Regnen skyllede ned over hendes ansigt, og fik tøjet til at klæbe sig fast mod huden. En enkel dråbe hang på næsetippen, mens hun bevægede sig igennem den oplyste gågade. Brudstykker fra situationen tidligere trængte ind i hendes bevidsthed. Vrede skældsord og det hårde greb om skjortekraven. Hun tvang sig selv til at se mod gaden. Der var kun en vej, og det var fremad. Hun måtte ikke lade det ubehagelige overmande hende.
Da hun trådte ned i vandpytten, blev plasket til lyden af en smækkende dør i hendes indre. Den syngende lussing og den hårde knytnæve. Hun lod sig synke ned på et trappetrin, og stirrede mod pytten foran sig. I vandet så hun sine bedrøvede øjne. Det eneste hun ønskede sig, var at blive elsket. Var der virkelig noget forkert i det? Hun betragtede den tomme gade foran sig, mens regnen fortsat stod ned i tykke stråler. Forsigtigt trak hun sit armbånd af, og betragtede smykkeleddene. Bamsen var et minde om deres første stævnemøde. Hun huskede hvordan han havde rettet på hendes sigte ved tombolaen. Hun ramte plet. Snart gik hun med en bamse under den ene arm og holdt ham i hånden med den anden. Hun mærkede de fine bladstrukturer i rosenvedhænget mellem sine fingre. Hun mindes, da han blidt havde lagt en langstilket rose i hendes hånd og ført hende indtil gallafesten. Sølvnoden symboliserede deres sang. Varsomt havde han sat sin ene hånd mod hendes ryg, og lagt den anden i hendes hånd. Med florlette trin gled de ind i musikkens rytme. De dansede tæt og hans bløde læber mødte hendes.
Hun ville gøre alt for at være hans, og hans alene. Billederne flimrede atter i hendes sind. Hårde slag mod kæben og maven . Alt blev rødt, gult og blåt. Forskrækket rystede hun på hovedet, og knugede armbåndet indtil sig. Forsigtigt satte hun smykket tilbage på håndleddet og fremtvang et lille smil.
Hun trak sin mobil frem og vendte blikket mod displayet. Hvad skulle hun svare ham? I korte glimt så hun deres smørede smil. Brunetten med den fyldige barm og pigen med de gyldne lokker. Grebet om telefonen blev hårdere. De filede negle borede sig ind mod halsen. Al luften blev presset ud og læberne blev blålige. Forskrækket tabte hun mobilen ned i vandpytten, og stirrede mod sin flækkede negl. Hun rejste sig brat og trampede adskillige gange på telefonen indtil skærmen revnede. Hun kiggede atter mod armbåndet, og styrtede ned ad gaden.
Mobilen lå og sejlede i en pøl på brostenene, mens tunge regndråber faldt ned på det lysende display. På den ødelagte skærm stod: "Du bliver nødt til at stoppe med at være jaloux på mine venner. Du sårer os begge. Kom hjem, og lad os snakke om det. " Regndråberne trommede ned på plastikken, hvorefter skærmen blev sort, og højlydte sirener trængte igennem regnens trommesang.