1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt til Dres. Men den har også en fantastisk evne til at lindre den værste smerte, til at gøre det nemmere at forlade verden. Dres havde taget mig med op på hospitalet en dag.
   "Min mor siger, at med bare én pille, kan man ikke mærke, hvis man bider sig selv hårdt i tungen," sagde han.
   "Det er løgn?"
   "Fandeme nej, den er god nok!"
   "Okay okay!"
   Han tog en nøgle op fra sin lomme. Han havde taget sin mors nøgle til porten, fra hendes sygeplejerjakke derhjemme, og det gjorde det alt for let at åbne ind til afdelingerne.
   "Er det her klogt," sagde jeg, og han rystede på hovedet, han sagde:
   "Nej det er ikke klogt, det er spændende."
   Og han smilede bare, så var porten åbnet, og vi kunne gå ind på pladsen. Jeg har aldrig i mit liv været så opmærksom på min brystkasse, som jeg var i det øjeblik. Vi krydsede parkeringspladsen. Ambulancer stod på rad og række.
   "Det er dumt det her, Dres, skal vi ikke gå igen?"
   Det skulle vi ikke. Der var kun én vej for Dres. Der var helt øde, og jeg ventede på en høj mandestemme, der ville skræmme Dres væk, men han dukkede ikke op. Vi kom helt ind på hospitalet, og han ville ikke stoppe, før vi så morfin. Han påstod, at det havde samme farve som guld, og jeg havde påstået noget andet. Nu var det blevet et væddemål imellem os.
   "Kom nu, Victo! For helvede, vær nu ikke så bange, vi lever kun én gang."
   Det havde han naturligvis ret i, men den ene gang måtte meget gerne være uden morfin.
   Vi kom hen til skabet, han vidste præcis hvor det var. Dres var varsom, listede, så ingen opdagede ham, men det var næsten umuligt, for vi var i hjertet af hospitalet, kræftafdelingen, hvor hans mor arbejdede.
   "Derinde," hviskede han.
   "Så er det nu," sagde han, og det kunne jeg ikke sige noget til, for det var det, og han gik hen til lågen.
   Alt han skulle var at dreje nøglen rundt, og det gjorde han.
   "Dres, skal vi ikke lade være," sagde jeg, og han gjorde det modsatte. Placerede sin spinkle krop inde i rummet, hvor der var morfin i et lille, fint glas, og vi blev angrebet af den mest hidsige duft, vi nogensinde havde været vidner til. Jeg hostede. Dres hostede. Men han blev derinde. Jeg kunne ikke, jeg måtte ud, omgående, og jeg var ligeglad, om det var gult eller grønt eller forbandet lilla, og jeg gik væk fra døren. Satte mig bag den, ventede på Dres, der ikke viste sig før et minut senere, hvor han kom ud, og jeg kunne se det på ham, at han kunne bide sig selv i tungen, uden det ville gøre ondt.
   "Det er ikke gult som guld," sagde han.

Nu skulle vi tilbage op på hospitalet, og vi vidste jo, hvor morfinskabet var. Han havde adgang til det hele. Han skulle blot grave i morens kittel. Kitlen hang inde i soveværelset. Han kom ud derfra med raslende nøgler, alene hjemme. Eller som han selv kaldte det: Ensom hjemme.
   Dres hoppede på christianiacyklen, jeg på min mountain-bike. Vi rullede afsted hen mod hospitalet. Dres havde foreslået, at han var den syge, at jeg var den raske, at vi skulle til vagtlægen, fordi jeg følte mig svimmel. Hvis nogen skulle spørge fra nogen.
   Der var ingen, der skulle spørge.
   Vi gik inde på gangene. Lugten af sygdom. Vi så ind mod et par åbne stuer. Morfin findes på den hårde afdeling, tænkte jeg, folk visner jo levende derinde.
   "De har kræft," hviskede Dres til mig, og havde jeg haft magt over sproget, ville jeg ændre det navn, til svaghed. Jeg har desværre en dårlig nyhed til dig, du har svaghed.
   Det var så forbandet nemt. Vi nåede rummet, medicinskabet, på ingen tid, uden nogen modstand. Der var morfin, én dråbe og man kunne bide sin tunge over uden det gjorde ondt. Det havde Dres' mor fortalt, hun havde set folk dø uden at mærke smerte, fordi de havde fået alle de piller, som de havde behov for, indtil svagheden havde ædt op hele kroppen.
   Hvor mange havde Dres' farmor brug for?
   Og nøglen i nøglehullet. Og åben medicinskab.
   Der var en duft af pulver, ren, den kildede i min næsebor. Der var et glas, det var halv fuld (eller halv tom).
   "Lad os komme afsted," sagde Dres, og jeg fulgte efter ham. Så stod der en dame udenfor døren. Hun sagde, at vi måtte være gået forkert, hun sagde:
   "Det er kun for personale."
   "Ja, vi skulle egentlig være i en anden afdeling. Vi er gået helt forkert."
   Og vi gik. Hun fulgte ikke efter. Jeg turde ikke kigge bagud, men vi fik lov at gå. Glasset skramlede i Dres' lomme, det der kan slå ihjel, tænkte jeg, det der kan ende med at tage livet af hans farmor.
