3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 måned, 27 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 måneder, 8 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 måneder, 11 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
9 måneder, 26 dage siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 2 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden

Puls: 33,5

Publiceret: 3
Afgivet: 17
Modtaget: 11
Pia Hansen (f. 1958)
Kapitel 14


"Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Freddy fik sagt noget om den besked, duen havde bragt.
   "Det er vel også bare noget lysvæsen-pladder," håbede Freddy, mens han spekulerede på, om hans ansigt virkelig var som en åben bog eller om Simon var tankelæser. Det bankede i hans tindinger og hans øjne føltes tørre. Alle så på ham. Også børnene. Og fangerne.
   "Var det nødvendigt?" spurgte Simon.
   Og det var Freddy slet ikke sikker på. Men Slikoran, Brazils far, havde jo sagt, at de gerne ville vinde hæder ved at hjælpe med at bekæmpe onde mennesker. Og oberst Edwards var et af de ondeste mennesker, han havde mødt. Slikoran havde også sagt noget om, at de ville vinde mere end hæder - et landområde. Og det var vel kun rimeligt?
   Han åbnede munden. Var lige ved at forklare den ældre, skæggede Simon, hvordan det var.
   Så mindede Niku ham om noget. Det var ikke ham, han henvendte sig til, men beskeden var klar nok.
   "Det tilkommer vist ikke dig, Simon, at irettesætte generalløjtnanten!"
   " Tak Niku, men jeg kan tale for mig selv. Jeg syntes det var nødvendigt at tilkalde dæmonalferne. Modsat visse andre var de jo lige i nærheden."
   Simon skulede mod Niku, før han gjorde honnør - lidt slattent, og måske nærmest som en hån, men det var lige meget, for han sagde: "Jeg beklager, at jeg stillede spørgsmålet nu, men Trudy og mig skal hjemad,"
   Freddy nåede at åbne munden, før han kom i tanke om, at manden jo havde sluttet sig til dem ved egen, Og det var jo geden, der hed Trudy.
   Andre mænd skilte sig også ud fra flokken og drog mod deres hjem
   "Jamen så far vel da, - og tak for jeres indsats i dag" sagde Freddy og uden at se efter de bortdragende beordrede han:
   Af sted mod Djævledalen!"
   .
   Det lod ikke til, at de blev forfulgt. Hvis nogle i Bakkeby eller en af de andre landsbyer, havde tænkt sig at få fat på forstærkninger skulle de jo helt til Kløverby. Og der var vist ikke så mange folkesoldater. Folkene fra landsbyerne fandt næppe på selv at samle sig og sætte efter dem. Det var de alt for bange til. Og en del af dem holdt jo med ham og hans mænd.
   Så de behøvede ikke skynde sig, men han glædede sig til at komme hjem. Vejret var ellers blevet godt. Det var klaret op og solen nåede ned mellem træerne. De var stadig i løvskov og selvom mange af bladene lå på stien og skovbunden, var der stadig en del træer, der så prægtige ud i deres spraglede efterårsdragter.
   "Er der langt, onkel Freddy?" spurgte Johnny.
   "Der er lidt langt, men vi er der i morgen."
   "Tror du mor bliver glad for at se mig?"
   "Selvfølgelig gør hun det. Hun har savnet dig rigtig meget."
   Fra sin plads på mulæslet drejede drengen ansigtet og smilede til Freddy. Et forsigtigt smil, som Freddy mente, han forstod.. Johnny havde oplevet for meget og vidste jo ikke, hvad der ventede i dalen.

