3Jordbærkys
Kære Maiken · Tusind tak for din mail. Hvor var det dejligt at høre... [...]
Noveller for børn/unge · ulykkelig kærlighed, forelskelse, kærlighedslængsel
1 år, 7 måneder siden
0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
2 år siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
2 år siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
3 år siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
3 år siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
3 år siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
3 år siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
4 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
4 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
5 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
6 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
6 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
7 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
7 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
7 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ned til vandet omkranset af kirkegården. Jeg går tit derhen på en lille aftentur. Ind i mellem hænder det, at jeg går ind i kirken. Jeg kan lide at sidde der i stilheden. Så diametralt forskellig fra templet i Herning eller Brande. Her sidder jeg på en af de første kirkebænke og suger stemningen til mig. Køligheden en varm sommeraften er sval efter de mange timer i kiosken. Der hænger et skib i koret, så smukt ciceleret. Det får mig til at tænke på det hårde liv på vandet.
   Ind imellem, i godt vejr, går jeg hen over kirkegården, fra den ene låge til den anden. En lille natursti, nedtrampet græs, fører hen til en bænk foran fjorden. Her er helt stille, hjørnet ligger i læ for kirkegården og nogle store træer. Solnedgangen er smuk her, blinket i vandet og de små joller foran mig. En gang imellem står der et par stykker ved våbenhuset, og hvis der har været arrangement i kirken først på aftenen, kan jeg møde præsten. Jeg går normalt roligt forbi dem, for jeg tilhører ikke menigheden. De hilser altid så pænt. En gang stoppede han mig, da han var ved at låse kirken af. Vi snakkede sammen et stykke tid, jeg tror godt han vidste, at det er os der har kiosken, selvom jeg ikke har set ham handle hos os. Han spurgte i hvert fald til kiosken og kiggede interesseret på mig, jeg forsøgte mig med et par neutrale bemærkninger. Han sagde
   - Det er nok ikke altid lige let at bo her.
   Jeg nikkede bare og så ud over vandet. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, for jeg har aldrig boet andre steder. Aftenluften var klar og sød af rapsmarken bag os, men det var begyndt at blive køligt.
   Vi kommer af og til i Ganesh templet i Herning eller i Sri templet i Brande. Fagotter, mundorgler og trompeter anslår ritet. Lydene er så høje at det er umuligt at tænke samtidig, man må bare leve sig ind, leve med i oplevelsen. Så divergerende forskelligt fra aftnerne ved Gl. Sogn kirke.

Jeg mødte præsten omkring Deepavali igen. Aftenen var for længst blevet mørk, og jeg så kun en skygge nærme sig, mens jeg sad på bænken. Jeg sad og besluttede med mig selv, at det var på vej til at blive for koldt til at sidde der, selv om farverne var så flotte og jeg kunne nyde grøden. Han må have læst noget omkring hinduismen for han ønskede mig lykkebringende Deepavali, god nytårsfest. Jeg blev glad for, at han var så opmærksom, og jeg greb hans fremstrakte hånd. På en måde er det nemmere, meget nemmere at give en dansker et håndtryk end en landsmand. Det var lige på kanten til nattefrost, hånden var kølig, men fast. Jeg rejste mig, og vi gik lidt sammen langs fjorden. Han spurgte til vores nytårsfest, og jeg forklarede, at vi glædede os til at spise god mad og give hinanden gaver. Ihærdigt forsøgte han at lære noget om vores kultur.
   Jeg kender den knap. Jeg er vokset op her, og har aldrig været på besøg i Indien. Jeg har ikke haft nogen at besøge, min familie har boet her. Jeg ved kun de ting der er synlige, dem man kan måle og så alligevel føler jeg mig fremmed i Danmark. Men det er ikke i forbindelse med traditionerne, det ligger et helt andet sted, i de amorfe, usynlige bånd, som binder min hverdag sammen.
   Jeg fortalte ham lidt om Mahabarataen, historierne i Bhagavad Gitaen er for mig ligeså velkendte og afholdte som H.C. Andersens eventyr. Han var interesseret og var bekendt med Mahabarataen, sammen glædede vi os over Arjuna med sit pilekogger, med pile så stærke, at han kunne danne tage over regn og et sigte så præcist, at han aldrig så andet end det sted på brystet, han skulle skyde.
   Jeg kan ikke huske, hvornår jeg hørte historierne første gang. De har altid ligget lige under huden, som en dæmpet hviskende fortælling, hvor jeg i levende billeder kunne se kampene mellem dæmoner og guder. Pandavaernes slugter som altid endte på dur. Historier hvor man troede, nu var der ikke mere tilbage, og så var der altid lige et sidste nyk, en sidste krølle som ikke var blevet fortalt.
