Den anden kvinde

Sexlegetøj


4 år siden 7 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Romaner

3Jeg slår op med mit fix
Jeg hverken kan, vil eller skal gætte, hvad der foregår i dig. · Du... [...]
Blandede tekster · letkøbte løsninger, mennesker, livet
3 år siden
5Min veninde
Min veninde og jeg havde grineflip sammen og havde hygget os hele... [...]
Blandede tekster · relationer, erindringer, mennesketyper
4 år siden
7Den anden kvinde - Sexlegetøj
Vi vågner alle tre op af bragene fra, at min kæreste er i gang me... [...]
Romaner
4 år siden
4Glimt af mennesker
Han gik med musikken i ørerne, ensom hen ad gaden, da hun vinkend... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Længsler i fængsler
Hvad vil der ske, hvis jeg sætter dig fri? · Jeg undgår at tænke på... [...]
Digte · magtesløshed, kærlighed, drøm
4 år siden
3Drømme(re)n
De mange års ulykkelighed, havde gjort at et alternativt overleve... [...]
Blandede tekster · virkelighed, identitet, erkendelse
4 år siden
7Lyntoget kørte forbi den station
Hvad er der galt med dig? · Hvordan kan du dog afvise sådan en som ... [...]
Rim og vers · skuffelse, mennesker, længsel
4 år siden
6I virkeligheden
"Jeg har aldrig haft ønske om en god økonomi · At have penge til at... [...]
Digte · tanker, drømme, afmagt
4 år siden
6Den anden kvinde - Monsteret
Han smider jakken og sætter sig over for mig, betragter mig med s... [...]
Romaner
4 år siden
6Endnu en dag i paradis
Stik mig en lille violin, som jeg kan spille på, så jeg rigtig ka... [...]
Blandede tekster · barndom, magtesløshed, splittelse
4 år siden
3Lyserød kamæleon
"Hun udviklede sig primært gennem forelskelser. Verden føltes så ... [...]
Blandede tekster
5 år siden

Puls: 4,2

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 5
Simone Hjort (f. 1987)
Vi vågner alle tre op af bragene fra, at min kæreste er i gang med at sparke døren ind. Var det ikke fordi han råbte mit navn, ville jeg ikke ane at det var ham, for jeg har aldrig oplevet ham så voldsom før. Mine veninder ser forskrækket på mig og jeg føler straks, at jeg må være den modige, så jeg løber ud i gangen og låser op. Han går aggressivt ind i mig og skubber mig hårdt, så jeg ryger bagover og hamrer hovedet ind i krogene til jakkerne, så går han videre ind i stuen. Jeg samler mig hurtigt, kan se mine veninders skræmte øjne i soveværelset, her fra gangen. "Hvad sker der, Kasper?" spørger jeg, mens jeg forsøger at ignorere følelsen af kildende, varmt blod som løber ned langs min nakke, fra slaget i baghovedet. Jeg ser ham gentagne gange hamre sine knyttede næver ned virvaret af flasker og glas på bordet, som giver efter for hans hårde slag, smadres og splintrer, nogle af glasstykkerne hægter sig fast på hans hænder, som drypper blod ned på gulvtæppet. Jeg tør ikke se ham i øjnene, kan mærke hans hadefulde blik følge mig, da jeg går ud af stuen igen.
   I soveværelset er mine veninder lydløst i gang, med at trække deres almindelige tøj ovenpå deres nattøj. Jeg lukker døren lidt til og hvisker "vil I ikke godt blive? Det her var slet ikke meningen. Sådan har han aldrig været før". De tror ikke på mig, det kan jeg tydeligt se.
   Vi får alle tre et chok af lyden, da han smækker døren ind til badeværelset. De griber deres tasker og jeg ser magtesløst til, mens de med hurtige skridt går ud i gangen, for at tage sko på. Jeg prøver igen "hør her, han har virkelig aldrig været sådan før. Måske er der en god grund til det. Vil I ikke godt blive?" og et øjeblik er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg helst vil have de bliver, fordi jeg selv er skrækslagen eller om det er fordi jeg vitterligt håber på, at vi kan afslutte det på en ordentlig måde. Vi kigger alle hen på badeværelsesdøren med bange øjne, da vi hører ham råbe, nærmest brøle og derefter glas der smadres. Det må være glasset til tandbørsterne og jeg bliver forvirret, fordi det eneste jeg tænker på er, hvor jeg kan købe et nyt henne.
   Vi hører ham begynde at brække sig. Jeg reagerer med et sæt, da Julie tager fat om mig. "Tag med os" hvisker hun, med et forpint og medfølende udtryk i ansigtet. "Nej" hvisker jeg tilbage "han har aldrig været sådan her nogensinde, så der må være sket noget frygteligt. Han har jo nok brug for mig" - og det er sandheden, det her er aldrig sket før. Men hverken Julie eller Ane tror mig, det kan jeg se på dem. Ane vil ikke engang kigge på mig, hun står bare og hiver i Julies ærme og vil tydeligvis væk herfra. Jeg bliver klar over, at mine veninder virkelig vil tage af sted og henter med rystende hænder min pung, giver dem en tusindkroneseddel så de kan tage en taxa. Er ved at blive ædt op af skyldfølelse over, at det slet ikke blev så hyggeligt som jeg havde håbet.
   Julie åbner stille døren til opgangen, hun er på vej ud, men tager så fat i mig og river mig halvvejs ud ad døren, da der lyder flere brag fra badeværelset. "Tag med, kom nu, vil du ikke nok?" bønfalder hun mig nærmest, mellem lydene fra badeværelset. Jeg krammer hende hurtigt og hvisker, at jeg nok skal klare den og mærker kun bekymring for dem, da jeg ser blodet på Julies ærme, som smittede af på hende, fra mit baghoved, da vi krammede. Jeg ser dem gå ned ad trappen og fortryder et øjeblik at jeg ikke gik med, mens jeg hører ham råbe "fucking møgsække" ude fra badeværelset.