   Hjemme på Dres' værelse gemte han glasset inde i sin pude. Han lagde den ind til dunene, og han ville sove hårdt, med en irriterende hårdhed i puden, men han turde ikke andet, han sagde:
   "Det her må aldrig blive opdaget."
   "Det er klart," sagde jeg, og så tog jeg hjem og sov. Jeg var træt som aldrig før, jeg lå og tænkte på Dres, at han havde et helt glas med morfin inde i sin pude.

Dagen efter mødtes vi ved færgen. Jeg havde overtalt ham til sejle til øen med færgen. Det var en lille færge, men alligevel kunne vi næsten ikke nå fra den ene ende til den anden, før vi var ude på øen. Vi spurgte den færgeansvarlige, hvad øen egentlig hed, om den overhovedet havde et navn. Han sagde:
   "Arnø."
   Vi hviskede det til hinanden.
   "Arnø", siger Dres.
   "Arme ø", siger jeg.
   Vi lo. Jeg kastede et lakridshagl. Han greb det med sin mund.
   Han ville gerne fortælle lidt mere, om det der nærvær, om det der han kunne gøre med mit knæ. Det var nok min livs mærkeligste samtale med Dres nogensinde, han sagde:
   "Jeg kan give dit knæ en orgasme, ved du godt det?"
   Jeg rystede på hovedet, for det var jeg ikke klar over, og vi skulle jo alligevel have tiden til at gå, herude på det åbne hav, så jeg lod ham kilde mit knæ. Der var ikke mange folk med færgen. En ældre dame og en yngre mand, sikkert fastboere, de stod og snakkede sammen. Om krydderurter. Mens Dres prikkede let med sine negle, mod mit knæ. Jeg fangede hans blik, fastholdt det et øjeblik, han slap, sagde:
   "Der er ikke noget sjovere, end folks ansigter, når de får en orgasme."
   "Jeg tror altså der skal lidt mere til."
   Han samlede den op, hurtigt:
   "Hvad skal der til, Victo? Kan du ikke fortælle mig det, om jeg skal bevæge mig lidt længere ind mod kødet i midten."
   Han bevægede sig langsomt, jeg trykkede mine lår mod hinanden, men jeg kunne ikke trykke så meget, så jeg blokerede hans hånd, brutalt blødt. Han kunne gribe mig i bollerne, han kunne få mig til at snakke som en kælling. Hvis han ville spille den af på mig nu, kunne han gøre det.
   Pludselig stoppede han bare. Han lagde sine hænder tilbage på sit eget skød, og jeg ville ønske, at han ikke så skuffet ud.
   "Du skal bare give dig til knæorgasmen," sagde han, og jeg gryntede. Så gned han et par fingrer mod sit eget knæ, og stønnede så højt, han kunne, så de to mennesker på færgen så på os, forargede. "Knæorgasme er det bedste!"
   Vi sad stille noget tid. Dres ville ryge en smøg, hvis han ikke havde glemt dem på fastlandet, man ryger jo altid efter sex, også knæsex.
   Han tog glasset ud af sin inderlomme.
   Han åbnede glasset, han satte det op mod sin mund. Det skete bare, jeg nåede ikke at tænke, jeg nåede ikke at blinke. Først tænker man, det bare er dråber, at han bare sidder med glasset og leger, men så gik det op for mig, at han kunne tømme glasset. Jeg vidste godt, han ikke ville gøre det, men at sidde med et glas morfin, foran sin mund, ville det ikke altid være en trussel?
   "Nej, Dres, for fanden," sagde jeg, og det var igen mig, der var bange, jeg kunne slå ud efter glasset, slå den væk fra munden. Men så dør hans farmor i smerte, tænkte jeg. Jeg så bare på ham, fandt alle grunde til ikke at gøre det. Underligt nok var den største grund, jeg kunne finde, at han ville skrive en roman, at han ville være forfatter og skrive sig væk fra sig selv.
   "Så skal du kysse mig, midt på munden, med tunge og alt det."
   Han væltede det helt om på hovedet, men munden var lukket, med skide syv segl.
   "Dres, det er ikke sjovt det der!"
   Havde han ikke haft glasset for sin lukkede mund, havde han sikkert sagt, skingrende tørt:
   Nej, det er morfin.
   Han havde den galeste alvorshumor.
   "Okay, jeg kysser!"
   Han slap glasset.
   "Med tunge?"
   "Med klam tunge."
   Vi nærmede os hinanden. Han duftede af mentol ud af munden, som havde han forberedt sig på dette længe, og han tog fat om mit baghoved. Sådan gjorde de på film, et rigtigt Hollywood-kys. Jeg havde ikke åbnet munden, så hans tunge slikkede mig på overlæben i stedet, men det var mere klamt, så jeg åbnede munden. Fri adgang. Jeg mærkede hans tunge, og i det mindste havde han ikke taget 10 morfindråber.
   Det var hurtigt overstået.
   "Det var da ikke så slemt," sagde Dres, og jeg sagde:
   "Slemt og slemt."
