1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Vognen stoppede foran et palæ, Lucine kunne ikke kalde det andet.... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasy
4 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Efter de havde lagt deres rygsække på et loft, red de ned mod hav... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
4 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Dagene skred videre frem og hun begyndte at få et greb, som denne... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
4 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hendes drøm var alt for levende og vild, hun løb og så sig over s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
I den frie time sad hun med bogen i hånden og udtale ordene for s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Inden de blev henvist til et værelse, blev alle i salen gennemsøg... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
En dag efter stod de med deres ting pakket og klar, deres madpose... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hvordan hun var havnet under et tæppe, vidste Lucine ikke. Men de... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 2
Han var drivvåd, da han kom hjem. Dels af sved, dels af regn som ... [...]
Fantasy · eventyr, opdagelsesrejsende, magi
5 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 1
Aelius vågnede med et sæt, der var stille omkring ham, natten lå ... [...]
Fantasy · magi, eventyr, opdagelsesrejsende
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent, da de grå heste endelig gjorde holdt. De havde fulg... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
5 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der gik ikke lang tid, så forsvandt lejren fra horisonten bag dem... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Da solen begyndte at synke på himlen, gik Lucine over til Sairu, ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
En blanding af unge kvinder og mænd, sværmede, omkring dem. De sn... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
"Det er fint" smilte han og de gik sammen tilbage ind, Conrad og ... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der lå en let dis, da de stod op næste morgen. Lucine skyndte sig... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Aften faldt på, og Lucine hjalp Maria med at gøre border rene ind... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skibet vuggede stille i natten, men Lucine kunne ikke sove. Endel... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
5 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det tog dem et par dage at finde den næste by, under turen, havde... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
5 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
De kørte roligt igennem byen, på en stor vej, som kun var til kør... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine havde aldrig set så mange bøger, som der var i biblioteket... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
5 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen stod både Astra og Conrad og kiggede nysgerrigt på h... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen vågnede Lucine med en stiv nakke og sorte rander und... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
5 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Desværre kunne de ikke rejste videre med det samme, vejret var sl... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi
5 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent om aften da de nåede tilbage til byen, lygtemændene ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
5 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næsten morgen vågnede hun før Astra, som stadig sov. Lucine liste... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
5 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Efter nogle timers gang ankom de til byen, en træ mur stod om den... [...]
Fantasy · venskab, eventyr
7 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skoven var rolig omkring dem, ingen snakkede mere, alle var still... [...]
Fantasy · eventyr, venskab
7 år siden
0Elycia - Elycia - Kapitel 4, del 2
Hun kom selvfølgelig først, det var endelig ikke det, hun ville m... [...]
Fantasy · eventyr
7 år siden
0Elycia - Kapitel 4, del 1
De næste uger gik med at lære Elyciansk, endelig ville hun heller... [...]
Fantasy
7 år siden
7Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine så op på månen, for nogle dage siden, havde den været fuld... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
7 år siden
0Elycia - Kapitel 3
Foran hende var der en dør, den var høj og var lavet af sten elle... [...]
Fantasy
7 år siden
2Elycia - Kapitel 2
En sang gav sig til at spille og et sted inde i mørket, vågnede M... [...]
Fantasy
7 år siden
4Elycia - Kapitel 1
Det var en rolig vinter dag, landskabet lå øde og gold hen. Træer... [...]
Fantasy
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lise Fugl (f. 1986)
Næsten morgen vågnede hun før Astra, som stadig sov. Lucine liste forsigtigt ud af sengen og fandt sig noget rent tøj, det gamle pakkede hun ned i sin taske også pakkede hun alle sine ting sammen. Da hun ville tage sin mormors kappe på, var den faldet ned.

Lucine samlede den let op og så lidt underne på den, så svang hun den over sine skulder. Så rodede hun lidt i sin læderpung, hun havde meget få penge med og hun ville hellere købe noget som kunne holde sig, end bestille mad her til morgen. Lucine tog sin taske på og var på vej over til døren.

"Jeg vil forslå dig, at stoppe fordi Thomas, han har nok noget morgenmad klar" lød Astra s varme stemme, Lucine stoppede op med det samme, hun havde lidt dårligt med at forlade Astra uden at sige farvel.

"Jeg..erm" Lucine vendte sig om, hun kunne mærke varmen stige op i hendes kinder
   "Du har vist fundet ud af, hvad du skal nu. Det gør ikke noget, jeg håber du finder det du leder efter" Astra sad op i sengen, hun sendte venligt "Pas på dig selv der ude"
   "Mange tak, det... Det skal du også"

"Altid" smilte Astra "Smut med dig, inden det her bliver for pinligt "Forresten, når du skal ud i mosen, hvis du ikke kan finde fast jord, så hold dig til tuerne "
   "Tak"
   "Af sted" Astra viftede hende af og Lucine forsvandt ud af værelset.
   Thomas havde rigtigt nok lavet morgenmad til hende, han smilte venligt til hende da hun ville betale og sagde det var gjort på forhånd.

Da hun endelig fik lov til at forlade kroen, var det formiddag og byen summede med liv. Der hang en våd duft i luften, det måtte havde regnet meget i nat, store vandpytter lå hen af vejen. Markedet var heldigvis ikke så svært at finde og hun havde snart flydt sin madpose op til randen, så forsvandt hun ud mod vejen.

