1To katte
Sådan her begynder helvede. Schiiiiiiw. Hun vil have mig til at · m... [...]
Noveller for børn/unge · nuet, samvittighed, følelser
10 måneder, 28 dage siden
2Det er utroligt med ham Max M
Jeg går ud i køkkenet for at hælde vand i elkedlen. Tænde den. Vi... [...]
Noveller · samtale, krise, samliv
11 måneder, 3 dage siden
2Hesteballon
Jeg stod på bussen, som andre passagerer stiger på en bus, et skr... [...]
Noveller · had, psykisk smerte, psykose
11 måneder, 3 dage siden
4Gåsen
Jeg får en tanke, at jeg flyver med en gås op på psyk. Lige nu, i... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Efter
Agnete sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have, og... [...]
Noveller
4 år siden
5Skumbanan
Telefonen ringer. · "Nu sker det snart," siger kvinden i den anden ... [...]
Noveller · mennesker, ensomhed
5 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den ... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Morfin kan være dødeligt for kroppen, det har Dres' mor fortalt t... [...]
Romaner
6 år siden
2Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
"Du er vel ikke en bangebuks," sagde han. Vi var gået ned til str... [...]
Romaner
6 år siden
1Vi turde i starten, senere blev vi bange - ...
Der var sket det, havde han fortalt mig, at Dres' far havde banke... [...]
Romaner
6 år siden
5Dage uden dagbog
Det var kun én dag ud af mange. Min mor kunne ikke vågne, og jeg ... [...]
Noveller
6 år siden
1Hamster
Jeg har lovet min søn en hamster, og nu skal det være. Jeg nærmer... [...]
Noveller
6 år siden
3Skumfidus
Jeg er blevet ringet op, og når en telefon ringer, tager man den.... [...]
Noveller
6 år siden
1Kyllingerne i kælderen
Jeg træder ind i mit hus, hvor jeg bor sammen med min mor og min ... [...]
Noveller
7 år siden
5Det glødende hjerte
Lad os kalde ham Pelle Plys, som hans siddekammerat Agnes siger. ... [...]
Noveller
7 år siden
3Besøget
Jeg hilser på drengen og drengens mor. Han ser gladere ud end hen... [...]
Noveller
7 år siden
9Styrthjelmen
Mor køber en styrthjelm til mig på den Blå Avis. Sælgeren fortæll... [...]
Noveller
7 år siden
1Gademusikantens påskeferie
"Klokken toner strejfer mig, · en sælsom rejse ender her, · du var så... [...]
Noveller
8 år siden
1Fra et sted indenfor
"Lad fremtiden sove , far, for vækker man den for tidligt, får ma... [...]
Noveller
8 år siden
37Bella
Der var engang et stormvejr. Man nåede knap at tænke sig om, før ... [...]
Noveller · storm
12 år siden
2Den svære elektroniske sletning
Min far har stået der i to år nu. Nr. 12 i min elektroniske telef... [...]
Noveller
14 år siden
0Adam - 1. kapitel
Jeg får et chok denne morgen. Bliver vækket af udråb, der faretru... [...]
Romaner
14 år siden
4Aforismer og andre små tekster - måske opst...
"Vi søger at få mening ud af det allermest absurde - det i sig se... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
1Cadavre Exquis
Personer: · Asger · Pia · Rekvisitter: · Notesbog og pen · Maleri med sort ... [...]
Blandede tekster
15 år siden
0Pedro - Epilog
"Rul ham om på siden, Asger. Jeg vil se ham i ansigtet." · "Hvad vi... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 10
Om aftenen. Sidste dag. På badeværelset var der en duft af hyldeb... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 9
Næste dag. Jesper Hansen stod uden for døren til Jørgen Karlsens ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 8
Samme tid et andet sted. Sven vendte tilbage til boghandlen. Denn... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 7
Dagen efter. Det var sjælden set, at der var slåskampe i den lill... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 6
Flashback. · "Det er ærgerligt med din medaljon, Jørgen. Den var nu... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 5
Om aftenen dagen efter. · "Jeg har set Pedro!" råbte lille Nikolaj... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 4
Næste dag. Uventede ting kan pludseligt hive én ind i et søvnløst... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 3
Pedro siger "vov". · Sådan siger den, når den er glad, sur, trist, ... [...]
Romaner
15 år siden
0Pedro - Kapitel 2
Dagen efter. Pia Hansen sad med rødvinsglasset på sit ene lår og ... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Kapitel 1
Når Pedro bider sig selv i halen, så gør det ondt. Som når vi bid... [...]
Romaner
15 år siden
2Pedro - Prolog
Tidligere på dagen. I den lille by jeg var sendt ud til, som et l... [...]
Romaner
15 år siden
1Pedro - Forlagets forskrift
Det er et held, at dette manuskript er fundet. Det siges, at det ... [...]