   Vi sagde ikke andet, vi sad og lyttede til øboerne, de snakkede om såning af markerne på Arnø. Det var vist dem, der havde køerne på øen, i hvert fald nogle af dem. De snakkede bagefter om fedtprocenten i deres mælk, at den var faldende, at det var et problem. Vi sagde ingenting. Jeg smagte mentol. Jeg mærkede negle skrabe let på mit ene knæ. Han var min bedste ven, og han ville gerne kysse med tunge.
   "Arme ø," hviskede han så.

Dres' farmor stod og kiggede ud ad køkkenvinduet. Hun har ondt i dag, hun er mere grå i ansigtet end sidst, det er underligt, for det er jo maveregionen, den er galt med.
   Hun tog sin hånd frem som en tigger, Dres troede, at hun hilste, hun sagde:
   "Glasset."
   Dres gav hende det. Hun vendte det mod munden, hun lod det dryppe, og i dag var der ingen kager. I dag kunne hun ikke engang åbne en dåse, så vi måtte selv tage noget ude i køkkenet.
   Dres smed sine sorte kort på bordet.
   "Skal vi ikke spille?"
   Nu vidste jeg, hvorfor han købte kortene. Han ville lave noget socialt med sin farmor. Men vi nåede ikke langt i et spil 21, før hun gav op. Hun hang på stolen, hun var sløj, og det var morfinen, og alderdommen.
   "Jeg må lægge mig lidt," sagde hun.
   Hun lagde sig på ryggen inde i en forstue, lukkede en skydedør af glas, den raslede så jeg frygtede for glasset, at det skulle flække, hun stirrede bare op i loftet derinde, med åbne øjne.
   Dres gik rundt og så på billeder af mennesker, der lignede ham så meget, at jeg ikke kan lade være med at smile.
   "Det er min farbror Jørgen," sagde han så, og jeg smilede, jeg sagde:
   "Hvor bor han."
   "Langt væk, heldigvis."
   Det kommenterede jeg ikke på.
   "Og det er min oldemor. Kan ikke huske, hvad hun hed, men hun blev blind til sidst. Jeg kan huske, jeg har set hende en gang, og jeg troede ikke på, hun var blind. Så jeg rakte tunge til hende for at se, om hun blev sur."
   "Hun er død?"
   "Også i den grad. Ellers ville hun jo være 120 år!"
   "Det kan jeg godt se."
   Vi fik tiden til at gå, mens vi ventede på, at morfinen skulle virke. Dres rejste sig op. Han gik ud af stuen, hoveddøren smækkede. Jeg fandt ham først, efter jeg havde ledt noget tid, rundt i haven, ude på grusvejen, der snørklede sig ind mod det nedlagte landbrug, som hans farmor havde giftet sig til. Jeg fandt ham ude i en lade, hvor der lugtede af kattepis.
   "Min far sagde ikke engang farvel til hende. Jeg fik trods alt Christianiacyklen af ham."
   Der stod en gammel John Deere, dens motor var åben, der lå værktøj foran den, rustne skruetrækkere, en svensknøgle, en karburator. Møtrikker og pakninger. De var urørte, siden farfaren døde, måske fik han et hjerteanfald, mens han forsøgte at få liv i den gamle drønnert.
   Dres gik op i traktoren. Også den stank af kattepis.
   "Vi kan godt snakke om ham, Dres."
   "Vi kan også bare lade være. Jeg har ikke noget at sige. Nu skal hun bare dø på den mindst hårde måde. Det er alt, Victo!"
   Jeg gik også op i traktoren. Der var ikke meget plads herinde.
   Nøglen sad i. Dres drejede den rundt, men den var naturligvis helt død. Han sparkede til instrumentbrættet med sine fødder. Gav den et ordentligt slag, så plastikken flækkede. Han gjorde det samme med forruden.
   "Gammelt lort," sagde han, og så hoppede han ud af traktoren. Jeg havde regnet med, at han ville nærme sig mit knæ igen. Men i stedet gik han op af en gammel, mørnet trætrappe. Op på et høloft uden hø. En kat lå og spandt ved en tom øltønde, tønden var væltet. Katten var sort med en hvid plet på halsen, gammel og pjaltet. Han stillede sig op på tønden. Rullede den rundt, hen mod kanten. Selvfølgeligt skulle han rulle på den hen mod en kant. Stoppede i tide.
   Så balancerede han på nogle pæle, der krydsede laden, fra den ene ende til den anden, mens han holdt sine hænder op mod det hullede bliktag. Derude gik Dres, med muligheden for at falde ned, og jeg ventede.
   Dres startede en spørgeleg:
   "Hvordan var det?"
   "Hvad?"
   "Mon ikke jeg mener kysseriet?"
   "Synes du, det var godt?"
   "Var det godt for dig?"
   "Hvad synes du?"
   "Måske var det godt?"
   "Men det er underligt, vi er vist ikke bøsser?"
   Vi skulle ikke tage det alt for alvorligt, vi skulle bare nærme os hinanden. Det var jo det der nærvær, som Dres talte om hele tiden, og han var så forbandet tæt på, der var ingen duft af mentol. Han var også begyndt at barbere sig. For min skyld?
