Del 1: En sentimental rejse igennem Jylland

Perlestenene har knitret med korte mellemrum hen over morgenen og formiddagen. Vender mig, banker puden, slår dynen af, klør mig på ryggen, benet, særligt halsen. Bliver grebet af en, to, tre strøtanker. Sov! Hvorfor skal jeg savle så meget? Slap nu af, tag en slapper, ro. På siden, venstre, højre, venstre, skal det være på hovedet denne gang, væk med puden. Klokken lyder igen. Stygge moder sol og et hint af sommerluft slipper ind af vinduet. Nu kommer de igen. De jager over perlestenene i vågne samtaler. Jeg må op. At slippe dynen. Slip dynen, slip mig!
   Foran spejlet øver jeg et 'godmorgen'. De tre første kommer hæst ud. Men det fjerde; det fjerde lykkes et stykke ind i anden stavelse. Der er håb. Sørme, der er håb, selvom en hvilken som helst stemme kan tone frem. Siger det hurtigt igen og igen, det starter altid græsslåmaskinen. "Godmorgen, godmorgen..." Da jeg kommer til det tolvte lyder det så småt, ganske som det plejer. "Godmorgen". Jeg må også tage mig ordentligt ud. Et par dup i armhulen. "Jamen godmorgen". Nikker med hovedet, smilet, let ærbødigt. Og hatten, af med hatten. "Godmorgen". Det samme igen. Mere vilje, du mener det. Knyt næven. Spas det ud. "Goodmorning, jamen godmorgen herre. Goooooodmorning". Det er svagt, men det er nok.
   Der var kaldt til samling, men jeg skulle møde på kontoret. Døren havde knirket - så smør da de hængsler - meldingen var blevet givet. "Kom lige hen på kontoret, Martin. Gerne lidt tjept". Så jeg vrikkede med fødderne et, to, et, to, et, to. De første ulidelige skridt, imiteret. Så må man jo op. Påbegynde rutinerne. Gode sunde vaner, så man kan møde de andre og den stygge sommersol i øjenhøjde. Åbne øjnene og stirre frisk. Argh, jamen er det ikke fantastisk, med åndelige samtaler, lyt med røven, hvor er vi enige. Her er ingen smagløs start. Colgate på gummerne. Sensitive whitening. Hvidere tænder på fjorten dage.

Dannebrogsflaget blafrer. Skyerne er begyndt at klatte sammen. Højspændingsledningerne knitrer. Blåmejsen står stille i modvinden. Byghveden knækkes af traktorens påhæng. Det er en dieseldag. Jeg banker på døren til hovedkontoret og er straks i en stol. Peter kigger ned i papirerne, slikker på fingeren, bladrer, tager ordet.
   Veje kan krydses, de kan t-krydses, det kan gå rundt og rundt og rundt, og i mange henseender er det netop det, de gør, men det vigtige og det må jeg kunne forstå nødvendigheden af; sommetider må de skilles. Derfra kan de jo løbe ud i hver deres uendelighed, og hvorfor skulle de ikke gøre det. Men det vigtige er at de gør det hver for sig. Jeg får det at se igennem tysk fjernsyn, min åben og lukken af munden, må synes som den dårligste synkronisering af hans tale. Det genlyder, godmorgen! Han har talt færdig. Jeg nikker og rejser mig med et spjæt og et "ja," som ikke har hjemme i mig. Så er det bare om at komme afsted eller hvad? Jo, jo det er nok med det nikker han tilbage. Så jeg går efter nogle ord, som jeg ikke har forstået. Radise.