Der stod to vagter ved porten, Lucine tøvede lidt, hun var bange at blive opdaget og hun ville nok vække opmærksomhed, hvis hun gik ud alene. Hurtigt så hun sig om, en lille gruppe, af hvad der lod til at være landmænd, var på vej ud. Lucine skyndte sig op til dem og gik lige så stille ved siden af en vogn de havde med. Vagterne stoppede dem ikke og snart var de ude på vejen, Lucine brød fra den lille gruppe, som var så optaget af deres samtale at de ikke havde bemærket hende, og fulgte vejen alene.

Skillet var ikke svært at finde, hun kunne nærmeste ikke over se det. Efter at havde gået et stykke tid, nåede hun endelig udkanten af mosen, da solen stod højt på himlen. Lugten af stillestående vand, hang surt i luften og et eller andet sted der ind, sang en fugl. Træerne var ikke særlig høje, men de var ret tætte, for lyset lod ikke til at træde ordentligt igennem trækronerne. Lucine bed sig i underlæben, hun kunne ane en betrådt sti, som ledte ind i halvmørket.

"Hvor intet vover.." mumlede hun og begyndte at gå.
   Det første stykke gik fint, stien var tydelig og jorden var fast under hendes fødder. Men da hun kom længere ind forsvandt stien lige så stille, da græsset og andre planter voksede frem, og snart nåede hun kanten til en meget stor mose sø. Den sorte lugtede ikke nær så slemt her, men Lucine kunne ikke se bunden. Hurtigt så hun sig om, efter nogle tuer, som Astra havde sagt hun skulle, der var nogle og de stod heldigvis ret tæt på hinanden og de ret store.

Hun budte kunne krydse over. Lucine spændte sin taske til og spang ud på den første tue, planten rørte sig ikke og hun kunne let springe videre til den næste. Snart var hun over på den anden side, jorden hun trådte op på var lidt blød, men den holdt hendes vægt. Herfra blev lyset endnu svagere og der var meget stille, Lucine kiggede rundt, der lod ikke til at være en synlig sti, i hvert fald ikke hvad hun kunne se.
   "Fint, hvad så nu?" tænkte hun

Efter lidt tid valgte hun at forsætte lige ud, da hun syns det så ud, at der var en svag antydning af en sti. Sværme af myg hang i luften og Lucine var træt af, at hun ikke kunne bruge en afværgelses magi til at holde de bidende små bæster væk. Hun slog efter dem, men de vendte snart tilbage igen. Foran hende blev jorden mere blød og snart var hun tildækket i mudder helt op til knæende, pludselig forsvandt den hårde jorden under mudderet og hun sank et stykke ned.

Panikken var ved et gribe, så hurtigt som hun kunne trak hun sin fod til sig og skyndte sig over, til nærmeste faste jord. Huldet havde ikke taget hendes støvle, men hun ønskede ikke at prøve sin lykke igen. Hun lægte sig op af træet og fik vejret, at løbe igennem mudderet var hårdt og havde trappet hende for energi. Foran hende strakte mosen sig, dunkle og meget stille
   "Hvornår ender den?" mumlede hun, det føltes som om hun havde gået i en evighed. Lucine kiggede op, hun kunne svagt ane solen og kom frem til, at hun havde vært der inde i to timer.

Lucine sukkede, luften var blevet ret tung og lugten af stillestående vand var blevet meget stræk. Lucine hostede og hankede op i sig selv, derpå forsatte hun fremad. Hun nåede dog ikke særlig lang, før en svag lyd fangede hendes opmærksomhed.

Hun måtte stoppe op og lytte, for hendes skridt overdøvende lyden. Det lød som en menneskeskabt lyd, dog Lucine ikke kunne sætte en figner på, hvad det var. Lucine gik forsigtigt frem mod lyden, jorden i området var lidt mere fast end det hun kom fra og snart fandt hun ud af, hvad lyden var. Der var en som råbte på hjælp, meget tæt på. Lucine stoppede op, det kunne være en fænge for at fange Onang eller andre skovkvinder.

Råbet lød igen og Lucine listede forsigtigt frem, hun holdt sig lavt og søgende for, at gemme sig bag træer, det kunne jo være en fra byen, der var faldet i mosen. Foran hende åbnede en lysning sig og luften blev, letter at ånde, inde i midten af lysning sad en person halvvejs nede i jorden.

Da Lucine havde snaget sig tættere på, kunne hun se, at det var en dreng på, omkring, hendes egen alder. Han havde gylden brunt hår og meget fint ansigt, han var dog smurt ind i mudder og der sad blade i hans halv lange rodet hår. Han så meget bange og træt ud, han havde en hånd over jord og den anden hang ned langs hans side og forsvandt ned i jorden.

Efter at havde set ham lidt an, bemærkede hun at jorden omkring ham ikke var brun, men sandfarvet. Som et lyn slog det ned i hende, drengen sat fast i kviksand! Lucine så rundt i kanten af lysningen, hun kunne ikke se nogen andre mennesker, hun tøvede lidt.