   "Sådan gør de i Hollywood," sagde han.
   "Ja," sagde jeg.
   Han ville ikke kilde knæet denne gang, han gik efter albuen, han sagde:
   "Næste kropsdel at orgasmere."
   Derfor havde han taget min trøje af.
   "Du har aldrig før fortalt mig, at du godt kan lide min albue," sagde jeg, og han smilede. Han lavede en krans med sin ene hånd omkring den, men jeg tænkte på en krabbe og fik kuldegysninger. Det sagde jeg ikke noget om.
   "Albueorgasme," sagde jeg.
   Det var sjovt og mit hjerte bankede. Det var naturligt på den unaturlige måde. Og han kyssede lidt mere. Hans tunge slikkede underlæben denne gang. Det var et forbandet nærvær, det var et forbandet venskab med krydderi.
   Jeg gav ham lov, hans tunge var blød som fløjl. Han bed lidt, det var første gang min tunge havde været tæt på at være dødbringende spiselig.
   "Så længe vi ikke siger noget til nogen," sagde Dres, og det gjorde noget ved mine hjerteslag, at vi krympede sammen omkring vores egen hemmelighed heroppe. Han tog min hånd ned til sin bule. Han var hård. Han lod mig klemme til, sådan det kunne mærkes, og det var underligt, på en helt anden måde end min bule, når jeg havde fundet gokkesokken frem derhjemme på værelset, nedrullede gardiner. Jeg kan ikke forklare det, jeg glædede mig til at mærke hans kønsbehåring.
   "Vi går ikke hele vejen," hviskede jeg til Dres, og han sagde:
   "Nej, vi leger bare lidt. Ikke noget seriøst."
   Han var god til at røre hele min krop, troede slet ikke, at han kunne være så opmærksom. Han kildede mit øre. Det var det, jeg kom til at huske bedst, følelsen på min ørespids, den ville vare ved noget tid.
   "Stop ikke med øret," sagde jeg, og så stoppede han med øret.
   "Det skal ikke blive så godt, at det bliver kedeligt."
   Vi stod nøgen overfor hinanden, vi lod det være en leg, ikke noget seriøst, så vi målte vores tissemænd med hinanden. Min var stadig lidt blød, hans var det modsatte, jeg kunne ikke forklare det bedre, hans var bare det modsatte.
   "En lineals længde," sagde han.
   "Min er nok kun en passers længde," sagde jeg.
   Det var ikke længere en spørgeleg, han sagde, uden omsvøb:
   "Jeg kunne godt være bøsse."
   Hjertebanken i frit galop.
   "Det tror jeg altså ikke, at jeg er."
   "Det skal du sgu da ikke være ked af. Jeg tror nok, det er lidt nemmere at være homo her i forbandede Søllywood!"
   Han viste muskler igen. Strammede til. Han trænede. For min skyld?
   "Hulk og hulk," smilede jeg, han sagde:
   "Der er kun én måde at finde ud af, om du er bøsse på."
   Han så ned på min røv. Han greb fat i mit bælte. Jeg havde et bæltespænde, der forestillede en ulv.
   "Dres."
   "Victo."
   Jeg skulle ikke gøre noget.
   "Det bliver lækkert," sagde han.
   Han hev bukserne ned.
   Han havde aldrig været dernede før, hans ånde kildede mine boller. Jeg fik den ikke hårdere, end den var nu, lukkede øjnene. Jeg ventede og ventede. Men der skete ligesom ikke noget. Bukserne var nede, og underbuksernes elastik var sat ind under mit kød. Det jeg forventede, skete bare ikke, og jeg åbnede øjnene, langsomt. Mødte Dres' blik, han havde lagt sig hen til katten og lå og kælede med den.
   Han rystede på hovedet.
   "Du er nem," sagde han bare.

Vi sad og ventede ved stuebordet. Så kom hun ind til os, og den grå farve var næsten væk. Hun havde lidt morfinvæske på læberne, det var som stivnet. Hun fandt nogle speltboller, lavede kaffe. Der dufter af Guatemala i hele stuen. Dres tog en bolle fra fadet, glemte at sende den videre rundt. Det var åbenbart kun nøgen, han var opmærksom.
   Jeg bad om bollerne.
   "Jeg har boet her altid."
   "På Arnø," spurgte jeg, og hun nikkede.
   "Jeg vil ikke væk herfra."
   "Du skal da ikke væk herfra, farmor," sagde Dres, og han så undrende på hende. Jeg vidste godt, hvad hun mente, hun ville have, at pillerne fortsat skulle komme til hende, ikke at hun skulle komme til pillerne.
   "Kommer lægen ikke herud?"
   "Det tager jo tid. Med færgen og det hele. Den sejler jo kun tre gange om dagen."
   Dres kæmpede med de små hanke på kopperne. I gamle dage var mennesker mindre, derfor havde de også tyndere fingrer, sådan måtte det være, og så var hankene sådan nogle, som man ikke kan få sine pølsefingrer ind i. Dres endte med at tage fat oppe på koppens kant, valgte at brænde sig, for på den måde at undgå og knække hanken. Han sippede til kaffen. Den var skoldhed, hun hældte kogende vand ned i en tragt, på den rå måde.
