Flammehav og Snebyger


3 år siden 6 kommentarer Noveller hverdag følelser oprør

5Sekulære Stjerne
Sekulære Stjerne · Nu prøver jeg igen · Med klisterbånd og knofedt · At... [...]
Digte
2 år siden
7Shiva
Ekvilibrist · Hold mig stående · Solid som egerod · Fast gribende og fo... [...]
Digte
2 år siden
9Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 4 - Den...
Hist havde gået i skoven længe, men hun synes ikke at hun var kom... [...]
Fantasy · uhyrer, magi, mystik
2 år siden
9Bjerg
Jeg mærker bedst · I stille stand · Som singularitet · Min retning er i... [...]
Digte · meditation, stilhed, uendelighed
2 år siden
1Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 3 - Sko...
Skovbrøleren vågnede ved lyden af noget listigt. Den greb sin bue... [...]
Fantasy · eventyr, mystik, monstre
2 år siden
8Tilblivelse
Du Slange, fæstn min rod! · Du Ørn, bring mig til vejrs! · Kundskaben... [...]
Digte · eksistens, skygge, lys
2 år siden
2Nangiala
Jeg hvisker tankerne · Så de ikke kan forstumme · Manifesteret · Dog in... [...]
Digte
2 år siden
2Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 2 - Hje...
Hist vågnede ved lyden af Skovbrøleren, der rungede ud over hele ... [...]
Fantasy · eventyr, helte, mod
2 år siden
8Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 1 - Fee...
I et lille hus, et sted du sikkert ikke kender, boede en pige ved... [...]
Fantasy · eventyr, mystik, leg
2 år siden
5Kebalaskovens Hemmelighed - Prolog
Den gamle, gyldenorange eg strakte sine stive grene med et langva... [...]
Fantasy · natur, dans, mystik
2 år siden
5Usynlige tråde
Pigen havde besluttet sig. Det føltes rart, at have taget beslutn... [...]
Kortprosa · efterår, assistance, afsked
2 år siden
2Ion
Det var engang, at månen interesserede mig · Indhyllet var jeg til ... [...]
Digte
3 år siden
2Arachniden
Eksilsat i syremylder er jeg kampklar · Euforia spinder mine trin s... [...]
Digte · udvikling, selvopfattelse, segmentering
3 år siden
2Skisma
Briserne · de bryder altid igennem mig · Og efterlader mig sønderreve... [...]
Digte · eksistentialisme, identitet, splittelse
3 år siden
2Ved Figentræet
Buddha slog mig ihjel · Hvad fanden skal et krigerisk sind med sind... [...]
Digte · livsanskuelse, fred, krig
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Zakarias Suviér (f. 1995)
Det meste forblev usagt mellem dem. To år, var der gået, siden de havde mødtes. Alligevel var de allerede kørt døde i mangel på autenticitet. Mangel på interesse i hinanden, og mangel på noget i hinanden, at interessere sig for. Anne havde længe ønsket det anderledes. Hun havde drømt om hende og Jesper genfinde interessen og intimiteten og nærværet. Hun havde fortabt sig selv i minder om dengang hendes liv var et eventyr af oplevelser og spænding. Hun havde forsøgt at samle de brændte spoler af de romantiske scener fra dengang de mødtes. Men trods hendes forsøg på at samle knuste skår fra fortiden, forblev virkeligheden anderledes. De var nu så fjerne fra hinanden, at de magiske drømme var som et tidligere liv.
   Nu følte hun sig magtesløs. Hun havde håbet og ønsket og bedt til forandring, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre noget ved det. Hendes kræfter var forstummet. Kommunikationen mellem dem var blevet så rusten, at det efterhånden ikke gav mening at samtale længere. Og blev manglen af intimitet bragt på banen, henkastede de det begge i en konventionel forsvarsmekanisme, der skulle bevare fredskontrakten - den kvalmefremkaldende kliché - at kunne nyde hinandens nærvær i stilhed, uden forpligtigelse. Uden behov.
   Men Anne følte behov. Hun følte behov for forpligtigelse, og så til helvede med at opretholde en ubekvem homeostase. Hun følte sig stranguleret af sine neurotiske forsøg på at forblive optimist i galgerebet. Hun ville opfattes og påskønnes og elskes og begæres.
   Lænet tilbage i sofaen med et håbefuldt blik dansende over formerne på hendes krop, rømmede hun sig med en forceret, kælen stemme. Jesper opdagede ingenting. Ikke engang en spejlneurotisk refleks igangsattes for at anderkende Annes forsøg på at skabe sig opmærksomhed. Stille sad han, med udtryksløs mine og læste sin avis. Nøje. Fredsommeligt. Stimuleret og tilpas og dækket for behov.