"Hjælp!" skreg drengen igen, han sank lidt ned i den løse jord. Lucine så sig om endnu engang, så løb hun ned mod drengen, hurtigt hev hun kappes hætte op, så det skjulte hendes ansigt. Jorden under hende blev lidt mere fast, og snart var hun over til kanten. Drengen så hurtigt op på hende
   "Jeg sidder fast, vil de ikke nok hjælpe dig?!" depressionen hang i hans stemme, han så meget bange nu. Lucine så sig hurtigt rundt, hun skulle bruge en gren eller noget som hun kunne smide ud til ham. Bag hende så drengen bedene på hende, Lucine forsvandt ind imellem trænende, hvorefter hun kom igen med en tyk gren efter sig.

Med en et kraftfuldt sving fik hun smidt den ene ende ud til ham, drengen greb ud efter de mange forgreningerne, som stak ud fra grenen. Da han havde fået fast, hev Lucine til. Drengen rykkede sig lidt og han fik hevet sin anden armen frem og tog et fast tag i grenene. Lucine trak til og begyndte at bevægede sig bagud, lige så stille begyndte sandet at slippe ham og snart havde hun hevet ham ind til bredden. Han hev sig op og lagde sig fladt op ryggen, han træk vejret hurtigt og tungt. Lucine smed grenen og var på vej til at gå

"Vent!" kom det stønnede fra ham, imens han vendte sig om, så han lå på maven "Jeg må takkede Dem!"
   "Det er ikke nødvendigt" brummede Lucine
   "Jo!" drengen rejste sig op og gik over imod hende "Jeg skyder Dem mit liv, men lige nu, kan jeg ikke give Dem andet end en livsgæld"

Lucine så på ham, hun havde ikke brug for en livsgæld.
   "Det er meget generøs af Dem, men det behøves ikke" Lucine begyndt at gå tilbage mod mosen, hun håbede hun kunne finde tilbage til, hvor hun kom fra.
   "Vent skal De også finde skovkvinden som bor her?" drengen flugte efter hende, Lucine stivende
   "Tag det roligt, jeg er ikke en soldat eller med dem, som De kan se, Jeg har bare brug for hendes råd" Lucine vendte sig mod ham, han så meget ærlig ud, selv om han havde mudder i ansigtet, Lucine kunne ikke fornemme at han løg.

Hans øjne var lysegrå og han så meget venlig, dog lidt forvirret, på hende. Hans tøj så lidt fint ud, dog det var i mørke og brune farver, han var lidt højere end Lucine, men ikke med meget. Nu hvor han var tættere på, kunne hun se, han nok var på hendes alder, så nok ikke en dreng, nok mere en ung mand.

"Ja, jeg skal også finde hende" et øjeblik tøvede Lucine, men så fortsatte hun "Så vi kan god følges ad"
   "Det lyder godt, jeg er så forfærdelig ubekendt med moser og jeg er bange, at jeg vil falde i det næste mosehul." han smilte lidt undskyldende "Jeg hedder Conrad"
   "Lucine" svarede hun kort og kastede et blik igennem skoven "Vi skal til at gå, hvis vi skal finde Onang inden det bliver mørkt. For det bliver umuligt at se, hvor vi går"

"Det lyder som en god ide" Conrad smilte igen, denne lidt nervøst. Lucine sukkede stille, så Conrad ikke hørte det, hvorefter hun begav sig, tilbage til det sted hvor hun kom, inden hun måtte redde Conrad. Snart kom Conrad op på siden af hende, han havde intet rejseudstyr på sig, hvilket underet Lucine. Han lignede ikke, som kunne klare sig selv i naturen. Efter at havde gået et stykke tid, blev skoven til en tæt mose, med træer spred hist og her. Det gjorder dog ikke lettere for dem at se, da en let tåge lå over mosen.

Snart stod de foran et vådområde og der var ingen tør jord at se nogen stede
   "Hvad gør vi nu?" Conrad lød lidt fortvivlet
   "Vi må hoppe fra ture til ture"
   Små ture stak op af det mørke vand og der var, heldigvis, ikke tale om små ture.

"Kan man det? Er det sikkert?" Conrad så på hende med lidt vantro i øjne
   "Tja.. jeg ved ikke, hvor sikker det er, men det er bedre at blive stående her og vente på at myggene æder os"
   "Det kan De have ret i" Conrad rettede sin opmærksomhed mod den nærmeste ture "Jeg skal nok tage det første spring"
   "Hvis du vil, hvis du ser noget fast land, så sig endelig til" Lucine så underne på denne Conrad, han snakkede så, fint og fornemt. Men hun ville ikke lægge for meget i det, hun havde sine egne sager at tage sig af og en fremmedes talemåde, var ikke en af dem.

"Skal jeg nok" Conrad sendte hende et lidt forsigtigt smil, hvorefter han sprang ud på den første ture, et øjeblik så det ud som, at han ville falde, men så rettede sig op og sendte hende et triumferende smil og Lucine kunne ikke lade med et smile. Herefter spang Conrad videre til den næste ture, Lucine satte af og lande, lidt klodset, på turen, hvor Conrad havde været.

Snart spang de afsted, ture til ture, i et jævnt tempo. Der gik dog ikke lang tid, før Lucine begyndte at blive træt. Hun var ikke van til at hoppe sådan rundt, i længere tid ad gangen. Vandet strakte sig videre ud i tågen og der var intet jord at se nogen steder. Flere turer dukkede op ud af disen, men de begyndte lige så stille at blive færre og færre, sveden drev ned af Lucines pande, imens hun inderligt håbede at en ø eller Onangs hus snart ville dukke op.

