Jeg har altid håbet med mig, men ingen griner.
Det er ellers tatoveret på mit håndled, de ved det godt.
Jeg er hende den sjove, den grimme, sig noget sjovt, dans lidt.
Når man ikke kan være hende den flotte som de alle vil ha', kun hende nummer to når hun afviser dem, også nummer et efter at jeg ikke gider dem længere.
Er min joke ikke sjov, joker du nu?
Burde jeg åbne munden igen, efter den larmende stilhed jeg skabte endnu engang?
Siger det aldrig igen, åbner mig ikke, tør ikke smile, ikke til dem der kigger tilbage når jeg går bag dem. Ofte flere gange, er jeg farlig? Jeg skal jo samme vej. Jeg er den pige du er i lange forhold med, åbner døre for, taler med fordi hun ser trist ud, en fire ud af ti.
Hende veninden der aldrig kunne være mere.
Hvem skal passe på hende når vi skal ud at drikke? Der holdes møde, det er en hård opgave, en pligt, en byrde. Hun er sjov hvis du er til sort humor, eller jokes der er hørt før, hun stjæler dem fra folk, så fuck hende. Du bliver fordi din ven kan li' hende, kun derfor.
Vi ved det alle, men aldrig bliver det sagt.
Hun er den der tænker mest over det. Vi kan da grine lidt af hende, af selv det private om hende som egentlig ikke skulle ud, af det hun gjorde dengang som stadig holder hende vågen om natten. Det er sjovere at grine af hende end med hende, hendes jokes gør det hele så pinligt. I hvert fald for dem der lytter efter.