Romaner
15 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 13
Det havde været magisk. Når der havde været en stavefejl, og såda... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 12
En fuldmånenat i året 2036 var der en masse postyr på banegården ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 11
Da Carlos Shamans mor døde, 67 år gammel, af kræft i lungerne, ho... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 10
Verden fik øje på Carlos Shamans talent kun to år efter dette for... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 9
Jean Ponty gik alene hjem fra receptionen. Året var 2007. Det var... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 8
Man smed samtlige eksemplarer af Arne Alterbaums samlede tegninge... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 7
Hvad vil der ske, hvis Arne Alterbaum ikke hed Arne Alterbaum, me... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 6
Dig, der tror på sproget. Tror på, at du kan drømme med sproget. ... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 5
Mirakler sker hver dag. Uden man ved af det. Der var ingen, der o... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 4
Arne mødte Marta til en familiefest. Allerførst troede han, hun v... [...]
Romaner
16 år siden
0Tegn en Verden! - Kapitel 3
Der var engang - nej, en fuldmånedag i året 1991 var der en gamme... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 2
Arne Alterbaum havde en speciel evne til at tegne fænomener, der ... [...]
Romaner
16 år siden
1Tegn en Verden! - Kapitel 1
Torben Ejner Valle sad i den sene aftentime og greb fat i et komp... [...]
Romaner
16 år siden
4Lynlåsen
Lotte lå på græsset. Blodet fossede ud. Hun havde fået næseblod, ... [...]
Noveller
16 år siden
0K
Jeg forstod ikke betydningen, da jeg trådte ind på den røde løber... [...]
Noveller
16 år siden
1Etager i et Hus
Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige kø... [...]
Noveller
16 år siden
0En gammel blikspand, to liter benzin og Hem...
Jens Rasmussen ville ikke have blikspanden med til stranden, men ... [...]
Noveller
16 år siden
0En Pagt for Livet
Hvad jeg skal til at fortælle handler om en hemmelighed større en... [...]
Noveller
16 år siden
2Halebenet
Asger Bruno Dam stod i en vandpyt af tårer. Han hadede, når sådan... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Allan Andersen (f. 1980)
Jeg glemmer ikke den dag. Jeg kunne ikke få Dres med mig hjem. Vi havde siddet i hulen i flere timer, vi var ikke særlig gamle. Regnen væltede ned og lød som store knaldperler på de tætte grene, vi havde lagt som tag. Dråber ramte mit øre, hage, næse. Dres havde krøbet sig sammen, holdt om sine ben, der var trykket helt ind til hans brystkasse. Han var helt anderledes.
   "Det er dumt at være her, når det regner så meget," sagde jeg, og han så ikke på mig, han sagde bare:
   "Det er dummere at tage hjem."
   Og jeg vidste det jo ikke, det havde jeg ingen chance for at vide. Jeg resjte mig op, jeg ville bare gå, lade ham være. Han kunne selv finde hjem, og han var selv skyld i det, hvis han ville blive syg.
   Jeg stod udenfor hulen og kiggede ind. Der var huller flere steder, da vi byggede den kunne den holde tæt . Ikke længere. Der stod en bulet chokoladedåse indenfor ved indgangen, den var halvfuld af vand. Alle pornobladene var ødelagte og Dres var ligeglad. Blev siddende. Som holdt han om sig selv.
   Og jeg kunne ikke gå. Naturligvis kunne jeg ikke det.
   Jeg kom ind til ham igen. Mit hår var gennemblødt, og han sad og rystede. Jeg troede, det var regnen, kulden. De våde sokker.
   "Skal vi så bare blive herinde," sagde jeg til ham, og han nikkede. Sagde ingenting, jeg sagde:
   "Du er en vandhund."
   Og jeg ville ønske, han lo ad det, for det var ment på den måde, som noget der skulle få ham til at grine. Men han lo ikke. Han kiggede ikke op.
   Og der gik tid. Måske 10 minutter, måske mere, før han sagde:
   "Det er ikke rart derhjemme."
   Sådan havde han aldrig sagt før, men nu kom ordene ud, og jeg vidste, at hulen betød mere for ham, end den gjorde for mig. Og at han stadigvæk ventede på ulvene.
   "Hvad mener du med det?"
   "At det er lort det hele. Det er bare det, jeg mener. Og så vil jeg hellere være herinde."
   "Måske skulle vi gøre hulen stærkere."
   "Der kommer for fanden ikke nogen bjørn."
   "Nej, men regnen er også ligeså slemt," sagde jeg, og jeg åbnede munden, lod regnen falde ned i min mund. Der var mudret over det hele. Det orientalske tæppe var beskidt, gennemblødt, og det ville aldrig finde sin fine form igen.
   Jeg frøs.
   Dres frøs.
   Men vi blev siddende, og jeg anede ikke, hvornår han ville rejse sig op, men jeg kom ingen steder, før han gjorde antydning til at komme hjem. Og det blev mørkt. Og regnen stoppede, men det fortsatte med at dryppe fra de tynde grene foroven. Så tog han en hånd ned i sin ene lomme. Han rodede rundt, og jeg hørte noget rasle. Det var lakridspastiller. Han tog den op og rystede den som et raflebæger. Foran mit ansigt. Nu begyndte han at smile igen, som havde det været regnen, der gjorde ham mørk. Han tog en pastil og kastede en af dem mod mit ansigt. Jeg var slet ikke forberedt, så den ramte naturligvis min næse. Faldt ned på tæppet. Jeg frygtede, han ville insistere på, jeg spiste den, trods skidtet. Jeg havde gjort det.