   "Men de fjerner dig da ikke bare fra øen," spurgte jeg, og hun sagde:
   "Din farbror Jørgen vil have mig på hospital. Han kalder mig stædig. Jeg er ikke stædig, jeg er jo bare gammel."
   "Han kan da ikke tvinge dig!"
   "Hvis jeg bliver syg nok."
   "Det skal han ikke have lov til. Hvis du vil blive herude, skal du fandeme have lov til det!"
   Dres rejste sig op. Han gik rundt inde i stuen, uden et bestemt sted at være, jeg anede ikke, han havde en farbror, og en farbror der åbenbart var så nem at hade.
   "Han er en lort," sagde Dres, og jeg vidste slet ikke, at man kunne sige lort, mens man var på besøg hos sin farmor, og med streg under lort, så hårdt, men Dres var ligeglad. Han gik rundt og kunne ikke slippe farbror Jørgen.
   "Han tror, at han kan have magt over alle mennesker;" sagde han ud i luften, og han kiggede på mig. "Han er bankmand, ikke at det i sig selv gør ham til en lort."
   Farmoren brød ind, hun talte morfintræt.
   "Han mener det jo godt."
   "Han mener det lort."
   Nu havde han sagt lort tre gange.
   "Jeg vil hjælpe dig, farmor, alt hvad jeg kan. Du skal ikke ind til fastlandet. Jeg kan komme med morfin til dig hver dag, hvis det skal være," sagde Dres.
   "Det er ikke nødvendigt, at komme med det hver dag. I kan komme med det én gang mere."
   Det forstod vi ikke, i starten forstod vi det ikke, men hun havde ikke tænkt sig at forklare det yderligere. Hun spurgte, om vi vil have mere kaffe, hun sagde:
   "Kaffe?"
   Vi sagde:
   "Nej."
   Vi sagde:
   "Ellers tak."

Så blev der taget af bordet, og der blev tid til at tænke. Mens jeg satte kaffekopperne i vasken, tænkte jeg alt for meget, en tanke voksede frem, at hun sagde noget, der kunne minde om aktiv dødshjælp, at hun sagde noget der kunne minde om ensom selvmord.
   I kan komme med det én gang mere.
   Sådan et glas man sætter for munden. Sådan et glas man åbner munden op for. Sluger. Rub og stub.
   Hun måtte lægge sig igen.
   "Farvel," sagde vi, i kor.
   Gav et knus, der i sig selv gjorde ondt på hende.
   "Jeg må snart have flere dråber," sagde hun, og jeg tænkte, at det glas havde hun tømt, før jeg havde sovet to nætter (heldigvis var den halvtom).
   Dres kyssede Laika på den våde snude.
   Vi løb efter færgen.

På vejen hjem sagde Dres, at skulle hente et helt glas morfin.
   "Hvad snakker du om!"
   "At vi skal hente mere morfin til hende!"
   "Du hørte godt, hvad hun sagde, ikke? Hun vil jo tage dem alle sammen. Hun vil jo dø!"
   Jeg mærkede det stikke i brystet. Selvmord var forfærdeligt, i det hele taget, men for mig var det her familiært knugende. Min egen bedstefar havde nemlig begået selvmord, det vidste Dres godt, og det gjorde min bedstefar på det tidspunkt, hvor jeg turde en masse, hvor vi hoppede fra tage til træer og hvor vi løb gennem røret fra anlægget til renseanlægget, omringet af lugten af afføring. Druknedøden var en udfordring, ikke noget der gjorde os bange.
   Så kom jeg hjem.
   Så havde bedstefar hængt sig ude i en skov.
   Det gjorde ondt. I lang tid.
   "Hun er gammel, Victo. Hun dør alligevel snart."
   "Hvis du henter mere morfin til hende, er du for fanden med til at slå hende ihjel!"
   "Hun vil jo gerne dø."
   "Dres!"
   Han sagde ikke andet, vi sad alene på færgen. Ingen skulle hjem fra Arme ø på det her tidspunkt, de eneste der var på øen nu, de ville helst ikke væk fra den. De ville gerne dø der. Jeg havde så meget, jeg gerne ville sige, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få det sagt.
   Først da vi kom i land, nævnte jeg min bedstefar.
   "Det kan ikke sammenlignes."
   "Nej, for vi hjælper nemlig din bedstemor med selvmordet!"
   "Hold nu op, vi giver hende noget, der fjerner smerten. Det er for at hjælpe hende."
   "Hun tømmer for fanden glasset!"
   "Det ved vi ikke."
   Men Dres vidste det, det kunne jeg se på ham.
   Og så sagde vi ikke andet, og jeg tog hjem, sammen med min bedstefar, i tankerne, det var, som om han gik ved siden af mig, med rebet omkring sin hals, med sin rustne stemme. Nå, så du er blevet selvmorderisk, sagde han. Han haltede lidt på benet. Han var halvrådden, det så jeg, gennem en mindre åbning i skjorten, en knap der manglede, der var åbent ind til al hans indvolde. Rub og stub. Der var fluer, som spiste af noget af hans kranie. Men han kunne alligevel tale, han sagde:
   Synes du ikke nok mennesker har taget sit eget liv?