   Præsten sagde, at salmen "Op Al Den Ting Gud Har Gjort" har megen lighed med historien om desmerdyret, der fandt de sidste støvede melfnug. Jeg stemte i, med det jeg kendte, salmen kendte jeg ikke. Men han fortalte mig, at alle konger i verden gik frem for at forsøge at sætte et blad på en nælde. Det lykkedes ikke på trods af den magt de havde, den de kunne udøve. Men Gud var i stand til at kunne sætte blade på nælder, i kærlighed skabte han naturen. Så kærlig som den fattige familie på bjerget, som i flere år levede af bark og græs og gemte den sidste skål mel til en ganske særlig begivenhed. De giver en fattig, mager sadvu den sidste skål mel uden skelen til at de selv sulter, og desmerdyret ruller sig i de sidste støvkorn. Pelsen bliver forgyldt der, hvor melet rammer, men han finder aldrig en maharaja eller familie lig denne, som i næstekærlighed og omsorg giver det sidste de ejer fra sig, så hele pelsen kan blive forgyldt.
   Vi gik langs stien i gåsegang, der var pløret et par steder, hvor vi hoppede over vandpytter. Alligevel fik vi begge våde skosnuder. Da vi nåede Baggers dæmning, vendte vi og gik tilbage samme vej. Jeg var glad for, at han brugte tid sammen med mig. Jeg fik lyst til at inviterer ham ind i kiosken, overrasket sagde han
   - Ja, tak. Det vil være en glæde.
   I løbet af den vinter kom jeg ofte i kirken, meget tiere end i templerne. Roen ved at sidde og kigge på freskerne af djævelen og den sidste nadver, Jomfru Maria med det lille barn virkede lysere og tryggere på mig end den infernalske støj, larm, roden og regeren i templet. Klokkerne i templet, den grå røgelse, duftene og jasminerne i blomsterkransene bedøvede sanserne. Det er meningen, at man skal komme tættere på guderne, tættere på det åbne himmerige ved at bedøve sanserne så meget som muligt.
   Døbefonden midt i rummet virkede lys op imod altertavlen. I våbenhuset lå der pjecer om fresken på den venstre skibsvæg, som kunstnerisk og bevaringsmæssigt bliver beskrevet som et af de fineste i Nordeuropa. Mens jeg sad og nød stilheden og freskerne, hørte jeg støj bag mig. Det var præsten som kom ind sammen med kirketjeneren. De talte lavmælt foran alteret, om en forestående begravelse. De planlagde.
   Deres snak fik mig til at tænke på Arjunas kamp med sig selv, over at skulle dræbe på slagmarken. At han blev overbevist af Krishnas lovord om, at livet og døden er to sider af samme sag, og at vi ikke har ret til, vi må under ingen omstændigheder kæmpe for tab eller vinding, men bare nøjes med at gå med modstanden og forvinde retfærdighed mod det højere der er på spil.
   Jeg tænkte, at når de var færdig med at tale sammen, ville der være en begravelse, der var planlagt, et menneske der var parat til at forlade denne verden. Vores hylster.
   Sadvuerne og braminerne i mit hjemland var så anerledes end den danske præst jeg mødte. På en måde mere farverig, selv om de var magre og religiøst skaldede.
   I templet i Herning fylder riter med voldsomme mantraer rummet, og de rituelle ryk i øreflippen samtidig med buk i knæene, i en ekstatisk, manisk gestalt er så anerledes end præstens rolige varme blik, som udsender tryghed og en indre sjælefred. Jeg får indtryk af, at min brahmin selv søger efter noget. Higer, mangler noget. Men det kan måske hænge sammen med, at de bliver nødt til at forblive tro imod energien og helt uden begær kunne sige, at helvede er besøgt.
   På en måde søger jeg et tilhørsforhold, som jeg finder her i Gl. Sogn kirke. En mulighed for at få lov til at sidde i fred og få formuleret nogle af de ting, der er svære for mig at formulere. Præsten lader mig gøre det, selv om jeg ikke er medlem af folkekirken.
   Uanset om det er templet eller kirken, kommer jeg her som et syndigt menneske, jeg kan ikke lægge mine begær fra mig. Jeg føler sult. Kunder i butikken, der ikke opfører sig ordentligt, bliver jeg vred på. Jeg er slet ikke færdig med at være menneske. Min skyldfølelse bliver mindre begge steder, det ene gør mig svimmel i mangfoldigheden, det andet gør mig tryg i ensomheden. Olielamperne og alterlysene, samhørigheden med noget højere end en selv.