   Men han kastede bare en ny.
   Og øvelse gør mester.
   Han kastede flere gange, og jeg greb nogle af dem i min mund, han sagde:
   "Det her gør vi, fordi vi er venner."
   "Ja," sagde jeg, og jeg sagde ikke andet, og det stoppede med at dryppe. Solen fandt frem til os, og det blev nemmere for Dres at komme hjem. Vi rejste os op. Han gik først ud, og jeg gik et par skridt bag ham. Ville være sikker på, at han kom med. At han ikke blev derinde.

Ikke et lyd. Alt fortsatte som før.
   Vi tog op til fyret, og Dres havde Laila med. Af en eller anden grund havde han svært ved at få den til at give pote.
   "Giv nu pote, dit drog," sagde han til hende, men han smilede, han talte dæmpet. Laila gjorde ham roligere, og han lagde sig ned. Laila på hans mave, jeg spurgte (jeg blev nødt til det):
   "Har du hørt noget, om din farmor?"
   Han rystede på hovedet.
   "Det kan være ét glas ikke var nok," spurgte jeg, og han kiggede op, hen over Lailas uglede ryg. Den havde en hvirvl, midt på ryggen, et særkende. Dres' næse forsvandt og kom til syne, hen over hundens brystkasse, der fyldtes og tømtes med luft.
   "Èt glas er nok," sagde han, og han lukkede øjnene. Det gjorde han næsten kun heroppe, ellers var de udspilede, intense. Fyret var hans eneste vuggevise.
   "Men du vil da høre noget, hvis ..."
   Jeg afbrød mig selv. Det var nok, fordi det handlede om aktiv dødshjælp. Han sagde ikke noget, hjalp mig ikke med talestrømmen. Han slappede af, med Laila på maven, og snart ville han vel begynde at kaste lakridshagl i munden på den, tænkte jeg. Og jeg læste lidt, men siderne var ikke min ven. De teede sig som rulletekster. Ventetiden var ulidelig. Var vi allerede nu aktiv dødshjælpere? Eller først når vi blev opdaget.
   Hvad om hun tabte pilleglasset ned i risten ude på badeværelset. Måske havde hun taget det med ud under bruseren, tænkt hun ville dø ren. Mon ikke de fleste ville dø rene? Og så havde hun taget låget af, som man gør hvis man vil sluge et helt glas med piller, så havde hun tabt glasset. Det var splintret. I tusind stykker. I det flækkede glas kunne hun se sit liv forlænget. Lidt.
   "Ingen har vel fundet hende endnu," sagde han så, og Laila bevægede sig ikke, som var det ikke noget særligt, han havde sagt, som var der bare ikke noget behageligere, end maven på en ung forfatterspire. Eller hvad Dres var. Men det var jo helt forfærdeligt, det var det vel fordi det var knugende sandsynligt. Hun fik vel sjældent besøg, hun var øboer, og de mest oversete selvmordere må være øboere.
   "Så hun ligger død i sit hus uden nogen ved det," spurgte jeg, og jeg rejste mig op, jeg havde lagt bogen fra mig, opslået. Den var triviel, den gjorde virkeligheden til skamme ved at være alt for banal.
   "Vi ved det," sagde han, og sådan var Dres, verdensmester i brutalitet, det kaldte jeg ham, han ville vinde Guiness Rekordbog i brutalitet. Vampyren Dres, havde han netop sagt, at hans farmor lå og rådnede i sin stue, mens han kunne gøre noget.
   "Men vi må da gøre noget," sagde jeg.
   "Vi har gjort noget."
   Og Guiness Rekord går til ... DRES!
   "Lad være med at sige sådan noget, Dres. Vi skal da ringe til nogen."
   Nu rejste Dres sig op, og Laila måtte følge med. Den var vandt til at følge med, og den gik hen til kikkerten, der stadig lå på jorden, siden Dres havde smidt den og vi havde sejlet over til lorteøen. Den lugtede vist godt, mærkeligt eller noget tredje, for snuden blev omkring den noget tid. Laila haltede slet ikke mere, den var helt rask og slet ikke aflivet. Hvis vi ikke havde taget den med, havde Dres' farmor proppet dens mund med morfin, tænkte jeg. Måske.
   "Og hvem vil du ringe til, om jeg må spørge? Til politiet. Sige de skal tage ud til hende, for vi har afleveret noget morfin til hende, sådan vi kunne hjælpe hende med at dø? Tror du, de vil smile og sige, at vi har været dygtige, hvis vi ringer og siger det?"
   Jeg kunne jo godt se problematikken. Vi var morfindrengene, vi var jo skyldige som ad h til. Og jeg havde vidst det, hele tiden, men først nu mærkede jeg ansvarlighedens klamme hånd gribe fat i kragen på mig, rykke mig mod den hårde betongulv.
   Av, tænkte jeg. Av, av.
   "Kan vi ikke ringe til nogle andre? Hvad med din farbror?"
