Jeg er 21 år gammel, og det er tidlig morgen i Tamanrasset. Ørkenbyen ved Ahaggar bjergmassivet midt i Sahara.
   Sammen med venner på vej mod en skole i Congo Brassaville, fulde af eventyr og ønske om at gøre en forskel; fem unge danskere i en gammel engelsk Land-rover.
   Vi har kørt længe i ørkenen. Først på den asfaltvej som Algeriet er i færd med at anlægge, siden ved siden af vejen hvis asfalt skal hærde i 2 år, før nye stykker kan tages i brug, og da vejen ikke er længere, bare i sandet, mens vi følger andres hjulspor og lader os lede af de sporadisk anbragte olietønder langs ruten.
   Hjemmefra har vi svejset en tagkonstruktion på bilen til jerrycans med vand og diesel, ialt 400 liter. Konstruktionen er fastgjort på vinduesrammen, hvilket viser sig at være fatalt ved mødet med Saharas "vaskebræt": Ganske små sandbølger, som får bilen til at ryste kraftigt, når vi kører hen over dem. Der findes dog en teknik, nemlig at køre ca 70 km/timen, så dækkene ikke når at komme ned mellem toppene, så bliver rystelserne ikke så voldsomme. Desværre er selv disse lidt mindre rysteture for meget for vores 400 liters møde med vinduesrammen så vi må vælge en anden løsning; med 10 km med timen bumper vi stille og roligt ned i hver eneste bølgedal og kommer kun langsomt frem.
   Vi har måtte strække vores proviant og glæder os virkelig til at komme frem til Tamanrasset, til et bad, frisk vand og nye forsyninger.
   Det er helt mørkt, da vi når frem til byen, så vi kører lidt væk fra husene og slår lejr for natten.
   Næste morgen vågner jeg før solen står op. Det er tænderklaprende koldt, men luften er let og frisk. Sarte pastelfarver eksploderer på himlen, og lyset åbenbarer byens hvide firkantede huse med flade tage. Palmesilhuetterne er kærkomne for øjet der i uger kun har set sand. Huden gyser og ler over køligheden, vel vidende at om få timer vil der være ulideligt varmt. Jeg trækker i mit tøj, som er købt på militærets overskudslager. Store bukser med utallige lommer, en stor skjorte, støvler og det røde og hvide "partisantørklæde" viklet om halsen. Med mit maskuline tøj og næsten plydsklippede hår legemliggør jeg et ideal: en ung frigjort kvinde parat til at møde verden og manden på lige fod.
   Uden at vække de andre går jeg ud for at finde bageren.
   Det er duften, der peger bagernes hus ud. Forjættende duft af nybagt brød og så en lang kø begyndende uden for bagernes lyseblå, lukkede dør. Der er måske 30 mænd i køen, og jeg finder min plads bagerst, mens flere mænd kommer til. Da bageren åbner sin dør, strømmer køen ind i det ret lille rum, så vi står tætpakket, og det er vanskeligt for folk at komme ud igen med deres brød. Jeg ser ind i brune mænds nakker og lytter til sproget som flyder; uforståeligt og eksotisk.
   Pludselig skifter stemningen. Det er, som om noget er sket i rummet, et skift, og ligemeget hvor jeg ser hen, er nakkerne blevet til sorte øjene, som stirrer på mig.
   Og der er hænder. Hænder som gramser på mig allevegne. Mændene taler hurtigt og højt, men deres stemmer bliver fjerne og ligegyldige for mig. Jeg mærker en stærk vilje i mig og en tanke står klart i min hjerne: " Du må ikke blive bange!" Jeg tænker opad, og det føles som om en søjle af lys og kraft går ned igennem mig . Jeg finder et par øjne, stirrer ind i dem og tænker: "Nej, det vil du ikke." Og det næste par:" Nej, det vil du ikke." Jeg vender mig om, så jeg har ansigtet mod døråbningen, og bliver ved at tage øjenkontakt og gentage min stumme appel.
   Og det utrolige sker: gramseriet holder op, og der åbner sig en smal passage gennem flokken af mænd, så jeg kan gå ud, mens jeg hele tiden møder nye øjne og gentager mit mantra.
   Jeg går tilbage til LandRoveren og de andre. Fuld af forundring.