Flugten fra Guder og Dæmoner

Kapitel 2 - Del 1


4 år siden 3 kommentarer 3 kapitler Uafsluttet Fantasy magt mørke byrde

5Sekulære Stjerne
Sekulære Stjerne · Nu prøver jeg igen · Med klisterbånd og knofedt · At... [...]
Digte
3 år siden
7Shiva
Ekvilibrist · Hold mig stående · Solid som egerod · Fast gribende og fo... [...]
Digte
3 år siden
9Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 4 - Den...
Hist havde gået i skoven længe, men hun synes ikke at hun var kom... [...]
Fantasy · uhyrer, magi, mystik
3 år siden
9Bjerg
Jeg mærker bedst · I stille stand · Som singularitet · Min retning er i... [...]
Digte · meditation, stilhed, uendelighed
3 år siden
1Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 3 - Sko...
Skovbrøleren vågnede ved lyden af noget listigt. Den greb sin bue... [...]
Fantasy · eventyr, mystik, monstre
3 år siden
8Tilblivelse
Du Slange, fæstn min rod! · Du Ørn, bring mig til vejrs! · Kundskaben... [...]
Digte · eksistens, skygge, lys
3 år siden
2Nangiala
Jeg hvisker tankerne · Så de ikke kan forstumme · Manifesteret · Dog in... [...]
Digte
3 år siden
2Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 2 - Hje...
Hist vågnede ved lyden af Skovbrøleren, der rungede ud over hele ... [...]
Fantasy · eventyr, helte, mod
3 år siden
8Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 1 - Fee...
I et lille hus, et sted du sikkert ikke kender, boede en pige ved... [...]
Fantasy · eventyr, mystik, leg
3 år siden
5Kebalaskovens Hemmelighed - Prolog
Den gamle, gyldenorange eg strakte sine stive grene med et langva... [...]
Fantasy · natur, dans, mystik
3 år siden
5Usynlige tråde
Pigen havde besluttet sig. Det føltes rart, at have taget beslutn... [...]
Kortprosa · efterår, assistance, afsked
3 år siden
2Ion
Det var engang, at månen interesserede mig · Indhyllet var jeg til ... [...]
Digte
4 år siden
2Arachniden
Eksilsat i syremylder er jeg kampklar · Euforia spinder mine trin s... [...]
Digte · udvikling, selvopfattelse, segmentering
4 år siden
2Skisma
Briserne · de bryder altid igennem mig · Og efterlader mig sønderreve... [...]
Digte · eksistentialisme, identitet, splittelse
4 år siden
2Ved Figentræet
Buddha slog mig ihjel · Hvad fanden skal et krigerisk sind med sind... [...]
Digte · livsanskuelse, fred, krig
4 år siden
2Selviagttagelse
George havde slet ikke lagt mærke til, at det var blevet aften. H... [...]
Kortprosa · psykologi, bevidsthed, frustration
4 år siden
6Flammehav og Snebyger
Det meste forblev usagt mellem dem. To år, var der gået, siden de... [...]
Noveller · hverdag, følelser, oprør
4 år siden
3Flugten fra Guder og Dæmoner - Kapitel 2 - ...
På den anden side af templets ydre porte, drejede Jamir til venst... [...]
Fantasy · mystik, frygt, dæmoner
4 år siden
3Selviscenesættelse
Fra alverdens apati skabes på ny et perspektiv · Snart at beslutte ... [...]
Digte
4 år siden
3Øjesplint
De to mænd sad tavse over for hinanden. Farverne på den åbne træp... [...]
Kortprosa · facade, livsanskuelse, relationer
4 år siden
3Flugten fra Guder og Dæmoner - Kapitel 2 - ...
Stjernerne hang ubevægeligt over Tamekaørkenens nattehimmel, og o... [...]
Fantasy · magt, mørke, byrde
4 år siden
3Ankelgreb
Forvredet · Bark som glødende ståltråd · Bekriget af betonskorpen du ... [...]
Digte · eksistentielt, selvbedrag, splittelse
4 år siden
3Flugten fra Guder og Dæmoner - Kapitel 1
De kolde brosten i krinkelkrogens hjørne sendte kuldegysninger ge... [...]
Fantasy · mystik, frygt, død
4 år siden
11Ord til natten
De hænger der endnu. Indhyldet i stilhed og lys, anderkender de u... [...]