"Hvad er vigtigst for dig at købe som det første?" spørger Birte smilende. Det føles som om hun er sendt fra himlen, grundet hendes fantastiske overblik og altid positive tilgang til tingene.
   Hun tog med mig i forrige uge, da jeg søgte om en akutbolig og i sidste uge, da jeg søgte kontanthjælp. Det hele er gået lynhurtigt, siden jeg boede på krisehjem, hvor hun var en af de ansatte og nu sidder jeg i hendes bil og snakker med hende om hvad vi skal købe. Hun har hjulpet med det hele; lejlighed, kontanthjælp, nyt mobilnummer, adresseflytning, indkøb af mad, alt.
   Jeg har boet i en helt tom lejlighed i to dage og "det går ikke uden møbler" sagde Birte, da hun kom forbi for at se den. Og så måtte vi jo afsted. Jeg føler en dyb hengivenhed overfor hende, hun er som den mor jeg altid har savnet. Men jeg har stadig ikke fortalt hende hele sandheden. Så ville hun nok hade mig.



Jeg når kun lige ind i stuen, så falder jeg sammen, men kan ikke græde. Tænker kun på det nederlag, at de skulle tage hjem her midt om natten. Vi skulle have hygget os alle sammen, til vores indflytterfest. Men mine veninder klikkede bare ikke så godt med hans venner, så vi blev hjemme, mens min kæreste og hans venner tog i byen - og endte altså med at lægge os til at sove. Havde jeg vidst at det var så stort et problem for Kasper, havde jeg da ikke inviteret dem med.
   Jeg hører ham fumlende åbne badeværelsesdøren, sparke til skoene i gangen og så går han hen til mig som sidder der, underdanig og ulykkelig. "Det er din skyld" snerrer han, "jeg ville have holdt den fedeste fest og så skulle I absolut lægge jer til at sove i soveværelset". "De var ikke rigtig i humør til at feste, undskyld skat" siger jeg og frygter, at han skal gøre mere ved sig selv. Han skal til at sige mere, men kaster så i stedet op, lige ved siden af mig. Da jeg hører hans venner være på vej op ad trapperne, syngende og glade, er det eneste jeg tænker på, at jeg skal have tørret brækket op og dækket sporene af blod.


