Herremandens Datter

Prolog


11 måneder, 3 dage siden 3 kommentarer 3 kapitler Uafsluttet Romaner historisk roman skæbnefortælling hævn

0Herremandens Datter - Kapitel 2
Seks dage senere sad Christina og døsede i den varme vogn, men vå... [...]
Romaner · historisk roman
5 dage siden
1Herremandens Datter - Kapitel 1
Kapitel 1 - år 1720 · Komtesse Christina havde travlt. Hun var sent... [...]
Romaner · historisk roman, skæbnefortælling
10 måneder, 28 dage siden
3Herremandens Datter - Prolog
PROLOG - år 1710 · Den sene eftermiddagssol kastede lange, sorte sk... [...]
Romaner · historisk roman, skæbnefortælling, hævn
11 måneder, 3 dage siden
3Mirabella
Hun mærkede solens varme stråler på sine øjenlåg endnu inden hun ... [...]
Noveller · hverdag, livssyn, mobning
3 år siden
0Parkeringskælderen
Mette kørte med sikker hånd bilen gennem trafikken. Hun glædede s... [...]
Kortprosa · gys, uhygge, panikangst
7 år siden
3Strandtur
Luften var tung af larm og dufte. Overalt på standen var der menn... [...]
Kortprosa
8 år siden
1Nøglen
Mia smed cyklen fra sig og løb ind i skoven. Hun skulle altså bar... [...]
Kortprosa
8 år siden
2Prinsessen, Pigen og Tudsen
Der var engang for længe, længe siden et land, hvor mennesker og ... [...]
Eventyr og fabler · moral, hovmod, forvandling
10 år siden
0Sommerlys
Som et strejf · Af noget uvirkeligt · Luftigt og vibrerende · Så urørli... [...]
Digte · sollys, sommer, uvirkelighed
10 år siden
2Når dagen gryr...
Vågner ved fuglesang · Smiler · Ser isblomster på min rude · Går hen og... [...]
Digte
10 år siden
0Efterårsdrømme
Så lette som fjer · Svæver blade mod jorden · Som et tegn på efterår · ... [...]
Digte
10 år siden
4Rose og Lilje
Der var engang, for længe, længe siden et kongerige langt, langt ... [...]
Eventyr og fabler · jalousi, godhed, hekse
11 år siden
2Sandslottet
Klokken var 6.30 om morgenen, og det havde allerede været lyst læ... [...]
Kortprosa · mobning, hverdagslivet, barndom
12 år siden
5Kornblomsten
Det gyldne korn står og svajer let i sommervinden. Fuglene flyver... [...]
Kortprosa · hverdagen, mobning, ensomhed
12 år siden
3Min skjulte sygdom - Fjerde del
1997 - Vejlefjord Centret · Allerførst skulle jeg jo lige have afsl... [...]
Livshistorier · sygdom, erkendelse
13 år siden
2De eventyr, de eventyr II
Tornerose gik hen og stak sig på en ten · Og lagde sig til at sove ... [...]
Digte · eventyr, fantasi
13 år siden
1De eventyr, de eventyr
Der var engang · En lille pige med en æske tændstikker · Hun tog en o... [...]
Digte · eventyr, fantasi
13 år siden
3Blind mans eyes
What can you see · With the blind mans eyes? · Darkness or colours? · ... [...]
Digte
13 år siden
3Blå
Blå · Min verden er blå · Mine øjne er blå · Alt jeg ser er blå · Himmele... [...]
Digte · farve, følelser, accept
13 år siden
3Min skjulte sygdom - Tredje del
1996 - Skovgården · Jeg flyttede altså tilbage til min lejlighed i ... [...]
Livshistorier · sygdom, erkendelse
13 år siden
1Digtsamling: Årstiderne - Efterårskonen
Langsomt og næsten ubemærket · Kommer hun nærmere · Indtil hun til s... [...]
Digte
13 år siden
0Digtsamling: Årstiderne - Sommerpigen
Hun kommer i al sin glans og pragt · Iført sin forførende, smukke s... [...]
Digte
13 år siden
0Digtsamling: Årstiderne - Forårspigerne kom...
De små forårspiger overalt dukker frem · De fniser af glæde over at... [...]
Digte
13 år siden
1Digtsamling: Årstiderne - Isdronningens pal...
Det er vinter igen · Endnu engang bor vi i isdronningens palads · Hve... [...]
Digte
13 år siden
5Min skjulte sygdom - Anden del
1995 - Den anden gang: · Tilbagefaldet · Jeg var begyndt på min nye ... [...]
Livshistorier · sygdom, erkendelse
13 år siden
1Min skjulte sygdom - Første del
1994 - Den første gang · "En ukendt virus, der har sat sig til hjer... [...]
Livshistorier · sygdom, erkendelse
13 år siden
4I kæmpeedderkoppernes land
Denne historie er ren Science Fiktion, der foregår i en opdigtet ... [...]
Noveller · science fiction
14 år siden
1City by night
Det er hverdag i storbyen. Mørket sænker sig og byen bliver langs... [...]
Kortprosa
14 år siden
3Under piletræets skygger
Prolog · Den lille 9-årige pige sad på kantstenen uden for den næst... [...]
Noveller
14 år siden
3Johnny!
Johnny var min anden kæreste og et kapitel i mit liv som jeg hels... [...]
Livshistorier · parforhold, kærestevold, overlevelse
14 år siden
0Slangedronningens Juvel
Jannie låste postkassen op, og greb bunken af breve og reklamer u... [...]
Noveller
14 år siden
1Iskolde tårer
Krystalklare dråber · Stivnet i øjeblikket · Iskolde tårer · Forstenet ... [...]
Digte
14 år siden
1Isfugle skrig
Isfuglenes høje skrig giver genlyd · Hen over Tavshedens enge · Som e... [...]
Digte
14 år siden
0Uvirkelighed
Jeg ser fugle synge · Men jeg hører ingen sang · Jeg ser solen skinne... [...]
Digte
14 år siden

