"During and after the second world war, he devoted his whole self trying to persuade the governments of the countries involved, of the hopes that lay in the newly found atomic weapons for great change for the better in the relations between nations and people. Things went rather badly".

"Jeg behøver dig, fordi du har overlevet min ødelæggelse af dig. I mine drømme og fantasi ødelægger jeg dig, hver gang jeg tænker på dig, fordi jeg behøver dig".

Her et rekviem for 'vi'.

Prolog

Og månelyset hører havet til og solen og skibene, som kan dækkes over med en tommeltot. Og gamle sandslotte og tildækkede grillkul, cigaretskodder, hører stranden til. Og mågeskrigene og bølgernes krusninger, som badebroen og iskiosken er lige så oprindelige som sandet, netop nu. Som var stranden skabt som sådan og siden da ugjort, som en hånd der rører et landskab uden at ville ændre det. Et blik der nyder en sovende uden at ville vække den smukt sovende eller bryde ind i de bevægelser, som den sovende gør sig. Ligesom denne sten er endnu en sten - at det kun er for mig at se at den er anderledes fra alle andre sten, når den ligger i min hånd, som set af mig, netop nu, men at jeg kaster den fra mig, som blot en sten.
   Eller at have været en sten, som var knuget af en større og blødere hånd. At være kastet ud fra et sådant greb, at være givet fri af en hånd.

Lamellerne klapper ved et åbent vindues luftindtag.

Et glemt, men varmt minder inviterer sig selv på besøg, som et glimt af lindring.
   Det som var godt viser sig for den trængende, som det øjeblik hvor et spøgelse lægger sig som et stykke stof over dig.

Mellemspil

Opstillingen er simpel. Under lyset af en lygtepæl sidder vores hovedpersoner. En dreng, en pige og en bænk. Pigen er bedre klædt på end manden, dækket af et blåt halstørklæde og en hue er der kun et par kuldeblå læber, en næse der snøfter og et par øjne. Også blå. Med lidt gult omkring iris, hvad den der ser efter vil se. Drengen er i sort. Og så er der det der efterår, som har diset aftenen til og bladene bløde... digt selv efterårssceneriet videre, det er efterår også for en træt fortæller, så hav mig undskyldt om jeg snapper rapsodisk.
   Drengen: Er det sådan der er i jordens indre? Altså, hvis der nu var et rum i jorden... nej, hvad er det jeg taler om?
   Han har mumlet ordene ned mod jorden, gnider den ene hånd mod tindingen, som for at gnide noget frem og ud af en postkasse. "Det er ikke rigtigt det jeg siger. Vrøvl".
   Han ser til pigen, men med en stille desperation ser han egentlig ikke efter hende. Han tror mere på sine egne ord. Og bøger. Særligt udvalgte bøger.
   Pigen: Eller på månen!
   Hun siger det sejrssikkert, hvad der sætter et spor i drengen, misbilligelse. Gennem tanken må det. Derinde bliver det testet og han nikker.
   Drengen: Jo, ja. Jo. Så skidt. Du får sgu ret. Jeg har ikke noget bedre, ikke nu.
   Pigen: Selvfølgelig har jeg det.
   Det falder bestemt ud og selvom drengen straks støder et 'ha' fra sig, holder pigen blikket fra ham og overbevisningen bliver siddende med smilet. Han må nøjes med kinden, som han flygtigt kysser. Det er en gentagelse. De ser på hinanden igen, overgiver sig.

Under lyset af en lygtepæl sidder manden og pigen på en bænk, da hundrede fugle af forskellig art lander i et bladløst træ og forvandler det til et farvepalads. Orange halse, gule næb, blå prikker, sorte fjer og sådan kunne jeg fortsætte, farvet er de, som en læbestift, der følger læbernes linjer præcist. Et vindpust griber fat om træet. Fuglene blafre. De fleste bliver siddende, nogle falder til jorden, endnu andre letter. Og så, den disede senefterårs-ro, igen.
   Drengen: Jeg kan sagtens klatre op i det træ. Helt til toppen. Ingen problem.
   Han slår ud med armen - det er virkelig ikke noget problem. For lysten eller tanken. Pigen klør sig i panden, rynker den i tvivl.
   Pigen: Sikker? Hun bider af, krammer sig selv. Skal vi ikke finde hjem. Jeg fryser. Og du må gerne varme mig, meget gerne. Hun holder sig selv fast i krammet, kryber sammen til en selv-klump. Med blikket vendt mod træet er drengen fortsat ved undersøgelsen. Fra gren til gren nikker han hovedet opefter med forestillingens kravleri og støder så fra.
   Drengen: Jeg gør det sgu. Det er denne tanke 'jeg gør det', der får hamsterhjulet til at dreje.
   Under lyset af en lygtepæl sidder pigen. Manden har rejst sig i et spring. Trippende, afventer han en piges dom, uden egentlig at tage sig af den.
   Pigen: Okay.
   Pigen har let til tårer. De løber ved afsked uden at gøre oprør. Og hun er også træt, ikke af efteråret, men som noget langsomt dræbt, træt.
   Drengen løber hen til træet, tager fat om en gren og svinger sig halvt op. Fuglene letter, enkelte falder til jorden. Træet står nøgent, igen. Han træder tilbage på jorden. Børster hænderne og svinger sig op.