Jeg lægger et ekstra lag foundation og den bedste mascara på, så kan det være man ikke lægger mærke til mine røde øjne, som viser at jeg ikke har sovet særlig meget i nat, tænker jeg og mærker skyldfølelse over, at det gik så galt. Baghovedet gør stadig lidt ondt, men jeg håber bare man ikke kan se såret, nu hvor jeg har vasket håret for blod. Så går jeg ind i soveværelset. To af hans venner ligger i forvredne stillinger op ad hinanden og sover på gulvet, Kasper ligger i sengen. Jeg ved ikke hvor de andre af hans venner er blevet af.
   "Skat?" prøver jeg, mens skuldrene nager, fordi de er så anspændt efter i går. Han svarer ikke. "Kasper?" prøver jeg igen og prikker forsigtigt til ham. "Hvad er der?" snerrer han. "Jeg tager ind til byen nu". "Hm" svarer han og vender sig om på den anden side. Jeg forsøger at kramme ham farvel, han vinker mig irriteret væk, halvt i søvne. Der ligger stadig blod, glasskår og bræk i stue og gang, som jeg undviger, mens jeg er glad for at jeg har sko på. Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg gjorde galt, siden han var så vred i går.

Bussen larmer og jeg skruer op for musikken, så det næsten gør ondt i ørerne, i et forsøg på at overdøve mine forvirrede og sårede følelser. Da jeg stiger ud ad bussen, føler jeg tomhed, men også lettelse over at være væk hjemmefra. Jeg går ned langs gågaden og lader butikkernes flotte varer fylde mig med håb og drømme om bedre tider.


Vi har været i IKEA i en time, har valgt en billig seng og et skab, så bryder jeg sammen. Birte krammer mig, mens det hele strømmer ud af mig sammen med tårerne. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så alene. Jeg har ingenting. Og hvad så når jeg bor i min nye lejlighed med alle de nye ting, hvad så?" Og hun holder om mig længe, hvor ingen siger noget. Hun ved det jo godt; jeg har absolut ingenting. Kun Birte, som jeg hurtigt har fået et nært forhold til, baseret på hendes medfølelse for mig.
   Jeg mærker kvalmen brede sig i maven og halsen lukker sammen ved tanken om, at vi skal hen til min stedfar efter det her. Jeg har ikke set ham i over et år. Jeg vil bare have barndomsbillederne med mig på - de billeder med ham, ville jeg ønske jeg kunne brænde i et stort bål sammen med ham.
   Jeg kan mærke følelsen af håbet om en ny start i hele kroppen blandet med en gennemskærende angst, mens vi sammen bærer sengen og derefter kasserne med mine nye, usamlede møbler op i min nye lejlighed. Så kører vi mod min stedfars adresse, som Birte har fundet på nettet. Jeg havde bevidst glemt adressen.



Jeg ved ikke hvorfor, men i dag træder jeg for første gang ind i en butik med sexlegetøj. Fyren bag disken ser forholdsvis ung ud, nok lidt ældre end mig. Han hilser på mig med et nik og jeg håber at det ligner, at jeg har været i sådan en butik mange gange før, da jeg målrettet går over mod deres selvsiddende strømper.
   "Leder du efter noget bestemt, så siger du bare til" siger han og jeg vender mig hurtigt om mod ham. "Ja, måske et kostume" ryger det bare ud af mig, mens jeg mærker mine ben ryste en smule. "Jeg skal til en fest snart" får jeg hurtigt tilføjet og rødmer, fordi det er en løgn, som jeg dog lever mig rigtig godt ind i, da han begynder at spørge ind til, om det er en fetich-fest eller bare en almindelig fest med udklædning.
   Da han bukker sig skævt ind foran mig, for at tage et kanin-kostume op fra en af de nederste hylder, kan jeg dufte ham og tager mig selv i, et øjeblik at glemme alt omkring mig. "Det her kostume" siger han, "det er et af vores mest populære og så er det vist også meget behageligt at have på" siger han og smiler skævt til mig. "Hvaøh, har du da selv prøvet det?" spørger jeg, mens jeg tjatter til ham med albuen og griner. Han hæver begge øjenbryn, ser overrasket ud over mit halvflabede spørgsmål, så griner han også.
   Jeg mærker min mobil vibrere i lommen og får hjertebanken. Det er nok Kasper der er vågnet og måske er vred over, at jeg bare er taget afsted. Fyren giver mig kostumet i hånden, "du kan prøve det i prøverummet, hvis du vil. Sig til hvis der er andet jeg kan hjælpe med".
   Mens jeg tager mit tøj af i prøverummet, hører jeg ham fløjte med på en sang i radioen. Det gør mig af en eller anden grund tryg.