"Vent lidt, jeg er nød til at holde en pause" sagde Lucine og stod stille på sin ture, hun kunne mærke turen lige så stille give efter under hendes vægt. Conrad så på hende med et bekymret blik, så spejlede han ud i tågen

"Kom frøken Lucine, der kan ikke være langt til land" lød det så opmuntrende fra ham, dog det ikke hjalp meget på Lucine humør. Hun frygtede at der snart ikke ville være flere ture også måtte de hoppe tilbage, hvilket hun var ret sikker på, at hun ikke havde energi til.
   "Det håber jeg.." mumlede Lucine og sprang frem til den næste ture.

Endelig, efter Lucines ben var begyndt at føles som bly, dukkede en bred op af tågen. Træ snoede sig op imod den himlen de ikke kunne se, men Lucine var ligeglad, det at der var fast i sigte, fik hende til at sætte fasten op. Lucine overhalede hurtigt Conrad, som så lidt overrasket på hende. Snart lande hun let på jord, hvor hun næsten med det samme satte sig ned. Conrad var lige efter hende, han havde sved på panden, men virkede ikke ellers ikke træt.

"Klare De det?"
   "Ja, jeg skal bare lige sidde ned lidt" Lucines ben summede som en gal og hun ret sikker på, at hendes muskler ville komme til at gøre ondt i morgen. Man kunne ikke se den bred de var kommet fra og takketvære tågen, kunne Lucine ikke få en fornemmelse af, hvad klokken var.
   Conrad lod hende sidde, til hun var klar igen.

Han stod høfligt og holde øje med den træline som var bag dem, dog Lucine var sikker på, at der ikke var nogle af kongens soldater så langt ude i mosen.
   "Jeg tror at der går en sti der" lød det så fra Conrad, Lucine dejede sig og så i den retning han pegede, man kunne svagt ane en sti som var næsten skjult af ture, græs og tåge.
   "Ja, det gør der" Hun så op på ham "Du har ret skarpe øjne"
   "Årh, det er ikke noget" Man kunne ane en svag rødmen hen over hans kinder, det gik op for Lucine, at Conrad nok ikke var meget ældre end hende. "Skal vi fortsætte?"

"Ja, ja det skal vi" Lucine rejste sig, med lidt besvær, op og de fortsatte hen af stien.
   Snart blev landskabet mere skov end mose og tågen slap sit greb, over dem var himlen malet i røde og orange farver, solen var på vej ned. Stien blev mere betrådt jo længere ind de fulgte den og snart måtte et vådområde op foran dem, ude i den lå et lille hus, hvorfra der steg røg op af skorsten. Lucine sukkede lettet, hun kunne snart ikke træde et skridt mere og hendes mave rumlede, for de have ikke spist hele dagen.

"Jeg håber inderligt det er her hun bor" mumlede Lucine
   "Hvis ikke hun gør, kan vi i det mindste spørge om vej og høre om vi må overnatte der" svarede Conrad, man kunne ane i hans stemme, at han var lidt træt. Så hurtigt de kunne, begav de sig over til huset, som så ud til, at kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være. Husets forside vendte ud mod dem og der var et enkelt vindue, hvorunder der var plantet nogle forskellige urter. Lucine var den der bankede på, måske lidt for hårdt, men hun var træt og sulten.

Først skete der ingenting, men så blev døren åbnet og en ældre kvinde med langt sølvgrå hår, åbnede døren. Kvinden havde lettere grå øjne og hendes blik var mistroisk, hvilket Lucine godt kunne forstå, hun havde en simple mørke kjole på og et bælte af læder, hvori der hang en stor pung og et par små. Hun så dem hurtigt an, Lucine kunne mærke hendes benhårde blik kører op af sig

"Hvad vil i?" sagde hun så med en lidt hæs stemme
   "Er du Onang?" spurgte Lucine
   "Hvem spørg?"
   "Jeg er Lucine, skovkvinde læring af byen Limfare" Lucine håbede kvinden var Onang og at hun ville tro hende, Lucine havde intet til at bevise at hun var en læring, da det ikke var kutyme at have bevis på det. Ens ord var ofte nok. "Og det er Conrad.. han.. leder også efter Onang"
   Kvinden så stadig på dem med et hårdt blik, Lucine kunne mærke hendes ben skreg.
   "Hvad skal I med hende?"

Lucine tav, hun havde ikke lyst til at fortælle sit ærende til en, som hun ikke vidste hvem var og bestem heller ikke Conrad, som hun stadig ikke var sikker på, hvem var.
   "Jeg skal spørge hende om råd" lød det så fra Conrad
   "Jeg skal.. snakke med hende om noget vigtigt" sagde Lucine så, forhåbentlig var det nok. Kvinden så på dem og der gik et langt øjeblik, så forsvandt hendes lidt hårde ansigts udtryk.

"Godt børn lille, kom bare ind" kvinden trådte til siden og så de kunne komme ind.
   Det rum de kom ind, var et køkken og en stue som var slået sammen. En sort gryde stod på et, lige så sort, komfur og op af den steg en let damp. Der hang en lidt flad duft i hytten, luften fra mose lettede den sære duft, inden den blev lukket.

