Jeg løb. Den hvide natkjole blafrede om benene på mig, og tågen fugtede kjolen og klistrede den endnu mere fast til min svedige krop. Mine bare tæer var iskolde og nærmest følelsesløse mod den hårde asfalt, og jeg var lige ved at snuble over mine egne ben - men jeg blev bare ved med at løbe. Mit åndedræt var hidsigt, jeg slugte den kolde tåge og kunne mærke, hvordan kulden bredte sig i mine lunger, trods min krop var i voldsom bevægelse.
   Det var som om, denne tåge gjorde mig endnu mere panisk. Som om den skubbede til mig, fik mig til at sætte farten op. Jeg kiggede mig over skulderen, men kunne ikke se noget i mørket. Jeg kunne kun høre hastige skridt et stykke bag mig. Det var ikke forbi endnu...
   En barnestemme gav sig pludselig til at grine en lykkelig men samtidig uudholdelig latter i mit hoved, og jeg så den røde cykel for mig ligge i flammer på en benzinindsmurt asfaltvej. Pludselig løb tårerne om kap ned af mine iskolde kinder, og panikken spredte sig endnu mere i min krop.
   Jeg prøvede at ryste billederne ud af hovedet og fortsatte, til jeg kom til skovbrynet, hvor jeg som en pil skød ind mellem træerne. Mørket slugte mig, tågen slugte mig, og skovens bund slugte lyden af min forfølgers fodtrin. Jeg kunne ikke høre ham længere. Jeg stoppede op. Forpustet, forvirret, bange. Jeg kiggede mig over skulderen, kiggede frem i mørket, frem mellem træerne... Intet at se, intet at høre. Kun mit eget hektiske åndedræt. Jeg tog mig til ansigtet for at lyddæmpe mine hulk, men jeg blev i det samme ramt af benzinlugten fra mine fingre. En væmmelse bredte sig fra halsen og ud i min mund, og jeg tørrede ivrigt mine hænder af i kjolen for at få lugten til at forsvinde. Men fra nu af fyldte den alt. Den ville aldrig forsvinde.
   I et split sekund gav lyden af en knækket gren pludselig genlyd et sted bag mig. Hjertet sad i halsen, pulsen svulmede op og dunkede som en hovedpine, der ikke vil gå over. Jeg satte af og fortsatte videre ind i skovens dyb.
   Tornegrene rev i min natkjole og efterlod ridser på mine ben, og jeg kunne mærke stikkende kviste og blade under mine bare fødder, der sved og råbte om pause. Min krop kunne snart ikke mere.
   Midt i helvedet anede jeg pludselig en lysning længere fremme, og jeg satte farten op helt af mig selv, indtil træerne stoppede, og himlen strakte sig mørk og kold over mig. Jeg var kommet til en søbred; Langt, fugtigt siv voksede i kanten og spejlede sig ned i det mørke vand. Den tågede dis lå som et spindelvæv over søen og gjorde det umuligt at tyde, hvor stor den var, og hvor langt den strakte sig. Et stykke væk ud fra den bevoksede søbred flød en lille mole i det mørke vand. For enden af molen lå en lille vippende robåd af mørkt træ og ventede på mig. Jeg kunne høre vandet skvulpe mod bådens bund, lyden af et mirakel.
   En følelse af befrielse strømmede ind over mig, og det var som om, jeg kunne mærke den kolde natteluft kysse min hud. Trods kulden følte jeg pludselig et varmt punkt i venstre side af min brystkasse. Her var så ufatteligt smukt. Måske havde jeg fundet udvejen, måske var jeg reddet.
   Skridt. Jeg kunne høre dem lige bag mig. Jeg kunne mærke hans tilstedeværelse lige i nærheden, ja, jeg kunne sågar lugte stanken af sved og benzin fra hans usle og lasede tøj.
   Jeg nærmest kastede mig frem på mine følelsesløse fødder og hørte broen knirke under mig. Med et øjekast over skulderen knælede jeg ned i båden, og lyden af skridt og en stakåndet pusten kom nærmere oppe fra bredden. Jeg kunne pludselig ane skikkelsen i tågen komme frem mellem de tynde træer. Jeg greb årerne og begyndte ivrigt at ro, alt hvad jeg overhovedet kunne, så vandet plaskede omkring mig. Mit hjerte hamrede i brystet på mig. Kjolen var drivvåd, mine tæer iskolde, mit hår klistret og mine læber tørre og sprukne. Jeg flød længere og længere ud, imens jeg betragtede ham stå hjælpeløs og forpustet på bredden med et koldt udtryk i sit ansigt. Vores øjne var fæstnet, og ingen af os fjernede blikket. Om han ville finde mig igen, anede jeg ikke. Men i dette øjeblik følte jeg, at jeg var reddet - i hvert fald for en stund.
   Jeg rundede et hjørne, sejlede om bag nogle siv, og han var atter ude af min synsvinkel.