Prolog del 2


7 år siden 3 kommentarer Fantasy frygt ritual indre konflikt

3Prolog del 2
Hun åbnede døren. En let brise kærtegnede hendes hår, før hendes ... [...]
Fantasy · frygt, ritual, indre konflikt
7 år siden
5Prolog del 1
Hjulene rumlede og vinflaskerne klirrede. Dunsten af frugt hang t... [...]
Fantasy · fantasy, længsel, håb
7 år siden
10Stilhed
De sagde, at jeg var for ung til at blive mor. Men jeg fødte dig ... [...]
Kortprosa · følelser, frustration, familieliv
7 år siden
6Troldmanden og kærlighed
Døren til troldmandens laboratorium bragede op. · "Åh Alfons, jeg e... [...]
Fantasy · humor, kærlighed, fantasy
7 år siden
5Den sorte svane - Kapitel 1
Det er ironisk, at det er samme dag hvor jeg begiver mig mod ende... [...]
Romaner
8 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Flemming Hansen (f. 1981)
Hun åbnede døren. En let brise kærtegnede hendes hår, før hendes hvide kjole blændedes hans øjne.
   Maikor steg ud af kareten, og straks mærkede han varmen fra det hvide sand og de dødblege klipper.
   "Kom, Victor venter," sagde Kavia
   Maikor svarede ikke, men begyndte at følge hende op af den udskårne trappe der førte op mellem to tandtakkede klipper. Han kunne høre de vibrerende skrig fra gribbene. De mæskede sig sikkert allerede i kroppene ved klippens fod.
   Han kunne ikke se ligene, men den tunge lugt af død gav sig til kende hver gang vinden lagde sig.
   Han havde kvalme. Hans krop føltes tung. Bylten føltes endnu tungere. Men de mange trin på trappen blev alligevel hurtigt til få. Og da han nåede det sidste trin, så han den mørke skikkelse stå på klippeafsatsen som en skarp kontrast til den vidstrakte ørken der flimrede med hede.
   Ved siden af manden var et alter pyntet op med et beskedent hvidt klæde. Og Maikor gøs.
   "Rart i kunne komme, kære kusine." Smilede Victor.
   Maikor prøvede at finde en passende grimasse, men endte med at smile for bredt.
   Victor stod blot i sin sorte kåbe og stirrede forbi ham.
   Den sorte kåbe burde være ulidelig at have på, men Victor havde ikke en dråbe sved på panden. Og det antændte en frygt i maven på Maikor. For hvis selv ikke naturen kunne påvirke manden, hvad kunne så?
   "Tak kære, og tak fordi du vil gøre os denne store tjeneste," sagde Kavia.
   Victor smilede. Men i stedet for at svare vendte han sine øjne mod Maikor.
   Maikor gøs, for denne gang så Victor ham lige i øjnene. Og i flere sekunder var det som om at alle hans hemmeligheder var til frit skue for den lille tynde mand. Det var som om de blev opslugt af en sult der sitrede med hensynsløs intensitet.
   "Nå, og hvor har vi så synderen?" Smilede Victor.
   Hans ord var søde som honning, og Maikor kunne mærke Victors intensitet. Han kunne se det i de øjne der aldrig blinkede. Det var som om at Victor nød at se Maikor forsøge at finde et passende svar. Og netop som Maikor skulle til at åbne munden, svarede Victor, "Det må være dig."
   Maikor var rød i hovedet. Det var en underlig blanding af frygt og vrede. Hvorfor skulle han ydmyges sådan?
   "Lad os bare få det overstået, " sagde Maikor koldt.
   "Nej, for du skal jo først have en forståelse for hvorfor du ikke må avle med støvskabinger." sagde Victor
   "Den har jeg."
   "Har du? Men hvorfor står du så og knuger på den ting du holder? Er du sikker på at du forstår?"
   Maikor svarede ikke. Hvordan kunne Victor se den tvivl der voksede i ham? Hvordan kunne den lille forbandede mand med sultne øje opdage frøet bag hans frygt, og blotte hans sjæl?
   Maikor bed sig i underlæben, men fortrød det umiddelbart efter. Men mod hans forventning så han nu varme i Victors øjne.
   "Maikor, du har et blødt hjerte. Det er der ingen synd i." sagde Victor, "Men når den kærlighed bliver brugt forkert, lader du dig misbruge af det onde. Og den bylt du knuger dig så kærligt til, er en manifestering af ondskab - en bespottelse af din sjæl. Den vil have dig i lænker og kæder; pine dig med klinger og ild, og narre dig fra Skaberens hånd. Den vil dræne dig, og sende dig mod afgrunden. Så igen spørger jeg, om du forstår?"
   Klumpen i Maikors hals voksede, og han kunne ikke svare. Mod hans vilje kunne han føle sit ansigt krakelere til en karikatur af smerte. For han kunne ikke se nogen ondskab i barnet. Og kort efter begyndte tårerne at trille ned af hans kinder.
   "Vær en mand!" sagde Kavia
   Men Maikor ænsede ikke hendes ord. Tankeløst lagde han bylten på alteret. Og igennem tårerne så han vinden fjerne det løse klæde, og et spædbarn kom til syne.
