Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng, med ryggen presset mod væggen bag mig. Det er søndag og jeg har stadig nattøj på. Ind ad vinduet står formiddagssolen og den falder brændende på min højre skulder. Mine øjne stirrer tomt ind i den lille fjernsynsskærm overfor mig. Der kører en tegnefilm, 'Dexters Laboratorium' på lav volumen, men jeg bliver ved med at glide ud af handlingen. Til min venstre side, i døren til mit værelse, står min mor. Hun er trukket i tøjet for i dag, klædt i sine sædvanlige lyseblå cowboybukser og islandske sweater, de høje hæle på hendes sorte læderstøvler slider højlydt over dørtrinet da hun træder ind. Klokken er ikke engang 12 og hun er allerede godt halvfuld.
   Hendes stemme runger højt i det lille værelse og jeg er sikker på at alle i opgangen må kunne høre hende. Hun raser igen. Over hvad, ved jeg ikke. Jeg kan ikke længere holde fast i hendes ord, hører kun lyden af hendes snøvlende, vrede stemme. Hun går i ring, siger de samme ting igen og igen. De samme sætninger, de samme ord. Uden mening, uden indhold. Jeg er ikke sikker på, at hun selv ved hvad hun taler om længere. Ind i mellem kommer der nogle lidt højere, mere indtrængende og ondskabsfulde bemærkninger, før hun samler op hvor hun slap og gentager sætningen fra før.
   "Og det ka' jeg godt love dig for, du! Nu gider jeg snart ikke mere, mand! Det ka' jeg kraftedeme godt sige dig! Nu er jeg snart ved at være pis-se-træt-af-dig!"
   Hun deler de sidste par ord op i tunge, langsomme stavelser og støtter sig et øjeblik op ad væggen med den ene hånd. På trods af hendes svajende og usikre bevægelser, står hun fast som en solid mur foran døren til mit værelse. Den eneste udvej.
   Hun har fortsat sådan her i timevis, men det føles nærmere som år. 15 år for at være helt præcis. Hver dag, den samme rutine. Hun står op hen ad formiddagen, sidder ude i køkkenet, drikker kaffe og ryger smøger. Taler måske i telefon med nogle af sine forskellige drukbekendtskaber og gør sig klar til at gå ud af døren. Over at få dagens første øl på Centerbodegaen. Ikke fordi at hun ikke har drukket inden da, nej. Nettos billige hvidvin på karton. Omkring middag forlader hun lejligheden og er først hjemme igen sent om aftenen.
   Men ikke før at hun har tvunget sig vej gennem døren til mit værelse, hvor jeg har siddet helt stille og prøvet ikke at tiltrække hendes opmærksomhed. Ikke før at hun har fået læsset alverdens dårligdom, kontanthjælpsproblemer, aktiveringskrav og den evindelige brokken over "det fucking system!" over på mig. Så kan hun roligt gå ud af døren og være sammen med andre mennesker - der selvfølgelig aldrig ville finde sig i at blive talt til på den måde. Men så er det jo heldigt at hun har mig. Så praktisk og lige ved hånden er jeg, som jeg sidder her og prøver at holde blikket på fjernsynet. En person der ikke bare lige kan rejse sig og gå sin vej, når det bliver for meget.
   Hvad er det mon jeg har gjort galt for at fortjene det her? Hvad er det jeg har gjort så galt, at hun kan råbe om det i timevis? Svaret findes ikke i hendes ord. De kører stadig bare i ring, og bliver ved og ved. Det er som om det bare ikke vil stoppe i dag. Som om det vil fortsætte ud i uendeligheden.
   Ud af øjenkrogen ser jeg hende træde længere ind i værelset, mens hun fortsat råber.
   "Hvis du for fanden i helvede bare ville høre efter hva' jeg sagde, mand! Du hører aldrig en skid efter, du sidder bare der på din fede røv!"
   Jeg er fanget, det ved jeg. Det nytter ikke noget at prøve at diskutere med hende, det gør det kun værre. Kommer kun mere brænde på hendes bål.
