Forskellige og ens



4Lad mig gribe
Som jorden stille åbnes af blid regn · og rødder og lerpartikler ty... [...]
Digte
2 måneder, 18 dage siden
8Bøn
Frem sprænger solen · Iskrystalnatten klinger · Stig min frosne sjæl
Digte
2 måneder, 18 dage siden
4Mit efterårs oktober
Mit efterårs oktober · Har farvekrafts magi · Jeg længes mod at være · ... [...]
Digte
7 måneder, 12 dage siden
5Der var dage, hvor solen ikke stod op
Der var dage · hvor solen ikke stod op · Kun mitokondriernes ultimati... [...]
Digte
10 måneder, 16 dage siden
11Taknemmelighed
Var jeg ikke gået så langt · Havde jeg ikke længtes så stærkt · Havde... [...]
Digte
11 måneder, 29 dage siden
7Djævlen, digteren og Gud
Djævlen tog digteren op på det højeste bjerg: · Se lidelse, sammenb... [...]
Digte
1 år, 3 måneder siden
8Hvem er jeg nu
Vinterens vokslys brænder ned · Mørkningen længes · Som varme dryp de... [...]
Digte
1 år, 3 måneder siden
9Det er nu
Umættelig hud · Et evigt strøg af vårvind · Så blid Guds ånde
Digte
1 år, 3 måneder siden
4I Den blå time...
I den blå time · -Fortaber jeg mig i pastellerne på den frosne vest... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
6Overlever
De store fugle sidder på marken · Alle ser de mod øst · Som skulpture... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden

Puls: 17,4

Publiceret: 2
Afgivet: 13
Modtaget: 12
Gaia Liv (f. 1957)
Jeg er 21 år gammel, og det er tidlig morgen i Tamanrasset. Ørkenbyen ved Ahaggar bjergmassivet midt i Sahara.
   Sammen med venner på vej mod en skole i Congo Brassaville, fulde af eventyr og ønske om at gøre en forskel; fem unge danskere i en gammel engelsk Land-rover.
   Vi har kørt længe i ørkenen. Først på den asfaltvej som Algeriet er i færd med at anlægge, siden ved siden af vejen hvis asfalt skal hærde i 2 år, før nye stykker kan tages i brug, og da vejen ikke er længere, bare i sandet, mens vi følger andres hjulspor og lader os lede af de sporadisk anbragte olietønder langs ruten.
   Hjemmefra har vi svejset en tagkonstruktion på bilen til jerrycans med vand og diesel, ialt 400 liter. Konstruktionen er fastgjort på vinduesrammen, hvilket viser sig at være fatalt ved mødet med Saharas "vaskebræt": Ganske små sandbølger, som får bilen til at ryste kraftigt, når vi kører hen over dem. Der findes dog en teknik, nemlig at køre ca 70 km/timen, så dækkene ikke når at komme ned mellem toppene, så bliver rystelserne ikke så voldsomme. Desværre er selv disse lidt mindre rysteture for meget for vores 400 liters møde med vinduesrammen så vi må vælge en anden løsning; med 10 km med timen bumper vi stille og roligt ned i hver eneste bølgedal og kommer kun langsomt frem.
   Vi har måtte strække vores proviant og glæder os virkelig til at komme frem til Tamanrasset, til et bad, frisk vand og nye forsyninger.
   Det er helt mørkt, da vi når frem til byen, så vi kører lidt væk fra husene og slår lejr for natten.
   Næste morgen vågner jeg før solen står op. Det er tænderklaprende koldt, men luften er let og frisk. Sarte pastelfarver eksploderer på himlen, og lyset åbenbarer byens hvide firkantede huse med flade tage. Palmesilhuetterne er kærkomne for øjet der i uger kun har set sand. Huden gyser og ler over køligheden, vel vidende at om få timer vil der være ulideligt varmt. Jeg trækker i mit tøj, som er købt på militærets overskudslager. Store bukser med utallige lommer, en stor skjorte, støvler og det røde og hvide "partisantørklæde" viklet om halsen. Med mit maskuline tøj og næsten plydsklippede hår legemliggør jeg et ideal: en ung frigjort kvinde parat til at møde verden og manden på lige fod.
   Uden at vække de andre går jeg ud for at finde bageren.
   Det er duften, der peger bagernes hus ud. Forjættende duft af nybagt brød og så en lang kø begyndende uden for bagernes lyseblå, lukkede dør. Der er måske 30 mænd i køen, og jeg finder min plads bagerst, mens flere mænd kommer til. Da bageren åbner sin dør, strømmer køen ind i det ret lille rum, så vi står tætpakket, og det er vanskeligt for folk at komme ud igen med deres brød. Jeg ser ind i brune mænds nakker og lytter til sproget som flyder; uforståeligt og eksotisk.
   Pludselig skifter stemningen. Det er, som om noget er sket i rummet, et skift, og ligemeget hvor jeg ser hen, er nakkerne blevet til sorte øjene, som stirrer på mig.
   Og der er hænder. Hænder som gramser på mig allevegne. Mændene taler hurtigt og højt, men deres stemmer bliver fjerne og ligegyldige for mig. Jeg mærker en stærk vilje i mig og en tanke står klart i min hjerne: " Du må ikke blive bange!" Jeg tænker opad, og det føles som om en søjle af lys og kraft går ned igennem mig . Jeg finder et par øjne, stirrer ind i dem og tænker: "Nej, det vil du ikke." Og det næste par:" Nej, det vil du ikke." Jeg vender mig om, så jeg har ansigtet mod døråbningen, og bliver ved at tage øjenkontakt og gentage min stumme appel.
   Og det utrolige sker: gramseriet holder op, og der åbner sig en smal passage gennem flokken af mænd, så jeg kan gå ud, mens jeg hele tiden møder nye øjne og gentager mit mantra.
   Jeg går tilbage til LandRoveren og de andre. Fuld af forundring.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/11-2014 23:14 af Gaia Liv og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 676 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.