Havet og vinden er som onde trolde, drivende iskoldt vand i kaskader sejler om mig. Jeg kan ikke holde mig fast længere, krænget op mod rælingen. Mit ene ben er som bly ramt af den splintrende mast. Mit tag svækkes, og jeg ser ikke bølgen før den kommer, den er enorm.
   Kenneth vågner, sætter sig op drivende våd af sved: "Hva' så, er jeg måske død?" tænker han.

I det samme ser han de to bajere på gulvet ved sengegærdet. Han sætter dem mod hinanden og åbner den ene i et snuptag, læner hovedet tilbage og tømmer den næsten i første hug. Tørrer langsomt efter med bagsiden af hånden: "Uha, det gør godt."
   Han rejser sig forsigtigt, altid forsigtigt på den tid af dagen. Balancerer i stående stilling et øjeblik, til han genfinder balancen. Så trisser han på bare fødder ud for at tisse. Mareridt og stemmer er det værste han ved. De har været der i meget lang tid.
   Han er lettet over ikke at være død, men nakkehårene står i panik. Foran spejlet glor han et øjeblik på den ilde tilredte hårmanke, de tværgående streger og den ubarberede hage. Nej gu'gider han ej bade eller barbere sig. I stedet lader han den kolde hane løbe, og stikker hele hovedet ind under den. Således klargjort går han gennem gangen og ind i soveværelset, hvor han standser og betragter bunken af halvbrugt tøj. Nix, han åbner klædeskabsdøren, på en af de halvtomme hylder ligger cowboybukser og nogle slidte tshirts. Han skeler kort til den anden side af skabet. Skjorter, habitter og bukser, alt det pæne på bøjlerne, som han aldrig bruger mere. Han kan bare ikke få sig selv til at smide det ud.
   Et blandet kor af tiskende stemmer, en lyd som af summende insekter, kryber ud mellem bøjler og jakkers mørke mellemrum. Han griber hastigt et par buks og en bluse, smækker døren i igen, og begiver sig ud i køkkenet med sin sidste øl. Han klæder sig på siddende ved den lille spiseplads, mens han beskuer tårnet af tallerkener i vasken. Derpå drikker han langsomt eftertænksomt: "Jeg er helt alene," funderer han; "helt alene, men hva' faen, det ville sgu nok være værre, hvis der var andre her:"
   Knap er tanken tænkt til ende, før en syrlig stemme hvisker ord i hans øre: "Næh, kammerat alene bliver du aldrig. Jeg har dig på sigtekornet. Jeg sprænger dig i luften, bum, bum. Hva' siger du så? Du er ikke den eneste fysiker her. Risø min bare, og så alle de krumspring, at du gider."

Kold sved på panden, hjernens stumhed, disse endeløse varsler om ragnarok. Udenfor hans kontrol zigzaggen hen imod telefonen, endnu engang for at ringe 112.
   Med dirrende stemme udtaler han sit navn, sin adresse, og beretter om bomben: "Så hør dog efter". Forbindelsen afbrydes i den anden ende. "Hva' så, hvorfor overhovedet bekymre sig?"
   Han taster hurtigt et nyt nummer ind. "Nyhedsekspressens Hotline, indtal din besked efter bip tonen og vi vender tilbage." Han gentager, gentager som nålen i en pladespiller, der kører i den samme rille.
   Krybet slangerne og den koldsvedende panik udmatter ham. Fuldt påklædt kravler han i seng igen, og forskanser sig skælvende under dynen.

