Jeg hverken kan, vil eller skal gætte, hvad der foregår i dig.
Du må selv tage ansvar for det.
Jeg blev sgu ikke født for at glæde dig.
Og jeg vil ikke dø, om det så glædede dig.

Nix. Du må få dit fix et andet sted.
Skrid ind i dig selv igen.
Men du vil have mere. Og det vil jeg ikke.
Så nu er du sur. Og fornærmet. Og såret.
Men du siger det ikke.
Kun indirekte via stikbemærkninger og sårede blikke.
Passiv-aggressiv.
En 14-årig, hormonforstyrret pige kunne ikke have gjort det bedre.

Og så lyser du fuldkommen op, når du tror at nu kommer dit fix.
Men det kommer ikke.
Du er netop så såret, fordi du har lysten og du godt ved, jeg ikke har.
Men det siger du ikke. - Nej, det har jeg selvfølgelig selv måtte tolke mig til.

Så hvad skal vi have til dessert?
En skilsmisse med singleliv til? Fordi jeg ikke vil, det du vil?
Eller et dårligt ægteskab med utroskab til? Fordi det er dét du vil?

Jeg springer over desserten. Det bliver bare så kvalmende med den samme is altid.
Tomme kalorier. Og så feder den slags.
Det slukker også kun trangen til sødt for en stund.
Og så får man hurtigt lyst til mere, hvis ikke man prøver at styre sig.
Har jeg hørt.
Men satme ikke fra dig.