Jeg har taget opstilling ved kiosken med en velkendt blanding slik. Så er det ude med det, ganske fint vejr, og hvad har vi? En halspastil kan ikke redde den hals, og solen skinner ganske som var det i forgårs. Det regnede i går. Det var mandag? I går var det mandag. Kalenderen på min telefon gør mig det klart. Så jeg smager på det. Et spejlæg. Så danser benene igen, så går det helt af sig selv. Man kunne øve sig på noget guitarspil, det kunne jeg. Kunne, kan, kunnet, bom. En plan danner et land på en plan flade, langt fra at falde, kravle, gå. På et eller andet tidspunkt må det have en ende.
   Jeg går ned til busstoppestedet og tager opstilling. Ret op og ned.
   I bussen smutter småbyer og marker fint forbi. Vejen kan rigtig nok bumpe med den chauffør. Det må virkelig være den hurtigste måde at være en idiot på. Den gamle dame forrest i bussen stilleråber om vagt og gevær. Hun er forblevet from som en skarnsbasse, og da er det at jeg fælder en lille tåre, eller rettere jeg taber den simpelthen, ganske uventet. Om det var en trist tanke, der foranledigede det, er allerede umuligt at afgøre. Al tale om tristhed er i alle tilfælde forstummet. Nu handler det om tvivlsspørgsmålet. Var jeg ked af det, eller var der tale om et uheld? Kære Martin, græd du? Næppe. En kæreste kan og vil formentlig græde nok så meget uden opfordring, meget fint, håber jeg. Det hører til. Men mig?
   Den gamle står af. Eller hun er på vej. I tanken har jeg flyttet hende det lille stykke mellem sædet og døren. Det skete allerede med hendes tryk på stopknappen. Eller, hendes pegefinger på venstre hånd er i hvert fald på vej til at trykke. Men nej, hun trækker hånden til sig. Den skulle blot på en rystende tur ud i det fri. Fugen løber tungt på hendes overlæbe, mange grunde til bekymring. Anden verdenskrig, og omsorgssvigt, måske.
   Så hilser hun, viser mig med et kort blik og et smil at hun har set mig. Jeg drejer hovedet omkring, så langt det kan komme uden at falde af. Havde stirret på hende alt for dumt og alt for længe. Men bussen kører videre og så er det hurtigt glemt og væk med det.

Den sidste by havde tre bump, denne er med hvide totter, grønt krimskrams. Orientalsk ornamentik i en olieret vandpyt. Faste bryster på en ung - ung pige! Hun kigger op fra fortovet, jeg væk. Og derfra begynder min forklaringstrang. Jeg kiggede kun ved et uheld, det var slet ikke et rigtigt glubsk blik, nej mere en tilfældighed. Hun var blot der, hvor øjnene rullede forbi. Ikke mere, ikke mindre. Eller jeg kunne have sagt hende, at hun ganske enkelt var smuk, enkelt, ikke mere, ikke mindre. Derfra må det da være okay med det. Men jeg kan ikke bortvejre den oplevelse, det nøgne faktum, at der var 1 million bier, der lettede i horisonten, i bukserne, da jeg fik øje på hende. At alle pigerne har øjne i nakken. Hun skulle nusses under tæerne, kildes i armhulerne. Nappes. Jeg kunne have samlet hende op fra under et tæppe og løftet hende over hovedet. Sluppet hende fri og jagtet hende ind. Men ærlig talt var det var nok bedre om jeg kyssede en bil - med anhængertræk - på gule plader - i Polen. Er det mon blevet til femten km med alt det her? To mennesker i en bus, to mennesker på en strand. Vi er jo nærmest blevet strøet ud og himlen er da også blå. Igen, igen. Igen.

Damen og jeg har efterhånden kigget op flere gange, sådan lige med en lynsnap velvillighed. Hejsa, det helt okay, amen det gør ikke noget, fint vejr. Så jeg trykker på stopknappen for det har været tiden for det længe nok nu. Vi skal ikke længere nu. Nu.