Puls: 18,0

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 2
Laila Wolff (f. 1971)
PROLOG - år 1710


Den sene eftermiddagssol kastede lange, sorte skygger på den stille kirkegård. Iskolde novembervinde blæste nådesløst ind over landet og ruskede godt i de få standhaftige træer for at få dem til at slippe deres få sidste blade inden vinteren satte ind. Et koldt vindpust kom og hvirvlede op i de tørre, visne blade der dækkede jorden. Fik dem til at danse kort i en hvileløs dans, inden de blev sendt til jorden. Kirken, med dens hvidkalkede mure og sorte tegltag knejsede stolt som en enlig svane i det barske, golde landskab. Gravstedernes triste, grå stene stod som smertefulde minder for de efterladte - og nu havde endnu en sjæl fundet ro på dette sidste hvilested. De fornemt sortklædte gæster, der var kommet fra nær og fjern, var så småt ved at forlade kirkegården i hver deres karet. De fineste var i lukkede kareter med to heste foran. De knap så fine måtte nøjes med en halvåben karet med kun en hest foran og resten måtte gå. Alle kendte deres plads i denne rangorden.

Tilbage ved familiekapellet bagerst på kirkegården, stod kun en sorgklædt mand og en lille pige. Mandens hoved var bøjet og hans skuldre var helt sunket sammen. Det var sandelig ikke sådan man plejede at se den stolte herremand. Tabet af hans elskede hustru havde taget hårdt på ham. Pigen stod tavs ved hans side. Tjenestefolk, bønder og andre fra hele egnen stod i anstændig afstand derfra og sørgede på deres egen måde. Rundt omkring lød der snøft og dæmpet hulken fra kvinderne. Mændene stod bare tavse, med alvorlige stenansigter og knugede deres hatte foran dem. At herremanden var i dyb sorg forstod de godt. De var selv alle meget kede af, at have mistet deres smukke grevinde. Hun havde altid været meget god og retfærdig imod dem. Men den skrøbelige grevinde havde ikke overlevet en fæl sygdom, der længe havde hæget egnen og nu havde hun endelig fået fred og var hos den gode Gud. Der var kommet adelige og rigmænd til fra det meste af Jylland. Ja, nogle var kommet fra Fyn. Enkelte var sågar kommet hele den lange vej fra hoffet i København for at vise grevinden den sidste ære. Jo, grevinden havde høj status hos mange i hele Danmark.