   Han greb fat i nakken på mig. Trykkede til. Han var robust, trykket sagde: Damn, hvor kan der komme meget lort ud af munden på ham her.
   "Og hvad tror du, at min farbror vil gøre?"
   "Det ved jeg da ikke?"
   "Ringe til politiet! Det er præcis, hvad han vil gøre! Eneste forskel er, at så er det min farbror der siger det, at vi har skaffet morfinen til min farmor. Dræbt hende. Vi ved ingenting."
   De sidste ord kom ud lidt truende, jeg havde ikke set ham på den måde, selv Laila blev utryg. Den begyndte at nappe omkring roden på sin hale, den var lang i forhold til kroppen, den måtte være lidt svær at styre. Dres var god ved den, han havde en godbid i lommen. Ved ikke, om han havde købt dem, inden vi tog ud for at slå hans farmor ihjel. Måske.
   "Nå, Laila, god hund," sagde han, og han forsøgte at få den til at give pote igen. Forgæves.
   "Hvad vil du gøre med hunden?"
   "Beholde den?"
   "Vil din mor godt det?"
   "Jeg vil ikke fortælle noget til hende."
   "Ikke?"
   "Jeg vil gemme den."
   "For fanden, Dres, man gemmer da ikke en hund!"
   "Vil du vædde?"
   Han stak hånden frem mod mig. Han mente det, han ville vædde, og jeg var alt for fristet. Måske også for at tænke på noget andet, så lod jeg ham slå mod min håndflade, jeg slog mod hans, det betød, at vi vædede. Vi glemte bare at slå fast, hvad vi vædede. Det var mig, der kom i tanke om det, jeg sagde:
   "Hvad vædder vi?"
   "Nå ja, æren kommer vi ikke langt med."
   Jeg forstod ikke, hvad han mente med det. Kryptiske, skøre Dres. Noget med at vores ære allerede var noget, vi havde til låns? Måske.
   Han tænkte sig om. Jeg tænkte mig om. Hvad kunne vi dog vædde? Ikke morfin i hvert fald.
   "Vi vædder et årsforbrug af lakridshagl," sagde han så, og det var ikke en dum idé, den var jeg helt med på, så jeg sagde ja. Vi tjekkede, at ingen af os krydsede fingrerne, for så var væddemålet ikke ægte, så var væddemålet en styg fed løgn, men ingen krydsede fingrer. Vi mente det begge to.
   "Men vi må sætte en tidsramme, for jeg kan ikke skjule den for evigt, naturligvis ikke."
   "Fjorten dage?"
   "Ok. Fjorten dage."
   "Aftale."

De fjorten dage begyndte. Jeg ventede hele tiden på, at Dres havde hørt noget om sin farmor, men der var intet nyt, og jeg mente ikke, at intet nyt nødvendigvis var godt nyt, når det handlede om aktiv dødshjælp.
   Vi var taget op til fyret.
   "Nyt?"
   "Nada."
   Sådan sagde han, og så ledte jeg efter Laila på hans værelse, men hun var der ikke.
   Dres havde lagt et blødt tæppe ud til Laila og brugte en gammel rødbedekrukke som vandskål havde endda købt et gnaveben til hende. Hun lå og gumlede, som gjaldt det liv eller død, og knurrede lidt når jeg nærmede mig hende. Men det var vist venligt ment.
   "Er hun begyndt at pive?"
   "Ikke endnu."
   Vi gik ud mod bølgerne. Kastede tykke, våde sten og pinde ud i vandet, og det skulle vise sig, at Laika var en vandhund, hun kastede sig ud i bølgerne. Slugte noget vand, hostede lidt, men allermest nød hun det bare.
   "På et tidspunkt går det op for hende," sagde Dres så, mens Laila svømmede. Hun så tynd ud, når vandet trykkede hendes hår ind mod kroppen. Hun så syg ud. "På et tidspunkt ved hun, at farmor ikke kommer tilbage. Så vil hun savne og pive som ind i helvede."
   Sådan sagde han, og vi kiggede på hende. Hvordan hun trofast ubemærket bare svømmede, og hentede, pinde, sten. Bare glad.
   "Hvor gemmer du hende henne?"
   "I kælderen. Når min mor er hjemme, kommer hun ned i kælderen."
   Han grinede lidt. Som en der ikke havde mistet sin farmor og begravet hende i mosen. Han tog skoene af. Men kun skoene. Han løb langs strandkanten, og trådte på tør tang, det knasede. Laila fulgte efter, slog sand op mod halen bag sig. Forpustet smældede tungen mod dens næse. Den var så fin, og rystede hele sin krop, som kun hunde kan gøre det. Snart var det tydeligt, at hvirvlen på ryggen var der endnu.
   Dres rullede rundt i sandet.
   Laila gøede ad ham, venlig opstemt.

Vi tog hjem til Dres.
   Kunne høre bilen ramme det tørre grus i indkørslen, og Dres lukkede døren, trak mig op fra kælderen. Det handlede trods alt om et helt års forbrug af lakridshagl. Vi stod og lignede uskylden selv, moren kom ind med en stor bærerpose og et lidt anstrengt smil i hele ansigtet. Hun havde lukket øjnene, mens hun talte, hendes stemme var træt og slæbende, hun sagde:
   "Din farmor er død."