Kortprosa
6 år siden

Puls: 2,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Zakarias Suviér (f. 1995)
Stjernerne hang ubevægeligt over Tamekaørkenens nattehimmel, og overvågede den golde jord. Om dagen glødede landskabet af sten og sand som gyldenorange flammer i solens stråler, og riget Khal Tamek spejlede dansen af farver i sine mægtige bygninger af hvide kalksten. Om dagen var byen som ørkenens hjerte, pulserende af liv og støj. Som hjertets vene, delte Rigarafloden riget med evige strømninger af fisk og fersk vand. Karavaner med eksotiske varer fra Østenriget og Tugrakesh, ilede til og fra byens porte, og palmeplantagerne var levende af hårdtarbejdende bønder. Fyldte krostuer og Mefisternes hornspil fyldte selv de fjerneste af byens gader, og centrum var et mylder af travl handel af farverige silkeklæder, frugter, kvæg og tørrede fisk fra Rigarafloden. Staden var som en myretue om dagen - så fuld af liv og bevægelse, at den selv var som en levende organisme.
   Men om natten var ørkenen kold og mørk som døden, og dets hjerte som frosset i tiden. Ingen brise hviskede i daddelpalmernes blade, og ingen krostue fyldte gaderne med larm og latter. Kun de funklende stjerner, var i stand til at afsløre tilstedeværelsen af liv i den døde by. Den kom til udtryk som en flygtig tone i byens sfære, kun var at opfatte med tålmodigheden fra nattens øjne. En tone af angst, der forstyrrede illusionen om livløshed. Panisk som en såret myre på vej tilbage mod tuen, bevægede angsten sig gennem byen. Frysende og fortvivlet, kæmpede den sin vej over torve og gader mod højdedraget i udkanten af byen, hvor Mefaeltemplet tårnede sig op blandt stjernerne og nidstirrede angsten med sin overlegenhed. Værten af denne angst bar en ærmeløs kofte, en jernring om armen og et par mørnede, blodsmurte rugskindsstøvler. Hans hår var kort og sort som obsidianstenene langs Rigaraflodens brede, og hans mørke hud var våd af sved, trods han skælvede i nattekulden.
   Jamir rystede af udmattelse, da han nærmede sig templets lange stentrappe. De blege kalksten var askegrå i mørket, og på hver side stod statuerne af De To Brødre som massive klipper. Figurerne stod stolte og betydningsfulde, med deres smukt detaljerede kapper bølgende om sig. Den Ene Broder hvilede sine hænder på en rulle af pergament på størrelse med en palmestamme, og Den Anden bar en fjer på størrelse med et helt palmeblad.
   Jamir mærkede hvordan statuernes overvågende blik borede sig gennem hans krop, og forstærkede en skyldfølelse i ham. Han havde vandret op og ned af den ubarmhjertige trappe i årevis. Hver morgen inden serveringen, gik samtlige Mefister den lange tur fra templets fire haver til bytorvets midte, for at sprede den hellige hornsang i alle Khal Tameks hjørner. Men aldrig havde han været her efter solens nedgang. Aldrig før, havde han været her alene. Og aldrig før, havde han været her, malet i ærindringen om en Rahulkvindes hvisken mod sit ansigt. Han bøjede hovedet i en følelse af skam og urenhed, som han bevægede sig gennem de to hellige statuer.
   På sin vej opad, dukkede synet af den store begivenhed i morgen frem for Jamir. Hundreder Mefister, alle samlet om det hellige relikvie. Alles øjne ville følge dets mindste bevægelse, som var det en glødende meteor på vej over nattehimlen. Hvordan lader det sig nogen sinde gøre? Jeg er jo hverken tyv eller særlig listig, for den sags skyld. Og så ved højlyst dag. Jamir mumlede en sammenbidt forbandelse over Aleana, som han forsatte med tunge skridt op ad den lange stentrappe. Og jeg kan ikke gå til Stormefisten med det her ... jeg kan ikke lade ham tro, at jeg omgås Rahuler. Jamir kunne næsten se Stormefistens ansigt for sig, hvis han forsøgte, at fortælle den historie. Ingen tvivl om, at han ville blive henrettet på stedet. Det var på ingen måde acceptabelt at så meget som antyde tilstedeværelsen af Rahulerne. Ikke i den hellige by. Hvorfor havnede jeg overhovedet i den situation? Hvorfor mig?
