1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banket på døren til hans værelse. Jeg har en gave til dig. Dres var gået med ham ud i gangen for at tage sko og jakke på. Hans far var en stille gemyt, og ikke kendt for at være særlig gavmild. Dres var gået udenfor med ham, og derude havde Christianiacyklen stået. Den skal du have. Han havde taget imod den, og den var fin. Den skinnede. Faren fortalte ikke Dres, at det var en byttehandel med Christiania; at Dres fik cyklen, mens Christiania fik faren. Et par dage efter var han væk.
   Dres kørte rundt i hele byen på sin nye cykel, og han vidste, at der var plads i kassen på cyklen, ved siden af en orange skruetrækker der lå nede i kassen til ingen verdens nytte. Faren kunne godt have været i kassen, og Dres ville have kørt ham hjem den dag, hvis han havde fundet ham. Han kunne ikke få sig selv til at fjerne skruetrækkeren.

Han har altid været så skide frygtløs, Dres. Ikke bange for noget.
   "Skulle jeg være bange for det," sagde han, og så hoppede han fra kartoffelfabrikkens tag og op i et træ. Med skræmmer på armene. Blod han slikkede ind i sin mund. Nogle dage kaldte han sig selv for Vampyren Dres. Og så latteren.
   "Skulle jeg være bange for det?"
   Vi var gået ind i Fjellerskoven. Vi havde ledt efter grene til en hule, som Dres gerne ville bygge. Han stoppede ved en bro med skramlende tog under os. Han kiggede ud over rækværket, strakte sig helt ud, og jeg blev bange. Men Dres var ligeglad, og han spyttede ned på skinnerne, og ville også være ligeglad, om han havde snottet en DSB-arbejder ned i sin skallede isse.
   "Der er langt ned, hva'," sagde han.
   Jeg vidste det godt, han ville ikke kaste sig ud, han havde en drøm, han ville gerne være forfatter og skrive en masse romaner, og det gjorde man ikke, hvis man smadrede sin krop på skinnerne dernede.
   "Alt for langt," sagde jeg, og han grinede.
   "Kæft, du skulle se dig selv i ansigtet, Victo. Du er en ba-ba-ba-bangebuks!"
   Jeg gik væk fra gitteret, ind mod byen igen. En bil susede forbi os, og Dres stod og dansede omkring sig selv. Han elskede vinden på broen, der næsten altid slog hårdt fra Vesterhavet. Vi gik ud mod vandet. I nærheden af fyret, og herude slog det mig, hver eneste gang, at der var noget, han ikke fortalte mig. Mens fyrets vage lys slog ud mod vandoverfladen foran os, mens vi sad på det kolde sand og stirrede ud i horisonten, var der noget, der ikke blev sagt.
   Der var også en masse, der blev sagt, han sagde:
   "Vi kan tage ned på tanken og stjæle et par pornoblade."
   Så gjorde vi det, så sagde han:
   "Vi kan pisse i Fru Hansens kælderskakt, hun har brug for en anden lugt end den gyselige blåbærparfume, hun strinter sig med."
   Så gjorde vi det, så sagde han:
   "Lortede forbandede hæslige Søllywood! Du er en hjerneblødning, der aldrig holder op med at bløde!"
   Når han hoppede på sin christianiacykel, slog det mig, at vi slet ikke havde snakket om hans far i dag. Så ville jeg nærme mig lidt, jeg sagde:
   "Har du hørt fra din far?"
   "Ikke i dag. Måske i morgen. Eller en anden dag."
   "Tror du, han kommer tilbage?"
   "Ikke i dag. Måske i morgen. Eller en anden dag."
   "Hold nu op, Dres!"
   "Vil du høre en hemmelighed?"
   "Ja, selvfølgelig."
   "Er du sikker på, du kan tåle en hemmelighed?"
   "Ja."
   "Ok. Så kommer den her."
   Og så sagde han ikke andet. Han var helt stille, og vi gik hele vejen hjem, fra de brusende bølger, hele vejen hjem til mit hjem, som var det sted, hvor Dres slappede allermest af. I min sækkestol trak han ikke vejret tungt. Han sad bare. Stirrede. Drømte.

