Det var begravelse nummer 691. Nu var der kun ni til hun kunne holde jubilæum. Agnete havde kunne misset én enkelt begravelse. Det var dengang, hun var indlagt med lungebetændelse. Heldigvis, var der kun én der døde døde i de tre uger, hun var indlagt. I gennemsnit, var der to, der døde om ugen i sognet.

Denne begravelse var lidt atypisk. Hun plejede at holde øje med dødsannoncerne i Lokalavisen. Men denne havde ikke været annonceret. Det var helt tilfældigt, at hun havde overhørt en samtale mellem Kirkesangeren og Brugsuddeleren. Det var heldigt.

Hun sad på sin faste plads. Bænk nummer 13 længst til venstre. Her var der en fin udsigt over hele kirken. Her kunne man sidde i fred. Agnete var ret fredelig. Lille, spinkel og næsten gennemsigtig. En grålig page og et par små briller. Hun var ikke en man lagde mærke til.

Agnete lagde til gengæld mærke til andre. Hun observerede. Hun fulgte med i alt hvad der skete i byen og kirken. Hun fulgte trofast med i det meste og lidt til. Men der var ikke mange, der tog notits af hende. Hun havde altid være den der observerede.

Agnete var genert. Blev altid mundlam og tør i halsen, når nogen talte til hende. Ordene aldrig rigtig kom ud. Bagefter vidste hun altid præcis, hvad hun skulle have sagt. Det skrev hun i stedet ned i sin logbog. Her blev hendes færden og samtaler nøje skrevet ind.

Søndag den 13. august: A. talte til mig i dag. Jeg fortalte, at jeg elskede hans stemme og jeg ikke kunne få nok af at lytte til hans mørke røst. Jeg kiggede ham dybt og længe i øjnene. Han kiggede tilbage. Tror jeg.

Agnete var interesseret i mennesker omkring hende. Nogen mere end andre naturligvis. Hun vidste mere om de fleste her i byen end de fleste.

Hun sad på bænken på apoteket og hørte hvad folk købte af medicin. Så hun vidste, hvem der havde fodvorter, hvem der led af migræne, hvem der havde kønssygdomme eller havde behov for fortrydelsespiller. Hun lyttede til samtaler over køledisken i Superbrugsen, mens hun lod som om, hun studerede bagsiden af eddikedunken. Utrolig, hvad folk plaprede ud med af personlige ting hen over køleren med fars og flæskesteg. Hun vidste, hvem der spiste økologisk, hvem der altid fik færdigretter, hvem der sendte tøj til rens og at graveren drak for mange Underberg i smug. Det havde hun også skrevet til præsten i et anonymt brev. Nogen måtte jo tage affærde.

Hun kiggede op på rammen med salmenumre. De hang fint med forgyldte tal. Hun bladrede i salmebogen. Det var de helt klassiske begravelsessalmer, der var valgt. Der var ingen overraskelser her. Der var til gengæld mange overraskelser, gemt bag byens ligusterhække.
   Fredag den 17. oktober: Stod uden for huset hele aftenen. De fik frikadeller til middag. Bagefter arbejdede han på kontoret. Hun så fjernsyn. De gik i seng 22.17.

Agnete holdt øje. Hun vidste besked om de fleste og om det meste. Hun havde styr på, at hundelufteren fra Lærkevej ikke luftede hund alene. Hun vidste, at maratonløberen fra Snevænget, slet ikke dyrkede marathon, men lagengymnastik med fodterapeauten fra Hovedgaden. Hun vidste hvem, der havde kørt skoleinspektørens kat ned. Det havde hun skrevet med blodrød læbestift på vinduet til hans kontor. Nogen skulle jo fortælle ham det.

Hun vidste meget. Og hun satte diskret gang i tingene i byen. Små diskrete sedler i postkasserne med hilsner fra det virkelige liv. Hun vidste, til gengæld ikke hvad hun skulle gøre, for at han skulle se hende. Hun var dybt fortvivlet over, at han pludselig havde fundet en anden. En der var ung, smuk og rødhåret. Hun var flyttet ind hos ham. Agnete følte sig svigtet.

