Lokalbladet


3 år siden 3 kommentarer Noveller virkelighed arbejde glæde

3Lokalbladet
På Lokalbladets redaktion var det yderst sjældent, at der ikke va... [...]
Noveller · virkelighed, arbejde, glæde
3 år siden
4Armen i karmen
Alex stønnede højlydt, mens han duppede ansigtet med en tot twist... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lone Als (f. 1958)
På Lokalbladets redaktion var det yderst sjældent, at der ikke var øl og vin på bordet eller i køleskabet samt snacks og sødt i rå mængder. Hele atmosfæren var hyggelig og tilbagelænet i en sådan grad, at medarbejderne glimtvis glemte, at det rent faktisk var en arbejdsplads. Lokalerne virkede som hyggelige dagligstuer med kunst på væggene, gulvtæpper, bøger i vitrineskabe, planter samt papirdynger her og der, toppet af tomme kaffekopper, og køkkenet var naturligvis fuldt ekviperet. Kun antallet af PC fladskærme sladrede om, hvad der egentlig foregik.
   Lige med undtagelse af en gang om ugen på deadline-dagen, da brød helvede løs, og alt skulle på plads i en slags sidste-øjebliks-handling. Hver gang var stemningen kørt op, og ingen af medarbejderne agerede normalt, men fik hedeture, tiks og kløe.

"Puh, så fik vi endnu en avis i kassen" prustede Mester, "se lige efter, om ikke det ryger fra mine boller". "Ja, den er sendt i trykken, og det må fejres", fastslog Noller, avisens journalist, og begyndte at pakke sammen, nu skulle de på den lokale og fyre den af, ganske som de plejede, når alt det hektiske var overstået.
   På Præludium Bar gik snakken som sædvanligt livligt, og bemærkninger som "er du gal mand, han var som 200 dørmænd i én krop" og "ja, min moster er faktisk tamburmajor i Christianias pigegarde" svirrede i luften, da de ankom. Det var stedets friske bartender, Louise, der stod for den sidste alvorlige kendsgerning.
   Jesper, der til daglig arbejdede som tilrettelægger på et trykkeri med en kolerisk chef og samtidig var tilknyttet Lokalbladet som korrekturlæser, havde siddet der nogen tid og mødte kollegerne med den sædvanlige kommentar: "Nå, fik I - heller ikke denne gang - rettet alle stavefejlene, som jeg fandt?" "Vær nu ikke så spids, det hele kulminerer hver fucking tirsdag kl. præcis 14:30, og indtil da går det lidt for stærkt, dét ved du da udmærket, sådan er det bare i branchen" pointerede Trisse, avisens blæksprutte.
   Jesper henvendte sig til Noller, mens han hældte øl i glasset. Der var en helt anden sag, der interesserede ham. "Du, jeg sidder her med en ven, der har skrevet en bog. Kunne det ikke være interessant for vores læsere at skrive lidt om den, lave en omtale af bogen, der jo er udkommet på eget forlag?" Noller, der også skrev artikler for andre lokalaviser, kløede sig tænksomt i nakken og gjorde et notat i den allestedsnærværende bog, bogen, der kun var udenfor rækkevidde og synsfelt, når han tog et bad. "Hvad handler den om?", spurgte han interesseret. Også Mester slog ørene ud, da Jespers ven først lettere genert, men snart med store armbevægelser og klar stemmeføring besvarede spørgsmålet og fortalte, hvordan bogen var blevet til. "Jeg tror her er en god, lille historie og vil gerne læse bogen, derefter kommer jeg tilbage til dig om et eventuelt interview" rundede Noller det af, "skriv også lige dit telefonnummer ned". Mester, der allerede var på sit andet glas rødvin, stak albuen i siden på først Noller, så Trisse og nikkede sigende over mod raflebægrene. Inspiration var der nok af at hente ude i byen som nu Jespers vens bog, men hver ting til sin tid. Louise fik travlt igen, da de bad om at få fyldt glassene op.

Dagen efter, da redaktionen igen var i lave omdrejninger, trak Trisse en bageplade ud og fremdrog en kage. Duften herfra førte fluks Noller til køkkenet, men Trisse bøjede sig beskyttende over kagen og lod ham forstå, at han ikke ville få et stykke, hun var lettere skamfuld. Den skulle fortæres hjemme om aftenen, og hun havde set sit snit til at spare lidt af sin fritid. "Men du må slikke skeen og dejskålen", lovede hun ham. Mester, der passerede køkkendøren i det samme, kunne ikke dy sig. "Det, du tilbyder dér, må være som at sende en sexgalning et fingerkys" sagde han og skyndte sig væk.

