Den Daglige Dosis


3 år siden 2 kommentarer Noveller

2Den Daglige Dosis
Tom trasker uvilligt ned af stien, der går fra hans hoveddør og n... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Thor Ølgaard Hansen (f. 1997)
Tom trasker uvilligt ned af stien, der går fra hans hoveddør og ned til postkassen. Tom er iført sin trofaste rødsorte jakke. Stien har begyndende huller rundt omkring - de havde først vist sig for omkring et år siden. Tom træder varsomt rundt om hullerne, men det er efterhånden blevet svært at undgå dem. For enden af stien står postkassen som et ubrugeligt radiotårn - det er hans eneste rigtige kontakt med omverdenen, men den kan ikke etablere kontakt. Han åbner postkassens urimeligt tunge låge og roder alle aviserne igennem. Han finder et brev fra en gammel skolekammerat, der reklamerer for en gensynsfest. Tom kigger lidt drømmende på brevet, men tænker til sig selv: "Hvorfor? Hvad får man dog ud af sådan noget pjat? Som om jeg gider og sidde og høre på deres familieproblemer, boligsituationer og åh så spændende jobs". Tom lægger dog brevet i lommen mens han tjekker de andre aviser igennem og finder hans yndlingsavis Den Daglige Dosis. "Hey, Tom! Hvordan skær'n? ", hører Tom over fra nabohuset. Der står naboen, Caroline, med hendes 3 børn på vej til Gud ved hvorhen. "Hej", svarer Tom modvilligt tilbage. "Har du set vores invitation? Vi håbede på du ville komme? Man har jo kun bryllup én gang i livet. " "Tjoo, nu får vi at se", er alt, hvad Tom formår at formulere. "Okay, okay, jeg skal nok lade være med at torturere dig mere", råber Caroline grinende. "Nåh, jeg må videre. Børnene og jeg skal på ferie til Frankrig imens Kamran er på business-rejse". Caroline og børnene klatrer ind i deres triumferende Tesla, der let glider ud af deres nyanlagte sti, som fører op til deres nymalede toetagers villa. Tom skutter sig, hiver brevet op at lommen og river det i stykker. Han har ikke brug for andre mennesker, men måske mest sandt af alt: de har ikke brug for ham. Tom vender tilbage til hans bolig med usikre skridt, der, uden megen succes, prøver at undgå hullerne i stien. Tom når op til den dømmende dør, der virker som en port for Tom - en port, der holder ham fanget i hans tendensers fængsel. Tom skubber til døren, der bliver tungere dag for dag. Tom tænker, at snart kan han nok ikke åbne den og han vil endelig være fuldkommen isoleret fra den verden, der altid formår at ødelægge ham. Tom griner ved tanken, men grinet bliver til en grimasse, og Tom skubber tanken til side. Inde i boligen er 3 rum - alle med en grøn farve, der langsomt er ved at forgå. Tom har tænkt på at male det over, men hvorfor? Det er jo ikke fordi nogen kommer til at se det. Hans øjne er de eneste, der ser det, og de er efterhånden blevet blinde for boligens forrådnelse. Tom går ind i køkkenet, sætter sig på den enlige stol, der rykker ved den mindste bevægelse. Han har været nødt til at lægge en telefonbog under det ene stoleben, da det gik i stykker en dag, hvor Tom havde et af sine anfald. Tom placerer Den Daglige Dosis foran sig. Han læser hver eneste ord nøje og flere gange - han opsuger hver eneste sætning og formidler hvert bogstav. Alt skal med. Tom læser om en dame, der mistede sin kat, men fik den heldigvis tilbage igen på grund af hjælp fra hendes veninde. En mand var bekymret for sin store samling af planter, fordi det ikke havde regnet i lang tid - heldigvis havde naboen hjulpet til med afhentning af vand. Tom smiler for sig selv og bladrer modvilligt igennem avisen. For hver side der bladres bliver smilet mindsket. På sidste side nævnes det, at folk i byen skal passe på. Der er blevet fundet et lig på Abelsgade. Tom læser interesseret historien og tænker, at det var dog en forskruet person, der kunne finde på sådan noget - han havde åbenbart dræbt offeret med en stor klump cement midt om natten. Mærkværdigt, dog fascinerende. Det gir et sæt i Tom, da hans mobil ringer. Tom lunter hen til mobilen, der ligger på en enorm bunke af jobs-applikationer, som er minimum 2 år gamle. På bunken ligger et mærkat, hvor der står: "Jobs - nr. 1 til 42". Tom trækker telefonen træt op til øret. "Hallo... det er Tom". "Ja, hej Tom. Det er mor. Jeg ville bare lige høre - ville du med til familiekomsammen i aften? ", lyder det desperat fra den anden ende. "Nej, jeg skal noget dér". "Jamen Tommy-skat, det er først kl 23:00. Vil du virkelig ikke, for din mors skyld? ", får moderen fremmanet under den bævrende stemme, der er på grænsen til gråd. "Jeg magter bare ikke, OKAY?! Jeg gider ikke. Hvorfor skulle jeg gide? Hvorfor skulle de gide? Hvorfor gider du? Så opgiv dog. Hvorfor opgiver du ikke efter alle disse år? ", råber Tom tilbage med dømmende ord, men med et hint af desperation. "Fordi... du har brug for hjælp. Jeg ved livet har været hårdt ved dig, min skat. Alle nederlagene. Men selv den mindste sejr er bedre end et liv uden nogen, det må du da forstå", vræler moderen med en stemme af ren opgivelse. "Livet har ikke været hårdt. Du har været hård. Far har været hård. Naboen, vennen, familien, den onde - selv den venlige fremmede. De sårer mig alle mere end livet nogensinde selv kunne. Deres liv er hårde ved mig - ikke mit eget. Jeg... jeg vil gerne, men jeg kan ikke. Jeg prøver - jeg forsøger at blive set, at blive en del af noget større. Så vil folk måske få øjnene op for MIG og ikke mit livsløse liv". Tom indser, at han har sagt for meget og hamrer mobilen ned i bordet. Han sætter sit hovedet i hænderne, men han græder ikke. Tårer trives ikke i en tom sjæl. Hans indre er tørknet og tørken har varet i flere år. Der kommer nok aldrig liv igen på de endeløse sletter af selvpinelse og smadrede drømme. Intet håb kan gro dér - intet nyt kan spire. Tom vender tilbage til avisen, men indser, at han har læst færdig. Derfor begiver Tom sig hen til sengen, der står i det formørkede soveværelse, som kun gøres mørkere af hans dystre tanker. Her tilbringer Tom det meste af tiden. Pinende, passiv, plottende.