   Hurtigt lukkede han øjnene og greb fat om sine albuer for at skjule hvor meget hans hænder rystede.
   "Det behøves ikke at være let," sagde Victor
   Langsomt åbnede Maikor sine øjne, og han så den lille pige på alteret.
   Den lille skabning som var en blanding mellem hans egen lyse hud og moderens sorte. Den havde hans runde ansigt og moderens store øjne. Øjne som nu stirrede ukyndigt mod små fingre med skrøbelige negle. Hendes hår var sort, men ej kruset som hendes mors. Langs hendes hudfolder var der små rander af fosterfedt der var begyndt at krakelere. Bitte fimrehår på hendes skudre blafrede næsten usynligt i vinden. Hun var det smukkeste Maikor nogensinde havde set. Og snart skulle han dræbe hende.
   Victor gik langsomt bag alteret imens han studerede Maikor.
   Maikor så på Victor. Hans fremtoning var pervers. Victor forsøgte slet ikke at skjule sit smil eller glimtet i sit øje. Han nød situationen. Mæskede sig i Maikors smerte. Hvordan kunne han være talerør for Skaberen? For hvordan kunne en mand som Victor fortælle hvad der var godt eller ondt?
   Maikor stod rodfæstet mens tankerne for rundt i hans hoved. Hans hjerte hamrede. Det suste i hans øre. Han skælvede da han så Victor finde en kniv frem fra sin sorte kåbe.
   Kniven blev langsomt ført mod barnets bryst. Maikor ønskede at standse den. Men han kunne ikke bevæge sig. Frygten og tvivl. Hjertehamren og bæven. Bevæg dig! Gør noget!
   Kniven ramte pigens hud. Der var lidt blod, skrigende gråd, men kun et overfladisk snit.
   Maikor ønskede at skrige, men han turde ikke selvom han kunne se den blødende baby.
   Hun havde fået et c-formet snit ved skulderen, og blodet flød ned af hendes arm og bryst, og ned på det hvide klæde hun havde været svøbt i.
   "Kujon, " tænkte han mens tårerne langsomt rendte ned at hans kinder.
   "Lad renselsen begynde..." sagde Victor og hævede kniven mod solen.
   "...Skaber, flammende lys! Vi beder om hjælp til at rense sort blod. En dårlig sjæl har besudlet en ren. Vi beder dig, hjælp os med at rense den beskidte. Vi beder dig, rens den beskidte for hans synd. Lad ham råde bod for hans gerninger. Lad ham bevise sin hengivenhed."
   Det var tomme ord tænkte Maikor. De var falske og forkerte, men han turde ikke at hæve stemmen. Han turde ikke handle.
   Det gik op for ham, at det var frygten der talte, for han kunne mærke sit hjerte dundre sin sang. Han vidste at ritualet var forkert, og at den eneste tomme sjælløse beskidte ting var ham selv. Og hvis han kastede barnet fra klippen, ville han blive det et væsen af støv - En tom sjæl. Og foran stod valget så tydeligt som sort og hvid:
   Han kunne vælge barnet og forsøge at redde det. Men så ville han blive udråbt kætter og henrettet, og barnet ville sikkert dø alligevel. Men han ville redde sin sjæl, uanset hvad Victor sagde.
   Hans anden mulighed var det liv han havde. Han kunne give efter for frygten og dræbe barnet med sine egne hænder. Han kunne beholde det liv han havde. Beholde Kavia, måske få hende til at elske ham igen. Han forstod hvorfor hun var bitter, men måske ville ritualet genskabe det de engang havde. Måske kunne de få et nyt barn. Et rent barn. Men til hvilken pris?
   For den anden mulighed ville ødelægge ham for altid. Hvem og hvad ville han blive? En ussel skabning der druknede sin sorg i vinens tåger, alt imens dæmonerne hviskede indtil morgendagens lys. Eller måske en mand som ofrede det bedste han var for at redde sig selv.
   Han kiggede på Kavia. Så smuk hun kunne være, men nu blot var en sulten skabning der kiggede med kolde øjne på det skrigende barn. Alt imens Victor dronede videre i ritualet.
   "...Og lad bespottelsen overlades til Skaberens nåde, og lad Skaberen dømme sjælen deri"
   Maikor hørte knap Victors ord. For et øjeblik var han fanget i den kvalmende stank af død. Hvorfor var luften pludselig så stille?
   "Tag det der, " sagde Victor og pegede på barnet.
   Maikor stivnede. Var det allerede tid? Var ritualet allerede nær enden?
   Han havde lyst til at flygte, at græde, at forsvinde. Men to sæt øjne holdte ham i skak. Øjne så kolde som ørkenens nætter. Øjne, der ikke viste kærlighed eller ømhed. Tomme, sjælløse og dømmende.
   "Tag så det, væsen, Maikor. Det var aftalen!" skreg Kavia.
   "Jeg..." begyndte han
   "Hvis du virkeligt elsker mig, så tag den ting! Afslut det!"
