5Hullet
Der' hul midt i spanden, · kære Linda, · kære Linda. · Der' hul midt i ... [...]
Livshistorier · alkoholisme, livsrefleksion, socialrealisme
11 måneder, 15 dage siden
5Finkeline
Er du smuk med hvidt hår · Fint og let som fjer · Dit ansigt dugfrisk... [...]
Digte · barndom, refleksion, afsked
3 år siden
7Skriget
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng, med ryggen pre... [...]
Livshistorier · magtesløshed, socialrealisme, alkoholisme
3 år siden
5Hjem
"NEJ!" skriger jeg. · Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føle... [...]
Livshistorier · alkoholisme, svigt, socialrealisme
4 år siden
6Drømmespind
Drømmespind, sommervind · Himmelblå, let på tå · Alt er smukt når man... [...]
Digte · fantasi, erkendelse, afhængighed
4 år siden
2Regn
Jeg står alene herude i regnen · En kold dag i juli og glemmer hvor... [...]
Digte · barndom, sorg, savn
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michelle Jeannie Madsen (f. 1990)
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng, med ryggen presset mod væggen bag mig. Det er søndag og jeg er stadig klædt i min natkjole. Ind ad vinduet står formiddagssolen og den falder brændende på min højre skulder. Mine øjne stirrer tomt ind i den lille fjernsynsskærm overfor mig. Der kører en tegnefilm, 'Dexters Laboratorium' på lav volumen, men jeg bliver ved med at glide ud af handlingen. Til min venstre side, i døren til mit værelse, står min mor. Hun er klædt i sine sædvanelige lyseblå cowboybukser og striktrøje, de høje hæle på hendes sorte læderstøvler slider højlydt over dørtrinet da hun træder ind. Klokken er ikke engang 11 og hun er allerede godt halvfuld. Hendes stemme runger højt i det lille værelse og jeg er helt sikker på at alle i opgangen må kunne høre hende. Hun raser igen. Over hvad, er jeg ikke sikker. Jeg kan ikke længere holde fast i hendes ord, hører kun lyden af hendes snøvlende, vrede stemme. Hun går i ring, siger de samme ting igen og igen. De samme sætninger, de samme ord. Uden mening, uden indhold. Jeg er ikke sikker på, at hun selv ved hvad hun taler om længere. Ind i mellem kommer der nogle lidt højere, mere udtalte og ondskabsfulde bemærkninger, før hun samler op hvor hun slap og gentager sætningen fra før.

"Og det ka' jeg godt love dig for, du! Nu gider jeg snart ikke mere, mand! Det ka' jeg kraftedme godt sige dig! Nu er jeg snart ved at være pis-se-træt-af-dig!"

Hun deler de sidste par ord op i tunge, langsomme stavelser og støtter sig et øjeblik op ad væggen med den ene hånd. Hun rammer det sammenfoldede tørrestativ vedsiden af døren og det giver en høj metallisk raslen. På trods af hendes svajende og usikre bevægelser, står hun fast som en solid mur foran døren til mit værelse. Den eneste udvej. Hun har forsat sådan her i timevis, men det føles nærmere som dage, som år. 15 år for at være helt præcis. Hver dag den samme rutine. Hun står op om formiddagen, sidder ude i sit køkken, drikker kaffe og ryger smøger. Taler måske i telefon med nogle af sine forskellige druk-bekendtskaber og gør sig klar til at gå ud af døren. Over at få dagens første øl på bodegaen. Ikke fordi at hun ikke har drukket inden da, nej. Nettos billige hvidvin på karton. Omkring middag forlader hun lejligheden og er først hjemme igen sent om aftenen. Men ikke før hun har tvunget sig gennem døren til mit værelse, hvor jeg har siddet helt stille og prøvet ikke at tiltrække hendes opmærksomhed. Ikke før hun har fået læsset alverdens dårligdom, kontanthjælpsproblemer, aktiveringskrav og den evindelige brokken over 'det fucking system' over på mig. Så kan hun roligt gå ud af døren og se andre mennesker - mennesker der selvfølgelig aldrig ville finde sig at blive talt til på den måde. Så er det jo heldigt at hun har mig, tænker jeg bittert og bider tænderne sammen. Så praktisk og lige ved hånden er jeg, som jeg sidder her helt stille og prøver at holde blikket på fjernsynet. Prøver at lukke hendes ord ude. En person der ikke bare lige kan rejse sig op og gå sin vej når det bliver for meget. Ud af øjenkrogen ser jeg hende træde længere ind i værelset, mens hun fortsat råber.

"Hvis du forfanden i helvede bare ville høre efter hva' helvede man sagde, mand! Du lytter aldrig en skid efter, du sidder bare der på din fede røv!"

