Benjamin blev vækket af en panisk Nis.
   "VÅGN OP Benjamin, VÅGN OP NU" sagde nissen så højt den kunne uden at råbe, mens den ruskede i ham. Benjamin så på ham med trætte øjne.
   "Ba...barrrr.. Baaare lige 2 minutter mere Nis."
   Nis's øjne lynede! "NEJ NU!"
   Benjamin satte sig op og så sig omkring, han sad inde i et krat. De seneste par dage havde de ellers sovet inde i de forskellige træer som havde beskyttet dem, hvorfor sov de så nu lige pludseligt ude i det fri? Der gik et par sekunder før det gik op for Benjamin at det var hans skyld at de havde sovet herude.
   Da trolden dagen før først var faldet i søvn, havde hun ikke været til at vække igen. Hun havde dog stadigvæk set så skrøbelig og udsat ud, at Benjamin havde nægtet at forlade hende da Nis ville have dem ind i et træ og sove. Dette havde gjort nissen arrig og hidsig, og et enkelt øjeblik havde Benjamin hældt til at følge Nis's ordre om at gå op i træet for at sove, men til sidst havde han stået fast. Han ville ikke lade dette udsatte væsen komme endnu mere i fare, han havde set frygten i hendes øjne dagen før, og han havde set at hun manglede tryghed. Derudover kunne hun vel være en god følgesvend, hun var jo en trold, og det var troldene de var på flugt fra. Så når hun var kommet til kræfter igen, kunne hun vel være en god beskyttelse for dem?
   Nis ruskede i ham igen, og flåede ham ud af hans tankegang. "Hvad sidder du der og dagdrømmer for knægt? Hørte du mig ikke? Vi må afsted - NU!"
   "Jamen hv..hv..hvad med he..hende?" Benjamin pegede over hvor trolden havde lagt, og det var først nu at det gik op for ham hvorfor Nis havde været så panisk - troldepigen var VÆK!
   Benjamin sank dybt en gang, og så Nis i øjnene.
   Nis nikkede "Ja hun er væk Benjamin, det er derfor vi må afsted NU inden hun afslører os! Århh hvorfor lyttede jeg dog også til dig? Jeg gamle fjols, jeg burde jo vide bedre! Nu har jeg i stedet sat os alle i fare! Men kom så, op og afsted inden de alle sammen får færden af os!"
   Benjamin kom på benene og fulgte Nis. Idet de tog deres første skridt hørte de raslen bag dem. Skræmt vendte de sig og så bagud. Der kom hun til syne, med favnen fuld af bær og spiselige rødder. Hun så lidt nedtrykt på dem.
   "Er I på vej afsted uden mig?"
   Nis stillede sig forsvarende foran Benjamin "VIG BORT sagde han!"
   Hun fik tårer i øjnene, mens bærerne og rødderne faldt til jorden. "Hvorfor er der ingen der kan lide mig?" Hun brød hulkende sammen og satte sig med sit ansigt mellem hænderne.
   "NU løb Benjamin" sagde Nis, mens han selv gjorde antrit til at løbe.
   Benjamin løb også, men ikke væk, han løb hen til trolden og satte sig ved siden af hende, mens han aede hende gennem håret.
   Nis stod målløs og så på. "HVAD LAVER DU BENJAMIN? VI HAR ALLE TIDERS CHANCE FOR AT KOMME VÆK, OG SÅ LØBER DU DIREKTE HEN TIL FJENDEN??" Nis dirrede af arrigskab.
   "Jeg er IKKE fjenden" sagde trolden så hulkende, og begravede sit ansigt dybere ned i sine hænder. Benjamin aede hende, mens han sagde
   "Så så, det skal nok gå alt sammen, jeg ved du ikke er fjenden" sagde han - endda helt uden at stamme, hvilket ikke var gået op for ham selv endnu.
   Sådan sad de i et kvarters tid - trolden der hulkede, men stille kom til sig selv, Benjamin der aede og trøstede hende, og Nis der stod og dirrede af arrigskab. Til sidst fik nissen dog nok.
   "Nuvel" sagde han så "Så lad os sige at vi vælger at stole på dig..."
   Både Benjamin og trolden løftede overraskede hovederne og så på Nissen. "Lad os sige at vi vælger at stole på dig, men for at stole på dig skal vi vide noget mere om dig!"
   Trolden nikkede indvilligende, og sagde stille: "Så spørg".
   Nis kørte på. "Hvor var du i morges?"
   "Hun var ude og hente morgenmad Nis - det kan du jo selv se" Og pegede på bærerne og rødderne. Nis bed sig selv så hårdt i læben at man kunne se at det gjorde lidt ondt på ham.
   "LAD HENDE SELV SVARE BENJAMIN!" Benjamin var skræmt over arrigskaben fra Nis's side, især da den nu havde stået på i et par timer, så længe havde han ikke set ham sur før. Benjamin nikkede og sad stille ved siden af trolden, mens Nis udspurgte hende.
   "Drengen har ret svarede trolden, jeg var ude og hente morgenmad som tak for at I reddede mig i går, og som tak for at I blev hos mig i nat."