Jeg træder forrest ind i kapellet. Der er fire stolerækker på hver side, med fire stole hver. Bagerst er tændt et par stearinlys på et konsolbord. En mand og en kvinde står på en stubmark med en vognkærre foran sig. Det er skumring og solens sidste stråler anes bag dem. De er forpinte, som jorden de står på. Jorden er hvælvet som moders skød og alligevel absolut ufrugtbar. Jeg finder ingen trøst i deres armod og bøn. Jeg mærker det sitre igennem deres skuldre, af angst for vintrens komme uden mulighed for at skabe grøde. Jeg mærker deres manglende fodfæste og lugter deres sult. Jeg ser dem fattes om hverandre, i håbet om, at vinteren dette år ikke må blive så lang. Ulden kradser mod mandens kraveben. En fattig forgjort trøje hænger ned. Han har sin luende hue i hånden, og jeg sanser den tunge træthed igennem deres marv. Jeg drages ved billedet og forsvinder ind imellem dem og deres bøn. Jeg ønsker kun, at de må høres et sted fra. At noget større vil tage dem og sende dem tættere mod livets kant. Kartofler ligger under dækkenet. Endnu ikke nok til at brødføde dem hele vinteren. Jeg mærker deres angst for morgendagen. Sammen har de hverandre og alligevel står de så uafhængigt af hinanden. Solen mister dem af syne. Hænderne er kolde og blæsten tæt på.
   Jeg ser den hvide kiste, før jeg skimter hende, og bevæger mig sanseløs nærmere. Jeg ser en mand hjælpe en anden med at lægge låget henover. Det passer ikke helt og må rettes til ned i mellemrummet. Svingningerne fra boret da skruerne bliver sat i, danser rundt for mit blik, men uden lyd på. Sølvfarvede orkaner i et hvidt hav. Jeg træder hen og lægger hele min overkrop hen over kisten, men mine knæ bøjer den forkerte vej og jeg knikser i stedet rutsjende i en bane mod gulvet. Lige inden jeg rammer tæppet, gribes jeg af et par arme bagfra, som samler mig op og rundt, som var min krop et stort klæde, han kaster over den ene skulder. Jeg finder mig i det, og bliver slæbt ud af kapellet bagved kisten. Jeg buler. Vi går de få skridt ind af en opkørsel til det grønne krematorium hånd i hånd, i utakt. Ibrahams højde får mig til at føle mig som en helt lille pige, og det er først, da jeg står i krematoriets vestibule, jeg kommer så meget til mig selv, at jeg slipper hånden og griber kanten på kisten en sidste gang. Den får et tørt rut kindkys på enden inden den kører væk og jeg vinker, da den drejer om hjørnet. Jeg går hen til Ibraham og lægger min hånd i hans. Han trækker mit hår ud over jakken og glatter det. Vi står et øjeblik. Så begynder vi at gå op af trappen, ud af hoveddøren og tilbage til parkeringspladsen.

Jeg besøger bedstemor Veeras gravsted på kirkegården. Der er et stendige hele vejen rundt om de små haver. Til venstre for kirken er der en græsplæne, med de ukendtes gravsteder og længere til venstre for dem, er den uinviede jord til os og andre ikke kristne. Jeg har et ganske lille urnegravsted at passe. Øverst på den lille natursten står bedstemor Veeras navn, Veera Gayatri, så kommer min mors navn Shanti Gayatri og til sidst Davan Gayatri min bedstefar. Ingen af de to sidste har jeg kendt. Ind i mellem ser jeg folk forvilder sig over græsplænen og begynder at læse de fremmede inskriptioner. Jeg har blomsterranker med og et kirkegårdslys. Imens jeg hænger mine blomsterranker henover stenen, kommer en kvinde forbi og stopper op for at betragte det jeg laver. Jeg vender mig rundt for at indlede en samtale, måske hun gerne vil vide noget, om det jeg gør. Det er ikke specielt rituelt, bare en god gerning. Hun begynder at gå fra gravstedet da jeg vender mig. Hendes gang er rolig og hun virker ikke nervøs over mødet med mig, men det kan være, det er for meget ligefrem at tale med mig. Jeg vender mig rundt igen, og opgiver at få kontakt med hende. Jeg husker, at jeg som barn har besøgt kirkegården med min bedstemor Veera og at det var svært at holde mig alvorlig og fattet igennem hele ritet. Bedstemor Veera havde faste ritualer i forbindelse med besøget på kirkegården. Uanset årstiden skulle vi hente vand i den store grønne kande som kun blev fyldt halvt fordi ingen af os kunne bære den, hvis den var hel fuld. Så blev stenen vasket og der blev gnedet smør og sandeltræsolie ind i inskriptionerne. Til sidst fik den nye blomsterranker, som indrammede stenen. Ukrudt blev fjernet sirligt, og omsorgsfuldt blev der plantet et kirkegårdslys, som hun bad til ville brænde til vi kom igen. Jeg var ikke klar over, hvor vigtig hun syntes denne gestus var, så sidst i forløbet blev jeg pjattet og begyndte at blive urolig. Bedstemor Veera skændte på mig når hun opdagede det.
Forfatterbemærkninger
Hjælp til slutningen behøves :-)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/02-2016 17:54 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2296 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.