En latterlig uro i en fugleflok vækker mig. Jeg suger lidt savl til mig, tager mig til de mest svedige steder, ser på uret og lader det afgøre om jeg har sovet nok. 9:34, det bliver til cirka syv timer, ergo ikke.
En drøm har stadig fat i mig. Jeg dykkede i havet efter en gul kroketbold. Den blev taget af strømmen og forsvandt næsten fra mig i grums. Men jeg fik den. Det var først da jeg kom op, at jeg opdagede hvor voldsomt bølgerne rev i badebroen, hvor meget det skummede og trak. Mit tøj, min pengepung, med alt, var blevet trukket af mig i vandet.
Den ligger på natbordet. Jeg har det hele tilbage. Min kuffert? Ja. Jeg har det hele. Her er mine fødder på gulvtæppet, på det kolde flisegulv. Her er jeg i spejlet, hvor jeg tager fat om en bums. Her er jeg. Det er slut med klaptræ og kobjælder, morgenen er stille. Vidunderligt stille.
Jeg er ikke klar til det med at være vågen. Det er ikke hensigtsmæssigt at gå fra visse dyrs begær og tusind trins svimmelhed til en så tilforladelig en morgen, men det er ikke et hus i summen, og morgenen falder snart kontrastløs ud og gør mig ingentings tjenester. Tom, det vil morgenen være. Jeg sætter mig på sengekanten, lige et minut... og så et mere.
Hun serverer kaffe for mig. Der er trippende stille. Hun er stille. Jeg vil kigge på hende, sige noget, men hvad siger man. Godmorgen-noget, hvad-skal-der-ske-i dag-agtigt. Vejret, sig noget om vejret.
I det yderste af øjenkrogen har jeg øje med hende. I det tertiære område kribler det i hendes fingre, og læben sprækker, så man skulle tro at hun var ved at åbne sig. Jeg slår blikket ned i en klink, men i stedet for at åbne sig trækker hun sig sammen til en prik. Lynstik af kløe, smiler ud i luften og rejser mig så for at komme ned at pakke den taske. Perlesten. En rundsav i et stykke træ. Landevejen. To minutter, så er jeg ude.
En bil river igennem indkørslen. Bildøren bliver smækket. Hoveddøren åbnet uden et ring. Det er noget fuck-lort.
Hun når akkurat at præsentere ham. Det er hendes søn. Elektriker i undertrøje. Han hilser ikke på sin mor, men går direkte imod mig. Jeg stikker hånden frem, ofre den. Han stopper foran mig.
"Jeg vil sige det lige ud". Han tager luft, jeg afbryder.
"Nå, men jeg vil også afsted. To minutter". Han bryder ud med et lille grin, så et skævt smil, som hurtigt er væk igen. Det hakker. Og jeg kan ikke længere røre ved ham, dette store mennesker.
"Ja, det er bedst. Vi ser gerne, at du ikke kommer igen. Hvis det stod til mig". Han nikker med knyttet mund. Duk dig eller jeg æder dig. Jeg nikker tilbage, det er mekanik. Og jeg nikker endnu en gang. Og så nikker jeg ikke igen, åbenbart.
"Det er slet ikke noget problem, tak. Overhovedet. Jeg skal alligevel afsted. Tak".
Jeg er rejst og har fat om håndtaget, men måtten stikker. Jeg har ingen sko på. Ønsker. Griber tilbage efter mine sko.
"Inden du går, så giver du mig lige det du skylder". Han har lagt hånden på min skulder. Det burde ikke være sket. Min skulder.
"Selvfølgelig". Jeg får pengepungen frem, rækker den til ham.
Han har min pengepung, han roder i min pengepung. Og den er der, uforståeligt. Han fjerner den, folder den sammen, giver mig min pengepung tilbage. Jeg vil kigge på hende, men beder i stedet til gulvtæppet. Nu er jeg snart ude, skoene. En knude i snørebåndet, den får jeg ikke op. Jeg river til, ender med at binde dem, som de er.
Hun har sneget sig ind og laver en kolbøtte på mig, et kram. "Pas nu godt på dig selv, din klovn". Det er rystende med det klovnenummer. Der er til flere dage. Og hendes stemme er hverken hård eller blød nok til at jeg ved af noget. Hvad skal jeg stille op?
Benene vil at jeg småløber væk, og jeg opnår hurtigt en herlig forpustelse, som jeg samler mig om. Jeg når et stykke hen af landevejsasfalten før min morgenkrop vender tilbage. Forfra, ret forfra. Armene slasker, og benene vil hverken løbe eller hvile i vejkanten, så jeg går.
Jeg gik mig over sø og land, så mødte jeg nananananana. Døden skal du lide. Jeg gik mig over... indfanget af et tema. Der er ikke noget som at gå, tanken falder i hulter til bulder hak. Og sult er i øvrigt en fantastisk gå-medicin. Den husker mig på at tage det næste skridt en anelse hurtigere end det sidste. Hurtigere. Tak for påmindelsen herre, jeg er på vej. Desværre må jeg meddele, at det er slunkent, hvis det ikke var for kassekreditten. Det bliver snart godt, tålmodighed er en dyd. Du skal bare ikke begynde en nedtælling, flyv lidt rundt i tankerne, så er vi der straks. We're going to dance, and have some fun. I couldn't ask for another. Selvfølgelig kunne jeg det. To styks min imaginære bager. Bager! bager, vent. Fem styks tebirkes med et tykt lag smør. Ja, og den der. Den med mest creme, tak. Lige præcis. Øjeblik. Jeg snupper lige en cola med fra køleskabet. Velsignet kære bager og bare tag det roligt, der kan sagtens være en hel minipizza i munden. Den med pepperoni, tak. Det er noget værre noget, sulten fik næsten knækket denne cancerpatient, fortsat god dag. Hurtigere.
