3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
4 måneder, 28 dage siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
5 måneder, 9 dage siden
5Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
5 måneder, 12 dage siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
1 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
1 år, 5 måneder siden
1Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
1 år, 8 måneder siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
2 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
2 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
3 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
3 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
3 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
3 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
4 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
4 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
4 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
4 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
4 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
4 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
4 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
5 år siden

Puls: 4,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Pia Hansen (f. 1958)
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på dem. Hun havde trukket kåben helt tæt om sig, for selvom det kun var oktober, var der en snert af frost.
   Hun vidste at nogle havde givet stjernerne navne, men hvad de hed var forskelligt, alt efter hvem der fortalte om dem. Som nu gruppen af stjerner, der kunne minde om et skib, hvor man kun så de lysende lanterner, der var ophængt i master og langs rælingen. Tolv stjerner i alt. Freddy kaldte den gruppe et stjernebillede og sagde det hed Ildskibet. Moster Helen havde derimod sagt, at det var Guds vågelamper, og at de tolv stjerner lyste kraftigst der, hvor der var fortabte sjæle. Lyste for at prøve på at redde nogle af disse vantro fortabte, formørkede sjæle,
   Uanset hvem der havde ret, så det pænt ud med de fjerne lys. Og et sted bag stjernegruppen lyste en lilla stjerne. Angus Den Vise havde fortalt hende om den. Nu så hun den. Angus havde sagt at når den stjerne viste sig på himmelbuen ville en frelser være kommet; en som skulle forene de såkaldte lysskabninger og de ligeledes såkaldte mørkevæsner. Og efter hans mening var denne person altså Freddy.
   Freddy som hun hellere måtte ind til igen. Nu sov han sikkert, men hvis ikke undrede han sig nok over, hvor hun var.
   Og hun måtte også ind til børnene.

***

Angus sov heller ikke. Med et frynset uldtæppe om sin krop sad han i stolen på sit studerekammer. Det lå bag tronsalen og der var adgang gennem en dør, der var skjult bag et smalt skab, der gled til side, når man trykkede på en sindrig mekanisme, han havde konstrueret. Det var så rart at kunne være i fred. Ind i mellem. Med rynkede bryn stirrede han på den blinkende Hekafides-stjerne der højt på himlen. Der var noget galt. I hvert fald var noget anderledes end det burde være og han anede, hvad der var galt. Det var kommet ham for øre, at Freddy havde fået budskabet for sent og alligevel havde ladet de små dæmonalfer blande sig i kampen med Folkesoldaterne.
   Han så væk fra stjernen og greb om kruset med te. Nippede til den lunkne, grumsede drik og gøs. Det smagte vederstyggeligt. Havde stået alt for længe. Skulle han gå til ro eller brygge noget nyt te?
   Et kort øjeblik ønskede han, at han endnu levede som adelsmand på sin faders herregård. Så ville han tilkalde et tyende. Her kunne han vel have fået sig tjenestefolk, men årene i skoven, havde vænnet ham af med de nykker. Stort set altså. Og tjenestefolk kunne være så infamt nysgerrige,. Han rejste sig og fandt en rulle papir, som han varsomt rullede ud. Et kort over Tranquesbjergene. Måske ikke fuldkomment, for mange steder var det svært at færdes, men folk, der havde rejst havde beskrevet det for ham og selv havde han da også været omkring siden han kom hertil,

Øverst havde han skrevet: Kong Atkars rige. Med flot svungne bogstaver kantet med bladguld.
   Og riget begyndte, før Womballaskoven endte og sluttede ved grænserne til Varylien, Vandalien, Flogalien og Urzulgaland. Et vidtstrakt rige, der dog var skrumpet siden Belkin og de andre såkaldte mørkevæsner var kommet op fra det underjordiske Belkivonien..
   Før man kom til Djævledalen, var der nogle mindre dale, der så vidt han vidste var ubeboede. Så kom vandfaldet, der skjulte indgangen til dalen og klippen, hvor et udhæng lignede et troldehovede med busket enebærhår..Midt i Djævledalen havde han tegnet en due og med krøllede bogstaver skrevet det navn, som den første kong Atkar havde givet dalen: Duedalen.
   "Når alt er godt, giver vi dalen dens navn tilbage," havde Allan sagt. Og så havde dalen fået nyt navn. Ikke alle havde helt vænnet sig til det, men der gik bestandigt længere imellem at nogle, sagde "Her i Duedalen."
   Under dalen og store dele af det øvrige landskab var der dybe tunneller og lange underjordiske gange. Flere af disse gange førte til de største af de øvrige dale: Sølvrævedalen, Bekowanland, Ny-Belkivonien og ikke mindst Flogalien. Hvor Tranquesbjergene endte og det uendelige Glitterhav begyndte knejste Urzulgas slot i sin glaskuppel, der også indeholdt huse, reder og bosteder for mange såkaldte lysvæsner.
   Så vidt Angus vidste befandt lysalfernes rige sig i denne trygge kuppel eller i et område ikke langt derfra. Det oprindelige rige. De små væsner levede kort og i fredstider blev de til mange på ret kort tid. Så mange havde søgt til et nyt sted. En lille gruppe boede her i dalen. Mon de vidste, hvor deres slægtninge havde bosat sig? Måske, men de der oprindeligt var kommet hertil var måske allerede døde? Men det var da et forsøg værd at få en af dem i tale. Med den tanke i hovedet, besluttede han sig for at gå til ro.