14-årige Erik stod respektfuldt et stykke væk sammen med sine forældre og sin bedstemor. Hans forældre var gode venner med Lensgreve og herremand Hans Feuerskjold og den nu afdøde grevinde. Selv var hans far greve i eget sogn, der lå nabo til lensgrevens. Begge grever havde været venner fra barnsben. De to grever var dygtige, handlekraftige og retfærdige. Måske derfor var de begge lige vellidt af folk i deres sogne. Dog blev der hvisket lidt i krogene om hans bedstemor Theodora. Folk sagde nemlig, at hun var halvt sigøjner og sandsigerske - og der var måske noget om snakken. Hun kendte i hvert fald til ting og sager som ingen andre gjorde - og nogen gange før andre vidste noget. Det gjorde folk bange for hende. Men indtil nu var hans far Grev Johan Hjortsdals position for stærk til at nogen turde gøre noget. Selv ignorerede hans bedstemor det og sagde til Erik, at han skulle gøre det samme. Så det gjorde han.

Bedstemor Theodora prikkede ham på skulderen.
   "Erik" sagde hun dæmpet og gjorde tegn til ham. Han fulgte hende lidt væk fra de andre.
   "Erik, din skæbne er tæt forbundet med den piges" sagde hun og pegede på den lille pige, der stod ved siden af sin far ved gravstedet. Lidt uforstående kiggede Erik først på pigen, derefter på sin bedstemor, der fortsatte:
   "I vil skilles, men blive forenet i modstand. Sammen skal I vinde over en stor ondskab. Det er jeres skæbne. Og I vil blive gift, som der står skrevet" sluttede hun kryptisk og betragtede ham med et mystik udtryk i sine gamle, sorte øjne.
   "Hvad mener du med "blive gift, som der står skrevet"?" spurgte Erik forvirret. Hans bedstemor slog afværgende ud med hånden.
   "Nåe, det er en gammel aftale mellem din far og hendes far. At I to skal giftes, når komtessen er gammel nok" svarede hun og gik.
   Erik rynkede panden og kiggede igen over mod den lille pige. Han kendte hende godt fra de mange gange hvor han havde besøgt Liljekilde sammen med sin far. Han legede ofte med drengene Svend og Poul, der var nogle af tjenestefolkenes børn. Ind i mellem havde de set den lille komtesse Christina på afstand sammen med hendes barnepige. Erik talte nogle gange sammen med hende af høflighed overfor sine forældre, men han synes, at hun virkede meget genert og sagde ikke så meget. I det hele taget synes Erik stadig, at hun lignede en fin, lille porcelænsdukke med de gyldne proptræk-krøller. En rigtig forkælet lille dukke! Og hende mente hans bedstemor, at han skulle giftes med? Nej, hun måtte for en gangs skyld tage fejl! Aftale eller ej!

Herremandens kønne, lille datter, den 8-årige komtesse Christina stod ved siden af sin far.
   "Far?" sagde hun forsigtigt. Hendes far svarede ikke. Stod bare som en tavs, utilnærmelig stenstøtte foran det store grå familiekapel, hvor hans elskede hustru nu lå begravet. Hans ene hånd hvilede mod gravkapellets kolde, grå mur, som om han på den måde stadig kunne mærke sin afdøde kone. Christina tog hånden til sig og rettede usikkert på sin fine, sorte kjole, som hun havde på i dagens anledning. Det stive skørt var tungt og ubehageligt, og børnekorsettet hun havde på, strammede. Hendes lange hår var strammet op i en fin frisure, der fik hendes hoved til at gøre ondt. Men hun skulle være pæn for sin fars skyld - og for sin mor. Hun snøftede lidt. Hendes store blå øjne var fulde af tårer. Hun så hen på Nanna, hendes barnepige, der stod lidt væk og duppede sine øjne med sit hvide lommetørklæde i et ubevogtet øjeblik. Hendes mor var væk. Nanna havde fortalt hende, at hendes mor var hos englene nu. Hvorfor har de dumme engle taget min mor? Tænkte Christina og snøftede igen. Et par tårer løb ned over hendes kinder. Jeg vil have min mor tilbage!

