"Hihihihi" Benjamin vågnede til en bekendt latter. Han havde afsindigt ondt i brystet, og han var endnu engang badet i sved. Den gamle drøm havde flydt sammen med en ny - mindet om hans nat i spisekammeret, mens hans mormor blev dræbt ovenover ham.
   "Hihihi" lød det igen, og Benjamin mærkede en stærk trykken på hans bryst. Han åbnede øjnene og så de 2 kvinder der havde været hjemme ved mormor. De stod og hoppede på hans bryst. Den ene hoppede op, og den anden landede, sådan skiftedes de hele tiden.
   "Hihihi havde drengen onde drømme?" Hun fniste mens spurgte, spørgsmålet var dog ikke henvendt til Benjamin men til den anden kvinde.
   "Hihihi ja det havde han, det ved du da søster! Det har alle som vi "ridder" på om natten." Hun fniste igen.
   Benjamin havde ikke luft til at få et ord indført. Han så sig omkring, så Nis der lå lige ved siden af ham.
   Han daskede til ham, men intet skete. Han daskede lidt hårdere mens de 2 kvinder hoppede og fniste."Hihihihi. Sølle menneske uden lyset er du intet, om natten kan du ikke røre os, men vi kan give dig mareridt hihihi"
   3. Gang Benjamin daskede til Nis vågnede nissen. Han så med frygt på de 2 kvinder. Han rejste sig. "Marer! Hvad laver I her? Og hvordan slap I forbi Rose?"
   "Hihihi hvem er Rose? Kender du Rose?" Hun så spørgende på sin søster.
   "Hihihi nej der var absolut ingen Roser på vej ind gammelfar"
   Nis var arrig! "Stop så, I ødelægger jo drengen!"
   "Hihihi vi prøver bare at få "Livets Lys" ud, så vi alle kan dele det gammelfar!"
   Nis greb fat i den enes arm, men hun rev sig hurtigt løs. "Århh hvordan er det nu remsen er? Århh jeg gamle tokkenok! Æhmm Mara maren.. Nej!" Nis greb nervøst fast i hans skæg og prøvede at komme i tanke om remsen.
   "Hihihi gammelfar, kan du ikke huske? Det gør ikke noget, vi har det også så hyggeligt hihihi"
   Nis kiggede fortabt på Benjamin, mens han hoved værkede for at huske...
   Øjnene kiggede sig omkring i mørket. Hun havde mistet færten, men var kommet på dem igen. Her lige uden for hulen. Hun var dog noget forundret, for drengens fodspor var forsvundet, og var blevet erstattet af nogle store fodspor der til forveksling lignede en trolds.
   Kunne den lille mand have gemt drengen og derefter være blevet taget til fange af en trold?
   Nej det gav ingen mening, hvorfor skulle trolden tage den lille mand med ind i hulen?
   Hun måtte nærmere ind i grotten for at finde ud af hvordan det hele hang sammen. Lige nu nyttede det dog ikke noget at komme ind. Hun havde for mindre end 5 minutter set de 2 fjollede Marere liste ind i grotten. De 2 fjollede væsner, med deres fnisen og tjanten og fjanten. De kunne ødelægge alt for hende, de kunne afsløre hende så let som ingenting.
   Bahh hun hadede at Tulv altid skulle sende dem ud som forpost for Torkan. I øjnenes øjne var de til absolut INGEN hjælp! Nej hun måtte vente tiden af, indtil Marerene var ude af hulen og Øjnene kunne liste ind og selv kidnappe drengen.
   Inden hun kunne nå at tænke mere, vidste der sig dog et blåt skær, der slog Øjnene omkuld og blændede hende.
   Benjamin var efterhånden blå i hovedet mens han fægtede med armene. Nis stod med tårer i øjnene. "Stop dog I forbistrede væsner! Stop dog, hvordan er den nu?
   Mara Mara Minde.."
   Kvinderne stoppede deres hoppen, og kiggede lidt skræmt på Nis inden de fniste og hoppede videre. "Hihihi ja det var noget af det rigtige gammelfar, bare ikke nok hihihi".
   Nis så et blåt skær nærme sig dem. Han så at det var Rose der var dækket af et blåt lys, og hendes øjne lyste af blåt overnaturligt lys. Med en stemme der ikke var hendes egen sagde hun så:
   "Mara, Mara minde
   er du inde,
   så skal du ud
   med stok og med sten
   med jern og ben.
   Agt dig, Mara, Mara minde!"
   Kvinderne forvandledes til dyreagtige væsner og hvæsede af Rose, de trådte ned fra Benjamin der straks begyndte at hive efter vejret.
   "Hørte I mig ikke sagde Rose med en stor overnaturlig klang: "Mara, Mara minde
   er du inde,
   så skal du ud
   med stok og med sten
   med jern og ben.
   Agt dig, Mara, Mara minde!"
   Kvinderne stod trængt op i et hjørne i grotten, mens de hvæsede af Rose, der nærmede sig dem. Så sagde Rose remsen for 3.gang. Og nu brød de 2 kvinder i brand, inden de kort efter gik op i røg.