   Sådan sagde hun, ikke andet. Hun satte sig ned ved køkkenbordet, hun stillede posen henne ved køleskabet. Lod den stå der nogle timer. Det lod jeg mærke til, mens Dres og jeg sad og byggede et tvivlsomt korthus sammen. Ingen sagde noget, et æggeur bimlede en smule, selvom der ingen æg var. Eneste lyd. Jeg tænkte, at så tavs kunne en familie åbenbart være.
   Dres' mor røg et par smøger, hun trak vejret tungt og kiggede til tider over på Dres, ville sige noget, sagde ikke noget. Så tog hun varerne op af posen, ligeså langsomt, som ordene var kommet ud af hendes mund for lidt siden. Din farmor er desværre død.
   Dres kiggede væk fra korthuset, det skulle blive et fatalt blik, for det væltede korthuset. Sådan er det med dem, kort tids uagtsomhed vælter dem ofte, og det skete i dette tilfælde. Jeg stirrede ned på kortene, der lå hulter og bulder, jeg havde lyst til at bygge et nyt hus, større, prangende, men Dres havde givet op, det var tydeligt at se. Han var begyndt at lægge kortene tilbage i pakken, rystende.
   Dres trak på skuldrene, han var vist ligeglad, hvad vi gjorde. Hans mund var rettet ud igen, efter slaget, hans øjne var spejlglatte. Det kunne være tårer, men jeg vidste det ikke. Man kunne ikke længere se, at han lige havde fået en lussing. Dres var verdensmester i at skjule. Skjulets mester. Det var hans nye øgenavn.
   Han rejste sig op. Jeg rejste mig op. Vi gik ud i gangen, der lå sko ovenpå hinanden, jeg tog en forkert sko, det var, opdagede det først efter jeg havde proppet foden i den forkerte sko. Det er flugt det her, tænkte jeg, og Dres var overraskende rolig. Det kunne ikke være første gang, han var blevet slået.
   Så begyndte Laika at pive. Nu skete det. Som havde hunden hørt, at Dres' mor havde fortalt os, farmoren var død.
   "Hvad er det," sagde Dres' mor.
   "Ikke noget," sagde Dres, kejtet tvivlsom, og hans mor kiggede hen mod kælderdøren. Laila gik helt amok dernede, og Dres tænkte vil på lakridshaglene, hvilken udgift det måtte være, om hun nu opdagede Laila, om hun nu ville se hunden i kælderen.
   "Det kan jeg da høre det er, Dres? Er der en hund i vores kælder?"
   "Det er der i hvert fald ikke," sagde han, og jeg har aldrig kendt en person, der var så dårlig til at lyve, som Dres, han gemte alle sine løgne til sine skriverier, når han talte var løgnen altid hylende morsomme løgnagtigheder, der smuldrede i hænderne på ham, faldt mod jorden.
   "Står du og lyver for mig?"
   Så nikkede han, så trak han vejret dybt ind. Han vidste, at han havde tabt et årsforbrug af lakridshagl. Og havde i øvrigt et forklaringsproblem.
   Dres' mor gik ned i kælderen. Vi fulgte med. Vi stod og kiggede på Laila, alle tre, hun satte sig ned foran Dres' mor. Det ironiske var, at hun gav moren pote. Måske var det bare Dres, der ikke kunne få hende til det. Jeg havde ondt af ham, at han nok skulle af med hunden.
   "Hvad laver en hund i vores kælder, Dres?"
   Han tænkte sig ikke om, før han svarede:
   "Jeg har fundet den."
   "Man finder sgu da ikke bare en hund?"
   "Den stod henne ved legetøjsbutikken. Den var bare helt ude af den, og jeg kunne jo ikke lade den vandre hvileløst rundt i byen. Kan vi ikke nok beholde den?"
   "Nej."
   Hun sagde ikke andet. Et nej, og så var der halsbåndet. Det er en af de ting, jeg slet ikke forstår, Dres ikke havde tænkt på, at han ikke havde taget det af, skjult hvor hunden kom fra. At Laila bar en død farmors telefonnummer rundt halsen.
   "Vi må jo ringe til ejeren. Jeg kan se, der er et telefonnummer."
   "Nej, det kan vi ikke!"
   Sådan sagde Dres, og han gik ned på hug, ned for at kalde Laila hen til sig. Hun slikkede ham i ansigtet, men det gjorde ingen forskel, der var et telefonnummer, og man ringer jo ikke til en død.
   Jeg ville hjælpe ham, jeg sagde:
   "Vi har forsøgt at ringe. Nummeret eksisterer ikke."
   Hans mor så på mig, forsøgte måske at lure min løgnehistorie af, som var hendes blik en skide løgnedetektor. Jeg smilede. Jeg havde aldrig smilet så artigt før, og det hjalp, lidt.
   "Underligt, at den skulle gå rundt med et forkert nummer?"