   Nis nikkede, men virkede stadigvæk ikke tilfreds, han stillede sig lige foran trolden og så ind i hendes øjne. "Hør her trold, vi er på en MEGET farlig færd, der bl.a. kan koste dig din unge ven hers liv. Derfor er jeg ikke meget for at give dig nogen informationer OVERHOVEDET, og især ikke om hvor vi skal hen!
   MEN hvis du svarer mig ærligt, vil jeg love dig at du kan følge med os indtil du igen er kommet til kræfter!"
   Trolden nikkede, og kiggede Nis lige så stift ind i hans øjne, som han så ind i hendes.
   "Så spørg" sagde trolden igen.
   "Hvem er du, hvad er dit navn og hvad laver du herude helt alene?" Nis så på hende som om at han kunne se gennem hendes øjne og lige ind i hendes sjæl. Trolden fik tårer i øjnene igen.
   "Je.. je... jeg ved det ikke sagde hun med dirrende stemme. Jeg kan ikke huske noget. For 1 måned siden vågnede jeg op herude helt alene, jeg går ud fra at jeg må være faldet ned fra et højt træ i et forsøg på at finde noget mad. Jeg vågnede i hvert fald op for foden af træet, og kunne ikke huske noget som helst... Hun tørrede en tåre bort. Men jeg har ikke set andre af min slags siden, og de dyr der ikke har været for bange til at snakke med mig, fortalte mig at jeg var en trold, og at jeg højst sandsynligt var blevet udstødt siden jeg var her helt alene, beskidt og arret."
   Nis stod 1 minuts tid og så ind i hendes øjne. Så nikkede han. "Hun taler sandt."
   Lidt mere afslappet satte han sig nu på en sten og fandt sin pibe frem.
   "Lad os spise noget morgenmad og så komme afsted" sagde han så til Benjamin og pigen, der begge lyste op i et smil.
   Trolden fjernede skidt fra bær og rødder og delte ud til dem, inden de alle begyndte at spise. Da de var færdige sagde Nis så:
   "Nå, nu skal vi altså til og afsted", trolden og Benjamin skulle til at rejse sig, inden Nis med et skævt smil sagde:
   "Men først" Både Benjamin og trolden så bekymrede på hinanden.
   "Først skal vi have fundet et navn til dig" Sagde Nis og gnæggede af grin da han så på de 2 bekymrede unge væsner.
   Trolden nikkede, og Benjamin lyste op i et smil.
   "Hvad med Louise sagde han så?"
   Nis rystede på hovedet. "Nej nej nej, det er jo et menneskenavn Benjamin, hun skal da have et navn der passer til en trold!"
   Trolden nikkede. "Men hvad passer til en som mig?"
   "Hmm" sagde Nis, og pustede lidt røg ud af munden, mens piben ikke et øjeblik veg fra hans læber.
   "I gamle dage" Sagde Nis. "På Kong Brens tid, var der skik for at I trolde tog navn efter ting i naturen."
   Nis studerede hende lidt. "Hvad med et navn efter en blomst?"
   Trolden nikkede "Hvad med en Rose foreslog hun selv?"
   Benjamin smilede og nikkede, og Nis smilede også en smule. "Ja det er et godt navn, lad os sige det, Rose" sagde han og smagte lidt på ordet imens. "Det er et rigtigt godt navn. Så rejste han sig. "Nå, jamen så lad os komme afsted Rose og Benjamin."
   De løb endnu engang afsted. Benjamin var ved at være øm i hele kroppen. Det hjalp heller ikke på situationen at terrænet her var blevet mere bjergrigt, og det hjalp slet ikke at Rose og Nis havde så meget nemmere ved at komme frem end han havde.
   Han så op, hullet var endnu engang ved at blive stort mellem Rose, Nis og ham. De løb i den rækkefølge, det havde Nis beordret så han kunne holde øje med hende. Benjamin vidste godt at det ikke gav meget mening at han havde følt sympati for trolden, og havde talt hendes sag. Men han havde følt et specielt bånd imellem dem, da han så ind i hendes øjne første gang. Det var svært at forklare hvad der skabte dette bånd, men Benjamin troede måske at det havde noget at gøre med at Rose - ligesom Benjamin selv - altid havde følt sig alene. Rose dog endnu mere end Benjamin. Hun havde fortalt ham at hun - lige så længe hun kunne huske - havde været vant til at klare sig selv, og at hun aldrig havde set nogle andre af hendes slags.
   Alt det havde Rose fortalt når de engang imellem holdte pause. Det var det eneste tidspunkt hvor de havde haft mulighed for at snakke sammen. Der var i hvert fald ingen chance for at snakke sammen mens de løb afsted - det var Benjamin alt for stakåndet til.
   Han stoppede op og hev efter vejret. "Ve..ve...vent" Fik han stille fremstammet.
   Han så Nis og Rose der var mindst 500 meter foran ham stoppe op og lunte ned imod ham.
