Jeg er så trist, så trist.

Og har så svært ved at forstå det.

Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig.
Jeg elsker dig.

Det skulle være så nemt.

Du siger, at du elsker mig,

Men du bliver hos konen.

Jeg skulle stoppe med at se dig. Nu. I morgen. I overmorgen. I næste uge.

Jeg kan ikke tage mig sammen. Sorgen bliver større og større. Hullet, når du holder ferie med en anden end mig. Din kone.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kan ikke dele dig. Jeg er for monogam. For kedelig. For besidderisk.

Jeg forstår det ikke, Hvordan er det muligt, at kærlighed kan være så stor og dog så ensidig? For du siger, at du elsker mig. Nej, det siger du ikke. Du har sagt det én gang. Men jeg klynger mig til det.

Jeg skal stoppe med at se dig. Nu.

Hvordan gør man? Hvordan får man styrken til at stoppe. Til tanken om aldrig at mærke dine arme omkring mig mere. Aldrig at elske med dig mere. Aldrig at grine sammen. At græde sammen. At undres sammen. At glædes sammen.

Jeg elsker at elske med dig. Jeg elsker at være sammen med dig. Jeg elsker dig. Alt inklusive.

Det gør så ondt, så ondt.