   Anne glemte imidlertid sit grundlag for opmærksomheden, da hendes tanker i stedet blev forsynet med grundlag til kritik. Ikke om hun fandt sig i, at være nedprioriteret. Hun havde ventet på anderkendelse, tålmodigt og retfærdigt, og havde gjort sig fortjent til fuldstændig, uforstyrret fokus. Lidenskab. Tegn på affektion. Bare en smule opmærksomhed.
   En side blev vendt i Politiken. Endnu med et fraværende blik, af opslugt koncentration og tilfredshed, sad han urørligt ved spisebordet med sin tømte kaffekop i højre hånd.
   Hundrede dæmoner blev projiceret på den arme, udenforstående spidsborger. Usympatisk og selvoptaget var af for lav karat til en passende beskrivelse. Ignorant og ondskabsfuld, derimod, faldt i bedre smag. Anne følte sig knust og forsømt. Hun følte, at atmosfæren i stuen udhungrede hende, tømte hende. Hul, var hun. Eksistentielt transparent. Tomheden fyldte hende til bristepunktet, til hun fandt sig selv på grådens rand. Men ikke, om hun ville lade ham få den fornøjelse. Fandeme nej, om hans sløsede karakter og mangel på maskulinitet skulle få hende tvunget i knæ. Et skvat, var han.
   Annes blik var stift rettet mod Jesper, som endnu sad med en tilfreds mine fordybet i sin avis. Annes øjne var syre og gløder. Al bekvemmeligheden i sofaens bløde puder var forkullet af anspændt og sydende frastødelse. Hun var også bedre end ham. Hun var flottere end ham, mere proaktiv og produktiv end ham. Han var heldig, at hun overhovedet brugte sin tid på ham. Han manglede vitalitet og passion og fremdrift. Kold som en vinter, var han. Igen mærkede Anne, hvordan tårerne pressede sig på, og alle følelser i hendes krop vældede frem som et kemisk udbrud.
   Trægulvet gav et højlydt bulder fra sig, da sofaen skrabede over brædderne, i det hun rejste sig. Hendes brystkasse ulmede af indædt stridighed. Ved den pludselige lyd havde Jesper om sider kigget op fra sin avis mod Anne. Men det var for sent nu. Latterlig, så han ud, med sit forvirrede udtryk i ansigtet: Med rynket pande over de finpudsede designerbriller lignede han mest en barnlig vittighed.
   "Hvad så?" spurgte han, stadig med en forundret mine og ganske uforstående.
   Anne forblev stående hvor hun var, trods hendes balance var i forfald. Den dirrende atmosfære omkring hende, syntes at integrere sig i hendes egen krop og sind, og hun mistede fornemmelsen af, hvad der adskilte hende fra resten af lokalet. Hendes sanser radierede fra hende som usynlige tråde. Hun ville ikke lade sig køle af hans is, ikke denne gang. Ild og flammeregn.
   "Anne, hvad er der?" spurgte han igen.
   Bølger og storm væltede ud i stuen. Det mørke, dybe hav, Anne havde indeholdt og behersket, brusede nu endelig op i ukontrollerede strømninger. I det hun råbte alle hendes indædte følelser og smerter af Jesper, mærkede hun hvordan kaos indhyllede og omfavnede hende og bragte hende den intimitet, hun savnede og hungrede efter. Salte tårer druknede hendes forbandelser, som hvirvlede ud af hende, højere og højere, ind til hendes ord mistede betydning. Hendes krop sitrede i overvældelse, og hulkende, hev hun efter vejret, mens strømningen af ord vedblev at storme gennem hende. Det oprørske hav stilnede af, og ligeledes forstummede forbandelserne og erstattedes af tårevædede hulk. Langsomt begyndte Anne at føle sig delirisk og beruset af den vigorøse energi, der havde absorberet hende.
   Jesper rejste sig fra sin stol uden at sige noget. Han gik direkte mod Anne og lod hende bryde sammen på hans skulder. Hulkende stod hun og trak sine atmosfæriske tråde tilbage, og følte hvordan stormen langsomt lagde sig. Hun følte hvordan luften i stuen regenererede hendes sjæl, og hvordan nærværet forplantede sig i hende som en kølende snebyge. Hun følte hvordan tomheden langsomt forsvandt i hende, erstattet, visnet, udhungret.
Forfatterbemærkninger
Jeg vil hellere læse mig til jeres tolkninger og holdninger til teksten, end at give jer min egen :-) Kritik er velkomment og bliver højt værdsat! God læselyst, Mvh Zakarias

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/04-2016 13:30 af Zakarias Suviér (Zakarias) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 919 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.