Jeg går med hastige skridt. Mine fødder følger rytmen som fylder mine ører med musik. Jeg bliver forpustet og sætter hastigheden lidt ned, men tager så fart på igen. Jeg mærker mit hjerte slå hårdt og somme tider forestiller jeg mig at det springer ud af min brystkasse, som når der går hul på en ballon.
   Mange mener, at jeg ser selvoptaget ud når jeg går der i min egen verden, men for mig er det mit fristed. Et sted hvor jeg hverken behøves at smile med øjne eller mund, men det kan jeg hvis jeg har lyst. Her kan jeg suge kinderne ind og lave den trutmund, præcis som modellerne på en cat-walk gør. Jeg kan tage et skridt og føre benet på lige linje med det andet og vrikke lidt med hofterne, men jeg kan også gå ganske normalt og ase mine sko lidt hen ad jorden, men det vil jeg helst ikke, for så bliver mine sko slidte og jeg går altid med mine pæne støvler.