Tom vågner næste morgen ved solens prøvende stråler, men soveværelset forbliver mørkt. Han sætter sig op i sengen og gnider sig i øjnene. Han fik ikke megen søvn- heller ikke den nat. Tom tilsidesætter strømperne, som stadig stinker surt af sved og regn. Tom ligger også resten af det beskidte tøj, der ligger ved siden af sengen, ned i skraldespanden. Det tøj kan han ikke bruge mere. Han humper hen mod døren, da hans højre ben gør overraskende ondt. Tom tager hurtigt sko på og begiver sig atter ud på den farefulde rejse ned at stien. Lige foran hans dør er der kommet et nyt hul - man skulle tro, at cement ikke gik i stykker så nemt. Tom kigger over mod naboens villa, hvor der står en masse personer i forhaven og kigger paniske rundt på hinanden. Tom ryster på hovedet og tænker, at nu havde deres liv måske taget en mindre succesrig retning. Som alle andre dage åbner Tom postkassen og finder frem til Den Daglige Dosis som han tager under armen. På vej tilbage kigger Tom atter over på naboens forhave. En blanding af politibetjente og forvirrede familiemedlemmer fylder forhaven. Tom fryder sig og får øjenkontakt med Caroline, der kigger tilbage med røde, velvidende øjne. Tom ignorerer hende og tænker til sig selv: "Den mindste sejr er bedre end slet ingen - og en stor sejr bedre end en lille". Tom betragter alle hullerne i stien med en følelse af sejr. Hans liv var meningsløst, det var formørket af hans manglende succes. Tom ville så gerne opnå noget - vise, at han KUNNE. Det var de andres skyld. De var så perfekte. De ville jo aldrig se ham, virkelig se ham - som en person, der kunne, der ville, der gjorde. Han ville gerne være en del af omverdenen, men de var så forskellige ham og den. Derfor holdte Tom sig på afstand af den. Tom træder ind af døren og sætter sig straks ned for at læse avisen. Denne ene adgang til omverdenen, hvor han kan læse om alle de mennesker som han ikke møder. Alle de perfekte mennesker. Tom bladrer over på sidste side med det samme og læser igen om byens morder, der har været i gang igen i nat. Denne gang var der dog flere oplysninger, og Tom læste afsnittet med strålende øjne og nikkende hoved. Denne gang var det tre små børn, der var blevet banket ihjel af en stor klump cement. Tre små børn var blevet ofrer, men vigtigst af alt, så var forældrene ofrer. Sikke hårdt deres liv må være nu. Tom tænkte, at nu var hans tunnel til omverdenen endelig fuldført. Tunnelen som havde været undervejs i et år nu. Der var lys for enden, og Tom var klar til at gå det i møde. Hans liv skulle nu endelig blive en del af de andre menneskers liv. Han ville endelig være med i Den Daglige Dosis. Folk kunne se ham, og han kunne se dem. Se dem lige i øjnene og sige: "Se. Se, hvad jeg kan". Tom hører en banken på døren netop som han læser stykket, hvor der står, at morderen havde en rødlig jakke på. Tom rejser sig og begiver sig hen mod døren. Denne gang er det ikke uvilligt. Denne gang er det hans ønske. Døren åbnes, og udenfor står to betjente og nedstirrer Tom med øjne, der kunne dræbe. Tom kigger direkte tilbage med øjne, der har dræbt. "Nå, tror I jeg kommer med i avisen i morgen? ", spørger Tom håbfuldt. "De elsker jo at skrive om de perfekte live, og mit har aldrig været mere perfekt", siger Tom mens han træder over det store hul lige foran døren, der er fyldt med regnvand fra i nat. Regnvand med en rødlig farve.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/09-2016 12:24 af Thor Ølgaard Hansen (Snorr) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1678 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.