Jeg er glad for at posen med kostumet er sort, så ingen kan se hvor jeg har været henne. Han var nu ret flink, ham fyren, tænker jeg imens jeg låser hoveddøren op til opgangen. Inden jeg går ind, tager jeg en dyb indånding. Vi må få talt ud om, hvad der skete i går, tænker jeg.
   Kasper er i gang med at snakke i telefon og får hurtigt afsluttet samtalen, da han hører mig i gangen. Der ligger sæbespåner på den plet, hvor brækket før lå og salt på de steder hvor der var blod, ingen spor af glasskår. Støvsugeren står midt i indgangen til stuen og Kasper træder hurtigt over den, mens han ser på mig med øjne jeg ikke kan tyde.
   "Skat, hvor har du været? Hvor er folk henne? Du må hjælpe mig, jeg kan ikke huske noget som helst. Hvorfor var der blod i gangen?". Så mærker jeg vrede og mistro. Det kan ikke passe, at han ikke kan huske det. Jeg sparker mine sko af, hænger jakken op og går direkte ind i soveværelset, åbner døren til altanen og stiller mig i den friske luft. Han går om bag mig, forsøger at vende mig rundt, jeg lægger armene over kors og bliver stående med ryggen til ham. Hvad fanden er der galt med ham?


Vi er næsten nået til min stedfars hus og er holdt ind ved tankstationen lige udenfor byen. Mens Birte tanker bilen, hamrer mit hjerte så hårdt at jeg kan høre det i hovedet. "Er du okay" spørger Birte, da hun sætter sig ind i bilen igen - jeg er nok kommet til at afsløre min nervøsitet med min konstante neglebidning siden vi kørte fra min lejlighed. "Ja ja, jeg.. er bare spændt på at se ham igen" lyver jeg. Hun drejer nøglen og begynder at køre. "Ja, et år er også lang tid ikke at have set hinanden. Han har nok savnet dig, men han har jo ikke haft dit nummer". Jeg mærker kvalme og afsky i hele kroppen. Jeg vil ikke se ham igen. Jeg kan ikke se ham igen.


Da jeg træder ind i butikken igen, nikker han først til mig på samme måde som sidst. Så smiler han skævt og genkender mig tydeligvis.
   "Hej igen. Var det en god fest?"
   "Ja, det var alt for fedt" lyver jeg. "Men jeg skal vist bruge din hjælp igen. Min veninde fylder 25 og jeg vil tage røven på hende, sådan gøre hende lidt chokeret der foran alle vennerne". Jeg forundres lidt over, hvor god jeg er til at lyve overfor ham.
   Så følger han mig ned bagerst i butikken, ned til store dildoer og piske. "Den er voldsom, hvem kan dog have sådan én i sig?" spørger jeg og peger på den største. Han griner og spørger, om jeg ikke kan se forskel på en dildo og analt legetøj. Jeg kigger måbende på ham. "Er den der virkelig til... bagi?" og han vender sig og krymper nærmest sammen i et stort grin. "Du er fandeme den sjoveste kunde nogensinde" siger han så og så ryger det bare ud af mig. "Hvorfor arbejder du egentlig her?" og hans smil ændrer sig til et alvorligt udtryk. "Det var faktisk et væddemål imellem mig og en kammerat. Der hang et opslag i Netto om at de søgte en ung, frisk medarbejder, jeg manglede job og han sagde, at det turde jeg garanteret ikke søge. Det turde jeg så og så fik jeg det bare."

Jeg har prøvet 4 forskellige kostumer og er nået til det 5. Det sidder lidt for løst og jeg trækker gardinet til side, mens han få meter fra mig er i gang med at sætte varer på en hylde fra en kasse på gulvet. Betragter hans trøje, der sidder en smule stramt og viser formen på hans muskuløse arme. "Hey, sidder det her ikke lidt for løst?" spørger jeg og han vender sig om, med et undrende blik. Jeg prøver at ignorere det faktum, at jeg står her i en meget lårkort kjole foran en halvfremmed og sætter hænderne i siden, overrasket over mit eget mod.


