*Quark* quaaaaark*... Benjamin vågnede med et sæt, åbnede øjne og så op den store frø der stod og kiggede ham direkte ind i øjnene, *quuuuuaaaark* sagde den så igen. Benjamins klejne krop på 1,65 cm var badet i sved, hans halvlange sorte hår var klistret til hans ansigt, han var stakåndet og var af en eller anden grund øm i brystet.
   I det hele taget var han skidt tilpas. Han havde haft mareridt - igen.
   Og igen var det den samme mærkelige drøm han havde haft - en stor uhyggelige mørk skikkelse efterfulgt af et panisk skrig. Han kunne ikke helt afgøre om skriget kom fra et barn eller en kvinde.
   Ud over de 2 detaljer kunne han aldrig huske mere af mareridtet, men han havde haft den samme uhyggelige drøm i 2 måneder nu. Han overvejede om han skulle fortælle mormor om den. Men nej hun gjorde altid et stort nummer ud af ingenting, og nu han endelig var på besøg hos hende ville han ikke til at bruge lang tid på at diskutere uhyggelige drømme med hende - han vidste at hun kunne få flere dage til at gå med at fordybe sig i sådan en lille ting.
   *Quuuuuuaaaaaaaaaaaaaaaark* sagde frøen igen - Benjamin følte irritationen over at frøen stadigvæk stod på hans bryst og så så dum ud.
   "Vigga" - råbte han, inden han kom i tanke om at hans tante ikke var der - det var jo derfor at han skulle "passes" hos hans mormor. Hvilket også irriterede ham, altså ikke at være hos mormor, det elskede han, men mere det at tante Vigga mente at det var nødvendigt at han skulle passes - han var trods alt 15 år gammel. Men sådan var det hvert år her i foråret.
   Der rejste tante Vigga sydpå 1 måneds tid, ligesom hans mor havde gjort det da hun levede - det var i hvert fald hvad Benjamin fik fortalt. Han havde aldrig kendt hans mor, hun var død da han var 3 år gammel. Han huskede ikke hvordan, kun det han havde fået fortalt, at det havde været en forfærdelig ulykke. En ulykke hvor hun skulle være faldet, mens hun var ude at gå i skoven. Hun var faldet fra en bakketop, og landet så uheldigt, at hendes hoved havde ramt en træstub på vej ned, og derved brækket nakken, og var død på stedet. Han rystede på hovedet det skulle han ikke begynde at tænke på nu, især ikke når han stadigvæk havde det skidt efter nattens mareridt.
   Det skramlede ovre ved døren, og mormors ansigt kom til syne - hun havde sit kendetegnende smil på læben. "Nå, du er vågen - jeg synes nok jeg hørte at du råbte".
   Benjamin smilte - "jjjj... ja, undskyld mormor, dddd..det var ikke for at råbe af dig, jeg havde helt glemt at jeg ikke var hjemme".
   Han ville have hende til at fjerne Hubert, og pegede på frøen, mens han blev irriteret over at hans stammen igen var taget til.
   Det havde ellers ikke været et problem for ham de seneste par år, Vigga og han havde arbejdet intenst med at få styr på det.
   Det havde været et stort problem for ham - især da han var yngre. Der kunne han gå i selvsving i flere minutter over et ord. Det var som om at ordene bare ikke ville ud af hans mund, som om de stod i kø lige på tungespidsen foran tænderne, men bare ikke ville ud.
   Vigga havde trænet med ham mange gange, og til sidst havde de fået bugt med det. De sidste par år havde han stort set ikke stammet - altså indtil for 2 måneder siden, hvor mareridtene også var begyndt. Mormor ignorerede det, hvilket Benjamin var glad for - der var ikke noget værre end når folk gav udtryk for medlidenhed over at han stammede.
   "Undskyld Benjamin - jeg så slet ikke han var hoppet herind, jeg ved jo at I 2 ikke er de bedste venner".
   Hun gik tættere på og tog frøen op i sine hænder. "Hør er der noget galt Benjamin, du ser så utilpas ud?" Mormor fik et bekymret udtryk i øjnene, og hendes panderynke som altid fulgte med det bekymrede udtryk fremstod næsten endnu mere tydelig. Benjamin rystede på hovedet og smilede - "Nej der er ikke noget galt mormor - skal vi snart spise?"
   Mormor rystede på hovedet og snakkede med sig selv, "Hør dig lige, lige siden du kom har det været mad, mad, mad, sove, sove, mad,mad!"
   Hun ruskede hans hår og grinte så, "Men det er godt nok min dreng, det viser at du vokser og er på vej til at blive en stor og sund mand." Hun grinede og gik ud af værelset - "Få noget tøj på, så spiser vi."
   Benjamin skyndte sig i tøjet, og gik ud i køkkenet. Mormor stod ved bordet, og var ved at gøre brød og noget pølse af en art klar.
   "Dd...d..det ser g..g..godt ud mormor" stammede Benjamin - indvendigt bandede og svovlede han over at han igen var begyndt at stamme.
   "Tak min dreng" sagde mormor. "Hør det var da noget værre noget med den stammen, jeg troede at Vigga og du havde fået styr på den?"
   "D..d.d...det ha..ha...ha...havde vi også" sagde Benjamin, og tog et par dybe indåndinger, inden han fortsatte. "Men for ca. 2 måneder siden kom det igen" sagde han og kiggede lidt ubekvemt ned i jorden.
   "2 måneder siden!" sagde mormor eftertænksomt - "Altså præcist 2 måneder siden?"
   Hun så spørgende på Benjamin.
   "D.det kan jeg ikke huske præcist mormor - hva da?"
   "Nå ikke noget" sagde hun og rystede på hovedet - "Sæt dig nu og få noget mad."
   Grådigt begyndte Benjamin at spise, han så sig rundt i køkkenet. Han elskede at være på besøg her hos mormor, der var så hyggeligt, hendes køkken var gammelt - men stadigvæk solidt, alle bordplader i solid Eg.
   Gården havde været i slægten i flere århundreder. Han syntes altid at han følte sig tættere på sin mor når han var her. "Mormor?"
   "Ja min skat? "
   "Vil du ikke nok fortælle mig en historie om min mor?"
   Mormor grinede og smilte - "Altså får du aldrig nok? Jeg har jo fortalt dig alle historier allerede - mindst 100 gange!"
   Hun grinte igen.
   "Jamen mormor kom nu - vil du ikke nok?"
   Hun så på Benjamin og smilede. "Hvad med..." hun stoppede kort. "Hvad med at jeg fortalte dig en historie om nogle af de andre væsner i denne verden, dem er du jo også så glade for?"
   Benjamin så på mormor og nikkede.
   "Okay så lad gå, vil du ikke fortælle mig om troldene så mormor?"
   Hun stivnede, og hendes smil blev med ét til en smal stram streg.
   "Hvorfor vil du dog høre om dem?"
   Hendes toneleje var nu forandret fra sød til direkte bestemt og afvisende. Hendes reaktion gjorde ham nervøs. "K..k..ko..kom kom kom nu mormor" fik han fremstammet. "Hv..hv..hvis je..je..je.." Han sugede luft ind og tog en pause - tag det roligt tænkte han, så går det meget nemmere. Han pustede ud igen.
   "Hvis jeg ikke kender de farlige ting og væsner i denne verden, hvordan ved jeg så hvad jeg skal passe på?" Han så overbevisende på Mormor - hun så irriteret tilbage på ham, han kunne se at hans argument var gået rent ind.