8Fængslet i eget hjem
Jeg vil så gerne · Men jeg kan ikke · .. · Jeg vil ud · Men er lænket fas... [...]
Digte · smerte, savn, magtesløshed
3 år siden
3Virkeligheden i øjnene
Jeg troede jeg kunne klare det hele uden bevirkninger efter tabet... [...]
Essays · savn, tab, bivirkninger
3 år siden
4Min mors død
Jeg ser det hele for mig, lige i dette øjeblik med at jeg forsvin... [...]
Livshistorier · død, følelser, afhængighed
3 år siden
5Rosen jeg bider
Rosenblade jeg bader, ej kan jeg være her mere · Torne jeg bløder, ... [...]
Digte
3 år siden

Puls: 2,6

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Nukaaraq Petersen (f. 1996)
Jeg ser det hele for mig, lige i dette øjeblik med at jeg forsvinder fra verdens overflade. Det hele bliver overladt til følelserne. Alt sorgen, vreden, ensomheden, forvirringen og tårerne. Jeg husker stadig. Hvorfor skulle det gå så hurtigt? Hvorfor skal jeg gennemleve de samme følelser efter de andre var gået bort? Hvorfor skal jeg se min egen og eneste mor ligge der på dette iskolde bord og se hendes ene øje halvåben, hvordan det størknede blod, hvor det tidligere har løbet ned af hendes let grønlandske brune hud, skulle udsættes for det sidste strejf af det varme fra hendes egen krop. Jeg kan tydelig huske hvordan jeg besøgte hende hver anden weekend og så hvordan hendes krop langsomt opgav stien til de levendes veje. Hendes minder svinder ind, samt hendes kød og bevidsthed om omgivelserne. Jeg så hende blive tyndere og tyndere. Jeg græd hver aften i min seng efter at have set hende sådan. Mit hjerte føltes som om nogen har skåret i det, sjælden var begyndt og blive beskadiget. Hendes engang så smukke lange og kraftige sorte hår, blev knækket af, blev tyndere, endte med fehår, den sorte og smukke nuancer i hendes hår, blev til hvide og grå livløse tråde der skreg af lidelse. Hendes smukke let brune hud, blev med tiden hurtigt blev opslugt af rynker, skindet stræk sig ind til knoglerne, hendes menneskelige vægt svandt bort, hun blev undervægtig. Dette langsomt døende væsen der sidder på sofaen i stuen, som engang var min mor, var min tid hos hende ubærlig og smertefuld. Jeg vidste at tiden var begyndte at blive knap. Efter lige var flyttet for mig selv her i 1. maj, efter at have boet på en institution i over tre år og før i en plejefamilie, var jeg nød til at se hende en gang om måneden, fordi jeg skulle nu leve af min SU. Der var gået en måned og jeg kunne se hende igen, da jeg låste op og gik glædeligt ind for at se min mor, var hendes friske og opmuntrende humor der ikke længere. Dette døende menneske, hvor huden strammede sig ind til hendes knogler, smilet var nærmest skåret af, af hendes utrøstelige minder og smerter der jog i hende. Jeg vidste udmærket hvad der skar i hende, selvom jeg og hendes storebror, min onkel prøvede at hjælpe psykisk, gik det ikke. Hun var uhelbredelig i sjælden. Hende som har gennemlevet synet af hendes søns livløse krop i badeværelset efter at han havde begået selvmord, efter han ikke kom tilbage i stuen i lang tid. Jeg kan se for mig, hvordan synet af min storebror der ligger siddende op ad toilettet med et stof rundt om halsen. Hvordan? Hvorfor? Hjertet sank igen ned i bunden, tårerne kæmper om at komme ud og skriget i mig skærer i mig. Det er ikke kun min bror der har gået ad denne sti for at forlade denne verden, men også min onkel, min mors lillebror. Da vi forberedte os til at tage til min onkels bisættelsen, kunne jeg hører ud fra krogende, hører min mor forklarer til min fætter, med hvad der skete, kunne jeg ikke længere holde følelserne væk. Jeg kan stadig huske hvordan min mor, der dengang var frisk og levende, besvaret min fætters spørgsmål. "Hvordan døde han"? Sagde han med let og tydelig nok til at jeg reagerede på spørgsmålet, hvor min engang mor iblandt de levende svarede: "Din onkel begik selvmord". Hvor? Hvorfor igen i denne triste og splittet familie? Hvorfor lige netop en halv år efter min storebror? Mindet jog i mig da jeg blev påmindet om den triste tid i min mors stue, hvor hun sidder lige der, lige der på sofaen. Da hun var lille, blev hun kidnappet af en væmmelig mand, voldtaget, blev gjort tavs med trusler. Igennem hendes tid, var mænd hun mødte ikke gode efter at have tilbragt tid med dem. Vold, dødstrusler, voldtægt og andre ting hun