Nom de guerre

Egentlig hed han Niels, men det var ikke ret punk. I stedet kaldte han sig Hookah. Når folk spurgte ham, hvad det betød, var de allerede i samtale, og så gjorde det ikke noget, at han var genert. For de kunne ikke lade være med at spørge. Hvis ikke til navnet, så til den fladmaste tophat, som han altid bar. Han var ranglet og sortklædt, med store, brune øjne og kindben som en indianer. Når han sad i solen og røg på Gammeltorv, askede han omhyggeligt på sine bukser og gned asken ned i stoffet med håndfladen. Særligt når han mødte en ældre dame, som havde gjort sig umage med tøjet, håret og brugt tid med øjenbrynsstiften, lettede han på sin tophat og bukkede et lille, belevent buk. De fleste veg lidt uroligt fra ham, men hvis de smilede tilbage, plejede han at spørge, om de kunne undvære en femmer.

Pigen, som ikke hed Karina

Jeg kalder hende 'Karina'. Fordi hun lignede smukke Karina fra gymnasiet, men egentlig mest, fordi jeg har glemt hendes navn. Hun var rusvejleder, tillige med Martin, hvis navn er blevet siddende, men hvis ansigt til gengæld er borte. Når jeg prøver at genkalde ham, husker jeg en lavstammet ung mand, med halvlangt, krøllet hår, i en nuance jeg siden har set beskrevet som warm mocha et sted på nettet. Det vidste han nok ikke, Martin med de bortkomne træk.

Næsten hele flokken af studerende var 19-20 år. Et homogent hold, med en stærk samhørighed. Vi havde alle fødselsdag den 23. eller 24. i måneden, undtaget Jacob, som ikke havde brudt sig om sit eget hold, der var født den 1. eller 2. Derfor havde han besøgt hvert enkelt hold, til han fandt det, som han bedst kunne lide. Det var os - vi var Jacobs udvalgte.

Han var en lille, venlig alfa-han, som ville have Karina, rusvejlederen, på trods af at hun havde fast kæreste, var fire år ældre og en del højere end ham. Jacob brugte rusturen i det nordsjællandske til at banke kærligt og vedholdende mod hendes panser. Med ord, cigaretter, små stykker chokolade eller vingummi, lette berøringer, sukker til kaffen, komplimenter, varme smil og udelt opmærksomhed. På den tredje dag gav hun efter. Siden forlod deres munde sjældent hinandens.