   Maikor lukkede øjnene, og åbnede dem først igen da han mærkede piges hud. Hans tårer var tørret ud, og for første gang så han hende. Så lille og fin. Og da han tog hende op, ansigt mod ansigt, stoppede hun med at græde.
   "Lad Skaberen dømme hendes sjæl!" Råbte Victor.
   Men ordene var bare luft. For et sæt mørke øjne fjernede frygten fra Maikors hjerte. En gnist der tordnede højere end skæbnens rædsler. Et øjebliks kontakt. Et øjebliks magi.
   "Kast nu den ting. Din kujon!" Skreg Kavia.
   Men for første gang i mange år, mødte han hendes blik.
   "En sand kujon er den der ej tør følge sit hjerte," sagde han stille.
   Han kunne se vreden blusse i hendes øjne. En bølge af had og frustration sitrede igennem hendes krop. Og han forstod hende. For i månedsvis havde han holdt hånden over den gravide slave.
   Det havde været endnu et slag i ansigtet på Kavia. Og nu i dag vanærede han hende igen.
   Men selvom hun ikke kunne se det, så elskede Maikor hende stadigt. Hun forstod blot ikke, at han kunne ikke trodset sit eget hjerte. Det havde han aldrig kunnet. Han kunne ikke blive det, som han i så mange år havde forsøgt at blive. Men det var først nu, at han ville erkende at blødhed var kernen i hans sjæl.
   Selv voldtægten af slaven plagede hans samvittighed. Og tanken om at han havde måtte løsgive hende, pinte ham endnu mere. For en slave uden herre, var en slave uden beskyttelse. Kun en henrettelse ville have været en grummere skæbne.
   Herreløse slaver, eller støvvæsener som Templet kaldte dem, var i realiteten lovløse. Og deres eneste håb om overlevelse var prostitution eller kriminalitet.
   Han kiggede på pigen. Var det den skæbne han kunne give hende?
   Måske ville det være mere barmhjertigt at kaste hende mod klipperne. For det liv som han kunne give pigen ville ikke være andet end lidelse. Herreløse børn overlevede sjældent længe i Keran.
   "Maikor, kast nu barnet. For min skyld!" græd Kavia.
   Hun rørte hans arm.
   "Vil du ikke nok?" fortsatte hun.
   Hun prøvede at fange hans blik, men han kunne ikke se hende i øjnene.
   "Jeg..." svarede Maikor.
   Han kunne ikke løsrive sine øjne fra pigen. Hun havde hendes moders øjne. For selvom hun stadig var en baby, kunne han se sin tidligere husslave i pigen - Ligesom han kunne se sig selv. Havde hun, ligesom ham, et blødt hjerte. Hvem var hun?
   "Kast det! Eller elsker du den ting mere end mig. Kast det!"
   Hendes negle i stak ham armen. Og før han vidste det, prøvede hun at rive barnet fra ham.
   Instinktivt skubbede han hende væk, og Kavia snublede baglæns mod afsatsen.
   Hendes øjne var udspilet, hende mund åben som et vrængbillede af frygt. Han havde elsket hende i tretten år, kaldt hende kone i tolv, og nu forsvandt hun i et øjebliks skrig som blev afbrudt af stilhed.
   Maikor stod lamslået og kiggede på afsatsen hvor hun havde været. Gripperne kaglede deres vibrerende sang mens de fløj forskrækket i luften.
   "Du slog hende ihjel, " lød det forbløffet fra Victor.
   Hans stemme var lav, som om at det var morskab frem for chok der motiverede hans ord.
   Maikor kiggede forskrækket på den lille tynde mand. Ord kunne ikke forlade hans mund. Han ville skrige 'nej' og ønske at han kunne gøre det om igen. Men gripperne hvirvlede i luften, Maikor stod lamslået, og Victor stod smilende.
   "Forstår du mig nu?" sagde Victor.
   Maikor faldt ned på sine knæ. "Min elskede, nej, nej" hviskede han.
   Victor gik stille hen mod ham. Maikor ænsende knap nok hånden på skulderen.
   Victor stod over ham som en rovfugl over sit bytte. Men da han talte var hans stemme rolig,
   "Jeg sagde, at støvskabningen ville have dig i lænker og pine dig med klinger og ild. Den ville narre dig fra herrens hånd. Og nu er du skyldig i mord..." sagde Victor.
   "Det var ikke meningen, jeg..."
   "Shhh, det var et uheld, det ved jeg. "
   "Kavia, jeg... undskyld, jeg... Det var ikke meningen!"
   "Shhhh Maikor, du kan gøre det godt igen."
   "Hvordan?" Maikor mødte Victors blik.
   "Fuldend ritualet, og giv din sjæl til Herren. Giv den til mig."
   Maikor svarede ikke. Han kiggede hverken på Victor, eller barnet som var begyndt at græde.
   "Mød mig ved foden af trapperne når det er gjort."
   Victor vendte sig om og gik.
Forfatterbemærkninger
Dette er fortsættelsen til 'Prolog del 1', som kan findes her:https://www.fyldep...9880/prolog-del-1

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/08-2015 12:18 af Flemming Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2140 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.