Christina snøftede igen og tørrede noget vådt væk fra kinderne. Hun lagde hovedet tilbage og kiggede op på den store bygning hvor hendes mor nu lå inde i. Over døren var familiens våbenskjold og langs begge sider var der indhugget kæmpeløver med åbne munde, så det så ud som om de brølede. Der var også indhugget vinranker, liljer og roser, der svang sig i et elegant mønster. Det så meget smukt og skræmmende ud på samme tid. Christina flyttede blikket og kiggede i stedet ud over de mange mennesker der var kommet. Nogen af dem kendte hun, andre havde hun aldrig set før. Pludselig kiggede hun lige ind i et par brune øjne, der stirrede meget intenst på hende. Selv på afstand genkendte hun Erik. Han legede tit med Svend og Poul, nogle af tjenestefolkenes drenge, når han og hans forældre ind i mellem kom på besøg. Erik var også eneste søn af en af nabogreverne, der var gode venner med hendes forældre - nej nu var der jo kun hendes far. Erik blev ved med at stirre direkte på hende og hun kunne ikke lade være med at stirre tilbage, selvom hun synes det var lidt underligt. Det var som om tiden gik i stå et øjeblik, mens de stod der og stirrede ind i hinandens øjne. Som om hun blev suget ind i hans øjnes hemmeligheder og tanker. Som om der skete et eller andet uforklarligt.

Det blæste og koldt var det, men frosten havde endnu ikke bidt sig fast og det var heller ikke begyndt at sne endnu, hvilket var usædvanligt for årstiden. Man mente dog ikke, at det ville vare mange dage eller uger før vejret slog om. Solen var efterhånden forsvundet og erstattet af en grå, uigennemtrængelig dis, der langsomt sneg sig ind fra søsiden. Inden længe ville alt være dækket af den tætte tåge. Det var som et forvarsel om noget der var på vej og mange blev utrygge. Det var den øverste kammerherre, der tog mod til sig og gik over til sin herre. Han rømmede sig og gjorde ham opmærksom på vejrets omslag. Omsider så herremanden op, nikkede så tungt og gik langsomt hen imod sin karet. Christina blinkede med øjnene og brød øjenkontakten med Erik. Hun blev pludselig opmærksom på, at hendes far var på vej hen mod kareten.
   "Vent på mig far" kaldte hun og løb efter ham. Han stoppede op og vendte sig henne ved kareten, som om det først der gik op for ham, at hun ikke var med. Køreturen tilbage til Liljekilde foregik i dyb tavshed. Tilbage på herregården Liljekilde var der en masse fremmede, fornemme mænd og damer forsamlet til Gravgilde i den store riddersal. Komtesse Christina deltog kun i den første del af sammenkomsten med Nanna ved sin side. Hun skulle tage sig af Christina. En del af de fremmede kom hen og talte i fine vendinger til Christina. Hun forstod ikke rigtig hvad de sagde, men var opdraget godt nok til, at hun bare nikkede og sagde "Ja" og "Tak" de rigtige steder. Senere da stemningen blev mere løssluppen, sendte hendes far hende op på hendes værelse sammen med Nanna. Christina græd mange ensomme tårer den nat. Og de mange næste nætter. Gravgildet varede en uge og i den uge så hun knap nok sin far.