Onsdag den 3. november: Der var ballade igen i aften. Hun fik tæsk. Jeg stod på terrassen og så det. Først en lussing og så gik han amok. Det føltes godt.

Han havde været enlig i mange år og Agnete havde fulgt med i alt hvad han gjorde. Hun vidste, at han nød at stå tidligt op og brygge stempelkaffe. Han ristede brødet. Spiste altid Klovborg ost med kommen. Hun kendte alle hans vaner og hans behov. Hun ville kunne lave hans yndingsretter, købe hans favorit aftershave, riste hans brød præcis som han elskede det. Ingen kendte ham så godt, som Agnete.

Men pludselig, kom den rødhårede furie ind i billedet og havde taget hendes plads. Agnete havde aldrig tilgivet hende.

Mandag den 12. december: Har sendt et nyt brev til hende. Fra en elsker. Og en stor buket blomster. Det blev leveret med bud, lige da han kom hjem. Han blev vred. Virkelig vred. Hun blev nærmest trukket i håret gennem hele huset. Det havde hun fortjent.

Agnete vidste, at deres forhold ikke ville holde i længden. Men det havde været et lang sej kamp over mange år. Det havde været mere sejlivet end de fleste. Den rødhårede var slet ikke god nok til ham. Hun kunne se det fra mørket i haven. Hvordan det langsomt, men sikkert gik galt.

Hun havde gjort sit for at hjælpe det på vej. Hældte salt i risengrøden, når den stod i høkassen ved bagdøren. Sendte blomster og breve fra hemmelige elskere. Ridset bilen, når den rødhårede havde været ude at køre. Ringede fra skjult nummer og lagde på, når han tog den. Hun kendte deres liv og deres vaner. Og hun gjorde sit, til at få det aflivet.

Søndag den 25. januar: Den rødhårede havde været på apoteket og købt en graviditetstest. Jeg kunne se på hendes ansigt, da hun havde været på toilettet, at hun var glad. Hun havde åbnet vin, stegt bøffer og tændt stearinlys. Brevet i postkassen ændrede stemningen. Hvem ville være far til en horeunge. Han sparkede det ud af maven på hende samme aften. Det var det eneste rigtige.

Begravelsen var i gang. Agnete kunne godt lide den melankolske stemning til begravelser. Nogle gange var kirken fuld af sørgende, der græd og hulkede. Andre gange var kirken nærmest tom og ingen savnede den afdøde. Dette var den sidste af slagsen. Hun havde siddet i sine egne tanker og havde glemt at høre efter. Hun ærgede sig. Hun havde været nysgerrig på hvem, det var der var gået bort, uden at hun havde opdaget det.

Hun holdt af kirken. Ikke at hun var specielt troende. Men hun var fascineret af det med Gud. Det, at der var en kraft, der trak i alle trådene - uden at være synlig. Hun gav ham gerne en hånd med. Nogen skulle jo gøre det.

Torsdag den 14. april Den rødhårede gik fra ham i dag. Da han kom hjem, var hun væk. Han ledte huset igennem og var hidsig. Smadrede ting. Har sendt hende et trusselsbrev fra ham til den nye adresse. Hun skulle nødig fortryde.

Agnete var lykkelig. De havde fået deres forhold tilbage. Nu kunne hun igen i fred og ro følge med i hans hverdag fra hendes faste plads i haven. Den velkendte tryghed. De samme gamle vaner. Det var sådan det skulle være. Hun var tilfreds. Sådan havde hun ordnet mange ting gennem årene.

Præstens stemme rungende. Lad os alle bede. Hun foldede hænderne og lukkede øjnene. Hendes yndingspassage fra Fadervor. Hun nød hans stemme.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
   Amen.