   Da han nærmede sig trappens ende, hørtes lavmælt samtale fra templets store plads. Snart dukkede to skikkelser op, til Jamir store frygt. De lange hellebarder afslørede dem som tempelvagter på natpatrulje. Jamir havde slet ikke tænkt, at han måske ville løbe ind i vagter på vej mod templet, men nu var der ingen vej uden om. Der var ingen steder at gemme sig, og skikkelserne var alligevel så tæt på, at han ville blive opdaget, om han løb eller ej. Hans hjerte sprang et slag over, da den ene af vagternes skaldede isse kom til syne foran trappen. Han var en høj, bredskuldret mand, med en krum næse, der fik hans ansigt til at se ud til at være fortrængt i konstante smerter. Manden bag ham var lavere, og lignede en træt ung mand, utilfreds med sit lod som nattepatrulje. Jamir stod som frosset på trappen, da de to mænd stoppede deres lavstamle samtale brat. De nærmede sig med tunge skridt, og hellebarderne blev sænket med spidsen direkte i retning af, hvor Jamir stod.
   "Hvad bestiller du her?" befalede den store af mændene. Hans stemme var hæs, som var den blevet slebet rug i Tamekaørkenens sandstorme over årtier.
   "Je-jeg er lærling i det hellige tempel," svarede Jamir, og kunne mærke varmen stige ham til ansigtet. Tempelvagten tog et par skridt ned ad den brede trappe i hvide kalksten, så han stod direkte foran Jamir. Hans blik faldt hurtigt til armringen på hans skulder, og derefter fulgte de trappen ned mod byen. Han stod så tæt, at Jamir kunne fornæmme en sur lugt af bål og sved fra tempelvagtens klæder. Den store mand stirrede Jamir lige i synet med et hånende blik. Hans ene mundvig formeredes i et skævt smil, da han med sin finger pegede ned ad den lange trappe.
   "Og hvad laver en tempellærling så ude af sin køje efter solnedgang," hans smil bredte sig, og hans dystre øjne begyndte at funkle i morskab, "smurt i blod til anklerne, som havde han trampet rundt i byens slagterhuse i galskab."
   Jamir mærkede sin mave knuge sig sammen. Han så ned på sine støvler, der stadig glinsede i mørkt blod. Bag ham, kunne et sæt røde spor ses hele vejen ned ad den lange, blege trappe.
   Tempelvagtens smil formedes til en grimasse, så et sæt gullige tænder kom til syne bag hans stubbede læber.
   "Nåh, knægt? En forklaring?" Hans blik borede sig længere ind i Jamirs øjne. "Jah, skal jeg selv sige det, ligner du nu mere en horeunge end en tempellærling, knægt." Han tog et greb om Jamirs arm, og jog ham tættere i et hårdt ryk. "Hvor har du armringen fra?"
   Jamirs øjne var spredt vidt op i frygt, som han stod en tomme fra dens store mands tænder. Han lugtede stærkt af kød og sved, og Jamir fik tanken, at han måske ville ende som vagtens natmåltid, hvis ikke han slap fri af hans jerngreb. Han vendte omstændighederne i hovedet. Jeg er i knibe. Jeg er på vej til templet midt om natten, smurt i blod. Overfor mig står en vagt, der leder efter den mindste undskyldning for at straffe mig.
   "Jeg er blevet tilskrevet aftentjeneste som straf for ulydighed..." røg det ud af ham. Jamir nåede ikke at tænke, inden han igen åbnede munden i tale. "jeg har brugt hele aftenen på at rense bytorvets brosten for blod efter middagens ofringer. Fire væddere bløder mere end man skulle tro." Han lod sit blik falde, og forsøgte at slappe sin spændte krop.
   Jamir havde slet ikke forberedt sig på løgnen. Den kom bare til ham, som havde en anden talt gennem ham. Men han vidste, at det var sandt. Det var kendt viden, at der blev ofret fire væddere på bytorvet dagen inden en stor ceremoni for Mafaele, og det var tit, at lærlingerne i templet blev sat på den slags arbejde som straf for ulydighed eller dovenskab. Men han havde ingen anelse om, hvorvidt hans løgn ville overbevise den store mand foran ham.
   Da han så op igen, var tempelvagtens smil forsvundet. Hans mund stod let åben, og hans øjne så tænksomme ud bag de tykke øjenbryn.
   "Kom nu, Durglan, vi har stadig tre haver, der skal patruljeres. Lad os komme videre" Lød det fra den unge tempelvagt, som stod lænet op af sin hellebard ved toppen af trappen, tilsyneladende interesseret i at få overstået sin vagt hurtigst muligt.