Det var morgen, dagen efter gravgildet var ovre og alle gæster var taget afsted. Christina kom ned i morgenstuen som hun plejede. Til hendes overraskelse sad en af de fornemme, sortklædte damer med ved morgenbordet sammen med hendes far. Christina synes, at hun så streng ud med de kølige, grå øjne, den usmilende mund og det glatte sorte hår, der sad stramt tilbageredt i en knude i nakken. Christina kunne umiddelbart ikke lide hende. Der var noget direkte skræmmende ved hele hendes afvisende, hovne attitude. Hendes far kaldte hende hen til dem. Christina hilste først godmorgen til sin far og nejede derefter høfligt for damen, der blot stirrede køligt på hende. Hendes far præsenterede nu damen for Christina som hendes moster, Grevinde Anne, der boede i Odense. Hun fik også at vide, at hun havde en onkel og to kusiner. Det var første gang hun hørte om dem. Christina satte sig ved det store morgenbord og fik sin morgenmad. Christina skævede ind i mellem til sin far. Hun havde instinktivt på fornemmelsen, at det ikke var helt tilfældigt, at hendes ukendte moster spiste med ved bordet her til morgen. Efter de havde spist, rømmede hendes far sig. Hun kunne se på sin far, at han stadig var ked af det. Han knugede sine hænder hårdt foran sig og undgik hendes blik, mens han kort fortalte hende, at hun, Christina, skulle rejse med sin moster hjem og bo hos hende. Christina begyndte at græde, løb hen til sin far og slog armene om hans ben.
   "Nej, jeg vil ikke. Jeg vil blive her hos dig. Du må ikke sende mig væk, far. Jeg vil ikke væk." tryglede hun ham grædende. Men hendes far rystede bare på hovedet og så på hende med triste øjne.
   "Det er bedst sådan her, min pige. Jeg kan ikke længere tage mig af dig, nu hvor din mor er borte. Det er bedst på denne måde. Fru Anne her er din mors søster. Det er god en familie, som vil give dig en god og ordentlig opdragelse. Bedre end jeg kan. Desuden er dine ting allerede næsten pakket, så I er klar til at tage afsted. Ja, det er sådan det bliver" sagde han i et mere bestemt tonefald. Han klappede hende lidt akavet på hovedet og sagde "Vær nu en sød pige og hør efter din moster. Og husk alt hvad din mor og jeg har lært dig. Farvel min datter"

Derpå rejste han sig og forlod morgenstuen. Christina ville løbe efter ham, men hendes moster tog et fast greb i hendes arm og holdt hende tilbage. Hendes fingre føltes som krageklør, der holdt fast i deres bytte.
   "Du bliver her, barn. Din far har overladt ansvaret for dig og din opdragelse til mig og det har jeg taget til mig. Se nu at blive færdig med din morgenmad, så vi kan komme af sted. Vi har en lang rejse til Odense foran os" sagde hun koldt. Christina rev sig løs og løb hen til Nanna, den eneste ud over hendes mor, der nogensinde havde vist hende omsorg og kærlighed, og som hun holdt rigtig meget af.
   "Nanna. Jeg vil have Nanna" skreg hun og klamrede sig til hende.
   "Nej! Det kan der absolut ikke blive tale om. Skulle jeg nu også til at føde på endnu en tjenestepige? Det er mere end nok, at jeg har taget dig til mig" svarede hendes moster Anne hovent.
   "Næe, du får den samme barnepige som mine egne piger har. Hun er god nok til mine piger. Så er hun også god nok til dig" fortsatte hun bestemt. Moster Anne trådte lidt truende hen mod dem.
   "Og skynd dig så lidt, ellers vanker der..." snerrede hun. Christina klamrede sig bange til Nanna, der på en gang prøvede at give Christina et trøstende knus og samtidig forsøgte at få hende til at slippe.
   "Pas nu godt på dig selv min pige og lyt til din moster" sagde hun blidt til den grædende pige.
   "Nej, jeg vil ikke. Jeg vil ikke med" skreg Christina igen og igen, og prøvede at holde fast i Nanna. Hun skreg og sparkede. Men det nyttede ingenting. Hendes strenge moster Anne tog et hårdt tag i hendes arm og slæbte hende hysterisk grædende hele vejen gennem huset og ud til kareten. Hendes far gjorde intet. Han drejede hovedet væk, som om han ikke ville se sin datter blive ført bort. Ellers stod han blot tavs og utilnærmelig på trappen sammen med Nanna og de øvrige tjenestefolk. Han vinkede ikke engang farvel til hende, da mosterens karet kørte af sted. Nu har far også svigtet mig, tænkte Christina fuld af sorg. Nu har jeg slet ingen i hele verden! Det varede meget længe inden Christina holdt op med at græde og affandt sig med, at hun nu skulle med sin ukendte moster Anne hjem til Odense. Køreturen til hendes nye hjem føltes uendelig lang.
Forfatterbemærkninger
Dette er en historisk roman. Den foregår i Danmark og jeg har som udgangspunkt tænkt mig, at den en blanding af fakta og fiktion. Det skal man lige huske når man læser den. Men jeg har lavet meget research for at få så meget fakta med som muligt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/05-2016 00:20 af Laila Wolff (Dorthea Rose) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2396 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.