   "Ja, det tænkte vi også," sagde Dres, der omgående greb min løgn, klamrede sig stædigt til den. Vi var mesterlige sammen, til at lyve, Dres var elendig på egen hånd, men sammen blev vi næsten professionelle løgnere.
   "Men vi kan ikke have den her i kælderen. Du må skaffe dig af med den," sagde hun, og det var som om, Laila fangede det, at den var i vejen, at den efter farmorens død var blevet én hund for meget.

Ude på gaden, med snor og hund i den ene hånd, sagde Dres noget, der fik det til at vende i mig:
   "Jeg må jo aflive hende."
   Jeg kunne ikke finde frem en anden mulighed, men det var absurd at aflive en ung hund. Hun kunne hente pind i flere timer og var efterhånden blevet skarp til at give pote. Hun kunne ende som linedanserhund og gå rundt på forpoterne. Der var uanede muligheder for den hund, og skulle det hele så sluttes med en sprøjte. Noget i den stil sagde jeg, og Dres svarede:
   "Kan du tage hende med hjem?"
   "Den går ikke. Min mor er overfølsom overfor pels."
   "Hvorfor har du så overfølsom en forbandet familie! Kan I ikke være lidt mere normale," sagde Dres, og det ramte bare lidt hårdere, når Dres sagde sådan, når han talte om det unormale, der vel omringede ham selv. Jeg tænkte på hans far, på hvor det normale var i den byttehandel med christiania og cyklen, som han havde gjort. Laila løftede sit ben op ad en lygtepæl henne ved skolen. Vi var gået den vej forbi den røde, gamle bygning. Der kravlede en bille op ad det kolde stål, den flygtede fra de krampagtige strint fra Laila. Hendes hale blev stiv, når hun gav sig til naturen på den måde.
   Laila satte sit ben på jorden igen. Skrabede lidt jord hen mod roden af lygtepælen.
   Vi gik videre. Ud mod vandet. Bølgerne. De hjalp os på en måde med at trække vejret.
   Jeg troede han ville kaste med pind. Ud mod bølgerne. Laila var en vandhund. Han stod bare og stirrede ud på bølgerne. Han havde taget en flaske med, fuld af klar vand, han ville, jeg skulle drikke flasken, tømme den. Han ville se, om jeg kunne gøre det på under fem sekunder. En af hans sjove idéer, som jeg var med på. Jeg tømte flasken på seks sekunder. Tabte. Han sagde:
   "Bedre held næste gang, Victo."
   Og så gik der ikke længe, så skulle jeg tisse. Jeg gik op i klitterne. Op til siv. Det blæste. De svajede som en beskeden storm. Jeg tissede. Min tis blæste mod højre som var hele verden skæv.
   Jeg var væk i tre minutter.
   Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
   Jeg kom tilbage til Dres. Og en druknet hund. Den lå ved strandbredden. I begyndelsen så jeg bare en klump. Det kunne være garn, en fisker havde droppet. Men jeg havde ikke bemærket det før. Det er vist ikke garn, tænkte jeg, gik et par skridt nærmere. Men så stoppede jeg, jeg var ikke i tvivl, det dér er en klump kød.
   Det er noget, der er dødt, tænkte jeg.
   Dres for helvede, tænkte jeg.
   Det har du ikke gjort, Dres, for fanden, tænkte jeg.
   Et par skridt nærmere.
   Det var, som jeg frygtede, det var Laila.
   Den var druknet. Den lå helt livløs på siden. Dens pels var tung af vand, fordi den ikke havde været i live til at ryste sin krop. Efter alt vandet.
   Vandhunden Laila.
   Druknet.
   "Dres!"
   Jeg sagde ikke andet. Jeg stillede mig hen til dem, og det var svært at råbe ad ham. Ordene ville være som fodspor ved en strandbred, noget der udviskes af bølgerne. Jeg kunne ikke råbe, skælde. For Dres græd. Han stod og græd, men det ændrede jo ingenting, hans tårer var skærende overflødige. Han havde gjort det og kunne ikke trække det tilbage igen. Han havde druknet Laila, og aldrig skulle jeg spørge ind til det. Aldrig skulle vi snakke om det.
   Vi gik bare hjem. Efter Dres havde fjernet halsbåndet. Og telefonnummeret til hans farmor.

Dres var bange. Jeg var bange. Det var på den måde, netop på den måde, det hele fortsatte.
   "Du må skille dig af med halsbåndet, Dres!"
   Det var min første tanke, det første jeg sagde, vi havde ikke sagt noget, siden vi forlod stranden. Ingen af os havde tænkt på arven, at den var et muligt motiv, hvis politiet skulle mistænke os for noget. Og jeg ville ønske, jeg ikke fik den tanke, men jeg kan ikke afskrive den, jeg tænkte, om det havde strejfet min bedste vens tanker, blot et kort øjeblik, at han, hvis farmoren slugte glassets indhold, ville arve en røvfuld penge.
   Jeg fik det dårligt over at tænke sådan.
   Det kan du ikke gøre, tænkte jeg.
   Dres ville hjælpe sin farmor, og det var alt. Og jeg kunne ikke spørge. Man spørger ikke sin bedste ven, om han tænkte på penge, blot en lille smule, da han rakte sin farmor et glas med morfinpiller. Og hvad om han havde tænkt det, at han ville arve penge, gjorde det hans handling værre?