Det kan gøre sig på tungen, gøre sig, men jeg tænker blot hvornår det siger vovhund? Det gjorde det for mine forældre. Og nu står jeg i Beder og den gamle dame sidder i bussen, som er kørt. En Netto-butik informerer mig om min tørst. Tørstig nu! 2 flasker for 20 kr. As I was goin' over the Cork and Kerry mountains på en bænk. Herfra hvisker jeg, så lavt at ingen hører det. "Herre hjælp mig med at binde disse snørebånd", men han fortsætter forbi. Så jeg kigger på min femkrone. Hvor svært det er at smide den fra sig. At smide den for en pose chips er intet problem. Smid den i terrænet. Smid den lige der i græsset og gå herfra. Der findes en sidste chance, det er sikkert med den, at ved at løbe en vis risiko, kan det lykkedes med den sidste chance. Men der er krav. Jeg må smide denne femkrone fra mig nu, og så må jeg gå herfra. Tage den næste bus, hvilket som helst transportmiddel. Se mig lidt mere omkring i det store Jylland.
   Bier letter. Det er let med det. Gamle mennesker sætter sig. Færger lægger til kaj. Det hele passer sit og så er der ikke mere i det. Gransk ikke mere her, den er drukket ud. Så ønsker jeg at det slutter? Vil jeg, at det hele slutter? Nej. Jeg forstår nok ingenting alligevel. Ingen beviser, og solen skinner endnu. Himlen er blå igen, igen. Igen. Der er en ny fodboldkamp på søndag, 90 minutter som venstreback. Det vil jo komme dertil, et hjørnespark, en halv clearing, og der har jeg ventet. Det sker med nødvendighed, at jeg flugter den bold ind i højre side. Det er ingen dårlig clearing, slet ikke. Forsvaret har gjort sit, når at presse ud. Men nu har jeg set den bold gå ind femten gange med en smule variation. Altid i højre side, efterhånden ganske tæt på hjørnet. Og da sitrer det i foden på den gode måde. Det perfekte møde med bolden, og en kasse som vil forbløffe de andre spillere og ti tilskuere. Jeg er gået. Glimrende gående.

Ude af byen, på landevejene mod Odder. Der er rigeligt med gårde, rigeligt med mellemrum. Klokken passer. Min rullekuffert, nok til at udgive mig for en rigtig rejsende - en rigtig rejsende. Det er jo det. Blot mønstre lidt gejst, så er man en rigtig rejsende. Ung nok til at være en rejsende og mindre end nul kroner i lommen, sådan som det burde være. Kunne det være bedre? Ja. Og lige inden jeg når Vejle, på en lille vej, der, vil jeg støde på en aflagt cykel fyldt med tang.
   Eller.
   Rusland; den betryggende lyd af det transsibiriske tog. Den rytme kan inspirere til en rolig hånd, en vellykket by-pass operation. Spaniens varme stræk uden knæk på vejen. Gotland, endnu mere ufarlig end Bornholm. Og Japan, der er der ingen der kender mig. København, Stockholm, Oslo, Reykjavik, vil ikke danne sig. Helsinki, Vilnius, Riga, Berlin, Tallinn. Beder, Århus, London. Dublin, Paris, Paris, Paris. Falder fra Eiffeltårnet. Gribes af en kuffert fyldt med lagener. Sover. Vågner i Madrid, Rom, Sarajevo, Amerika, USA, Odense, Svendborg, Bogense, Nyborg, Assens, Middelfart, Fåborg, rundt om Fyn med tredjeklasses geografitimer. Efter Faaborg kommer Assens, det er så simpelt. Og Norge, hvordan kan man være i verden uden at vide at Norge er ovenover Danmark. Stik nord og et spyt over venstre skulder.
   Jeg strækker armene til jubel, i sandhed skal jeg blive en rejsende. Og da jeg alligevel er ved en gård, drejer jeg op af indkørslen.
   Der er ingen ringeklokke, så der må bankes. En fluks vurdering af dørens beskaffenhed og jeg er bankende. Ikke for lavt ikke for højt, jeg rammer mellemlejet. Trækker vejret, sørme. Lukker øjnene, mander mig op, lidt ned igen. Skuldrene, der. Så kom da med det, hvem er du? Jeg er klar. Øver lynsnapt mit golfsving. Finder en revne i trappen med lidt grønt. Trin indefra. Nu. Pause. Trin. Pause. Kom nu. Døren, åben nu din dør.