Det bevæger sig ind i området omkring dit smil og efterlader et stænk deri. En monokromatisk pendant til dine hvide tænder med en grålig tone til følge. En tone der i sin drypvise udformning efterlader en skævhed, som åbner op for dit forhutlede væsen. Og din ydre symmetri fremtræder pludseligt ikke længere skræmmende udskåret i marmoreret præcision.
Det bevæger sig ind i området omkring dit smil og mærker dig i mig og mit. En papirtynd markering ved din læbe, der forfjamsket og elegant krøller sig rundt om den, mens dit blik i sidelæns positur til mig sender en flagrende reminiscens af længsel på rundtur i det hjerterum, der ellers forlængst har lagt sig ned.
Det bevæger sig ind i området omkring dit smil og beriger et allerede udsøgt partitur. Et således udfærdiget et af slagsen, der ville kollapse under vægten af en manglende node. Et således udfærdiget et af slagsen, der i sin skrøbelige erkendelse af sin spinkle eksistens alligevel balancerer på knivsæggen mellem den og det usagte fald.
Det bevæger sig ind i området omkring dit smil og faldbyder min fortabelse. Over ej at kende hver en udørk af din egen. Over at vide at selv din varmeste omfavnelse ej vil tilbyde den hakkende bevægelse, jeg fornemmer i kroppen under dit dunkleste skrig. Over at skalpere mig selv i den bagtanke, at jeg måske engang ville have drevet mig selv derud, hvor selv ikke din atomare vibration vil kunne røre grundstenen i min.
Det separerer sig inkrementelt ind i mit fundament omkring mig selv og udskiller det håb der var. Latterliggør det, tydeliggør det, ufatteliggør det. I stengrå accept af dig og dit cementerede postulat, som umuliggør, besværger og tilintetgør, ville jeg lade et blik glide hen over det der ikke engang var og derefter hviske dig i øret og lade denne kreationens antitese flimre for dig sålænge dit blink trods alt varede.