Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsynet udtalte en livstilsekspert sig om den ukendte beboer i et eller andet hus; han sagde præcis det samme som for omkring et år siden, for det var en genudsendelse. I baggrunden snurrede vaskemaskinen og katten lagde sig til rette i en lænestol.
"Freddy strakte sig og gabte," tastede jeg. Så var arket da ikke helt hvidt mere, men jeg anede ikke, hvad ham der Freddy gjorde, når han var færdig med at gabe, så jeg gabte også. Det var for tidligt at gå i seng, og udenfor var himlen blå, hvad den sikkert ikke blev ved med at være.
Sommeren gik på hæld. Jeg rejste mig, tog min jakke på og sagde til manden, der halvsov foran genudsendelsen, at jeg kørte en tur.
Cyklen havde lige fået justeret gearene, så inden længe var jeg ude på heden. Jeg stillede cyklen, låste den fast til et fårehegn og begyndte at gå henover heden. Jeg havde været der mange gange før, men det var et stort område og jeg fik lyst til bare at vandre på må og få.
Og så var det at jeg pludselig stod foran et vandhul, der så ud til at være kunstfærdigt og kunstigt lavet. Og bag det lå der et skur. Eller en hytte.
Jeg standsede. Mon der var nogen derinde? Måske tilhørte det fårenes ejer? Eller stod det bare tomt? Ventede på en ny beboer?
Min nysgerrighed blev så stor, at jeg sneg mig nærmede. Kiggede forsigtigt ind. Der var et simpelt træbord og en smal træbænk, hvorpå der lå et tæppe og et skind, vistnok fra en ko. Der var også hylder med krukker og andet. Skuret måtte være en eller andens hjem, og jeg ville gå igen, for man kan ikke være bekendt sådan at forstyrre..
"Hjælp," lød det inde fra huset. Bønligt og grådkvalt.
Uden at tænke mig om, flåede jeg døren op og gik ind. På gulvet i et hjørne, sad en sammenkrøbet skikkelse med knæene ind mod maven og ansigtet skjult i sine hænder. Det var ikke et barn, som jeg først havde troet - som jeg tror, jeg troede. Stemmen burde have fortalt mig, at det var en mand, Pludselig gik det op for mig, at jeg normalt er en kryster, og at jeg nok burde gå min vej igen. Men manden løftede ansigtet og så på mig. Gennem tårer sendte han mig et forsigtigt, lidt skævt smil.
"Så kom du endelig," udbrød han.
Kendte vi hinanden? Det var somom mine fødder fik lange rødder, der borede sig ned i gulvet, det stampede lergulv. Jeg krøllede tæer i træskoene, for jeg havde pludselig kramper. Det får jeg sommetider af at traske omkring, Nå, men jeg måtte jo se på ham. Og nu havde han rejst sig. Han tog et skridt frem mod mig, stoppede så og hævede brynene. Måske tænkte han, at han tog fejl? At jeg ikke var den, han åbenbart havde ventet på?
Hans tøj virkede så gammeldags: en nusset bondebluse eller var det en særk? Et par brune bukser, der godt kunne være af hør og stribede uldsokker, der hang i ål. Han var mørk i huden. Hans hår var sort og krøllet. De undrende øjne, han rettede mod mig var blå; blå som kornblomster.
"Du - du er da Britta, ikke?" spurgte han.
Jeg nikkede, for det er jo mit navn.
"Britta Larsen?" udbyggede han sit spørgsmål, og jeg nikkede igen.
"Jeg vil så gerne fylde tyve år," sagde han så.
Jeg sagde ikke noget. Stod bare som en stenstøtte med rødderne i det dumme gulv. En sær anelse havde også slået rod.
Og nu bekræftede han den: "Jeg er Freddy," sagde han, "Freddy Keily. Du har opfundet mig og du har udsat mig for lidt af hvert, men nu har du så bare efterladt mig her. Hvorfor?"
Jeg ville gerne mærke på ham. Overbevise mig om, at han var af kød og blod. Eller måske snarere om. at han ikke var det?
Men så så jeg det. Et svagt, ganske svagt grønt lys omgav ham, som et omrids. Det var ham - materialiseret, om det så var i min hjerne eller som en udsending fra en anden dimension.
"Jeg - jeg har da skrevet om dig, når du er omkring 30," forsvarede jeg mig.
"Ja," sagde han,"men du ændrer hele tiden på det. Hvordan tror du det er for mig?"
Han spurgte helt roligt, næsten blidt. Selvfølgelig gjorde han det, for det er jo det sind, jeg selv har udstyret ham med.
"Det er nok ret træls," indrømmede jeg og fortsatte med at forsvare mig: "Men jeg kan ikke bestemme mig, jeg ved ikke rigtigt længere, hvor jeg vil hen med historien om dig. Jeg ville fortælle en god historie, men også sige en masse om samfundet og sådan noget, men det har taget meget længere tid end jeg troede og ..."
"Kan du så ikke bare skrive, at mig og Cessie levede lykkeligt til vores dages ende?" foreslog han og det evindeligt skæve smil spillede igen om hans læber.
"Nej, det går ikke," protesterede jeg, "folk lærer ikke noget af den slags eventyr. Hvis de kun læser sådan noget pladder, tror de bare, at livet skal være eventyrligt."
"Det er det da også. Sommetider altså," sagde han.
"Jo, men jeg - jeg mener; det er det jo ikke hele tiden, vel? Og man må ikke give op, bare fordi det er svært."
Jeg kunne godt selv høre, jeg ikke rigtigt fik formuleret, hvad jeg mente, og han hævede igen brynene. Det grønne omrids om ham blev bredere, som om nogen sad og legede med en glimmertus.
Et øjeblik stod vi bare der og så på hinanden.
"Måske - " begyndte Freddy så, tøvende, "måske skulle du have placeret mig i en verden, der er nutid for dig og dine læsere?"
"Ville det ikke være for underligt?"
"Jo, for mig - men det er jo dig, der bestemmer."
"Nåeh, sommetider gør du da noget andet end jeg beder dig om. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig, at du skulle redde den ork-unge, at du ved det."
"Men det var jeg da nødt til," protesterede han og hans blå, blå øjne blev store.
"Ja," sagde jeg,"for jeg - vi - følte jo den lille stakkels smerte,ikke? Det kaldes vist empati. Og det er det ikke alle, der har." Nu var min mund ved at komme på gled, mærkede jeg. Der var noget, der ville ud,
"Det ved jeg," sagde Freddy og vædede sin underlæbe, før han spurgte: "Du har altså givet mig det der empati, det med, at jeg ikke kan lide at nogen jamrer sig, men at jeg absolut må gøre noget?"
Jeg nikkede.
"Det er altså ikke altid så sjovt," sagde han.
"Men du handler på din empati," sagde jeg og kom med en indrømmelse: "det har jeg nogle gange svært ved."
"Du kom da her," sagde han, "og du vil jo gerne - hvad kaldte du det? - handle på empati - du mener: følge dine følelser, ikke?"
Jeg nikkede og følte mig efterhånden ret mat.
Det grønne lys omkring Freddy blev bredere. Voksede. Han virkede lidt gennemsigtig.
"Det her mærkelige møde er vist ved at være forbi," tænkte jeg højt.
"Vil du så skrive om at jeg fylder tyve år og kommer ud af det her skur?" nærmest hviskede han.
Jeg lovede det.
Og væk var han.
Der stod jeg så og gloede på et bord, en bænk og hylder fyldt med støv.