Jeg fik ikke sovet den nat.
   Jeg lå og stirrede op i loftet.
   Som farmoren gjorde, efter hun havde taget et par morfindråber.

Dres havde hentet et nyt glas til sin farmor, fuld, og tanken ramte mig, at glasset også kunne være til ham selv. Jeg var bange, i starten var det hele sjovt, underholdning, vi skreg af glæde, Dres og jeg, nu bankede hjertet. Lynets hast.
   Med raske skridt gik vi langs granvejen, den mørke strækning med massive trægranskroner på begge sider, træer sået med målebånd, og de mange nåle, der lå for mine fødder, knasede som lakridshaglene i min mund.
   For enden er hulen, inde i noget krat, med lyden af rindende vand fra et mindre vandfald, der mundede ud i den større sø, Elversøen, som bagtæppe. Jeg kunne dufte en mild stænk af røg, Dres' overlevelse som røghvirvler i luften. En glød fangede mit blik. Gløden gjorde mig glad, gløden betød liv.
   "Skal vi ikke droppe det," sagde jeg, og han svarede ikke. Han behøvede ikke svare.
   Vi gik ind i hulen og glasset havde låget på. Han satte den i hjørnet. Forbandet urørt.
   "Jeg troede, vi var færdige med hulen?"
   "Der er heller ikke meget hule tilbage."
   Jeg så omkring, og den var faldet noget sammen, og hvis det begyndte at regne, ville vi blive plaskvåde. Den dækkede ingenting, den var åben, og havde helt mistet formen, mistet sin huleboerstatus.
   Jeg var ærlig, jeg sagde:
   "Jeg troede, du ville tømme glasset selv."
   "Jeg var ikke sulten."
   Og jeg lo ikke, jeg sagde:
   "Det er ikke sjovt, Dres."
   "Troede du virkelig, at jeg ville tage morfinen selv?"
   Jeg trak på skuldrene. Jeg satte mig ned til min ven. Han kunne røre ved albuen, ved knæet.
   "Du må gerne røre, Dres."
   Og han så på mig som en skræmt kanin. Vi så engang en kanin, eller en hare, herude ved hulen. Det var dengang, vi grinede hele tiden. Jeg pegede. Der er en kanin, sagde jeg, og Dres gav mig en lammer. Hårdt så jeg ville få et blåt mærke. Man må slå dem, der ikke kan skelne mellem en hare og en kanin, sagde han. Jeg er stadig ikke overbevist, det kunne godt være en kanin.
   "Du skal ikke gøre det for min skyld."
   Jeg rystede på hovedet.
   "Jeg vil gerne vide det. Du har jo ret, der er kun én måde at vide det på."
   Han gjorde ingenting. Hans krop rystede, han måtte næsten fryse. Først nu gik det op for mig, han slet ikke havde nogen jakke på. Ingen trøje. Han sad i T-shirt. Med et glas morfin. Strippen var ikke revet af. Så langt fra en selvmordshandling var han, heldigvis.
   "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal røre dig," sagde han så, og jeg ville gerne hjælpe ham. Men jeg havde ikke fået oplæring i homoseksualitet. Det ville være noget, jeg skulle øve mig på, jeg kunne ikke gøre det naturligt i begyndelsen, men jeg fik denne tanke, at jeg kunne lære det. Øvelse gør mester. Det gælder vel alle områder, også bøsserier? Jeg fik lyst til at røre alle hans områder på kroppen. Ikke kun de vulgære steder, ikke kun de steder som vi aldrig kunne fortælle nogen om i denne tabuiserede by, der ikke snakkede om mænd, der stak fingrer op i numsen på hinanden. Jeg ville kilde ham på låret. Jeg ville massere hans fødder, mens jeg ville spørge ham først, om det er den form for nærvær, han gerne vil have.
   "Vi kan hjælpe hinanden, Dres?"
   "Tror du selv, at vi kan hjælpe hinanden?"
   Jeg samlede den op, spørge-Jørgen-legen, sagde:
   "Måske?"
   "Tror du ikke, det vil komme til at være lidt ubehageligt?"
   "Er det ikke en del af livet?"
   Vi lo.
   Kun venner på netop den her måde, som vi var venner på, kunne finde hinanden så hurtigt igen, og jeg gjorde det hele nemmere, jeg lagde en hånd ned i hans skød, han måtte gerne klemme på hånden, præcis på den måde som venner ikke gør det, og det var jo netop, hvad han gjorde. Hans hånd var kold. Han rystede endnu.
   "Er du nervøs," spurgte jeg, han rystede på hovedet, han sagde:
   "Jeg har bare ventet længe."
   Så blev der ikke sagt noget, længe, vi udforskede. Kroppene talte. Der var flere muskler, end jeg havde regnet med, jeg mærkede dem alle. I nakken. Jeg masserede ham, han havde knuder, spænder alt for meget, måske fordi han havde ventet alt for længe.