undlod at fortælle mig for længe siden, da hun åbnede sig for mig. Hendes elskede kæreste, som jeg så op til, min stedfar, blev ramt af kræft efter mere end seks års forhold. Han røg ind og ud af vores fælles hjem. Tyndere, mere skrøbelig og synet af ham gjorde mig til sidst skræmt og dårlig. En dag blev min mor ringet op fra hospitalet og fik beskeden. Jeg kan huske hvordan hendes verden væltede i hendes øjne. Hun faldt ned på benene og græd med lungers fulde kraft. Det skærer endnu. Tårerne kæmper. Jeg kæmper for at holde mig selv stabil og velfungerende. Det krakelerer med tiden. Se min mor på sofaen, kæmper en kamp, som hun ikke kunne vinde i sidste ende. Det er ikke til at holde ud. At se min mor som også var nød til at undværer sin yngste, mig, fordi datteren skar i sig selv, lignede sin storebror, jeg ønskede død og lidelse for mig engang. Nu kæmper jeg en kamp mod mig selv og kæmpe for min mor, når jeg både var hos hende og hjemme ved institutionen. Hun ved at hendes lidelse rummer mere. Hendes døtre havde oplevet grusomheder fra mænd engang. Jeg har oplevet grusomheder, ikke ligeså voldsomme som min mors, men det har medført til afsky og frygt til mænd. Mine tanker for at være selvskadende bærer ikke længere indeni mig, men at skade folk vækker sommetider i mine tanker. Men jeg kæmper for at virke mest mulig normal som andre ikkevoldelige mennesker. Til den dag jeg fik besked om min mor, begav jeg og min tidligere pædagog til min mor lejlighed og jeg ser et syn der vælder mig omkuld med alle de følelser og kaos jeg ikke havde blevet berørt før. Lugten kvalte mig og jeg søgte til døren for gennemtræk. Jeg ser at der hvor hun sad sidst, da jeg var hos hende, døde hun efter få dage efter, stadig på sin plads. Den anden side af sofaen, hvor jeg forberedte en soveplads, ikke særdeles langt fra hende. Kun to skridt fra, var urørt. Jeg græder. Græder, græder længe, ved min tidligere pædagog ved min side. Tiden flyver. Flyver for hurtigt. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg mærker at mine lunger bærer klippesten og kæmper for at trække vejret. Tiden har nået til dagen. Min mors bisættelse. Vi synger, vi beder, jeg taler og min familie og jeg bærer hende ud. Hun var ganske let sidst jeg så hende levende, men på en eller anden måde, lige der hvor jeg bærer hende i midten ved højre side af kisten, var hun utrolig tung. Tårerne røg ned af gangen og ud til den sorte og aflange bil. Jeg ser kisten køres væk og jeg kollapser indeni og alle mine følelser røger ud. Alle kunne hører mig, føle min lidelse og delte den med mig. Dagene flyver som lynet. Min appetit har ikke hvad den har været. Jeg tog til Nuuk, for at begrave min mor. Jeg fandt styrke hos familien der gennemled det samme som jeg. Men vi skulle igennem dette. Mor var vendt hjem, hos sine forældre, sin lillebror og sin søn. Turen har ikke hvad jeg havde troet, jeg klamrede mig til min mors urne, bange for at aldrig mærke hende igen. Jeg kunne ikke give slip. En dag ser min søster at jeg ligger der på sengen, omklamrer vores mors urne og græd. Jeg kunne ikke holde mine følelser ud, jeg kunne ikke kontrollere dem mere. De røg ud. Tiden flyver igen og synet af min mors urne sættes ned i jorden, omgivet af mennesker, sne og hendes blomster. Hun er sat ned og jord der havde formet som et hul i jorden blev nu dækket til. Det er koldt og smertefuldt. Jeg kæmper i dag, stadig for at indse, at min mor er gået bort. At se hendes hjem, optaget af tomhed og kommende ord der vil komme på boligselskabets hjemmeside og papirer, hvor der står at boligen sælges. Verden jeg ser, er i sandhed ond. Ligeglad er de, men jeg forstår. De stod ikke nær og de må videre med tingene. Det skal jeg også. Men jeg græder stadig, hver gang jeg pludselig indser at hun er gået bort. Græder. Igen. Og igen. Og igen. Jeg må kæmpe. Kæmpe for mig selv og hende. Holde mig selv i kontrol og holde min struktur stabil, så jeg kan finde styrke i mig selv og kæmpe for hver dag resten af mit liv.

Jeg elsker dig mor, hvil i fred.
Forfatterbemærkninger
Død, tab, lidelse, familie, misbrug

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/07-2015 03:23 af Nukaaraq Petersen (Drømmeren96) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1413 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.