov til at blæse til ilden, mens Helge, som faderen hed, smedede hestesko. Bagefter hjalp han dem med at smelte tin og støbe soldater.
Greta kom ind i stuen. Hun sagde, at hun følte sig en smule bedre tilpas og tog taknemmeligt imod en skål hønsekødssuppe, som Lilli havde kogt til hende. Drengene blev lagt tidligt i seng. Greta sad med et tæppe omkring sig foran kakkelovnen og Lilli sad i sin stol overfor Harry og hæklede, mens hun røg den ene cigaret efter den anden. Røgen kradsede i Gretas hals. Og i Harrys. "Har du tænkt på, Greta, om du hellere vil ind til huset i byen? Der er bedre varme," sagde farfar. "Og lidt mere ro," tilføjede han, med tanke på drengene, som godt kunne drive utålmodigt rundt i det lille hus, når regn og blæst umuliggjorde leg udenfor. Greta følte sig fanget i et dilemma. Enten var hun til besvær, fordi hun skulle køres ind til byen og Harry blev nødt til at tænde for elektricitet, fyr og vand og pille lagener af møblerne. Eller også blev hun i sommerhuset og var til besvær, fordi hun lå og optog plads, skulle vartes op og nevøerne, som glemte, at hun lå og hvilede, blev tysset på af Lilli dagen lang. Problemet forekom hende uoverstigeligt. "Jag vet inte..." sukkede hun, uden kræfter til at fordanske udtalen. "Det er afgjort," sagde Harry. "Jeg kører dig til huset i morgen tidligt; så kan du hvile dig og komme igen om en dag eller to." Han så frem til at sove i sin egen seng og Greta accepterede beslutningen. Så nøs han to hurtige gange efter hinanden.

Tirsdag morgen kørte Harry Greta til Slagelse. Han havde ondt i ganen og næsen var begyndt at løbe. På vejen købte de ind. Brød, smør, mælk og æg. Lilli havde givet dem resten af hønsekødssuppen med. Mens Harry tændte huset, redte Greta op i gæsteværelset og lagde sig bagefter taknemmeligt til at sove i det stille hus.

Harry sad og læste en kontrakt igennem, på levering af landbrugsmaskiner til et andelsmejeri i Sorø. Han blev ved med at gå i stå i den samme sætning og han svedte, selvom det var en kølig dag. Han fik ild på en cigar, hvis bitre smag kom bag på ham. Efter det første hiv, fik han et hosteanfald, som fik ham til at svede endnu mere. Allerede klokken 16 sagde han, lidt undskyldende, farvel til sin forretningspartner, Anton Østermark, og kørte forbi huset i Løvegade, for at se til Greta. Først kaldte han dæmpet på hende, men huset var tyst. Så listede han op på første sal og stak hovedet ind i gæsteværelset. På sengen lå en ranglet skikkelse, dækket af et dynebetræk, som næsten umærkeligt hævede og sænkede sig. Han kørte ud i sommerhuset, afslog aftensmad, hilste kort på sønnerne og lagde sig tungt i sin seng.

I løbet af natten til onsdag fik min farfar voldsomme kulderystelser og smerter i brystet. Derfor forbød Lilli, den efterfølgende morgen, farfar at tage på arbejde. Lillebror var også begyndt at vise tegn på smitte. I stedet for at gå med sin storebror ned til stranden, sad han og tegnede maskiner, mere roligt end han plejede. "Til landmænd", forklarede han sin mor. Hun gav ham et kram, og tog en dyb indånding, med næsen begravet i hans hår. Han lugtede svagt af feber, syntes hun. "Du er värdens finaste dreng," hviskede hun i hans øre. Harry stod i døren til soveværelset. Han var bleg, undtaget næsetippen, som lyste rødt. Skjorten var knappet skævt. "Jeg har møde i dag, med landmændene ...fra Sorø." Stemmen var grødet og han begyndte at hoste. "Du bliver her!" sagde Lilli, med autoritet i stemmen. "Så går jag over til søstrene Kvist og frågor, om de har et termometer vi kan låne."

Farfar blev naturligvis ikke i sommerhuset. Han skyndte sig ud i bilen og kørte afsted mod kontoret. Lilli sad som på pinde den dag, men følte ikke hun kunne gøre så meget. Lillebror lagde sig i farfars seng og blundede eller sad sløvt (og tiltagende snottet) og bladrede i Anders And-blade. Efter strandturen, besøgte min far en spejder-kammerat i et nærliggende sommerhus. Farmor overvejede at gå over til Strandhytten og låne telefonen igen, for at ringe til farfar, men nåede det ikke, før han kom hjem, allerede ved 14-tiden. Han svedte voldsomt, hostede næsten uafbrudt og havde stadigt voldsomme brystsmerter. Lillebror blev sendt ind i sin egen seng, hvor han lå og lyttede til regnen, som slog imod ruden. Så faldt han i søvn.