Vi tog op til Sejlvang Fyr. Vi kaldte byen, vi boede i, for Søllywood. Vores eget lille drømmeland, der ikke just kunne måle sig med Hollywood. På dårlige dage kaldte vi byen for forbandede Søllywood. På helt forfærdelige dage kaldte vi byen for forfærdelige forbandede Søllywood. Vi kunne fortsætte sådan, sætte det ene tillægsord efter det andet foran navnet, indtil vi måtte tage en dyb indånding for overhovedet at slutte sætningen.
   Jeg kastede min blyviolette Mountain-bike ned i det tørre græs. Dres slap sin Christianiacykel, der trillede et stykke længere ind mod fyrets stengærde, omringede det på en næsten royal måde. Og så blev den stående ud i luften. Jeg kiggede kortvarigt ned i kassen. Nede i bunden lå skruetrækkeren. Hvis man samlede den op, begyndte Dres at skrige.
   Jeg var i kamp med en stærk vind, der slyngede mit lange hår ned i ansigtet på mig. Der var en smag af salt og en lugt af rådden tang.
   Vi løb op til fyret, som børn der løb ud mod sneen for allerførste gang, men sommeren brændte igennem det år, og duften af flora rev i næseborene. Døren til fyret var ikke låst. Det var en gave til byens utilpassede unge.
   Jeg tog ned i håndtaget. Dres sparkede døren ind med sin ene militærstøvle, som stormede han en bygning midt i Vietnam-krigens rædsler. Sådan gjorde vi næsten hver gang, han blev skuffet, hvis jeg ikke lod ham sparke på den måde.
   "Damerne først," sagde han så, oppustet.
   Jeg blev stående i døråbningen. Kiggede mig omkring, og sparkede til en lille stenskulptur, der forestillede en hund. Næsen var flækket, og det ene øre manglede. Dres kaldte den Sejlvangs stenede vagthund.
   "Jeg ser ingen damer her omkring," sagde jeg.
   "Kun en victoriansk luder."
   Den var ny, det havde han ikke kaldt mig før. Dres var opfindsom, jeg hedder nemlig Victor.
   Der var et svagt lys i pæren. Dres havde engang fortalt, at en professor ved navn Mr. Hartis, et sted oppe i Andesbergene, havde fundet noget trådværk, der ikke kunne brænde ud. Det ville aldrig stoppe med at producere elektricitet på grund af den stærke tyngdekraft, der var på netop det sted, og det trådværk havde de brugt til Sejlvang Fyr. Det lød som en stor fed løgn.
   Han forsøgte at dreje krøjestangen rundt, brølede som en bavian i en grotte, for den var stædig fastlåst. Hans nakke spændte ud, biceps, triceps, det hele en flitsbue af muskelmasse. Han ville ikke give op, han kæmpede og kæmpede, mens jeg satte mig på et gråt tæppe, som Dres havde taget med sig første gang, vi kom herop. Pas på menstruationspletterne, havde han sagt, og han havde påstået, at det var et gammelt hundetæppe, som hans farmors køter havde berørt med sine nedre dele.
   Han kastede en blød klud i håret på mig, der havde ligget og samlet fugt og støv i vindueskarmen. Sodet til fra en begyndende ildebrand.
   "Du er klam, Dres," sagde jeg, og han gik hen til en udsigt mod skummende bølger og fjerne master. En udsigt til en lorteø, hvor Dres påstod, at hans farmor boede. Men han så ikke så meget til hende, ikke siden hans far var taget til Christiania. Jeg havde set øen gennem Dres' kikkert, og jeg kunne ikke få øje på et hus derude. Vi havde hørt, hvad øen hed, men det havde ligesom ikke sat sig. Vi spøgte med, at det var den ø, som vi ville blive spærret inde på, hvis vi blev opdaget i al det utilpassede, som vi lavede her i forfærdelige hæslige forbandede sindssyge Søllywood.
   Jeg lyttede til havets susen og mågernes skratten udenfor. Mågerne havde en art fredfuld desperation over sig.
   "Jeg har tænkt på at besøge hende," sagde han så.
   "Din farmor," spurgte jeg.
   "Nej, Dronningen. Hvad tror du selv?"
   "Det er da en god idé."
   "Måske."
   Dres tværede en finger rundt i et sodet område ved vinduet, hvor ilden havde været på sit højeste. Han tog noget af en dramatisk fortid på sin pegefinger, stirrede på det som en detektiv.
   Dres er altid på jagt efter smagen af en forbrydelse.
   "Gad nok vide, om nogen har været ved at omkomme, da den ildebrand var på sit højeste," spurgte han så.
   Han kom hen til mig. Malede en stribe i min pande med den tilsodede finger, og han ville sikkert have skrevet et eller andet forfatterklogt, hvis der havde været plads på min pande.
   "Dres, lad nu være!"
   Og så sagde jeg:
   "Hvornår tager du ud og besøger hende."
   Han sagde:
   "Det kan være, jeg gør det nu."
   "Det kan du ikke. Færgen går ikke mere i dag."
   Jeg tog en pakke lakridshagl op af min lomme.
   Dres åbnede munden, og jeg kastede en af dem ind i hans mund. Bagefter gjorde han det samme, men uheldigvis ramte han min ene fortand. Det var Dres' idé, at vi skulle kaste lakridshagl i munden på hinanden, for på den måde at vise, at vi fortsat var venner.
   "Av for helvede, du ramte min fortand!"
   Velkommen til forpulede Sejlvang Fyr!

Dres havde en måde at skabe stilhed omkring sig på. Han samlede sin kikkert op, der lå svøbt ind i et gammelt brunternet klæde på jorden. Tog den op til sine øjne og sigtede med den mod øen derude. Han stod sådan, som gemte han øjnene væk fra mig.
   "Du tror ikke på, at min farmor bor derude, vel?"
   Jeg lagde et bogmærke ind det sted, jeg var kommet til. Lukkede bogen. Jeg tog bogen ned i min taske, hvor mit svømmetøj lå, klar til 1000 meter crawl, et par spring fra femmeteren. Alt imens jeg gjorde dette, ville det være rart, hvis jeg kunne sige: Naturligvis tror jeg på alt, hvad du fortæller mig, Dres.
   "Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor du ikke besøger hende."
   "Jeg bliver meget let søsyg."
   "Færgeturen tager fem minutter."
   "Jeg bliver rigtig meget let søsyg."
   Hans hænder var helt hvide, det kunne også være kontrasten til den sorte kikkert, havde holdt i hånden. Han svedte i panden, nogle af de lange totter hår havde klistret sig fast. Hans åndedræt blev tydeligere. Langt om længe fjernede han kikkerten fra sine øjne. Han havde tydelige mærker fra gummiet, og den næste tid ville han ikke kunne skjule, at han har set i en kikkert, nervøst.
   "Så tager vi derud."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/05-2015 09:56 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1712 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.