Noller sukkede, når ikke han kunne se frem til at sidde på hverken kontorstolen eller barstolen, var han ikke helt sig selv. Et interview skulle foretages hos en ældre borger ved navn Feddersen, en kvinde der i en sen alder havde slået sig på keramik. Han stod ude på trappen og trykkede fingeren mod klokken, og døren blev straks revet op. "Kom endelig ind", kvidrede kvinden, som hvis der havde været mesterskaber i rigelige ansigtsrynker, ville have vundet stort, "vi kan sidde i karnappen og snakke, jeg har en lille én til halsen klar også". Noller, hvis rygrad rent faktisk var som en kop kakaomælk, så straks lysere på det hele, lod sig lede til karnappen og dumpede ned i en lænestol. Hun var tydeligt nervøs, så han forsøgte at fremelske den samme hyggelige stemning som på redaktionen, godt hjulpet af den lille skarpe. Feddersen lod munden løbe om keramikkens herligheder, og Noller skriblede ivrigt i bogen. Året forinden var hun blevet enke og kedede sig derfor gudsjammerligt, men et barnebarn forærede hende en drejeskive, noget ler samt en gør-det-selv bog om emnet. Da hun ikke vidste, hvad tiden ellers skulle gå med, kastede hun sig ud i det, og havde efterfølgende ikke kunnet slippe arbejdet med at forme alle mulige forskellige brugsting, lavede stort set ikke andet, meddelte hun. Lige netop dét tror jeg på, tænkte Noller mens han stjålent kiggede sig rundt, renlighed var ikke hendes stærke side, støvekluden var vist sendt på pension, arm i arm med gulvskrubben. Kvinden satte trumf på den lille historie ved at bede dem trykke, at hendes ting kunne beses og eventuelt købes i en bod i gården på adressen den næstkommende søndag eftermiddag. De sludrede lidt om løst og fast, så rejste han sig, takkede, og begav sig mod entreen. "Tusind tak for det hele, jeg glæder mig til at se artiklen", hun vinkede glad med et lommetørklæde.
   På vej tilbage strejfede tanken ham, hvor banal historien var, og om den overhovedet var værd at bringe. Men på den anden side, tænkte han videre som så ofte før, var den slags helt-nede-på-jorden-historier ting, som folk gad læse, og som de kunne forholde sig til uden at få hovedpine; rent faktisk var historierne medvirkende årsag til at gøre bladet til det gode lokalblad, det var.

På et tidspunkt mente Mester i sin egenskab af chefredaktør, at de skulle prøve noget nyt, prøve at være mere på forkant med nyhedsformidlingen, og dermed undgå det værste stress og på den måde få en mindre hæsblæsende deadline. Han nævnede, at det ville være fint allerede at lave om på tingene i forbindelse med trykningen af næste nummer. "Hvad tænker du helt specifikt på?" spurgte Noller, mens han med et smil på læben kom mælk i kaffen. Redaktøren pillede sig i næsen med en blyant, foldede hænderne bag nakken og studerede tilsyneladende loftet grundigt. "Sagen er lige p.t., at vi lover for meget og har alt for mange løse ender, det skal vi ha' minimeret hurtigst muligt. Desuden burde vi skrive nogle artikler og have på lager, f.eks. lokalhistoriske ting eller andet, der kan hives frem til en given lejlighed". De snakkede lidt frem og tilbage om stoffet, der jo rummede nyhedsstof, politirapporter, debatfora, artikler om det lokale handelsliv, og ikke mindst artikler om borgerne, der på forskellig vis gjorde sig bemærket ud over det sædvanlige. Stof var stof, dertil kom reklamer og annoncer samt en tegneserie og andre muntre gengangere, når det hele var rystet sammen, blev det til et blad. Noller tændte en smøg og lænede sig frem. "Hør nu her, gamle ven. Denne hér snak har vi sgu cirka en gang om året, og tingene bliver aldrig anderledes. Vi arbejder bedst på den måde; mere og mere arbejdspres til der skal bæres skum fra os i spandevis inden kulminationen, så slapper vi af et par dage for så at tage fat igen. Jeg for min part - husk, at jeg også har andre arbejdsgivere - er helt tilpas og godt kørende. Min uundværlige bog indeholder altid millioner af bogstaver, der kan omgøres til artikler, indlæg, fakta bokse, etc. Det hele kan jo også blive for arrangeret, arbejdet må ikke tendere at blive ligeså kedeligt som hele sidste efterår. Jeg stemmer for, at vi har "business as usual" på godt og ondt, så længe der er mest af det gode". Mester trak på skuldrene, han var kommet i tanker om nogenlunde det samme og kunne godt se pointen. Mærkeligt, som dét med mere struktur åbenbart dukkede op i - og forsvandt fra - hans hjerne med mellemrum.