   Hun træder nærmere endnu og står nu næsten lige foran mig. Halvt bøjet ind over mig, mens jeg sidder ubevægeligt i sengen. Det spænder i hele min krop og jeg opdager at jeg ryster svagt. Jeg ser ikke længere fjernsynsskærmen. Solen står nu direkte ind i værelset og oplyser de gule vægge i et blændende skær, som næsten gør fysisk ondt at se på. Mit blik er tåget som om jeg skal græde, men det er længe siden jeg har gjort det. Hun opfatter intet og hendes ord bliver kun mere intense, højere endnu.
   Jeg tager en dyb, rystende indånding. Forsøger at lukke hendes stemme ude, som jeg plejer. Jeg plejer at kunne sidde i timevis, uden at sige noget, og lukke alting ude. I min egen lille verden. Mit indre fængsel, som hun aldrig kan bryde ind i. Tykke murer omgrænser min sjæl. Murerne bliver tykkere og højere med tiden. Sten på sten, år for år. Men i dag - i dag ryster de. Vakler under presset. Jeg forsøger desperat at holde sammen på dem.
   Hun står nu lige foran mig og læner sig helt ned i ansigtet på mig. Der er ingen grænser. Hendes ord runger højt i mine ører og jeg kan lugte hendes stinkende ølånde, mærke hendes spyt på mit ansigt. Hendes vrede grå øjne stirrer lige ind i mine -
   Det nytter ikke noget. Mine solide murer smadres som glas. Mine hænder flyver op til mit ansigt og jeg skriger af mine lungers fulde kraft.
   Mit skrig går gennem marv og ben, gennem vægge og tage. Over byer, lande, ud i universet og tilbage igen. Alle skal høre det. Alle skal komme løbende med det samme og stoppe det. Mit skrig skal stoppe hende, min mor, chokere hende så dybt at hun aldrig mere tør sige et ord til mig. Stilhed for evigt.
   Jeg ved ikke hvor længe jeg skriger. Det kan have varet flere timer eller kun få sekunder. Da jeg kommer til mig selv igen har jeg ondt i halsen, og mit ansigt er varmt og tungt, som da jeg var et ganske lille barn.
   Lyden og farverne strømmer tilbage til mig og jeg glor op på min mor. Det tager mig et par sekunder at forstå - hun taler stadig. Hun er aldrig stoppet. Hun har talt lige hen over mit skrig. Vadet lige hen over det med hendes ord, som om det intet betød. Uden hensyn til min desperation og nær-sindssyge. Hun taler endnu og det er som om der går et par minutter før hun registrerer skriget. Eller før hun finder det nødvendigt at kommentere.
   "-og så skriger du bare helt vildt, som en sindssyg!"
   Hun gør for første gang ophold og glor forbavset på mig. Hun bliver stående et øjeblik, uden at bevæge en muskel, og bliver bare ved med at stirre på mig. De få sekunders stilhed er en skærsild. Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal sige eller gøre, så jeg kigger bare stift ned i gulvet. Da hun fortsætter sin talestrøm, er jeg næsten lettet. Ynkeligt.
   "Nu kan det fandme snart være nok, du! Det siger jeg dig, du ska' bare høre efter hvad der bliver sagt!"
   Sådan en grundrystende ligegyldighed. Blot en kort kommentar var det eneste mit skrig kunne frembringe. Mit skrig fra sjælen og ud, der sagde alle de ting jeg aldrig ville kunne sige til hende, alle de følelser der aldrig kommer op til overfladen.
   Hun råber ikke mere, skælder bare ud, brokker sig. Gentager sig selv et par gange til, før hun træder de par skridt ud af mit værelse og ud i gangen, hvor hun famler efter sin cowboyskjorte og taske. Jeg ænser knap nok da hoveddøren smækker i efter hende.
   Jeg sidder som lammet tilbage i min seng, alle mine lemmer er følelsesløse og ubrugelige. Mine kinder føles våde. Skårene af mine nøjsomt opbygget murer ligger for mine fødder. Jeg kan begynde forfra. Jeg kan begynde helt forfra. Fortvivlet ved denne tanke, overgiver jeg mig til søvnen. Stilheden i lejligheden er øredøvende nu.