***

Der var krummer i Cessies seng. Og en klat syltetøj. Solbærsyltetøj..
   For de havde spist hvedebrød. Alle fire. Julie havde velfornøjet sat sig til rette i sengen, mens Keith sad forsigtigt på kanten af den. Men de sad som en familie. Og ikke som en fattig familie, for en tjenestepige havde bragt dem maden og sagt at selveste kongen havde givet hende ordre til det. Og pigen havde nejet, mens hun vistnok lod som om hun ikke bemærkede, at de sad i deres natsærke.
   Nu var de mætte.
   "Lege?" spurgte Julie og så på sin storebror. Nysgerrigt. Med hovedet på skrå.
   Keith mumlede et eller andet og skævede fra sin lille søster til sin mor.
   "Jeg finder ud af, om Slikoran er rejst videre," sagde Freddy,
   "Hvorfor det?" spurgte Cessie.
   " Ham den lille med vingerne er sød," blandede Keith sig.
   "Ja, Jaril er sød," sagde Freddy til Keith og fortsatte i samme åndedrag, henvendt til Cesssie: "Fordi han nok ved, hvor det er lysalferne bor..
   "Kunne du ikke have spurgt ham i går?"
   Freddy trak på skuldrene og sagde:, Jo, men det gjorde jeg ikke."
   Slikoran havde sammen med de djævle, Freddy lod ride med ham, reddet sin søn, Jaril, der var fanget i et menageri. Slikoran, Jaril (hans vingede, lille søn) og djævlene dukkede op ved grotten om natten, men hverken om morgenen eller på den videre tur til dalen, fik de talt om det med dæmonalferne. Og Slikoran ville meget snart videre til Belkivonien.
   "Nogle af dem bor da her. Gør de ikke?" huskede Cessie.
   "Jo, men ikke mange. Og de fleste er dæmonalfer. Gamle og børn."
   "De fleste? Men så - så er der altså også lysalfer? Hende, jeg talte med, var da en lysalf?"
   "Ja, det var hun var vel."
   "Kan du så ikke tale med en af lysalferne?"
   "Jeg ved ikke, hvor de er. De fleste pixiblomster er visne, så alferne søger vinterhi. Desuden - jeg mener, lysvæsner kan ikke lide mig."
   "Nå, men så prøv ar finde Slikoran. Jeg tror, jeg spørger din søster om hun vil med en tur ud i haven. Hverken Keith eller Johnny har jo set den."
   "Hvorfor har han vinger, ham Jaril?" spurgte Keith og så på Freddy.
   "Fordi det har hans mor."
   "Skal de så hjem til hende?"
   "Det tror jeg ikke. Men - jo, måske."
   Freddy gned sin underlæbe mellem to fingre. Og fik en rynke i panden.
   Cessie orkede ikke at spørge, hvem der var mor til Slikorans lille søn. Det var svært nok at hitte rede i hvem der var hvem her i dalen.
   Når Freddy allerede havde noget for, som hun og børnene åbenbart ikke skulle deltage i, så kunne hun lige så godt tage dem med over til Mary. Keith ville nok gerne være lidt sammen med Johnny. Lille Johnny, der var hendes nevø, og måske blev konge en dag.

Mary ville gerne med ud i haven. Det ville Sita også . Og da de gik hen ad gangen, sluttede Harry sig til dem sammen med lille Billy og sin søster:
   "Laura og Billy vil også gerne i haven," sagde Harry og havde åbenbart hørt dem tale om, hvor de agtede sig hen.
   "Går du ikke også med?" spurgte Mary og smilede til sin halvbror. Men han rystede på hovedet: "Nej, jeg har andet for. Ellers ville jeg gerne."
   Så de var en lille flok kvinder og børn, der gik ud i haven.