På næste deadline-dag gik det derfor lige så hedt for sig, som det plejede. I allersidste øjeblik blev
   overskrifter knaldet på artiklerne, fotos passet ind de rigtige steder, annoncer og reklamer godkendt og de sidste detaljer og rettelser presset igennem, så trykningen af avisen kunne gennemføres. Selv om omgangstonen normalt var fri og hyggelig, kunne det ikke undgås, at de sådan en dag kom til at råbe op, og de ellers så almindelige kontornegle blev til spidse syle.
   Mester kom småløbende gennem lokalerne. "For satan, Noller, hvor kommer den ½-sides på side 14 fra, der er jo ikke plads, der er disponeret, og så prøver du at skubbe noget andet materiale ud, hvad har du gang i, mand?". Noller forsøgte at forsvare sig med et "jamen, det handler jo om selveste Borgerforeningen, og jeg lovede højt og helligt formanden at bringe hans ...", men kunne godt høre, at udtalelsen ikke ville vinde nogen priser. "Stop det pis, råbte Mester, det kan ikke nytte noget, din artikel må vente til næste uge, og sådan bliver det". Noller sparkede vredt til en halvfyldt papirkurv på vej hen til PC'en for at efterkomme chefens krav.
   Trisse nærmere sig Mester med sin mobiltelefon, rakte ham den, mens hun mimede ordet "Trykkeriet". Han tog telefonen og bjæffede sit navn, så tav han i ca. 30 sekunder, hvorefter han trykkede rød telefon, mens han bandede længe og inderligt. "Det var fra trykkeriet, de er pissesure over ikke at ha' modtaget filerne endnu og lader meddele, at de lukker og slukker, hvis ikke de gør det inden 20 minutter. Ja, vi forstår vel et vink med en badebro, så lad os nu for himlens skyld blive færdige og få tjek på vores ting, ik?"
   Avisstoffet og selve avisen faldt på forunderligste vis til sidst på plads, og skuldrene kom igen ned fra ørehøjde.

På Præludium Bar trak de vejret lettet og blandede sig med det øvrige stampublikum. Noller havde sneget sig fra baren ned til et bord og sad med en whisky og bagte bravt på en pige fra Vestegnen. Med halvt lukkede øjne underholdt han hende med uddrag fra en journalists spændende, ja til tider ligefrem eksotiske liv, nationalt såvel som internationalt og lod bemærkninger falde om store mediebegivenheder og fantastiske events, nattefester og de kendisser, man dér kunne træffe. Han havde tidligere scoret på noget lignende. Mester og Trisse sad i baren og snakkede tilsyneladende fortroligt, de talte lavt med ansigterne tæt på hinanden. Jesper sad og fedtede med en avis, rømmede sig og sagde henvendt til Mester; "Nu har jeg besluttet mig. Du kan slette mig af lønningslisten, jeg siger op som korrekturlæser, I retter jo alligevel kun halvdelen af de fejl, jeg finder, det er skide utilfredsstillende." Han bankede hårdt i baren med en udstrakt pegefinger for at understrege hvert ord. Mester syntes nok, han var lidt nærtagende, men tog imod opsigelsen og glædede sig i sit stille sind over, at han for nylig havde modtaget en uopfordret ansøgning fra en herre ved navn Alfred, der påstod, at han var udstyret med røntgenøjne, var skuffens skarpeste kniv og boede lige rundt om hjørnet. Samtidig kunne de så passende benytte lejligheden til at stramme op om de fundne fejl, så rettelserne i virkeligheden blev implementeret og ikke bare tabt på gulvet.

Der faldt ro over feltet, Louise tørrede baren af og skruede en anelse op for musikken. Snart blev der raslet med terningerne, og meldingen "fem af en slags" gled belevent ind i aftenens samlede lydbillede.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/03-2016 19:02 af Lone Als (Diana) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1995 ord og lix-tallet er 40.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.