Kasper har lagt en seddel i gangen, der fortæller at han tager til København i nogle dage. Der er så meget vi ikke har fået snakket om, han har været så fornægtende, afvigende og fraværende, at jeg har givet op.
   Jeg rører en kagedej sammen, som jeg smider i ovnen. Så går jeg på Facebook og søger efter ham fra butikken med sexlegetøj. Hans billede får nogle sommerfugle i min mave til at baske. Det er næsten kun kvinder der kommenterer hans statusser og billeder, deriblandt én med samme efternavn som ham, nok hans mor eller søster. Han har ikke svaret kærligt på noget af det, så jeg føler mig særlig. I dag endte jeg med at blive i butikken til lukketid og hjalp ham med at pakke ud, stod endda alene i butikken i et kvarters tid, mens han hentede frokost til os.
   Da kagen er færdig, tager jeg den med mig og tager bussen ind til byen, for at se ham igen. Jeg ved jo hvor jeg kan finde ham.


Huset ligner sig selv, men der er sået blomster og buske foran det. Det har jeg aldrig set før, det pynter nærmest på det, for mig, mareridtsagtige sted.
   "Nu går jeg lige hen og ser om han overhovedet er hjemme og præsenterer mig. Hører om han vil finde billederne til dig, det er jo ikke engang sikkert han vil invitere os ind. Så kan du altid komme ud bagefter, okay?". Åh, Birte. Intetanende, naive Birte, som tror at min stedfar er normal i hovedet.

Jeg har i de mange år jeg boede hos ham, aldrig oplevet ham invitere nogen ind, med undtagelse af en enkelt gang. Og da var det kun fordi det var én fra kommunen.
   Det var i starten, da jeg stadig turde gøre modstand. En dag dengang, lykkedes det mig at slippe fri fra hans greb, midt i det hele og jeg rendte nøgen og grædende rundt udenfor og skreg af ham, mens han roligt gik bag mig og råbte at jeg straks skulle komme ind, ellers ville han banke mig. Det hørte og så naboen, som lavede en anmeldelse til kommunen.
   Så fik han brev om, at der kom én for at tjekke at alting var okay og han instruerede mig i, hvad jeg skulle sige og gøre, ellers ville det blive "værst for dig selv" som han sagde. Han fik sin søster til at bage boller til besøget, der blev gjort ekstra rent, ryddet op og alting fremstod så kvalmende idyllisk.
   Da hende fra kommunen så kom, nejede jeg og spillede jeg på klaveret, præcis som jeg var blevet instrueret i, mens han fortalte om sin stilling som chef og viste vores idylliske billeder frem, fra da mor boede ved os, "men hun døde jo desværre". Jeg kan huske hvordan jeg kom til at spille forkert, da jeg hørte ham sige dét med at mor var død, for jeg håbede ikke det var rigtigt og det troede jeg heller ikke på, selvom hun ikke havde taget kontakt, siden den dag hun pludselig var væk.
   Og det endte med at min stedfar fik sig charmeret til, at ham og kommune-damen skulle ud at spise, selvom hun var nok 20 år ældre. Hun var vel ensom, den gamle, blinde dame.

Birte åbner bildøren og sekunderne går langsommere end jeg nogensinde har oplevet, fra jeg ser hende banke på hoveddøren, til den bliver åbnet. Flere gange sløres mit blik, mens slagende fra mit hjerte, hamrer den samme monotome lyd igennem mit hoved. Men det er ikke min stedfar der åbner, det er en kvinde jeg ikke genkender. De snakker lidt, så vinker Birte til mig, med hentydning til at jeg skal komme. Jeg ryster skrækslagen på hovedet og mærker tårerne brænde i kanten af mine øjne.



Hans duft overdøver duften fra kaffen, da han sætter sig ved siden af mig.
   "Nå, lad mig så høre, hvad er du for én?" og jeg forklarer ham kort og overfladisk om, at jeg har to forældre der er skilt og en mor jeg ikke rigtig har set i nogle år.
   "Okay, så din familie er ret splittet?" spørger han. Og jeg afværger at svare ærligt, ved at trække på skuldrene "det er jo hvordan man ser på det. Hvad med dig og din familie?"
   "Jeg tror stadig min mor er skuffet over, at jeg valgte at flytte herover, men jeg trængte bare til at komme langt væk fra det hele, kender du det? Hun har altid forsøgt at gøre mig til mors dreng, men det gad jeg ikke rigtig. Hende og min far har altid haft det svært, så det virker lidt som om hun har søgt tilflugt i sin relation til mig". Jeg aner ikke hvad jeg skal svare på hans store analyse. Et øjeblik føler jeg lyst til at fortælle ham sandheden om mig og min familie, men jeg tør ikke. Han vil helt sikkert synes jeg er ulækker og et frygteligt menneske, hvis han kendte til sandheden.
   Jeg glemmer at høre efter og tager mig selv i bare at sidde og kigge intenst på hans læber, mens han snakker. Hans øjne fanger mit blik og så stopper han med at snakke og rykker tættere på, jeg ved at han vil kysse mig nu og lader begæret efter mere fylde min krop, da hans læber møder mine.
   Det er lang tid siden jeg har følt sådan her for nogen. Jeg kender ham knap nok og han kender slet ikke den rigtige mig. Måske er det netop derfor, jeg er ved at falde så meget for ham.


