Det siges, at enhver myte indeholder en kerne af sandhed. Det tror jeg på. Det er det der gør det til en myte og ikke bare en opdigtet historie. - Men går det også den modsatte vej? Hvis man har denne kerne af sandhed, og fylder på med fri fantasi og egentlige løgne, bliver det da ved med at være sandhed?

Hvornår og hvordan bliver sandhed til løgn, og hvordan skelner man sandhed fra løgn? Er ethvert udsagn enten sandhed eller løgn, eller er der mellemstadier?

Enhver begivenhed er væk, når den er overstået. Den findes ikke mere, heller ikke selvom der har været en hærskare af tilskuere, og det siges, at begivenheden lever videre i deres erindringer og i hvad de fortæller. Og heller ikke selvom et helt filmhold har optaget begivenheden. Enhver der har set filmoptagelser af begivenheder i fortiden, som de selv var involveret i ved, at det var anderledes i virkeligheden.

Hvad da med det der er foregået mellem to mennesker, og hvor der ingen vidner er, forsvinder det da, som alle andre begivenheder ud i fortidens mørke? Ja, naturligvis, men det lever dog i sine eftervirkninger, i den begivenhedsrække det sætter i gang. Og er begivenheden et overgreb, kan den vende tilbage år senere og ramme en i nakken.

Nemesis! Gudinden Nemesis var overguden Zeus' hustru og var den der skulle sørge for, at verdensordenen var i balance. Det gode og det onde var det der bragte verdensaltet i balance eller ubalance. Banalt set vil det sige, at Nemesis belønner det gode man gør og straffer det onde. Det er ikke en mystisk straf der rammer en i livet eller efter døden, men det ligger i selve livets gang med dets lys og skygger. Enhver har dog erfaret, at dette ikke stemmer med virkeligheden. De gode bliver ikke altid belønnet, og de onde får ikke altid deres straf. - Men i den større sammenhæng, i verdensaltets historie, der hænger det vel meget godt sammen. Da ligger det ikke så langt fra den økologiske tanke.

Jeg ved naturligvis, at nemesistanken, så lidt som alle andre filosofiske og religiøse systemer, stemmer helt med virkeligheden, i hvert fald ikke når de tolkes fundamentalistisk. Verden er Guds, systemerne er menneskenes. Ikke desto mindre kan disse systemer være til stor inspiration, når man selv grubler over verdens og livets gåder. Andre i fortiden har grublet som jeg.

Det er da godt med de ti bud, det er godt når der siges: "Du må ikke slå ihjel!" - Men blot nogle sider længere fremme i Bibelen står der om heltekongen David: "Saul har dræbt sine tusinder, men David sine titusinder." - Princippet er, at private drab er forbudt, men det er i orden at dræbe dem Gud vil have dræbt. - Alverdens terrorisme bygger på det princip.

Hvad er da godt og ondt, bortset fra at være abstrakte begreber? I eventyr og mange gode (og dårlige) romaner er det let at kende forskel på godt og ondt, og på de gode og de onde. Bliver disse enkle begrebet konkretiserede og man får dem nær på, da kan det være svært eller ligefrem umuligt, at bedømme hvad der er hvad.

Hvordan skal jeg bære mig ad, hvis jeg vil være et godt menneske, en god ven for mine venner, en god samfundsborger? Prøver man for hårdt, bliver man rent til grin. Helgener er dejlige i myter, men sådan at have dem gående midt iblandt os ... åh, må jeg lige få vejret.

Følg dit hjerte. Det er en almindelig anerkendt opfordring, og jeg tilslutter mig den gerne. Men da kan du godt glemme alt om de ti bud og gode anstændige samfundsnormer. - Hvad skal man stille op, hvis man har et hjerte, som ikke er til at stole på, og som vil føre en bort fra anerkendte normer og god moral? Hvis hjertet, af dets egne uudgrundelige årsager forsætligt vil føre en bort fra sundhed, familieliv og borgerligt ansvar? Hvad skal man da gøre? Skal man stikke fingrene i ørerne og nægte at lytte til dette forføriske, dumme hjerte, og i stedet sætte kurs mod ordnede forhold, fornuftig arbejdstid og et stabilt hverdagsliv? "På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå. Der har livet sat dig stævne." - Sådan har vi sunget. Er det hvad jeg skal stræbe efter? Det vil jeg gerne, at nogen skulle forklare mig.