Langsomme skridt trækker min krop afsted, jeg mærker ikke asfalten under mig længere. Regnen befamler hver del af min forslåede krop.
Kan ane skikkelser af mennesker passere mig som jeg krydser broen. Jeg stirrer, men ser ingenting.
Bilerne på vejen under mig lokker. Min hånd kører langs det våde gelænder. Kulden stikker i min hud, som splinter af glas der flænser min håndflade. Skubber følelsen ind foran alle de tanker der gør ondt.
Musik pumper ind i mit kranie, giver liv til verden omkring mig, som et penselstrøg der fylder mørket med stjerner. Jeg ser stadig ingenting.
Åbner munden halvt og smager på himmelens bittersøde dråber. Bedøvet i et rus af meningsløshed. Malet blå og gul. Føler ikke længere, jeg går bare.