En dag, nok kun nogle måneder efter min mor forsvandt, kom jeg til at kalde på min mor, da min stedfar første gang tog fat i mig og begyndte at trække mit tøj af mig. Han stivnede og tog hårdt fat i mit ansigt, vendte det mod hans og kom helt tæt på. "Hvorfor tror du din mor skred, hva'?" hvæsede han. Jeg svarer ham ikke, er i chok og endnu ikke blevet vant til hans voldsomme måde at behandle mig på. "Hun skred på grund af dig og dit evige flæberi. Og det gør jeg også snart hvis du bliver ved, så kan du bo her helt alene og se, om du kan skaffe penge til mad, din lille uduelige møgunge"
   Han tvinger mig ned på ryggen og jeg forsøger at fjerne hans hænder, men vender mig så om på maven i et forsøg på at kunne kravle væk. Jeg skriger op, da han tager hårdt fat i mit hår og han maser mit hoved ned i gulvtæppet. Jeg får drejet hovedet og får øje på den store plante ved siden af vinduet. Føler den betragter mig og har ondt af mig. Den beder mig tælle dens blade, så det begynder jeg på, mens min stedfar trænger ind i mig. Her bliver jeg bekendt med en smerte så stor, at jeg besvimer. Det skulle blive den første gang af mange kommende, hvor jeg oplevede at tælle mig selv ind i den mørke, tomme verden, som trods alt skånede mig for smerten.



Da vi har sex, får jeg et chok, da han beder mig se ham i øjnene. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg tør ikke se ham i øjnene og forsøger at undgå hans kærlige blik. Så stopper han pludselig, fjerner sig fra mig og sætter sig på kanten af sengen med ryggen til mig. "Undskyld" hvisker jeg. Han siger ingenting, rejser sig og trækker underbukserne på. Jeg trækker dynen over mig og er ved at græde. Nu har jeg sikkert ødelagt det hele.
   Han vender sig, kigger ned på mig og udbryder så "hvorfor ligger du som om jeg voldtager dig, mens vi har sex? Hvad er der sket med dig?"
   "Ikke noget, jeg.. har bare en mærkelig dag, tror jeg"
   "Det tror jeg simpelthen ikke på. Så jeg spørger lige igen: Hvad er der sket med dig?"
   "Ej, Alex, der er ikke sket noget som helst. Jeg skal nok åbne øjnene næste gang"
   "Der bliver ikke nogen næste gang, hvis du ikke er ærlig overfor mig. Jeg nægter at have sex med én, så længe hun ikke også nyder det. Og du nyder det jo slet ikke"
   "Jo! Jeg nyder det!"
   "Ikke! Og nu går jeg ud og laver mad. Imens synes jeg du skal tænke over, om du vil mig eller os. Og hvis du når frem til, at det vil du, så fortæller du mig sandheden. Hvis ikke du vil, så kan du gå. Men så vil jeg aldrig se dig igen, for jeg er meget forelsket i dig. Kan du forstå det?"
   Og så trækker han i resten af tøjet og går ud i køkkenet.