"Jeg er Onang, som I sikkert har regnet ud, børn lille" Onang gik over til gryden og rørte rundt i den
   "Hvad for et råd, er det du søger dreng?" Hun så ikke på dem imens hun snakkede. Conrad sendte Lucine et uroligt blik
   "Det er en privat sag, som jeg ikke ønsker at indblande andre i" Conrad så på Lucine "Det er ikke fordi jeg har noget imod Dem, men det her er vigtigt"

"Det gør ikke noget, min sag er også noget, jeg helst vil tale med Onang alene om"
   Onang sukkede, men vendte sig mod dem, hun så tænksom på dem, det mindede Lucine om det blik hendes mor eller mormor, sendte hende, når hun eller en anden havde gjort noget de ikke skulle. Dog, ligesom hendes mor og mormors blik, var det ikke dømmende, mere at hun prøvede at regne ud, hvad de havde gjort.
   "Javel, så kom med mig .. Conrad"
   Onang ledte an og forsvandt sammen med Conrad ind i, hvad Lucine antog, var, en meget lille stue.

Her efter blev døren lukket efter dem, indholdet i gryden boblede let, Lucine kunne ikke høre, hvad de snakkede om. Hvilket var fint for hende, hun var ikke en der lyttede ved døre. Lucine satte sig på en ledig stol, som kragede lidt, over hende hang der tørrede urter. Efter lidt tid, sendte hun lidt magi ind i spurven. Med det samme sprang den frem fra en let tåge og så på hende
   "Har du fundet Onang?"
   "Ja, det har jeg. Jeg ville endelig spørge dig om noget"
   Spurven så på hende med hovedet på skrå
   "Hvorfor, virker det som om, du ikke kan lid Onang? Du ville ikke anbefalede mig at opsøge hende, så hvorfor?"

"For mange år siden, blev din mormor og Orang kendte hinanden engang for mange år siden, de kunne ikke blive enige om visse ting, så de brød deres bekendtskab. Karla tog din mormors side og dette er grunden til, jeg ikke kan lid Orang"
   "Fordi Karla ikke kan lid hende?"
   "Ja"
   "Hvad var det de blev uenige om?"
   Spurven så på hende med dens lille hoved på skrå
   "Karla havde hørt, at de var uenige om, hvad der skulle gøre med de drenge, som kunne bruge magi"
   "Hvad?" Lucine så med et hævet øjenbryn på den lille fugl, hvad hun vidste, var der ingen drenge eller mænd, som kunne kaste magi. I hvert fald ikke i hendes landsby.

Det eneste sted, hun kunne huske at havde hørt om sådanne magiske mænd, var i eventyr.
   "Efter hvad Karla ved, så gør der. Men er det vigtigt lige nu?"
   Lucine tav, det havde fugl jo ret i. Om der fandtes mænd, som kunne bruge magi var ligegyldigt for hendes situation.
   "Nej, det er det ikke" mumlede hun så, spurven blev igen et broderi på hendes trøje og efterlod hende til stilheden. Efter lidt tid, gik døren ind til stuen op og Lucine kunne høre Orang afslutte en sætning: "..jeg skal tale med Lucine først, så skal jeg nok give dig dit råd"

Conrad så lidt forvildet ud, men protesterede ikke. Lucine rejste sig, måske lidt for hurtigt, op og så forventede på Orang. Den ældre kvinden så hende lidt an, igen, og gjorder derpå tegn til, at Lucine skulle følge med hende. Da de stod inde i den dunkle stue, lukkede Orang døren og satte sig hen til et meget lille bord og havde to kulsorte stole ved sig. En lidt sur luft hang her inde, den mindede lidt om den lugt mosen havde haft. Lucine satte sig hurtigt ned, overfor Orang, som så på hende meget roligt.
   "Hvad er det for nogle alvorlige sager du skal bruge min hjælp til? Kan Gerda ikke hjælpe sit eget barnebarn?"

Lucine bed sig lidt i læben, hun kunne ikke lid den tone, Orang brugte, når hun sagde hendes mormors navn. Den gjorder hende lidt vred, men hun måtte bide det i sig.
   "Min mormor er blevet bortført af kongens mænd, sammen med alle andre kvinder i min landsby. De har også hente skovkvinde fra denne eng, men det ved du sikkert"
   Lucine nåede lige at, fange et glimt af overraskelse fra Orang, så faldt hendes ansigt hen til en neutral holdning.

"Kunne konges mænd virkelig finde Limfare." mumlede hun så "Tænkt at de er nået så langt"
   "Hvad mener du med det?"
   "Kongen udsendte en ordre her, for nogle måneder siden. Alle skov-, mose og steppe kvinder, skulle møde på slottet, så hurtigt så muligt. De fleste troede at kong Constantin eller hans kone var blevet syg og det var derfor, at naturens kvinder blev hidkaldt. Men de som tog afsted blev aldrig set igen, endnu gang udsendte kongen den samme ordre, men denne gang var der ingen der tog afsted."
   "Fordi det var Lukas Falkenrath der udsendte orderen?"

