Forestil dig et hav, lige meget hvorhen du kigger, vil der være vand så langt øjet rækker. Når øjnene langsomt vandrer hen over havets overflade, ses de iltre bølgers hvide skum, andre gange ses en spejlblank overflade hvorpå solens stråler leger tagfat. Ens for begge scenarier er, at de slutter ved horisontlinjen, som ligger et sted langt langt borte, lige præcis dér hvor himmel og hav møder hinanden. Man kan fristes til at have forståelse for, hvorfor oldtidens samfund engang troede at dette var jordens afgrund. Denne tanke med afgrunden til intetheden, kunne formentlig også stadigvæk eksistere, hvis ikke det var fordi, at horisonten ændrer sig afhængigt af individets positionering. Dit ståsted kan være på en strand, på kanten af en afsats - tusinde meter over havets overflade eller i cockpittet på et fly. Horisonten kan være snæver, horisonten kan være bred, men vigtigst at forstå er, at horisonten er en dynamisk størrelse i konstant forandring, der medfører begrænsning af udsynet. Hvordan og hvorledes horisontens begrænsninger kommer til udtryk afhænger din positionering.
Igen kigger du nu ud på havet og lader øjnene danse frit omkring for at opsluge hvert et indtryk. Denne gang mødes de ikke af bølgernes hvide fråde eller af en mørk fløjlsblå overflade, som kan skjule alle havets hemmeligheder og ej heller af solens stråler ridende på de små krusninger.
I stedet ses en skinnende palet af alle regnbuens farver, som stilfærdigt driver rundt imellem hinanden, kun afbrudt af små mængder glinsende sort masse. Sammen agerer masserne som en modernistisk Claude Monet og laver forgængelige malerier på overfladen af havets hinde.
Skurken er et olieudslip med katastrofale følger for naturen. Havet; grundlaget for livets eksistens, fungerer nu som kviksand for de fugle som lander på overfladen og langsomt dræber det naturens skabninger ved at indhylle dem i sort og klistret frakke af tjære. Døden og ødelæggelserne som olieudslippet medfører, kan virke så forfærdelige og meningsløse at det ikke er til at begribe...
Den lille hånd som hele tiden har ligget fastklemt i din, giver nu to ryk og hiver dig ud af tankestrømmen, alt imens en barnestemme udbryder "årh hvor er det bare flot! havet ligner en stor balje af sæbevand! Må jeg ikke nok puste sæbebobler når vi kommer hjem?"