   Hans krop faldt på en måde sammen, sådan som en krop kan gøre, efter gidseltagere slipper gidsler fri efter flere måneders terror. Han lod sit hoved falde tilbage, ind mod mit bryst, han søgte en evighed med den stilling. Jeg fik lyst til at sige, at han skulle lukke øjnene. Vi sad på den måde længe. Han var ikke utålmodig længere, som han ofte var, og jeg øvede mig, på at blive mester.
   Vi tog ikke alt tøjet af. Jeg beholdt sokkerne på, og den ene sko, mens Dres beholdt sin T-shirt på. Ovre i den ene side af hulen, der ikke rigtigt var en hule længere, lå vores cowboybukser ovenpå hinanden. Underbukserne var inde i dem, rullet sammen som tynde slanger af stof. Eneste vidner.
   Dres tørrede min ryg med sin ene sok.
   "Jeg kan godt gå rundt med én sok," sagde han, og han kyssede mig på næsen.

Det ville være en underdrivelse at påstå, at hun blev glad for at se glasset. Hun var for gammel til at juble, men ellers havde hun gjort det. Uden tvivl.
   Den grå farve havde nået til hendes ører. Jeg så det, hvordan selv ørerne havde skiftet farve. Hun havde vanskeligt ved at rejse sig fra sofaen. Hun ville gerne, at vi satte dåserne med kager og alle varerne i køleskabet ned på de nederste hylder, for hun kunne slet ikke få armene højere op end hofterne. Jeg blev helt i tvivl, om hun selv kunne fjerne strippen.
   "I aner ikke, hvor taknemlig jeg er, fordi I gør det her for mig," sagde hun, og Dres havde sat sig i sofaen. En lysebrun hjørnesofa, som sugede en ned i hynderne, hvilket i øvrigt ikke er praktisk, når hun havde svært ved at rejse sig op. Hvis hun satte sig i sofaen, ville hun aldrig komme op. Det ville være selvmord.
   "Det skal du ikke tænke på, farmor," sagde Dres, og jeg kunne ikke forstå det, han lignede ikke en, der skulle besøge sin farmor for sidste gang. Jeg kiggede rundt i stuen, på alt det, som han skulle arve, hvis ikke hans farbror Jørgen tog det hele.
   Det her er en afsked, tænkte jeg så, det her er Dres' måde at sige farvel på. Han hjalp sin gamle farmor ned i en lænestol, der var knap så dyb, men det var alligevel tvivlsomt, at hun kom op af den stol igen.
   Han satte glasset indenfor hendes rækkevidde. Det fatale var glassets afstand, hvis den er for langt væk, så hun ikke kan nå den.
   Han fjernede strippen for hende.
   Hun smilede. Hun var over 90 år gammel og smilede i smerten.
   Jeg blev rørt.
   Dres tog hendes hånd. Han kyssede den på oversiden. Som at kysse hånden på et skelet.
   "Farvel, farmor," sagde han.
   "Du tager Laika med, Andreas, du skal tage Laika med dig," sagde hun.
   "Jeg tager Laika med."
   "Du lufter hende."
   "Jeg lufter hende."
   "Giver hende sund mad."
   "Giver hende sund mad. Jeg skal læse bøger om hundeopdræt. Jeg lover dig, at hun får det godt."
   "Tak, skat," sagde hun. "Du er en god dreng."
   Det var han. Jeg stod henne ved skænken, med de mange billeder, bekendte ansigter, og jeg blev rørt. Her er min ven, Dres, han hjælper sin farmor med at dø. Det var slet ikke dramatisk. Det kunne slutte på den måde. At vi var taget afsted. Hun havde åbnet glasset.

Udenfor hoveddøren stoppede Dres op. Eftertænksomt stivnende.
   Her stod vi. Han kiggede ned i jprden. Ville han vende om?
   Laika hoppede op ad ham. Hun glædede sig til luft. Til at se Arnøs små grusstier sammen med os. Men Dres gik ikke. Han stod bare der, og jeg tænkte, at han kunne vende sig om. Gå ind til hende. Tage glasset. For en gammel dame, så gammel som hans farmor, hende kan man sagtens tage glasset fra. Hun vil sikkert klamre sig til det. Forsøge at holde det ind til kroppen. Men man kan altid tage et glas morfin fra en gammel dame, tænkte jeg.
   Dres stod bare.
   Kiggede.
   "Hvad sker der?"
   "Ikke noget," sagde han, og han bevægede sig ikke. Kun læberne, en smule, mens han sagde ordene, ikke noget, det var alt.
   Laika var utålmodig. Jeg var utålmodig. Men Dres kunne stå her i, hvad der snart lignede en evighed. Og så tog han en smøg. Så tændte han den. Måske tænkte han, at hun allerede havde slugt pillerne, måske ville han give hende fem minutter til at slutte det hele, så ville han gå ind til hende. Jeg kunne trække ham afsted, i en fart, om så jeg rev hans arm af. Jeg havde lyst til at komme væk.
   "Lad os nu komme afsted."
   "Jeg ryger lige en smøg."