Orang så på hende med et lidt underne blik, men så nikkede hun "Ja, kort tid efter den anden ordre var blevet udsendt, kom der en melding fra slottet, kong Constantin var blevet væltet af en som hed Lukas Falkenrath. Ingen vidste ved han var, men han sendte sine vogne og mænd ud, for at hente de kvinder som ikke var kommet. Jeg havde regnet med, det ville tage længere tid, men de er vist hurtigere end jeg troede"

Orang sukkede lidt, så kiggede hun på Lucine med trætte grå øjne.
   "Hvad er det, som bringer dig til mig?"
   Lucine fiskede Karlas skyggebog op og lagde den på bordet
   "Karla fra Demeton havde lagt denne til min mormor, men hun var blevet taget da jeg kom hjem" Lucine kunne mærke hun blev varm omkring øjnene, da hun tænkte på hendes mor og mormor "Så jeg måtte finde en anden, lige så klog og stærk skovkvinde, der kunne åbne den"
   Orang smalnede bogen op og så lidt på den

"Hvorfor skulle din mormor have bogen?"
   "Jeg ved det ikke" Lucine trak lidt på skulderne "Spurven sagde bare at den kunne hjælpe os"
   "Spurven?"
   "Ja, øjeblik" Lucine havde helt gemt den, så nervøs var hun. Med lidt magi fløj den lille fugl op og lande på bordet. Orang så ned på den
   "Det er værre end jeg havde troet, hvis Karla har lavet sin hjælper binde til bogen. Den må virkelig indeholde noget meget vigtigt"
   "Den kan hjælpe jer" sagde den lille fugl så
   "Er det alt, hvad du ved lille fugl?" spurgte Orang så "Hvad er det i bogen, som kan hjælpe os?"
   "Bogmærket viser begyndelsen, natten slutter det" pipende den så

Lucine så lidt uforstående på den, gåde havde aldrig vært hendes stærke side. Hun fjernede en rødbrun tot af hår og så forventende på Orang med sine lysebrune øjne.
   "Selvfølgelig, en gåde til at beskytte indholdet, Karla og hendes gåde, men denne er meget let." Orang lagde sin hånd på bogen og hviskede så lavt, at Lucine ikke kunne hvad hun sagde, hvor på bogen lyste op og et lavt smæk kunne høres. Hvorefter et mørkerødt bogmærke rullende ud fra mellem siderne, Lucine sad helt ud på spidsen af sin stol, imens Orang åbne bogen og bladede igennem den. Hun stoppede ved bogmærket og Lucine kunne se, at hun var begyndt at læse.

En ustyrlig lyst til at rejse og læse Orang over skulderen havde meldt sig, men Lucine vidste bedre, man læste ikke sine ældste over skulderen, med mindre de bød en det. Efter lidt tid, lagde Orang bogen ned, den var åben på den side, som bogmærket var. Der nogle tegninger og en del skrift, men siden det vendte på hovedet, kunne Lucine ikke læse det. Orang længde sig tilbage og så meget tænksom ud, efter lidt tid åbne hun munden.
   "Karla lader til at tro, at Lukas leder efter noget meget magisk, hvorfor han skulle gøre det, giver hun ingen mening bag. Men hvis han virkelig er efter denne magiske ting, så er det forståligt, hvorfor han hente alle kvinderne"

Lucine så spørgende på hende, hun var ikke sikker på, om Orang snakkede til sig selv eller hende.
   "Lucine, har du hørt historien om Almas den vise?"
   efter at havde tænkt sig om, rystede Lucine på hovedet, den havde hun ikke hørt.
   "Almas den vise var en magi bruger, det vidste ikke om Almas var kvinde eller mand, nogle siger at Almas var begge dele. Men historien om Almas den vise fortæller, at Almas folk var i fare for at blive udryttet af en oversvømmelse. Så Almas tog ud for at finde en løsning, Almas vandre i 7 dage og nætter, men ingen Almas mødte kunne hjælpe eller give råd, Almas kunne bruge.

På den 7 nat sad Almas under et hyldetræ og troede sin opgave var fejlet og Almas folk ville dø, så faldt en stjerne fra himlen og ned lande foran Almas, stjernen var faldet, for den kunne mærke den fortvivle som var I Almas. Stjernen bød Almas at tage den i sin hånd og da Almas gjorder dette, forsvandt stjernen ind i Almas sølvfarvet ring, som nu indeholdte en stor magisk kraft. Med denne kraft kunne Almas redde sit folk og leve i fred for resten af sit liv."

"Så Karla tror at Lukas er efter denne ring?"
   "Ja, hvis den stadig er en ring. Ser du, i en del historie med skovkvinder, er der en ting, hat, en stav, som indeholder en stor magisk kraft. Karla tror, at denne er Almas ring, som antager nye former efter, hvem der bruger den. Hvis, og jeg siger hvis, denne ring findes, så er det nok den, Lukas er efter."
   "Det er nok derfor Karlas soveværelse var rodet igennem, de ledte efter den"

"Ja, men det er lidt at lede i blinde. Hvis den skrifter form, er det ikke til at vide, hvordan den ser ud nu. Så hvis soldaterne tager ting fra kvindernes hjem, er nok mere et skud i tågen end noget andet."
   "Men, hvordan hjælper det os? Hvordan skal det få min mor og mormor tilbage?"
   "Find kraften, brug den til at redde de andre" pippende spurven så

"Typisk Karla" mumlede Orang "Masser af teori og ingen endelig beviser, men jeg kan godt forstå hun ville komme til den konklusion, efter hvad Lukas gør. Det siges nemlig at kraften søge hen til folk med magiske kræfter, og det er måske det Lukas også håber på"
   "Men det er ikke sikkert?"
   Orang rystede på hovedet: "Der er en del hvis i denne teori, vi ved ikke hvad det er Lukas leder efter eller om han leder efter noget. Karla har det med at finde på teorier uden at havde endelig beviser"
   "Så der er ingen mulighed for at denne kraft findes?"
   "Det er meget usikkert og jeg kan ikke sige ja til det"

"Hvad gør vi så?"
   "tja.. jeg havde tænkt mig at blive her, til hele denne sag er overstået. Mosen er et godt værn mod soldaterne og du er velkommende til at blive, så længe du er villige til, at arbejde for det."
   Lucine sad tavs, spurven var hoppet op på bogen og så op på Orang. Det ville formentlig være sikrest, at blive her, men Lucine havde en knude i maven, hun havde ikke lyst til at bare sidde her og vente på, at tingende blev bedre.