Senere faldt en af fangerne om og var ikke til at få på højkant igen. To djævle prøvede ellers at sætte skub i ham ved at sparke ham, både på benene og i hovedet, men han jamrede bare.
   Og den lyd hadede Freddy, så han stoppede hesten, fik den til at stejle og vende sig mod flokken bag sig.
   "Så er det nok!"råbte han og havde ikke besvær med at gøre sin stemme vred og kommanderende.
   Den ene af hans mænd sparkede dog lige en gang til. Var han mon døv eller var det fordi hingstens vrinsken overdøvede hans stemme? For det var vel ikke fordi, han ikke ville lystre? Jo, det var det nok, men det skulle han komme til.
   Freddy var af hesten så snart den stod på alle fire ben igen. Vredt gik han hen mod fangen og de sparkende djævle.
   "Han skaber sig," sagde en djævel. Miles hed han og havde et hoved, der var stort i forhold til hans krop. Med vandblå øjne og halvåben mund stirrede han sært troskyldigt på Freddy, der hurtigt så væk. Den faldne fange stirrede også på ham. Med grønne øjne bag glippende øjenlåg. Og også lidt grønlig i ansigtet. Han satte hænderne mod stiens smattede løv. Prøvede vist på at rejse sig.
   "Han kan ikke stå op," sagde en anden fange.
   "Det kan jeg godt se," sagde Freddy og satte sig på hug.
   "Miles. Thomas. Lad os få ham på højkant. Uden at sparke. Lad som om han er en af os. Bare for nu selvfølgelig. Så kan I godt."
   Det kunne de. Miles så skamfuld ud. Thomas så sur ud. Men de fik fangen på højkant.
   "Han er syg. Han skulle ikke være på vagt i dag," sagde en fange.
   Freddy gav den omtumlede fange lidt vand og fik ham hen til mulæslet.
   "Du kan sidde foran mig på hesten, Johnny," sagde han og kom til at smile en anelse, da han så drengens begejstring. Niku hjalp ham tavst med at få fangen op på muldyrets ryg. Der sad han som en slatten ærteplante, men han sad dog. Og den grønlige farve veg, mens andre nuancer kom frem omkring det ene øje, der nok snart ville svulme op. Lidt famlende tog manden fat i tøjlerne og klemte lårene om mulæslets flanker. Han kunne ride. Og han var ikke døende. Godt. Så måtte de se af at komme videre.

De slog lejr lidt tidligere end de ville have gjort, hvis ikke der var børn med. Det tog jo også tid at stege de harer, der var blevet skudt. Og lave lidt kartoffel-bønne-stuvning dertil- Heldigvis var der også brød, for de var jo mange, der skulle være mætte.
   Det lod til at drengene nød at sidde ved bålet. De lyttede til de historier, der blev fortalt. Dog skævede de noget til fangerne, der selvfølgelig ikke virkede særlig glade. Det var blevet værre med ham, der var syg og ham med den indbunde hånd så også noget blegnæbbet ud.
   Todd havde det rigtig skidt, selvom en djævel, der hed Zeb, havde taget sig af ham, mens de øvrige var i krohaven og Niku havde givet ham noget mikstur.
   Så det var tre syge, der jo helst ikke skulle dø
   Og fanger, der helst ikke skulle slippe fri og prøve på at gøre fortræd. Hvis man kunne stole på de bare forsvandt i ly af mørket og fandt hjem, var det måske bedst at lade dem rende. De kunne alligevel ikke gøre noget, før han og hans var i sikkerhed i dalen.
   Men Allan ville jo gerne gøre dem til "gode mennesker."
   Freddy sukkede og opdagede at Johnny var faldet i søvn ind mod hans ene side Og Keith mod hans anden.
   De var vel ikke tungere end han kunne bære dem ind i teltet, men hvem skulle han bære først?
   Som om hans storebror kunne læse tanker tog han forsigtigt omkring Johnny, løftede han op og bar ham mod teltet. Så løftede Freddy Keith. Han var blevet en smule tungere siden sidst, han bar ham, men det føltes godt at holde det sovende barn.
   En natugle tudede i det fjerne. Thomas og Miles skyllede tintallerkner, potter og service af i bækken, mens de mukkede over den tjans og to fanger hviskede sammen. Forhåbentlig ikke om at slippe fri og snuppe våben? Nej, det turde de nok ikke. De så temmelig bange ud.
   Freddy ønskede, han var hjemme hos Cessie. Hvis det da var hjemme?