   Benjamin satte sig og så sig omkring. De var på vej op af et bjerg. Der havde ikke været bjerg hjemme. Han var fascineret af den rå klippevæg, disse grå glitrende, massive stykker der bare pludseligt stak frem mellem mos, buske og træer. Han kiggede op på de høje træer - de største og mest massive han nogensinde havde set. Nogle af dem vurderede han til at være mindst 5 meter høje, og umiddelbart i hvert fald det halve i omkreds. Det var en helt helt anden natur her sydpå mod Vølvebjergene end nordpå hvor han kom fra.
   Rose havde overhalet Nis på vej tilbage mod Benjamin, og var den første der var nede ved ham. Han smilede til hende. Hun var køn synes han, hun passede slet ikke på mormors beskrivelse. Jo hun havde grove træk, var stor og muskuløs, havde hale og rødt hår. Men udover det synes Benjamin at hun var feminin og smuk. Der var ingen vorter eller krogede næser.
   Hun lagde en hånd på hans skulder. "Hva så Benjamin kan du ikke følge med?"
   Benjamin rejste sig med rank ryg og prøvede at se mere voksen og "stolt" ud.
   "Jo... j...jo...joeh... de..det er ikke det" Han sugede luft ind. "Jeg skulle bare lige have lidt luft" Han blinkede selvsikkert til Rose.
   "Du kan bare sætte dig op på min ryg Benjamin, så kan jeg godt bære dig" Hun smilede varmt til ham, men Benjamin følte sig stødt over hendes forslag, og trak kroppen lidt til sig selv.
   "Nej tak!. Jeg kan fint klare mig selv!" Han følte sig såret, hvad lignede det at hun som en anden mor behandlede sig som et lille barn.
   "Undskyld, det var ikke for at gøre dig ked af det, jeg ville jo ba.." Mere nåede hun ikke at sige inden Nis var henne ved dem.
   "Hvad skændes I 2 om?" Han havde hurtigt lagt mærke til Benjamins forvrængede og skuffede ansigt, og Roses forsonende.
   "Ikke noget" Benjamin så hårdt på Nis, der så mindst lige så hårdt på ham igen.
   "Godt. Så lad os komme videre, vi har ikke meget tid at spilde her på bjergskråningen - godt nok er der høje træer, men der er ikke mange af dem, og vi er meget udsatte". Nis lagde an til at løbe videre, mens Rose så formildende på Benjamin. Benjamin selv rejste sig og ville løbe, da hans ben knejsede sammen under ham.
   "Nis - vent" råbte Rose.
   Nis vendte sig irriteret rundt, men hans irritation stoppede da han så at Benjamin lå besvimet på jorden. Han ilede hen til ham. Rose og Nis sad på hver deres side af ham. Nis lagde 2 fingre på hans hals for at mærke pulsen, den var heldigvis som den skulle være.
   Derefter mærkede Nis på Benjamins pande. Den var våd af sved, og varm af overophedning. Han åbnede Benjamins øjenlåg og tjekkede hans øjne. Derpå så han Rose i øjnene.
   "Han fejler ikke noget, andet end udmattelse, men vi kan ikke blive her og vente på at han igen kommer til kræfter. Vi MÅ videre nu. Kan du bære ham?"
   Rose var overrasket over Nis's spørgsmål, men nikkede. "Ja, ja jeg kan Nis".
   "Godt" Nis rejste sig igen. "Så lad os komme afsted".
   Rose stod og stille et øjeblik, og bed sig lidt i læben.
   Nis så arrigt på hende. "Hørte du ikke hvad jeg sagde? Vi skal afsted NU!"
   Rose sagde forsigtigt, og knap så selvsikkert som hun havde tænkt sig "Jeg vil vide hvad vi er på flugt fra, og hvor vi er på vej hen".
   Nis var rød i ansigtet af raseri, men han indså at han havde brug for hendes hjælp og at de allerede havde spildt nok tid. Han besindede sig derfor.
   "Nuvel Rose, så sæt dig"
   Derefter fortalte Nis Rose om Maren, om overfaldet, om Vigga, om Tulv og hendes krager, og om Heksepladsen. Under fortællingen gjorde Rose store og medlidende øjne, og Nis kunne se at hun ikke vidste noget om alt dette i forvejen, hvilket hjalp hendes sag, for nu var Nis endnu mere sikker på at Rose intet vidste om alt dette. Og han kunne jo se at Rose følte lige så stor sympati for Benjamin som han selv gjorde.
   "Men mere kan jeg altså ikke fortælle dig Rose, vi må have Benjamin i sikkerhed NU, hvorfor vi må hen til Heksepladsen med det samme! Vi når det dog ikke i dag, men vi kan tage et godt indhug i rejsen, især nu hvor Benjamin er bevidstløs og du kan have ham på ryggen. Lad os SÅ komme afsted!"
   Rose nikkede og satte i løb sammen med Nis.
   De løb 8 timer i træk, og Benjamin var bevidstløs under hele turen. De gjorde holdt for natten ved en dyb og mørk grotte som Nis havde fundet passende. Han ville gerne have overnattet i et træ, men der var ingen - der ifølge Nis - havde vist passende ydmyghed og loyalitet. De aftalte at Nis og Benjamin skulle sove dybt inde i hulen, mens Rose skulle holde vagt ved indgangen.