Men hvem skulle gøre det? Hun kunne ikke, hun var hverken stærk eller klog. Med et suk faldt hun tilbage i stolen, hun savnede sin familie og ville ønske denne Lukas aldrig havde fået den ide at kidnappe folk. Orang samlede bogen op og lukkede den, spurven fløj op og lande på Lucine skulder igen. Bogen blev så rakt til Lucine, som så spørgende op på Orang
   "Denne bog er ikke min og jeg vil ikke beholde den, så tag du den bare igen"
   Slukøret tog Lucine imod den og lagde den tilbage i sin taske, så rejste Orang sig op og gik ud til Conrad. Inde fra køkknet, kunne Lucine høre Orang snakke med Conrad

"Mit råd til dig, er at finde din familie og holde jer skjult ind dette blæser over"
   Conrad lod ikke til at svare hende, men lidt efter kunne hun høre døren gå. Lucine sukkede, spurven så op på hende, men forsvandt så tilbage til et broderi. Efter lidt tid var gået rejste hun sig op, så uvis om hvad hun skulle gøre, og gik ud i køkkenet. Til hendes overraske, stod Conrad stadig der ude og det lod til at Orang var gået udenfor. Conrad så lige så trist ud, som hun følte sig.
   "Jeg havde hørt Orang, var meget vis.

Jeg vil gerne indrømme, at det ikke var det råd, jeg havde håbet at få" sagde han så med en meget stille stemme
   "Jeg forstår dig godt.." Lucine lagde sin arm på tasken, vægten fra bogen var til at mærke.
   "Jeg kan forstå, De heller ikke fik det svar om De kom efter?"
   "Det kan man vel godt sige" Lucine trak lidt på skulderne "Jeg havde ingen forestilling om, hvad jeg skulle gøre efter jeg var kommet her"
   Så var stille imellem dem, efter lidt tid, fiskede Lucine Karlas bog op igen og bladede op på bogmærket. Karlas skrift var smuk og let at læse, for Lucine, for Karla havde skrevet den på, skovkvindernes hemmelig skrift. Hvilket nok var derfor Conrad så forvirret ud, da han kiggende ned på siden.

"Kan De læse det der?"
   "Ja" Lucines øjne kørte hurtigt hen over siden, Karla lod til at tro, at Almas ring sidst var blevet set hos en steppekvinde, det var godt nok 100 år siden, men Karl var optimistisk, hun mente at ringen nok stadig var hos denne steppekvindes familie og derfor skulle den bare være til at hente. Der stod dog intet om, hvad denne steppekvinde hed eller hvilken by hun skulle befinde sig i.
   "Hvis jeg må spørge, hvad står der?"

Lucine så op på Conrad, hun ville ønske, at hun var lige så god til bedømme andre folk. Orang lod til at stole på ham, eller i hvert fald, stole på at han ikke ville gøre hende ondt. Han lod til, at søge en løsning på dette problem, lige som hende. Et øjeblik gik, så fortalt hun Conrad, om kraften i ringen og den mulighed, at det var denne ring, denne kraft, som Lukas ledte efter. For en tid var Conrad stille, åbne han endelig munden: "Ville denne kraft, virkelig kunne stoppe dette vanvid?"
   "Hvis denne kraft eksisterer, så ja." Lucine tav lidt, en ide var begyndt at spire i hende. Conrad så, lidt underne, på hende

"Hvad er der?"
   "Jeg vil prøve at finde den"
   "Er De sikker på, De vil prøve det?"
   Lucine nikkede, hun kunne mærke knuden i hendes mave løse op. Hvordan hun skulle bruge denne ring eller hvad den nu var, vidste hun ikke, men hvis hun havde den, kunne, denne nye konge ikke få fat i den. Hun kunne altid vende her tilbage og give den til Orang, så kunne hun bruge til at redde de andre kvinder og ordne dette rod.
   "Hvis De er sikkert på det, så tillad mig at gøre Dem følge"
   "Hvad?" Lucine have vært så langt henne i sine tanker, at hun helt havde glemt han var der
   "Hvis dette skal lykkes, er det bedst hvis De ikke er alene og jeg kan bruge et sværd, så jeg kan trække din del af læsset... Så snart jeg få fat på et nyt sværd"

Lucine så ham an igen, han havde ret og måske var det endelig det hun ville have, da hun fortalte ham om bogens indhold. Hun var dog stadigt lidt usikker på, om hun kunne stole på ham.
   "Det bliver ikke en nem rejse og det er ikke sikkert vi kan finde ringen"
   "Det ved jeg" Conrad lyste op i et smil "Men så, har vi i det mindste prøvet, og ved hvem, måske finder vi en anden løsning på hele denne sag, et sted der ude."