***

Det føltes som at være hjemme, da han næste aften lå i hendes seng og hørte de sovende børns åndedrag gennem den åbne sidedør mellem kamrene.
   Han lå godt og han listede en arm om hendes ryg. Ville bare putte sig ind til hende og sove, for det havde været endnu en lang dag. Og i morgen blev der helt sikkert også nok at se til. Men lige nu ville han ikke tænke på i morgen. Eller på noget som helst andet.
   "Sover du?" lød Cessies stemme.
   Han gryntede. Lavede en snorkelyd. De kunne vel tale i morgen?
   "Det er da mærkeligt at Mary måske skal være dronning," sagde Cessie og ville åbenbart ikke sove lige nu.
   "Lad os nu se," mumlede Freddy og blev en lille smule mere vågen, for vel var det da mærkeligt. Det havde virkelig forbløffet ham, da hans søster fortalte ham, hvordan det var. Og da hun kvidrede om, at så blev hendes lille Johnny jo nok konge en dag, havde vist bare stået og glanet som en måbende statue. Indtil han mumlede noget i retning af: "Der kan man se."
   Der havde været så meget.
   Keith havde virket lidt trykket ved gensynet med sin mor. Og de to søskende havde virket fremmede for hinanden. Men det var da blevet til knus. Og Cessie havde smilet. Set lykkelig ud.
   Selvom der måske lurede noget bag smilet. Bag glæden. De kunne vel tale om det i morgen?
   "Du fik vel den besked duen kom med?" blev hun ved.
   Han fik åbenbart ikke lov at sove. Irriteret satte han sig op og svøbte tæppet om sig. Så kunne hun nøjes med dynen. Der var jo lunt i kammeret.
   "Ja, jeg fik den," sagde han og stirrede ind i et lys, der enten ikke var pustet ud eller var blevet tændt igen. Et irriterende klart signal om at der skulle snakkes. Han måtte prøve at blive klar i hovedet. Før fik hun fik vel ikke ro på sig, så han kunne få ro.
   "Keith sagde at en masse kæmpebier angreb min bror!"
   Hun lød vred.
   "Det var dæmonalfer," rettede Freddy.
   "Ja, det kan jeg nok forstå. Tror du jeg er idiot?"
   "Næh."
   Nu lød Cessie ked af det. Hun støttede ansigtet i sin ene hånd og havde boret albuen ned i madrassen. Var der gråd i stemmen, da hun sagde: "Du måtte jo ikke kalde dem til hjælp!"?
   De ville så gerne," sagde han.
   Det var jo ikke hele grunden, men sandt. Troede han.
   "Angus tror de vil have lysalfernes land!"
   "Nåh?"
   Freddy følte sig meget mere vågen end et øjeblik før, men ønskede stadig, han bare kunne sove. Det var ikke godt, hvis de små - og Belkin - troede at han og andre menneske-djævle skulle fordrive lysalferne eller det, der var værre. Kunne det virkelig være sådan det var? Han prøvede at genkalde sig, hvad Slikoran helt nøjagtigt havde sagt om hvilket landområde, Belkin - Slikorans far og Mærkets angivelige fyrste - havde lovet dæmonalferne. Men navnet på stedet, var som indhyllet i en grød af tåge. Måske var det ikke blev nævnt? Måske havde han ikke lyttet ordentligt efter?
   "Så har du måske tænkt dig at myrde lysalferne?"
   "Nej!"
   "Hvad har du så tænkt dig?"
   "Det er jo ikke sikkert, det er det land, de vil have. Vel. Der er så mange fine områder. Og de er jo ligesom ikke ret store. Vel?"
   "Og hvad med min bror? Dør han?"
   "Sikkert - en gang. Men han har det ikke godt. Og det har han rigtig godt af."
   "Du lyder altså som en dum unge nu."
   "Jeg er træt, Cessie."
   Hun var stille lidt. Så sagde hun: "Jeg ved det, men det her nager mig. Jeg kan ikke sove, før vi har talt om det. Det skærer i mit hoved."
   "Så tal videre. Jeg prøver at holde mig vågen."
   Det var som om der var sand i hans øjne. Han måtte have noget vand i ansigtet. Mon der var mere i kanden på bordet?
   Freddy - elsker du mig?"
   "Ja."
   "Hvorfor?"
   "Fordi ...,"
   "Fordi jeg holder dig vågen, når du er træt?"
   "Næh."
   ""Sov bare."
   "Ikke hvis du så ikke kan sove."
   "Det kan jeg godt. Tror jeg. Godnat."
   "Godnat."

Han vendte ryggen til hende. Var så træt. Kunne alligevel ikke bare sove videre.
   "I morgen taler jeg med Angus," sagde han. Og tilføjede i tankerne: "Og med Slikoran, hvis han ikke er langt væk. Ellers sender jeg ham en besked."

Lidt efter sov han. Og hørte derfor ikke at Cessie listede ud af sengen og klædte sig på, før hun gik ud i natten.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/01-2015 22:10 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2026 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.