De to mænd sad tavse over for hinanden. Farverne på den åbne træpavillon, de sad i, glødede af sprødhed i sommervarmen. Fugle omkring dem sang lystigt og ræsonnerede i en symfoni med vindens rolige kærtegn mod bladene på den store blodbøg i midten af haven. En varm duft af søde blomster fra de mange eksotiske buske fyldte atmosfæren i den teatralske virkelighed, haven formodede at skabe. Mændene så det ikke. Placeret midt i naturens fredelighed, hev den ene efter nikotin gennem sin Lucky Strike. Røgen blev modtaget og voldtaget, som et livsessentielt sanseindtryk at beskæftige sindet med. Kun for en stund hang den omkring hans læber og fingre, inden vinden tog den med sig, og lod den opløse i dans om blodbøgens krone. Endnu et sug, længere. Manden med cigaretten ignorerede marmoraskebægret på midten af bordet, og gav i stedet sin smøg et fraværende men nøje tilrettelagt puf med pegefingeren. En smule aske dalede mod trægulvet i pavillonen, nøje forfulgt af hans blik, som fikseredes til det sted over gulvet, asken opløstes til for små partikler til at ænses. Mandens øjne var blågrå, som snavset is. Hans næse var krum og hans hud brunligt solbrændt men uden glød af varme. Efter kort tid, indså han, at han ikke længere kunne retfærdiggøre sit forsøg på at undgå øjenkontakt. Den ældste af de to lod endelig sit blik møde af sin søns overfor. Is mødte ild i en mosaik af kognitiv dissonans. Afsky stod malet i sønnens brændende øjne, og fordoblede ynken i sin faders. I selvtilfreds selvbevidsthed sad han og havde observeret hvordan faren som et flugtdyr havde forsøgt at skjule sin tilstedeværelse i omgivelserne. Men på ingen måde faldt den gamle mand med den stærke essens af parfume og lyserød silkeskjorte ind i omgivelserne. Snarere stod han ud som et tabt stykke neonfarvet slikpapir i en vinterskovbund, med overbevisningen at det kunne være et bøgeblad fra efteråret. Flugtforsøget forstærkede en kvalm fornemmelse af frastødelse i den unge mand. Selv sad han lænet tilbage i sin stol med hænderne knugende om enden af armlænet, iført en sort t-shirt et par numre for stor. Foran ham på bordet stod hans kolde øl endnu uberørt, i modsætning til det tømte glas cognac i farens hånd. Trods han var blevet opmærksom på handlingen som værende udelukkende demonstrativ, havde han planlagt at lade sin øl blive som den var. Ignoreret. Han havde jo netop ikke bedt om noget. Han havde endda understreget sin misløst to gange. Han nægtede at lade sig distrahere af samme bevidsthedsfælde som manden over for ham. Alligevel havde faren sørget for en halv liter kold Stella stående klar til ham. Et ubevidst menneske, tænkte den unge mand, og tabte selvbevidstheden. Druknet i tankespind af retfærdiggørelse, fløj den rundt i ligegyldighed som aske mellem bladende på den store blodbøg i midten af haven.