   "Jeg skal nok skille mig af med halsbåndet," sagde han, og han sagde ikke andet. Han var bange nu, det kunne jeg se. Men det overraskede mig, hvad han sagde næst, han sagde:
   "Jeg skulle ikke have slået Laila ihjel. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på."
   Sådan sagde han, og jeg troede, at han tænkte på sin farmor, at han var gået for langt med hende, men det var i stedet Laila, der fik ham til at græde. Igen. Som nede ved stranden, på samme måde tegnede der sig transparente løbebaner af tårer ned ad hans kinder.
   Jeg kunne ikke gøre så meget, jeg tog hans hånd. Jeg holdt den bare fast.
   Det gjorde noget ved angsten. For jeg var også bange, vi var begge bange, jeg kunne se det for mig, hvordan politiet ville stå i døren. Se på de skyldige. Man ville pege fingrer. Der går morfindrengene. Det ville blive øgenavnet, der ville florere i skolen, i byen. Morfindrengene dræber farmor, dræber hund.
   Jeg sagde:
   "Hvis du bare skiller dig af med halsbåndet, går det alt sammen."
   Og han nikkede, men jeg ved ikke, om han troede på det. Jeg tænkte på alle de stunder, hvor vi frygtløse gik rundt i byen, hoppede fra tage eller løb ud foran lastbiler. Vi turde i starten men senere blev vi bange. Nu blev vi bange. Og sådan blev turen gennem Søllywood, et langt uforbederligt hjertestop af krampagtighed. Det her kan vælte os, det her kan ændre alt.
   Jeg ville leve på den løgn, at det gjorde en forskel, hvis vi kom af med halsbåndet. Det var en mulig måde for farbroren at fælde os på. For sådanne var vi blevet, sådanne der kunne fældes. For helvede, hvad havde vi gjort? For fanden, vi havde dræbt hans farmor (i hvert fald hjulpet hende på vej), og alt hvad Dres tænkte på, var en forbandet død hund nede ved stranden.
   Han sagde:
   "Hvorfor kunne du ikke have taget Laila hjem til jer. Du kunne i det mindste have spurgt dem, om ikke i kunne have den!"
   Og jeg mærkede det krampe sig sammen i min brystkasse. Jeg fangede det ikke helt, ikke bevidst i hvert fald, men hele kroppen skælvede, den vidste godt, at det var et angreb. Jeg turde ikke kigge på ham, det værste at se på, det værste at være vidne til, det var Dres' vrede.
   "Min mor er overfølsom, Dres."
   "Jeg gider ikke høre mere om din forbandede overfølsomme mor!"
   Og jeg ville ikke sige mere om hende. Naturligvis ville jeg ikke det. Hans vrede skulle tæmmes, og der var kun én måde at gøre det på, at holde min kæft. Det gjorde jeg, og vi stod sådan længe.

Jeg tog med Dres til begravelsen. Hans mor var med, og det var godt vejr. Ikke en sort sky på himlen.
   Dres bar kisten. Sammen med sin mor og farbroren, han var rigtig nok ikke særlig sympatisk. Dres havde hele formiddagen, før begravelsen satte i gang, haft lyst til at kommentere hans knast på næsen, på den mest uanstændige måde, som han kunne komme i tanke om. Han nåede ikke til det, for pludselig blev den bare skubbet ud af vognen, den hvide kiste med den ældre dame proppet med morfin.
   Det var en åben begravelse.
   "Jeg skal altså ikke se hende," sagde jeg.
   "Jeg kigger lige. Bare lidt," sagde Dres, og det gjorde han. Han kiggede lidt, mens jeg ventede på ham nede ved rækkerne. I kirken med de grønne bænke og det gyldne kors på bagvæggen. En prut lød som en vejsidebombe herinde.
   Klokken bimlede over os. Jeg fik hovedpine. Præsten sagde en masse fine ord om en dame, der havde opdraget børn, og som havde været øboer det meste af sit liv, hun havde opdrættet kvæg i stor stil og brugt hænderne flittigt, indtil de blødte, sådan var hun gået i seng flere nætter, blødende. Hård hud på hænderne og et silkehjerte, noget i den stil sagde han.
   Så gik vi i én række, bag kisten, ud mod hullet. Alle fra Arnø var kommet til fastlandet, for at overvære begravelsen, ældre kvinder mest, de kom nok kun væk fra øen, når nogen skulle begraves, tænkte jeg. Ude ved hullet stod Dres' far. Han stod der bare, og det var ikke fatalt, men Dres stoppede op. De andre, der bar kisten måtte også stoppe op, og de undrede sig, de fleste, det måtte de gøre.
   Så gå dog med den kiste, Dres, tænkte de sikkert.
   Jeg tænkte noget andet, jeg tænkte:
   Der er han. Manden med skruetrækkeren.
   Alle opdagede det. Det måtte de gøre, men Dres gik snart videre, heldigvis, efter et halvt minut, de stirrede bare på hinanden, far og søn. Han var gråhåret, han bar en hvid skjorte og askegrå bukser og blanke sko, som han helt sikkert ikke havde købt på Christiania.