Ejendomskomplekset ligner noget fra Østtyskland inden murens fald. Ensartede grå betonblokke omgivet af græs og fliser. Hun står ved nummer 27 og stirrer op mod tredje sal, og de to vinduer det må handle om. Der er helt trukket for hos Kenneth Bremer Madsen. Tidligere forsker på Risø, nu bistandsklient med adskillige indlæggelser bag sig, skizofreni og paranoia. Hurtig deroute fra populær TV ikon med solid uddannelse, kone, barn og stor villa i Fredensborg. Har manden forudset busbomben, eller er han bombemanden? Gal eller genial?"
   Marianne trækker vejret dybt ind, det sug, hun har i maven, er større end noget hun nogensinde før har følt.
   Det hele startede tidligt i morges, hvor hun af en pludselig indskydelse, nå ja måske ikke helt. Hun vidste at Mogens var syg og kunne godt bruge nogle ekstra timer, lidt flere kroner i kassen rent ud sagt.
   Maria og Louise der havde morgentjansen havde været så lette at overtale. Ingen af dem gad sidde ved Hotlinjen. Således tilbragte hun denne tirsdag morgen mellem 6 og 7.30 lyttende til gentagne eder, forbandelser og bekymringer. Hvis hun selv skal sige det er hun rigtig god til at snakke med folk. Nå ja, eftersnakke er vel det rigtige udtryk. Det gælder om at smøre tykt på medfølelsen og indignationen. Og at smile i en telefon, er meget nemmere på afstand, end i direkte krydsild. Folk lægger som regel på i et bedre humør med løfte om, at deres problematik ville blive behandlet i kommende avisartikler. Hvilket selvfølgelig ikke er helt løgn. Det er bare yderst sjældent der dukker større sager af samfundsmæssig interesse op, selvom det selvfølgelig er sket.
   Så ringede han, hans stemme havde lydt intens svagt dirrende, så ganske ulig alle andre denne morgen. Det var nok også derfor hun havde opfattet det han sagde som troværdigt. Det havde talt til hans fordel at han ikke havde leflet efter svar, blot meddelt sig, og lagt på igen. Hun havde forsøgt at ringe hans nummer op, men der var ikke blevet svaret. På alarmcentralen meddelte de hende blot at abonnenten var yderst velkendt og ofte ringede med lignende sager, manden var højest sandsynligt en psykisk uligevægtig person. Mon ikke de fortrød det nu. Marianne mærkede hvordan maven trak sig sammen mens hun tænkte på eksplosionen i bussen. Hun kunne vel også selv have gjort mere? Selvom hun ikke helt ved hvad det skulle have været?
   Ingen svarer da hun trykker på ringeklokken. Måske er han ikke hjemme. Såfremt det er tilfældet, skal hun stadig ind og i stedet tale med naboerne. Hun sukker og trykker på flere knapper, ingen svar. Irritationen breder sig som en svag rødme i kinderne. "Satans også". Så summer og skratter det i samtaleanlægget: "Det er Kenneth, hvem der?"
   Hun stirrer et øjeblik på den skrattende højtaler, metallet med mellemrummene, så tager hun sin beslutning og læner sig forsigtigt frem. Med hæs lidt fordrejet stemme siges navnet, adgangskoden. Ja det er jo ikke hendes eget navn, men hun er temmelig sikker på, at det vil føre ind bag den lukkede dør.

Merete, Merete, han står i entreen og jubler, bobler af forventning. Hun er tilbage. Han flår døren op og løber ud i opgangen. Trinene nærmer sig: "I guder hvor skal vi snakke," tænker han: "jeg tager mig sammen, det kan jeg godt. Alt for Merete."
   Toppen af hende, det mørke dyb sorte hår, blankt som altid. Men ansigtet er forkert, ungt, alvorligt, smalt, uden smilerynker.
   Alt krænger sig sammen i skuffelsen, stivner, farer frem, griber om personen og rusker. Rusker vildt uhæmmet vredt. Ansigtet måber blegt panisk, og falder om i hans arme. Uroligt klasker han på kvindens kinder: "Hallo, hallo, er du der?"
   Hun ømmer sig jamrer stille. Han trækker hende efter sig ind i entreen, hun er tung. Han sparker døren i efter sig med foden, og trækker kroppen videre ind i stuen. Hun ømmer sig igen og prøver at komme fri, men han har et godt fast greb om hende, mens han anbringer hende på sofaen. Hun er køn på en stilfærdig hverdagsagtig måde, næsten som Merete i starten de kendte hinanden.

Meretes sved duftede friskt af fyrrenåle med en lille undertone af kamille. Måske var det en parfume hun brugte. Han havde bildt sig ind, at det var hende der duftede sådan.

Kvinden i sofaen lugter kun af sur sved, alligevel vokser et punkt af ømhed frem i ham, mens han betragter hende. Han griber hendes ene hånd og klapper den forsigtigt.