Second Round. FIGHT: Højspændingsledninger er så småt blevet lagt i graven sammen med kloakkerne, så det kan tage sig ud som et gammelt landskabsmaleri, smukt, patetisk, ækelt. Vejen løber igennem markerne mod Odder, men i vinden løfter kornblomsterne sig lokkende, lige nok til at afgive et stykke musik - find en mindre vej. Smal og knoldet med en græsstribe i mellem. Jeg stopper. Men hvad skulle jeg der? Sulten. Hvis jeg var uden behov, hvis jeg var en rigtig vandrer. Ikke som nu, et dyr uden pels med Timberlandsko. Hænder, der ikke kan udføre et ærligt stykke arbejde. Og omkring mig er der ikke andet end andre menneskers håndarbejde. Det er så småt med ting som gror uden om en menneskelig plan. Og hvis jeg ikke vil sige mig selv det, så kan en geolog tage mig i hånden. Pege omkring, fortælle hvordan vi har boet her, altid. At jeg ikke har været vaks med havelågen, snarere skulle jeg have den i hovedet. Så vågn dog op! Det er ikke et sted, hvor man bare trykker på en knap og lader det ske på den anden side af jorden, eller et ikke-sted, på nettet. Her ligger man hånden på det sted, hvor den har noget at gøre. Her er menneskene tilstede. De sidder i træerne og griner af mig, hvis det ikke var fordi de arbejdede. Hver ting til sin tid, årstid. Hvis jeg bare, med mine ord, kunne tage en bid af det og spytte det ud. Spytsø. Man burde have siddet med hænderne for øjnene under en emhætte. Så stop dog!
Sproget er der hurtigere end en køretur. S-o-l-e-n. Det er tiden at komme hjem, tid til en pause.
En Halmballe har ryggen mod vejen. Sæt dig. Møver mig til rette. Lidt mere ned. Det begynder straks at klø på ballerne. Rasende kløe. Jeg giver igen, overgiver mig ikke. Finder hvile. Hvis og hvis. Og hvis. Hvis nu bare, ja, ja. Hvis. Løftet pegefinger. Hvis.
Kornet pisker, klatskyerne farer forbi tekst-tv stil. Fårene løber frem. Og så tilbage igen. Og. Det er et spørgsmål om at Jylland er for smal. Den besidder ikke Mellemeuropas bredde. Tyskland. Der er der noget at leve af, plads til... En bil kører forbi med medvind til stranden.
Wolkswagen. Det er vitterligt en velproduceret bil. Den bliver på vejen uden at jeg gør noget for det. At gøre noget, rigtigt, ville være at køre den af vejen. En kolossal over-mig-præstation. Sikke en vej, Wolkswagen er til vejen.
Endnu en bil kører forbi med medvind til stranden.
Toyota. Også en velproduceret bil. Når du kører omkring bliver fordøren siddende. Klap. Og når efterårsregnen falder uordentligt mod ruden eller sommerens insekter smatter, så har Toyotaen fire hastigheder til vindueshviskeren. Sikke en hastighed, altid til tjeneste.
En bil kører i modvind mod Odder.
Et menneske, med ¾ flaske æblesnaps i blodet. Volvoen holder ham pænt i den rigtige side af vejen. Vi kunne snildt vinke-smile, som han krydser forbi. Sikken en varm dag, og et løft på hatten.
Hold 1 søger mod stranden, mens hold 2 holder stille på motorvejen i sydgående spor. Odder er brudt op. Sommerens år nul. Skattet. Grænselandet mellem sand og vand er da også til at forundres over, men mest til glæde. Alle ejendele parkeret. Først bilen. Vi skal ud. Derefter håndklæder og frokost, basecamp 2, varetaget af mor. Ud, ud, ud. Ud i det først kolde, men snart herlige vand og flyde. Kaste sig igennem en bølge til opnåelse af minimal stedsforvirring. Tryllenummer 1. På benene igen, og så endnu et bølgeklask. Saltvand i kæften, prop i ørene. De skal hoppes ud. Det danske pjatsted. Kun til navlen vel at mærke! Det er en mor-repeat-bemærkning. Et tilbud, en opfordring til det modsatte. Hun er god nok. Tag jer ikke af hende, hun kan sagtens klare sig selv.
En bøje følger bølgerne op og ned, frister orange, mere end en is. Skal vi svømme der ud far? Vi gør det. Under mig bliver det til rigtigt hav. Her svømmer vandmænd frit. Og der, en grønlandsk mand i et stort smil. Han følger strømmen, kan ikke kaldes op. Slow this bird down. Doooooooooooooooooooooooooooownnnnnnnnnnnnnnnnnn.