***

Dave måtte nøjes med at ønske, han var i en have. Og det skulle helst være hans egen derhjemme. Det sved i hans kolde fingre, der holdt om hammer og mejsel. Den forbistrede blålige sten fra et bjerg, skulle gøres firkantet og jævn. Men den ville ikke makke ret.
   "Vablerne forsvinder igen og du får hård hud," havde en medfange sagt tidligere på dagen. Ellers vekslede de ikke mange ord. Dave havde ikke troet, han ville få vabler af arbejdet. Han var dog vant til at holde på en le, en høtyv og andre arbejdsredskaber, men det her var noget andet. Og det gjaldt om ikke at være for langsom. Så hændte det at der vankede spark, lussinger eller endda piskeslag. Han skævede mod opsynsmændende, som de helst ville kaldes. Fangevogtere var en bedre betegnelse. Ham, der hed Todd, var her ikke i dag. Nogen havde sagt at han var blevet såret under det seneste togt. Der var vist en ny fangevogter i stedet for, men det var som om de lignede hinanden. Måske bortset fra ham med den store, krogede næse og de stikkende øjne, De stod i en klynge og lod en pibe gå rundt. Så var de nok ikke i ondt lune. Og hvis man bare passede sit, gik det nok.
   Han skævede til sidemanden; ham, der havde talt til ham. Han hed vist Sean. Og han skævede til manden på sin anden side. Ham kendte han ikke navnet på, for han havde ikke præsenteret sig eller talt til ham. Begge mænd havde godt greb om stenhuggeriet og Dave så hvordan de brugte redskaberne. Efterlignede dem. Når han kunne i går kunne han vel også i dag?
   Jo, der røg en flig af. Og en mere. De blev til skærver, der blandede sig i tuen af skærver foran ham - og senere skulle i en af de skærvetønder, som nogle unge mænd og et par kvindfolk gik omkring med. De trak dem på børe og det kunne være hårdt, når tønderne var fulde.
   Der var en rytme i arbejdet. Når han fandt den kunne han lade tankerne strejfe omkring:
   Det gik meget bedre med Jeff og doktoren havde sagt, han snart kunne komme ud fra hospitalet. Måske allerede i dag? Det var godt, men hvad mon han syntes om det trange rum, der nu var deres hjem? Og ville han mon blive sat i arbejde?
   Der var snart ikke plads til flere i fangehusene. For igen i går var der kommet nye fanger. Folkesoldater. Sure og bange mænd, der hviskede om hævn og flugt. Han havde hørt dem gennem forhænget. Hørt deres snak om de onde djævle. Og deres modbydelige anfører.
   På et tidspunkt blev de så højrøstede, at han frygtede, Patty ville vågne. Stemmerne var forskellige, men han kunne ikke sætte ansigter på dem. Havde ikke set de nye godt nok til det.
   "Han fik dræberbierne til at overfalde obersten."
   "Ja, og så kidnappede han to drenge. Rev dem væk fra deres retskafne bedsteforældre. Han er et uhyre."
   "Bare vent til vi får fingre i ham."
   Nogle mænd, han heller ikke lige vidste, om han ville kunne genkende næste dag, tyssede på dem, og de sænkede stemmerne lidt, mens de udmalede, hvad de ville gøre ved djævleanføreren og hvordan han ville pibe og trygle om nåde.
   Patty sov heldigvis, men i søvne mumlede hun: "Du er ikke min mor."
   Hun drømte nok om det lille væsen, der åbenbart var en alf.

Så steg stemmerne igen.
   "Der må være en vej ud her fra."
   "Ja, samme vej som vi kom ind. Men tror du ikke, de holder øje med os? Vi bliver da fanget eller myrdet, før vi når derhen.
   "Kan du huske Sean? Ham den halvgamle i vores korps? Han sagde en gang, at der er tunneller under bjergene. Lange, dybe gange, der rækker fra et sted i skoven til havet ved verdens ende."
   "Sagde gamle Sean det? Han virkede da ellers helt normal."
   "Joeh, men det var noget, han havde hørt fra sin stedsøn. En opløben knægt på 14-15 år. Ganske flink, sagde Sean, men en taterknægt, Og sådan nogen ved jo sommetider noget, vi andre ikke ved."
   "Og jeg ved, I skal holde tand for tunge," lød den gamle nabokones raspende røst.
   Det var nok ikke den, der gjorde dem stille som mætte mus. Det var snarere lyden af støvletramp og raslende nøgler. Vagterne gik deres sene aftenrunde.

Mens Dave tænkte tilbage på dagen før, havde hans hænder fået jævnet en af stenens sider. Han vendte den og tog fat på næste side.
   "Det går jo godt, bonde," sagde manden, der vist hed Sean.
   Dave så på ham. Sean? Kunne det være en tilfældighed? En navnelighed? Eller var det DEN Sean de nye havde talt om? Han var midaldrende. Halvskaldet, med tyndt hår, der var rødt og gråt. Ansigtet var furet og næsetippen violet.
   "Jeg hedder David Brennan," oplyste Dave, "men kald mig bare Dave."
   "Nuvel da. Jeg hedder så Sean."
   "Har du været her længe, Sean?"
   "Alt for længe."

"Nu ikke al den snak!" lød det foran dem. Der stod vagten med den store næse, Han slikkede sine læber og kærtegnede den pisk, der sad i hans bælte,
   "Jeg oplærer blot bonden her, hr, Hayes," sagde Sean og så ydmyg ud.
   Vagten så ned på stenen, rynkede brynene og sagde: "Lad gå, gamling, men rub jer nu."
   "Jeg skal tale mere med ham Sean," tænkte Dave, mens han huggede videre.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/02-2015 23:47 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2285 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.