Det blev en forfærdelig nat for Lilli. Hun løb frem og tilbage mellem farfars og lillebrors seng. Duppede dem med kolde klude, når de svedte, eller pakkede dem ind i dyner; kom med hostesaft til farfar, vand når de tørstede, tørrede lillebrors løbende næse, røg en masse cigaretter (mest inde i stuen), holdt liv i kakkelovnen og bekymrede sig forskrækkeligt. Torsdag morgen meddelte hun, at nu kørte de ind til Slagelse, hele familien. Farfar kørte langsommeligt afsted og så frem for sig, med et feberstift blik.

Greta var ved at pakke, da de ankom til huset. Hun skulle videre til Roskilde og besøge bror Hasse. Hun var stadig sløj og hostede indimellem voldsomt. Dog gjorde det ikke længere så ondt i halsen, når hun røg. De to søstre drak en hurtig kop kaffe sammen, før farfar kørte hende til stationen og derefter videre til sin læge. Det var Lilli, som havde presset ham til at opsøge Dr. Martinussen.

Lægen bad farfar berette om sygdomsforløbet og lyttede bagefter til hans lunger. Han lagde stetoskopet fra sig af og fiskede et cigaretetui op af lommen. Farfar blev budt, men takkede nej. "Nå, ja," sagde Martinussen med et lille nik og fik ild på cigaretten. Han blæste omhyggeligt røgen væk fra farfar. "Nu skal De høre, hr. Olsen. De har erhvervet Dem en grim lungebetændelse. Jeg tror ikke, at et sulfapræparat slår til i Deres tilfælde. De skal have penicillin og holde sengen i mindst tre dage." Farfar begyndte at hoste og kunne ikke holde op igen. Han blev mere og mere rød i ansigtet, sveden haglede af ham og vejrtrækningen blev besværet af den slim, som sad i hans svælg. Midt i et særligt voldsomt anfald, harkede han en stor, rustrød klat slim op, der landede på lægens bonede parketgulv. Så faldt han om. Dr. Martinussen lyttede igen til hans lunger og ringede dernæst efter en ambulance (sekretæren var på sommerferie i Reersø).

De blev i huset i Løvegade resten af sommeren, til min fars (og lillebrors, da han igen blev rask) bitre fortrydelse. Efter farfars udskrivelse, lå han i sengen i endnu otte dage. Da han endelig var rask igen, bad han alvorligt familien om at tage plads i sofaen, efter aftensmaden. Selv stod han op.

"Vejret er jeg ikke herre over. Men jeg er herre i huset. Herre over huset," begyndte han. Min far og hans lillebror så på farfar med store, ulykkelige øjne. De fornemmede, at noget skulle ske og at det nok ikke var af det gode. "Det er ikke fordi vi skal sælge huset," beroligede han. "Nej! Jeg vil rive det ned!"
"Nej, men Harry...," begyndte Lilli, med rullende, svenske r'er.
"Og så bygger jeg et nyt. I beton. Med elvarme. Som står færdigt til næste år! Jeg skal fanden galemig ikke have ødelagt min sommer på den måde igen!"
"Nej, men Harry!" sagde Lilli igen, nu i et bebrejdende tonefald.
"Glem, at jeg sagde fand..., at jeg bandede, børn," sagde Harry. "Jeg tegner selv huset og i får jeres eget værelse. Med køjeseng." Drengene så stadig skeptisk på ham. Men sådan blev det.
En lørdag, efter skole, i slutningen af august, kørte familien ud til det lille, rødbrune sommerhus og så til, mens Østermarks svoger, som var entreprenør, jævnede det med jorden. Solen strålede fra en skyfri himmel. Bagefter gik de ned til stranden, hvor min far og hans lillebror badede i det kolde vand. Farfar havde for længst tegningerne klar til det nye hus og allerede mandag begyndte svogeren at støbe fundamentet.

Søndag den 26. September holdt de et beskedent rejsegilde og ved årsskiftet 1954/55, stod huset klar til brug. Sommeren 1955 blev en af de varmeste, tørreste og solrigeste i hele det 20. århundrede.