   Udenfor en selvmorders hoveddør, tænkte jeg, men det sagde jeg ikke, jeg sagde:
   "Du kan ryge, mens vi går."
   Du kan ryge, mens vi flygter, tænkte jeg.
   Vi havde en færge, som vi skulle nå. Dres vidste det. jeg vidste det. Det var jo en flugt. Det er jo en forbandet skide ubehagelig flugt det her. Det er jo en forbandet skide ubehagelig hæsblæsende fatal flugt det her, tænkte jeg.
   Men han gik lidt frem. Hen mod postkassen. Den kunne vi ligeså godt ødelægge. Den havde mistet sin berettigelse. Jeg kiggede rundt på den fine, trimmede hæk. Hun havde vel en havemand til at passe det, en lokal original med motorsav og hækklipper og botaniske evner, han kom vel forbi og gjorde mirakler. Mon det ville være ham, der fandt hende?

Jeg gik med Laika, hun tissede op ad enhver lygtepæl. Jeg måtte rykke i hende. Vi skulle nå den næste færgeafgang. Det er ulideligt, for der gik to timer, før færgen kom. Ingen af os havde tænkt på færgetiderne. Der kom jo noget i vejen, tænkte jeg, og Dres tog fat i min hånd. Det føles som venskab, tænkte jeg. Det er venskab, ikke andet. Jeg er færdig med at sno mine underbukser sammen med ham, men jeg kan ikke sige det, ikke her ved den sølle færgehavn på Arnø.
   Vi så færgen sætte af fra fastlandet. Vi ventede og ventede. Hvis vi ikke er på øen, når hun tømmer flasken, er vi uskyldige. Sådan tænkte jeg. Så sker der ikke noget. Det der ovre er et forbandet helle.
   Jeg fik slet ikke spurgt Dres' farmor, om hun savnede Dres' far. De havde slet ikke snakket om ham på noget tidspunkt. Det eneste spor fra ham var et dødt springvand. En død forbandet guldfisk.
   De havde snakket om Laika. Om morfin og farbroren Jørgen.
   Men ikke Dres' far.
   Og nu var det for sent.

Vi sad på færgen. Vi sagde ikke noget. Men så blev jeg bange.
   "Vi må få færgen til at vende om," sagde jeg.
   "Hvad snakker du om?"
   "Vi må tilbage til din farmor."
   Han rystede på hovedet, jeg fik lyst til at slå ham, jeg havde aldrig haft det sådan får, jeg havde lyst til at slå ham hårdt. Med knyttet næve.
   "Vi slår hende ihjel," sagde jeg, nej råbte jeg, og Dres trykkede en håndflade mod min tørre visne mund. Trykkede til. Jeg kunne ikke tale, der kom ingen ord ud, og han kiggede mig ind i øjnene. Jeg var ikke den eneste, der havde lyst til at slå.
   "Du holder mund, Victo!"
   Og det gjorde jeg, for jeg havde ikke noget valg. Hvis han ikke holdt mig fast, var jeg sprunget i vandet, det er jeg helt sikker på, men han holdt mig fast. Hele vejen. Det var en kort færgetur, den tog under et kvarter, der var ingen bølger. Alt var helt stille, mild og venligt, på nær alt inde i mig.
   Vi kom over på fastlandet, og jeg havde fået et glaslåg brændt ind i min hjerne. Den var svejset til min hukommelse som et klamt nazikors af dårlig samvittighed.
   Vi har for fanden slået hende ihjel, tænkte jeg, og vi hoppede af færgen, lignede uskyldige. Vi sagde ingenting, gik med skrabede sko mod den tørre astfaldt. Det havde været tørvejr i flere uger, men så kom regnen. I dette øjeblik slog støvregn ind mod ansigtet, latterligt blidt, som ville den kilde os lidt for at minde om, morfin ikke dræber. Jeg anede ikke, hvad vi skulle gøre. Gik vi bare hjem. Tog Dres bare hjem til sin mor? Tog jeg bare hjem til mine forældre?
   Jeg sagde:
   "Hvad gør man?"
   "Hvad mener du?"
   "Nu."
   "Nu?"
   "Ja, skal vi ikke lige snakke om det?"
   "Hvad vil du gerne snakke om?"
   "Din farmor."
   "Vi har hjulpet hende."
   "Vi har slået hende ihjel, Dres!"
   "Nej, for fanden, tænker du sådan?"
   "Hvordan vil du ellers have, at jeg skal tænke?"
   "Tag den positive vinkel, Victo!"
   "Den positive vinkel. Hvad er det lige den positive vinkel på det her er? Vi har skaffet din farmor morfin, så hun kan slå sig selv ihjel. Vi har hjulpet hende til at dø!"
   "Hun ville gerne dø."
   Han fik det sidste ord. Det handlede for ham om vilje, at hun gjorde det hun ville, mens for mig var det omvendt, jeg gjorde præcis det, jeg ikke ville. Jeg rystede på den ene hånd, men det var underligt, for det var kun den ene hånd. Den anden hånd var viljestærk, hang bare ned af siden på mig, gjorde ikke et stort nummer ud af mig selv.
   Vi gik ind mod byen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/05-2015 01:08 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 6320 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.