Jeg gik hjemmefra omkring kl 9. Regnen silede stille ned, og den ellers så pulserende gågade var stille, våd og grå. Det første ansigt jeg mødte var den altid smilende pige i 7-11, som solgte mig dagens smøgration med ønsket om en dejlig dag. Jeg havde musik i ørerne, så jeg smilede bare tilbage.
Da jeg ankom til lejligheden slog det mig, at den var tom. Det vidste jeg godt i forvejen, jeg havde jo selv været med til at tømme den dagen i forvejen. Men inde i mit hoved så den stadig ud som den dag, vi var flyttet ind i den. Ikke ret meget plads til reoler og deslige på grund af de skrå vægge, ikke så meget mulighed for udluftning, da kun en af væggene var ydervæg. Vinduerne var alle sammen på samme side. Lidt halvmørk nu, uden lamperne. Gennem døren ud til badeværelset kunne jeg høre min tidligere svigermor skrubbe voldsomt med en svamp på gulvet. Jeg hilste, hun hilste.
Jeg kunne stadig se mine egne, og hans løse hår på badeværelsegulvet, og på køkkenbordet stod et ensomt glas med fint bordsalt. Ovnen stod nu som ny, men foran komfuret stod en enkelt bradepande, stadig med brændt kyllingefedt fra sidste gang, jeg havde stået for madlavningen. Den måtte jeg have glemt da jeg pakkede køkkenet ned.
Jeg fik besked på at vaske paneler og dørkarme. Jeg satte min telefon til at afspille musik og gik i gang med klud og svamp. Min eks gik i gang med de sidste hylder i køkkenskabene, stilfærdigt fløjtende til musikken.
Mens jeg sad der og skrubbede nikotin af vinduskarmen, hvor vi begge havde stået glade og rygende et par måneder forinden, slog det mig, hvor meget historie der egentlig var her i lejligheden. I dette vindue stod vi den dag vi flyttede ind, med armene om hinanden, og nød udsigten. Vi havde været omgivet af halvt udpakkede kasser, tilfældigt, ikke endnu placerede møbler og sammenkrøllet avispapir, og havde lovet hinanden at her skulle vi nok få det godt.
En måned senere havde vi stået 10 mennesker der i vinduet, syngende, med dåsebajere i hænderne, og havde, i fællesskab med vores nærmeste venner, fejret vores nye lejlighed, og begyndelsen på det vi troede var et liv sammen. Her var vores historie for alvor begyndt.
Da jeg stod der og skrubbede, gik det op for mig, at det jeg skrubbede væk var vores eksistens. Beviserne for, at her havde vi boet var på vej ned i min spand med lunkent, brunt sæbevand. I stedet for lugten af sved og deodorant, mados, konfettirør og halvdoven øl lå der nu en lugt af eddike og klorin i stedet. Selv i soveværelset havde min tidligere svigermor været i gang på væggene, så man ikke engang kunne ane hvor sengen havde stået.
Mine tanker fløj i alle retninger. Mens jeg sad i hjørnet hvor kurven med mit garn havde stået, huskede jeg mine vrede udbrud, da jeg havde forsøgt at lære at strikke min første strømpe. Jeg huskede hans drillesyge latter, og at jeg havde været sekunder fra at kaste kurven i hovedet på ham. Da jeg nåede vindueskarmen, og skrubbede på en særlig genstridig plet, slog det mig, at den plet var fra vores allerførste uger i lejligheden, da enten ham eller jeg lidt halvfuld havde tabt en cigaretglød der.
Sådan fortsatte min dag, hele lejligheden rundt. Her var den klat skrigpink neglelak som blev spildt da mit forsøg på at male tånegle var fejlet, og jeg grinede lidt for mig selv da jeg huskede, at jeg højtideligt havde lovet at fjerne det dagen efter. Her var væggen lidt hvidere end andre steder, for her havde jeg hængt mine højttalere på hver side af fjernsynet. De højttalere havde spillet musik til mange af vores fester, og dagene før hver fest havde vi diskuteret sangvalget til playlisterne, da vi ikke kunne blive enige om, hvorvidt Alphabeat var det rigtige valg, og hvorvidt Nickelback var gode, eller bare middelmådige.
Gad vide hvilke historier, vi havde overset den dag vi selv flyttede ind? Hvor mange skænderier, brændte middage og omgangssyger havde denne lejlighed mon set? Og gad vide, hvordan historierne for de fremtidige beboere ville se ud?
Jeg nævnte ikke disse tanker for nogen af de to andre. Ingen af dem ville forstå min fascination af dette emne. I stedet fortsatte jeg med selv at have disse billeder i hovedet, imens jeg i mit stille sind tog afsked med dette kapitel i takt med at beviserne forsvandt. Og da jeg, i det allersidste minut gav ham et kram farvel vidste jeg, at vi ikke ville se hinanden igen. Da jeg begav mig hjem var det ikke med sorg eller bitterhed, men med spænding i hjertet. Jeg glædede mig til at se, hvordan næste kapitel i historien ville udarte sig.