   Kisten kom hen over hullet.
   Nu så de ikke på hinanden mere. Nu fik kisten al opmærksomheden. Præsten sagde nogle flere ord, og han talte med en hul stemme, som kom den nede fra dybet, kisten blev sænket. Roser blev smidt. Enkelte græd. Dres græd ikke.


De snakkede sammen. Far og søn. Dres og hans far, hans far havde tunge øjenlåg. De stod bare og snakkede med hinanden. Faren trak ham ind til sig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg stod bare henne ved graven. Enkelte ældre mennesker blev stående, men begravelsen var slut, folk var gået hver til sit. Der var ingen gravøl.
   Jeg ventede længe, og jeg tænkte, at de vel havde en masse at snakke om. Her sker noget vigtigt, tænkte jeg, far og søn finder hinanden, efter afstand. Det var min tanke, og jeg gik hen for at finde min bedstefars gravsted. Selvmorderen. Jeg stillede mig og så på stenen noget tid. Den havde i hvert fald ikke rokket sig siden sidst, trods alt.
   Jeg kom tilbage.
   Far og søn snakkede ikke mere. Faren stod og svævede lidt, som var han blevet beruset af begravelsen. Men det var vel noget andet.
   Der blev givet et besværliggjort knus. Fra farens side.
   Det er vigtigt det her, tænkte jeg, selvom det er vildt, at der skulle en begravelse til for at genforene dem.
   Men så gik Dres.
   Det kaldes brutalitet.
   Han gik bare. Over til mig. Over til sin ven.
   Nu havde han grædt.
   "Han kommer ikke tilbage til os, den idiot," sagde han, og jeg måtte gå efter ham. Han gik hurtigt. Han løb vel snarere. Jeg kom op på siden af ham, forpustet. Vreden havde gjort en galophest af hans fødder.
   "Dres, stop lige."
   "Jeg hader ham," sagde han.
   "Men var det ikke godt at se ham igen," spurgte jeg, og han gik målrettet ud mod havet. Han havde de stunder, hvor han ikke kunne se sig selv andre steder, og jeg frygtede, at der stadigvæk lå en død hund ved strandbredden. Men det gjorde der heldigvis ikke.
   Dres havde ikke svaret på mit spørgsmål, han var bare gået ret frem. Han smed sine sko, strømper. Han ville mærke havet kilde hans tær, og han så på det, som skulle det få ham til at glemme sin far.
   Vi sad bare.
   Jeg ville sige noget, hele tiden, jeg sagde ikke noget, hele tiden.
   Jeg kiggede på ham. Han stirrede intenst på havet, og vandet skvulpede sart insisterende mod hans fødder. Der var noget dødt hud på den ene fod, som han slet ikke havde overskud til at sende en tanke.
   Men der sker det, at bølgerne bliver trivielle, og utilstrækkelige, sådan havde jeg det. Vi kan for fanden ikke bare sidde her og stirre ud på bølgerne, når Dres' far har været forbi efter mange års fravær. Det er helt forkert, det er traumatisk forkert, tænkte jeg, og der var noget med hans storetå, den vippede, jeg fik den tanke, at præcis dér i storetåen, var der noget, han ikke kunne skjule. Den havde ikke rystet på den måde før, og jeg vidste, at jeg aldrig fik chancen igen, at jeg ville have ham til at fortælle, sin historie, bare et flig af den (om ikke andet):
   "Han er en drukkenbolt, din far?"
   Han trak på skuldrene.
   "Han var faktisk slet ikke så fuld igen."
   Bølgerne havde taget hans vrede. Han sank mere sammen. Foden vippede stadig.
   "Men du kan jo besøge ham på Christiania?"
   "Jeg skal ikke til Christiania. Jeg skal til Hollywood."
   Det var et sjovt svar, det vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til. Han ville måske have ønsket, at han havde en skuespiller som far, men han havde fået en misbruger.
   "Du fatter ikke, hvor skuffende det er, Victo, at ens far først kommer hjem for at overvære en forbandet begravelse. Forstår du?"
   Jeg rystede på hovedet. Jeg var ærlig, jeg kunne jo ikke forstå det.
   "Han kommer vel til min begravelse."
   Han smilede. Det virkede ikke rigtigt, men han formede et tykt smil i hele ansigtet.
   "Så ved jeg da, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer til at savne ham alt for meget. Så tager jeg sgu mit eget liv."
   "Hold op med at sige sådan, Dres."
   "Er du bange?"
   "Altid."
   Det sagde jeg, og han rejste sig op. Han løb langs strandbredden, og jeg forstod det, i dette øjeblik vidste jeg, at jeg blev nødt til bare at lade ham løbe. Jeg blev siddende noget tid, men snart ville jeg gå væk fra stranden. Hjem mod min familie. Og jeg kunne ikke komme udenom, jeg skammede mig lidt, over at have så rolig en familie, der ikke først viste sig, når nogen skulle begraves.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/05-2015 14:26 af Allan Andersen (tegnenverden) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 5330 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.