Far.
   Vi havde sendt os selv i skoven. Kommunearbejderne havde allerede været der, klippet den til, ryddet ud, så sollyset let kunne belyse ethvert sted i det samme klare lys. Lysegrønt indtil det gennemsigtige, så fyldt op af - affald. I skovens grøftekant ved grænsen til baghaverne stak det op mellem de visne blade. Min far sparkede til et par afblegede dåser, Coca cola, Tuborg, samlede dem så småt om et stykke plastik, men efterhånden som det nærmede sig en bunke frafaldte han sit ærinde. Fortsættelsen fulgte mig per rutine. Hvordan han samlede dem sammen i en sort sæk, allerede på vej til lossepladsen. Men det var ikke hans affald, så tanken faldte fra.
   Ud mod skoven var tre huse bygget sammen, to etager sluttende i et skråt tag. Er. Klassiske byhuse indrammet af sort jord. En grill vred sig, sunket sammen i den ene side. I den sorte jord. Rust. Jeg sneg mig omkring et par birketræer, forbi min far som røg og askede. Facaden skallede så der var vendt op og ned på baggrund og forgrund. I grunden var det gråt, men moset plettede omkring og gjorde et stort grønt nummer for den som kiggede efter. Var det stadig nogens hjem? Der var lys i det ene vindue. Hallo. Hallo, sig noget hvis der er nogen. De sammenvoksede huse var sedimenteret og ovenpå var Hunderup vokset frem i dens utilgængelige luksuriøsitet. Vendte røven til og stoppede med dens tyngde larmen fra den vej, som den var vendt imod. "Skal vi ikke gå ind far? Måske kan vi komme ind. Jeg tror ikke der er nogen." Skovbunden gav efter. Vi ses far. Hils TV-avisen.
   Fordømte mudder. Cementtrappen. Et koldt gelænder på en sommerdag, lænet mod og jeg ville være faldet af. Inde. Mere tildækket end en møbleret stue, en hund? Vis jer. Død. Det er kattene der har haft lejrbål. Nedrullede persienner og i gitteret den smalle stråle støv. Et sprækket spejl at blive gammel i. Undskyld at jeg sådan tiltaler jer. Se det ikke som et bud, men hvis der er nogle så hallo? Sug ikke mere puds ud af væggene, farverne er allerede vældet frem og hvis der bliver suget mere, så tror jeg det er slut. Det er fantastisk, som det er nu. Er det en blomst? Der gror omkring myrerne under listen. Et navn er for småt, den er blå. Her skal jeg bo, barnløst, og der skal ikke være en trykfejl i min opgave. Udsendt samt i tjeneste af bøgerne. De kommer med posten som paperback. Der er ingen eksistensfejl i et afrundet glas og mine opgaver skal komme med et minimalt bid i hanken. 367085 fra undergrunden. Guldrammen er fra min onkel, fra kælderen. Slet ikke antik, men den er slidt. Boghylden er fra genbrugsbutikken ved Bazaren. Den er blank af oliering, som smitter af fra træet. Købt for billigt. Nej tak til atomkraft. Jeg lever for helvede. Badet kunne være russisk fra før murens fald. Det er da okay. Den latterlige opgave, så opslug mig dog. Jeg vil skrive i dit sted. 'Frihedsbegrebet' i akademisk skvalderkål. Er det mine hænder.
   Frikvarter på Facebook. Der er sammenskudsgilde i Fraugde. De brænder heksene af. Børnene er ude, det indhylles i græs og brændte kul, så man forventer at der i midt i røgen findes en anden historie. Mindre fast. Mindre placeret. En, af en position i den akademiske verden, er de nu ankommet, her er din fremtidsplan. Placeret. Farvel, farvel vi ses igen, måske til en PhD, pik, pik, PhD, pik, pik, pik.

De tidligere beboer har krøllet ledningerne til køkkenlamperne sammen. Jeg har hidkaldt min far til de tre minutters arbejde. Da han træder ind med den blå værktøjskasse fra før jeg blev født er det ganske lindrende, at den stadig rasler. Jeg vil snakke. Hvordan det går, og hvad så og noget. Han tager fat. Jeg går omkring. Han bander. Det er noget værre lort, og det kan jeg kun give ham ret i, men kan det ordnes? Det kan det, men det er også kun på grund af lidt held. Heldigvis har han medbragt ekstra ledning. Om han måske kan fikse den ene kogeplade? Han lægger sig ned og trækker sig ind under. Han bander. Jeg har glemt at støve af, det er helt sikkert. Jeg undskylder, men begynder at grine. Og sørme, han griner med. Jeg beder ham om at komme ud, så jeg kan ordne det, men det er lige meget. Skal jeg lige se med. Lære noget? Nej, nej det er straks ordnet.
   Jeg går omkring. Spindelvævet gror i hjørnerne, den gule farve skulle have været hvid for længst. Køleskabet larmer lige akkurat så lidt, at det ikke går i bevægelse. Verden uden for er hvid og afslebet og i bunden af månen er den blå farve ved at falde til. Han er stærk med dårlig ryg og i hans hænder holder han en skruetrækker. Der kom katten Viktor. Døren stod åben og vinden slæbte Glanshattens huskat forbi. Dens mandeyver er tykt af ensomhed, folk der lægger hvad som helst på et foderbræt i Elbtunnelsens flisemosaik. Så stop da jer selv! Hej Viktor. Hvis der er et efterliv for en filosof, så skal du være mit hoved Viktor. Og jeg skal være dit hoved, og du skal være mit, og jeg skal være... Han rejser sig. Det er lykkedes. Med besvær, selvfølgelig. Men nu skulle det fungere. Hils mor. Selvfølgelig. Tak for hjælpen. Skulle det være en anden gang. Vi ses gamle. Jeg kigger nok forbi i løbet af ugen. Jeg er velkommen. Han er en dygtig håndværker. Han fik sin ø, den dannede sig i et dybt blåt hav.