"Det kan du vel have ret i" Conrads smile smittede og Lucine kunne ikke lad vær med at smile "så, lad os tage tilbage til byen, købe proviant og tage af sted. Forhåbentlig kan vi finde dig et sværd"
   "Det lyder som en god begyndelse" Conrad smilte let "Jeg ved der var en smed inde i byen, måske har han et eller andet, jeg kan bruge"
   Lucine nikkede, hun have dog aldrig vært ude, på så lang en rejse, når de var to, blev forhåbentlig lettere at rejse, end hvis hun havde vært alene. Det lod til, at hvad end problem Conrad havde, kunne det blive løst, ved at hjælpe hende. Så mon ikke hun kunne stole på, at han fik mere ud af at hjælpe hende, end at stikke eller forlad hende.
   "Jeg skal også have fat på en stor trøje" sagde hun så tænksomt

"Hvorfor?"
   "Så jeg kan skjule at jeg er en pige, hvis der er soldater der ude, er det vigtigt, de ikke finde ud af, at jeg er af hunkøn"
   "Aha, god ide" imens Conrad talte, kiggede Lucine ud af vinduet, mørket var begyndt at falde på. Det var stadig så tidlig forår, at dagene ikke var blevet meget længere end vinterdagene.
   "Vi bliver nok nød til at overnatte, det er for farligt at rejse gemmen mosen, så sent."
   "Det er jeg meget enig med Dem i"
   Døren ud til gik op og Orang kom ind med en kurv fuldt med brænde, hun så på dem med sine grå øjne.
   "Vil du så blive Lucine?" spurgte hun, imens hun satte den tunge kurv fra sig

"Nej, vi tager afsted i morgen tidlig."
   "Så jeg antager i vil prøve at finde Almas ring?"
   "Ja" svarede Conrad
   "Det er et slag i den tomme luft, men det er jeres valg. Jeg skal ikke stoppe jer"
   Lucine så på den gamle dame som stod foran hende, hun havde virket så stærk og frygtindgydende, da de ankom, men nu, kunne Lucine se, at Orang bare var en kvinde. En kvinde som var for gammel til, eller måske ikke ville, at forlade sit hjem og sin by. Lucine have ikke længere lyst, til at bringe hende ringen, hvis hun fandt den.

"Måske er det et slag i luften, men hellere et slag end at sidde her og vente på, at det bliver bedre"
   Orang hævede et øjenbryn, hun så strengt på Lucine.
   "Jeg tror det er bedre at i tager afsted i aften" Orang gik over mod døren, imens skulle Conrad til at sige noget, men hun afbød ham "Tag det roligt, jeg sender jer ikke ude i mosen på dette tidspunkt af dagen, uden en vejviser og uden noget at spise."
   Orang skar noget tørret kød og tog lidt brød til dem, hvilket Lucine var glad for, for hun kunne mærke det store tomme hul i hendes mave. Da hun havde fået maden i hænderne spise hun hurtigt det hele, imens Orang åbnede døren og gik ud.

Udenfor hang en let disen rundt om huset, over dem var himlen dækket af skyer og solen var ved at forsvinde bag horisonten. Conrad spiste kun lidt af sit brød, hvorefter han lagde det i en madpose, som havde spændt på sit bælte.

Orang stoppede næsten lige udenfor, hvorefter hun hviskede et magiske ord, så lavt at ingen kunne høre det, Lucine kunne svagt mærke magien i ordene. Ud fra mosen kom tre små blå lys, pludselig flyvende. De dansede enkelt gang om Orang, hvorefter de blusede op i en klar gul farve. Ud fra flammen opstod en lille sort krop, hvor flammen var hår og et par røde, opmærksomme, øjne, der ingen pupil have, der så på Orang.

"Lygtemænd!" udbrød Conrad, imens han så farinet på de tre så væsner, der nu svævende for Orang. Lucine havde lyst til at række ud og røre ved deres flammende hår, hun havde kun hørt om disse små magiske væsner. De eksisterede ikke inde i skovene, som omringede hendes landsby, og hun syns ikke de historie hun havde om dem, gjorder dem retfærdighed.

"Vil I være venlige og følge mine gæster sikkert igennem mosen til sti ind mod byen."
   De små svævende væsner nikkede og lo lidt, så fløj de hurtigt hen til Lucine og Conrad. Lucine holdte sin hånd frem og en af de små lygtemænd svævede let over hendes hånd, der kom ingen varme fra den nu blå flamme og de røde øjne virkede meget venlige.

"Så skal man ikke sige, jeg ikke søger for mine gæster" mumlede Orang og vendte sig for at gå ind
   "Tak for din hjælp Orang" sagde Lucine, inden Orang nåede ind. Hvilket fik hende til at stoppe i døren, hvorefter hun vendte sig halvt om mod dem
   "Jeg siger stadig, I kommer ikke til at finde noget"
   "Hvor intet vover.." sagde Lucine bare og fulgte efter de små lygtemænd.
Forfatterbemærkninger
Da jeg er ordblind vil der nok forkomme stavefejl, der vil nok også forkomme underlige formulering. Det skal dog ikke afholde jer fra at give konsekutiv kritik :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/08-2016 10:17 af Lise Fugl (Sachi) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 6469 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.