Som en elevatorskakt startende fra neden
går vort levned lige lukt op i evigheden.
Successive, lag for lag
gennem livets aldre
til mod husets høje tag
ho'det vi skal baldre.
(Piet Hein)

Det er da en fin summarisk beskrivelse af livets gang og endeligt. - Nåja. Så skematisk går det vel sjældent for sig, og afslutningen er vel sjældent så spektakulær.
Nå, men dette er altså et stykke poesi, som godt tør lave lidt sjov med det alleralvorligste.
Det er kommet på mode, at tale godt om døden. - Det kan man da godt sige, ikke? Forstå mig ret. Det er en reaktion på at døden skal være sådan et pinligt emne - samtidig med, at vi læser stakkevis af krimier, ser film og fjernsynsserier, hvor folk dør på de forunderligste måder. Men det er jo bare eventyr, og skræmmer ikke noget særligt.
Virkeligheden er anderledes. Det fylder stadig meget, nå en af ens kæreste "går bort", som man siger. For slet ikke at tale om, når man selv skal til det. I Åbenbaringen i Bibelen siges der, at "den sidste fjende der tilintetgøres er døden". - Ja, det er jo meget godt, men hvad kommer der da i stedet? Kan vi udholde den tanke, at skulle leve i al evighed? - Nåja, man måtte jo tage én dag ad gangen. - Desuden, Johannes, som skrev dette gjorde det for to tusinde år siden, og han troede, at det var lige før det skulle ske. Så man må jo være lidt skeptisk.
I min tid som hjemmehjælp kom jeg til en lille skrøbelig dame, og over en kop kaffe talte vi om en forestilling jeg lige havde set, om en kvinde der var tre hundrede år gammel, men lige ung og smuk. I sin ungdom havde hun nærmest ved en fejltagelse drukket en elixir, der altså virkede sådan, at hun nu tre hundrede år senere stadig levede. Og det var ikke noget lykkeligt liv, og forestillingen endte da også med, at hun holdt op med at tage elixiren og dermed døde.
Damen jeg var hos havde opmærksomt lyttet til min fortælling. Nu sagde jeg: "Hvem ved, hvis man bel tilbudt sådan en elixir, og kunne leve i tre hundrede år, ville man så tage imod den? - Hun svarede hurtigt: "Jeg ville." Forundret sagde jeg: "Ville du virkelig?" - "Ja," svarede hun tøvende. "Jeg ved da godt, at det ikke ville være særlig lykkeligt. Men ved du hvad? Det er så dejligt bare at leve."
Jeg selv er nok ikke så klar i mælet. - Vist er det dejligt at leve, i hvert fald bedre end alternativet, som man siger. Men der er visse dage, hvor jeg tænker, at nu kunne det snart være nok. Men så er der de andre dage, hvor solen skinner og i haven er alt så grønt og fuglene synger - og der er to hvide sommerfugle, enten slås de eller de elsker, jeg er ikke sikker på hvad. - Ja, så er det alligevel dejligt at leve.
Så vi venter lidt med at give os ud på den lange rejse, en rejse hvor jeg ikke kender destinationen. Går rejsen ind i en mørk tunnel, hvor jeg aldrig skal se lyset igen, eller er de lys for enden af tunnelen? Tjah! Der findes ganske vist mange rejseplaner, men de er alle modstridende. Så jeg må nøjes med det jeg selv kan tænke og håbet, så må vi se hvad der sker.
Jeg håber nogen vil følge mig på vej og ønske mig god rejse.


Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø.
Jeg vil nu helst leve
lidt endnu.
Det er så godt at leve.
bare at leve.

Men altså, skal jeg så skal jeg.

Det er nu underligt,
jeg har levet så længe,
så længe, at det føles som altid.
Og dog er det kun så kort.

For kort tid siden løb jeg med bare ben og korte bukser
og spiste sukkermad, som mor havde givet mig
ud af vinduet. Og jeg havde fået myggestik på armen.

Skoletid, åh, den fordømte skoletid.
Ungdom som ikke var spor ungdom.

Arbejde, pligter, venner
lykke og ulykke.
Kærlighed
Åh ja, kærlighed
- det er bedre at elske, end at blive elsket -

Venner, færre med årene, tårer, resignation, afklaring.

Synder jeg angrer, og
synder jeg ikke angrer, og
som jeg med glæde ville begå igen.

Livet, selve livet
pinefuldt og vidunderligt.

Det gør ikke noget, at det slutter,
men det må gerne fortsætte lidt endnu.