   Durglan strammede sit greb om Jamir arm, og sendte ham et dødbringende blik. Den store mand lænede sig helt tæt på Jamir, så hans krumme næse næsten rørte Jamirs pande. Jamir anstrengte sig for at holde øjenkontakten, og forsøgte at bevare et uskyldigt men underlegent blik. Endelig knurrede Durglan bag sine sammenbidte tænder, stadig med sine øjne boret ind i Jamirs.
   "Du slipper denne gang, horeunge"
   Så slap han sit greb, og vendte sig igen mod templets plads ved trappens ende. De to vagter begyndte snart at diskutere ophidset, mens de gik over templets plads mod den østlige have. Jamir blev stående, stille som ørkenen, og lyttede til, mens vagternes samtale blev utydeligere gennem nattens muld. Ude af stand til at fatte sit held, satte han hånden på sin armring og lukkede øjnene. Billeder af Aleanas dæmoniske smil, og pølen af døde tempelvagter forstyrrede hans tanker, og mindede ham om ceremonien, der ville begynde om snart to timer. Han tog en dyb indånding, inden han igen åbnede øjnene. Jamir bøjede sig, og snørrede sine blodige stvøvler op. Så smed han dem af alle kræfter, og tog de sidste skridt op ad den brede stentrappe til den store plads foran Mafaeletemplet. Pladsen, som gav adgang til de to mindste af templets haver, var belagt i fint udskårne kalksten, og var, som resten af templet, udsmykket i smukke geometriske mønstre af grønne jadesten fra Tugriabjerget. Meterhøje kakti stod plantet i rækker på hver side af pladsen, som sammen med mønstrene dannede en naturlig vej direkte til templets primære yderporte. Templet selv var større end nogen anden bygning i riget. På toppen af Khal Tameks højdedrag, stod det som en funklende, hvid krone, besat af grønne ædelsten. Dets midterste kuppelspir funklede om dagen som en sleben smaragd, og fik hele templet til at lyse op, som var det en tredje søskende til solen og månen. Jamir havde i sine næsten tyve år aldrig havde set alle templets mange sale. Det lød sig, at hvis man for vild i templet, kunne man bruge en livstid på, at forsøge at finde vej ud igen. Jamir havde selvfølgelig slet ikke adgang til det meste af templet, og da lærlingernes sale lå afskåret fra de finere dele med udsyn til de fire smukke haver, havde han heller aldrig fået et glimt af dem. Malerierne af haverne viste, at hver enkelt forestillede et af de fire verdenshjørner, Mefaele skabte med sin hammer. Østenriget var tilsyneladende et sted med palmelignende buske, høje som tårne, og i norden var klædt i bjerge hvis tinder ragede højere end skyerne. Jamir havde dog aldrig forstået det vestlige rige. På malerierne lignede det ørkenen, men med sand grønt som palmernes blade, og underlige palmer med nåle i stedet for blade. Ofte havde Jamir drømt om at opleve templets fire haver, men han vidste også, at straffen for at befærde sig steder forbudte for lærlingerne var død ved kniv for struben. Jamir kom i tanke om, at han i morgen skulle begå historiens hidtil største forbrydelse mod templet. At begive sig rundt i en af haverne synes pludselig ikke at være en særlig stor overtrædelse. I hvert fald ikke i forhold til at stjæle selve Mafaeletemplets kerne, for derefter at overgive det til en Rahul.
   Ubevægeligt hang stjernerne over Thamekaørkenens frosne hjerte. Gamle som lyset selv, observerede de med tålmodige øjne, hvordan ørkenen langsomt vågnede. Som brud på en fin harmoni af stilhed over byen Khal Tamek, lød en vag tone af angst på den store plads foran det imponerende Mafaeletempel. Angsten var som en pulserende forstyrrelse i nattens balance, selvbevidst og panisk. Angsten stod med bare fødder på de hvide kalksten foran yderporten til det mægtige tempel og tvivlede på sin plads i universets net. Grynede billeder af guder og dæmoner, hellige mefister og Brødrenes Relikvie dansede i panikkens opmærksomhed som en vild sandstorm.
   Jamir vendte sine håndflader mod himlens øjne, og forsøgte af lukke af for strømmen af tanker. Nu kun ét. En rulle pergament ældre end templet og mefisterne selv. Hvad nu?
Forfatterbemærkninger
Så kom 1. del af 2. kapitel. Jeg har ændret på hovedpersonens navn, som nu hedder Jamir. Jeg håber, i vil tage jer tiden til at læse og kommentere en masse stålnakket kritik! :-) (det skal siges, at teksten er ret uredigeret) God læselyst, Zakarias

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/04-2016 09:15 af Zakarias Suviér (Zakarias) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2043 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.