Lysende blink og et tåget ansigt, hendes krop gør modstand, men armene om hende holder godt fast. En svag kvalme og en ubehagelig følelse af at være ude af kontrol, hun synker ned i noget blødt. Nogen klapper hende hårdt på hånden, hun drejer kroppen og ser sig omkring og lige ind i et skægget ansigt. Chokeret trækker hun hånden til sig, og en lille indre stemme advarer hende om at være forsigtig, meget forsigtig: "Hej," hvisker hun: "du må være Kenneth."

Han sidder i lænestolen ved siden af, hans lange krop er krøllet helt sammen i den lille lænestol, der drypper sved fra hans pande og skægstubbene på hans hage ser vilde og utilregnelige ud: "Joh", svarer han og retter sig lidt op i sædet: "Hvem er du? Hvorfor sagde du, du var Merete og hvad vil du?"

Fra sin liggende position forsøger hun at finde samling på det hele, hun er kommet ind i lejligheden han må have slæbt hende herind. Han ser ikke ubetinget rar ud, flugtmulighederne er vist lig nul, hun sætter sig forsigtigt op i sofaen: "Det var mig du ringede til på Nyhedsekspressens Hotline", hun holder en lille kunstpause: "Har du slet ikke hørt nyhederne?"

"Næh, jeg har sovet. Hvorfor?"

"Det ser ud til at du stort set fik ret med din advarsel i morges. Hele kvarteret nede ved Rømers Torv er i undtagelsestilstand. Der sprang en bombe i en bus ca. klokken halv ni i morges. Politiet vil helt sikkert snart komme forbi for at tale med dig. Jeg er kommet for at høre din version af historien, hvis du altså har lyst til at tale med mig." hun forsøger sig med, et skævt smil. Han smiler ikke tilbage: "Stemmerne, det var stemmerne der gav mig beskeden," hans store krop retter sig op, og øjnene gnistrer vredt imod hende.

"Du siger altså at du fik beskeden fra en stemme," hun ser forsigtigt på ham.

"Ja," han nikker sammenbidt: "den der stemme jeg ikke vil ha'. Det var derfor jeg smadrede stolen i køkkenet."

Hun flytter sig nervøst i sofaen: "Og det er ikke noget nogen har fortalt dig. Noget du har hørt på værtshuset eller gaden?"

"Nej," han stamper i gulvet: "Jeg snakker ikke med nogen, hvem skulle det dog være?"

"Næh, nej," hun tøver med at møde hans blik, stadig helt omtumlet efter rusketuren på trappeopgangen. Hun tvivler, tvivler på hans ord. Mon han overhovedet vil være i stand til at huske det, hvis det er ham, der står bag bomben. Han virker jo totalt gak gak. Men uanset hvad kunne liv jo være sparet hvis nogen havde lyttet i morges. Hun gyser ved tanken.

"Fryser du?" han ser på hende med et medfølende blik i dyb kontrast til de syge ord der lige er væltet ud af munden på ham. Hun nikker. Han rejser sig, vender ryggen til, hun overvejer kort, om hun skal stikke af. Men hun vil ikke kunne nå forbi ham ud i entreen, før han har indhentet hende, det er mest sikkert at blive siddende.

"Vi trænger til en lille stærk," siger han, idet han vender sig igen. Han har en whisky flaske i den ene hånd og to glas i den anden. Et lille smil baner sig vej mens han sætter sig over for hende og skænker op: "Ingen troede på mig. Gør du?" Hans blik rammer hendes intenst.

Ikke lyve, ikke lyve, tænker hun febrilsk: "Det ved jeg ikke," hun griber glasset og nipper til indholdet: "Det lyder jo mærkeligt, hvis en stemme skulle kunne komme med den slags oplysninger."

"Ja, det kan jeg godt forstå du siger," han sidder helt roligt over for hende; "det ville jeg også have ment dengang jeg var på Risø."

Stemningen er skiftet som ved et trylleslag. Selv mandens stemme er klar og tydelig uden undertoner. Lettelsen driver gennem kroppen og får hende til at sænke skuldrene. Nu ser hun på ham igen med mildere øjne. En stor bamset mand med daggamle skægstubbe og venlige blå øjne: "Lad os snakke om det," svarer hun: "Lad mig skrive din historie."