Kvinden kender ikke min stedfar, hun overtog huset for et halvt års tid siden. Rummet vi beder om at se, siger hun, var fyldt op med ting da hun overtog huset. Ting som hun blev tilbudt at overtage gratis af manden der solgte huset. Hun har opmagasineret det meste i kasser i garagen, resten har hun smidt ud. Jeg føler lettelse over, at vi ikke skal ind i huset.
   Vi går med hende ind i garagen og Birte åbner for en af kasserne, mens kvinden går ind i huset igen. Vi finder mine fotoalbums, der er 4 og vi lægger dem over i bilen. Jeg føler at jeg tager en del af min stedfar med i bilen, mens den rare følelse af at starte på en frisk, mindskes. Jeg lover mig selv, at alle billederne af ham skal brændes, som et plaster på såret.
   Vi bliver inviteret ind til kaffe af kvinden i huset, men Birte skal hjem til sin familie, vi har jo været afsted det meste af dagen nu. Hun giver os en seddel med hendes telefonnummer og siger, at vi altid kan komme forbi efter flere ting igen, det er jo kun nogle få kasser det drejer sig om. Jeg sætter mig ind i bilen, vil meget gerne hjem nu.
   Birte bliver stående ved husets hoveddør og snakker med kvinden, som henter et papir, de sammen står og kigger på, mens de snakker. Jeg lukker øjnene og forsøger at tale mig selv til ro. "Vi fik fat i mine fotoalbums, det værste er overstået nu" siger jeg til mig selv, men det er som om jeg ikke kan tro på det.



Jeg kan høre larmen fra at han åbner og lukker køleskabet, finder gryder frem og begynder at lave mad, mens jeg stirrer op i loftet. Imens jeg tager mit tøj på, hører jeg pludselig hans skridt nærme sig soveværelset. Det med at kunne høre skridt komme nærmere på den måde, får mig straks til at ryste ukontrolleret.
   "Jeg skal bare lige høre, vil du helst have pasta eller ris?" spørger han, mens jeg nervøst retter mit hår.
   "Øhm, jeg skal lige hente noget mere tøj, er det okay med dig?" ryger det bare ud af mig.
   "Mere tøj?"
   "Ja, jeg regner jo med at komme tilbage igen"
   Han lyser op i et smil. "Selvfølgelig. Så rydder jeg lige et par hylder i skabet til dig". Han trækker mig ind til sig og kysser mig, mens jeg forsøger at huske, hvor jeg lagde min taske.
   Hans sidste ord runger i mit hoved sammen med skyldfølelsen, mens jeg går ned ad trapperne. "Vi ses igen om lidt, maden er færdig om en times tid". Jeg føler ikke, jeg har noget valg.


Birte kører mig og alle billederne fra fortiden hjem. Da vi siger farvel, får jeg 500 kroner af hende, fordi første måneds kontanthjælp først går ind i slutningen af måneden. Hun siger, at hun vil komme tilbage en af dagene, så vi kan få samlet møblerne. Jeg er udmattet, men lettet af glæde over hendes hjælp. Hun er virkelig som sendt fra himlen!
   Jeg går i bad i en time, mens jeg tænker over dagen. Bagefter når jeg knap nok at åbne det første fotoalbum, så ringer min mobil.
   "Hej, det er Birte. Det var ærgerligt at din stedfar var flyttet, hva'?"
   "Jaeh.."
   "Hende kvinden som bor i hans hus nu, viste mig jo papirerne fra købet af huset og der stod hans navn jo. Så søgte lidt på nettet efter ham og ved du hvad? Jeg fandt ham!"
   "Birte, der er noget du skal vide om min stedfar.."
   "Så nu har jeg altså sendt ham en SMS, hvor jeg har skrevet at du leder efter ham."
   "Men jeg leder jo ikke efter ham. Jeg ville bare have de fotoalbums der"
   "Det forstår jeg godt, men jeg synes da du skal i kontakt med din stedfar igen, han er jo trods alt manden der har sørget for dig i mange år af din opvækst"
   "Du har ikke givet ham mit nummer, vel?"
   "Nej, det ville være lidt for hurtigt at give ham dit nummer, tænkte jeg. Så jeg skrev bare at du ledte efter ham og skrev så din adresse. Så kan han jo skrive et brev til dig eller komme forbi, hvis han er interesseret. Hvad var det du gerne ville fortælle mig?"
Forfatterbemærkninger
Jeg har lyttet til jeres kritik og kommentarer fra forrige kapitel og skrevet dette på en måde, jeg selv synes er bedre end det forrige. Man skulle gerne komme tages et skridt tættere på hovedpersonen og stadig sidde tilbage, efter læsning, med et ønske om at læse mere - hvis man altså er til denne slags tekster. :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/04-2015 01:41 af Simone Hjort (Milana) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4723 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.