Jeg er fanget, det ved jeg. Det nytter ikke noget at prøve og diskuterer med hende, det gør det kun værre. Kommer kun mere brænde på hendes bål. Jeg føler et kort stik af intens vrede over min situation. Hvad er det jeg har gjort for at fortjene det her??? Hvad er det jeg har gjort så galt, at hun kan råbe om det i timevis?? Jeg ved med mig selv at jeg intet har gjort. Jeg taler altid pænt til hende. Jeg passer altid min skole, får gode karakterer. Jeg har aldrig så meget som sagt et fyord eller sparket til en skraldespand, selv i mine værste vredesudbrud. Hvad er det jeg har gjort??? Svaret findes ikke i hendes ord. De kører stadig bare i ring og bliver ved og ved. Det er som om det bare ikke vil stoppe i dag. Som om det bare vil fortsætte ud i uendeligheden.

Hun træder nærmere endnu og står nu næsten lige foran mig. Halvt bøjet ind over mig mens jeg sidder ubevægeligt i sengen. Det spænder i hele min krop og jeg opdager at jeg ryster svagt. Jeg ser ikke længere fjernsynsskærmen. Solen står nu direkte ind i værelset og oplyser dets gule vægge i et blændende skær, som næsten gør fysisk ondt at se på. Mit blik er tåget som om jeg skal græde. Men det er mange år siden. Hun opfatter intet og hendes ord bliver kun mere intense, højere endnu. Jeg tager en dyb, rystende indånding. Forsøger at lukke hendes stemme ude, som jeg plejer. Jeg plejer at kunne sidde i timevis uden at sige noget, uden at røre mig og lukke alting ude. I min egen lille verden. Mit fængsel, som hun aldrig kan bryde ind i. Tykke vægge af hærdet metal omgrænser min sjæl. Væggene bliver tykkere og hårdere med tiden. Men i dag... I dag ryster de. Vakler under presset. Jeg forsøger desperat at holde på dem. Hun står nu lige foran mig og læner sig helt ind i ansigtet på mig. Der er ingen grænser. Hendes ord runger højt i mine ører og jeg kan lugte hendes stinkende øl-ånde, mærke hendes spyt på mit ansigt. Hendes vrede grå øjne stirrer lige ind i mine.

Det nytter ikke noget. Mine solide metalvægge smadres som glas. Mine hænder flyver op til mit ansigt og jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Mit skrig går gennem marv og ben, gennem vægge og murer. Over byer, lande, ud i universet og tilbage igen. Alle skal høre det. Alle skal komme løbende med det samme og stoppe det. Mit skrig skal stoppe hende, min mor, chokerer hende så dybt at hun aldrig mere tør sige et ord til mig. Stilhed for evigt. Jeg ved ikke hvor længe jeg skriger. Det kan have varet flere minutter eller kun få sekunder. Da jeg kommer til mig selv er jeg hæs og mit ansigt er varmt og tungt, som da jeg var et ganske lille barn. Tænk at jeg skulle tilbage dertil. Lyden og farverne strømmer tilbage til mig og jeg glor op på min mor. Det tager mig et par sekunder at forstå. Hun taler stadig. Hun er aldrig stoppet. Hun har talt lige hen over mit skrig. Vadet lige hen over det med hendes ord som om det intet betød, uden hensyn til min desperation og nær-sindssyge. Hun taler endnu og det er som om der går et par minutter før hun registrerer skriget. Eller før hun finder det nødvendigt at kommenterer.

"-og så skriger du bare helt vildt, som en sindssyg! Nu kan det fandme snart være nok, du! Det siger jeg dig, du ska' bare høre efter hvad der bliver sagt, du!"

Sådan en grundrystende ligegyldighed. Blot en kort kommentar var det eneste mit skrig kunne frembringe. Mit skrig fra sjælen og ud, der sagde alle de ting jeg aldrig ville kunne sige til hende, alle de følelser der aldrig kommer til overfladen. Hun råber ikke mere, skælder bare ud, brokker sig. Gentager sig selv at par gange til, før hun træder de par skridt ud af mit værelse og ud i gangen. Famler efter sin cowboyskjorte og taske. Jeg ænser knap nok da hoveddøren smækker i efter hende. Jeg sidder som lammet tilbage i min seng. Jeg kan ikke røre mig, alle mine lemmer er følelsesløse og ubrugelige. Jeg opfatter svagt at mine kinder er våde. Skårene af mine urørlige, nøjsomt opbygget metalvægge ligger for mine fødder. Jeg kan begynde forfra. Jeg kan begynde helt forfra. Fortvivlet ved denne tanke, overgiver jeg mig til søvnen. Stilheden i lejligheden er øredøvende nu.
Forfatterbemærkninger
Dette er en erindring fra min barndom i et alkoholiseret hjem.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/05-2015 16:49 af Michelle Jeannie Madsen (Frk. Madsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1359 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.