   Både Benjamin og Nis så forfærdede til inden de straks så på Rose. Rose så Benjamin i øjnene, og smilede et noget varmere smil end Benjamin kunne huske han havde set på Roses læber nogensinde.
   "De kommer ikke efter dig igen min dreng" Sagde Rose så inden hele hulen lyste op i blåt skær der skar i Nis og Benjamins øjne. Derpå faldt Rose sammen.
   Benjamin og Nis fór over til hende, men hun var ikke til at vække igen. Benjamin og Nis så hinanden i øjnene, de vidste at det ville komme til at koste dem dyrebar tid.
   "Benjamin" Nis hviskede. "Benjamin ved du hvem de 2 var?" Nis's øjne var fyldt med frygt.
   Benjamin rystede på hovedet "me..me..men..men...men..." han var gået helt i selvsving.
   Nis lagde en hånd på hans skulder og sagde "Roligt Nis, tomten er her, og tomten er tålmodig"
   Benjamin trak vejret dybt ind, og prøvede at trække det i en fast rytme. Imens kom der højlydte mishagslyde ovre fra Rose, dog var hun stadigvæk bevidstløs.
   "Me... men de har været hos mig før" Benjamin så direkte ind i Nis's øjne".
   Nis nikkede "Det frygtede jeg Benjamin. Det var 2 marer. Verden er fuld af dem, men de her 2, det er 2 af de værste der er. Marerne er en gammel gammel slægt, som stammer fra troldene. Men som du kan se ligner de ikke troldene særligt meget længere. De er blevet fordærvet af sort magi, og kan tage form både mennesker og dyr. Men når man siger den remse som Rose sagde - og du må ikke spørge mig hvor hun kendte den fra, for det er en meget gammel vise, som stort set er gået i glemmebogen i denne verden, jeg selv har ikke hørt den i over 400 år, og havde derfor svært ved at huske den. Men nå, når man siger remsen afsløres Marernes sande jeg, som de dyr de er. Når de rigtigt er på krigsstien vil de forsøge at stikke deres hånd ind i munden på det menneske de nu engang har udvalgt sig!" Nis kunne se at Benjamin forundret så på ham. "De stikker hånden ind for at tælle tænderne. De tæller tænderne for at sikre sig at det er et raskt og sundt menneske som de har udvalgt sig. Er alle dine tænder der, og er du rask og sund, så dør du på stedet! Den livskraft der var tilbage i dig, overføres i stedet til dem. De fleste marer er derfor meget meget gamle, meget ældre end vi tomter kan blive."
   Igen kom der nogle mishagslyde ovre fra Rose.
   "M..me..men de har altså kun hoppet på mit bryst Nis - de har besøgt mig flere gange i løbet af de sidste mange måneder, men de har ikke endnu prøvet at få hånden ind i munden på mig!"
   Nis så med nedtrykte øjne på Benjamin, mens han stille rystede på hovedet.
   "Nej Benjamin, det har de ikke. Og det vil de heller ikke, de vil nemlig ikke kunne klare den kraft du har i dig" Med det samme Nis havde sagt det bed han sig selv i læben, og man kunne se på ham at han havde sagt mere end han ville.
   "Hv..hvad mener du med det Nis?"
   "Ikke noget Benjamin, jeg har allerede sagt mere end jeg må!"
   "Men Nis de snakkede noget om livets lys de prøvede at få ud af mig.. hvad mente de med det?"
   Nis sukkede. "Det må jeg ikke sige Benjamin, det er derfor vi skal have dig hen til din tante Vigga!".
   "Hv.. hvor er jeg?" Det var Rose der var vågnet, hun så omtumlet ud. Nis løb over til hende. "Rose, er du okay?"
   "Øhm j..ja.. det tror jeg? Men hvordan er jeg kommet herind? Det sidste jeg husker er et stort blåt lys".
   Nis's øjne lyste forundret op. "Siger du mig at du ikke kan huske noget af alt det der lige er sket?"
   Rose nikkede.
   I de samme hørte de en afsindig larm. Benjamin genkendte larmen fra da fuglene havde sat sig ovenpå mormors gård. Hans øjne blev store og de var fyldt med angst!
   "De..det...det er dem der er her! D...d.de...det er ham der slog mormor ihjel!".
   "Selvfølgelig" Nis lød forbistret. "Tulv har sendt mindst 1 million krager afsted for at dække for solen, så hendes undersåtter kan rejse afsted mens det er lyst! Vi har INGEN tid at spilde - vi SKAL afsted nu!"
   Rose og Benjamin rejste sig begge, Nis løb allerede foran dem. Uden at se sig bagud råbte han: "Når vi kommer udenfor tager du Benjamin på ryggen Rose, og så følger du mig, forstået?"
   "Ja Nis" råbte Rose
   "Me..me..."
   "IKKE NOGET MEN. HVIS DU VIL OVERLEVE DET HER GØR DU SOM DER BLIVER SAGT!"
   Benjamin var skuffet, men sagde ikke mere. Han fulgte Rose og Nis ud af grotten. Da de var ude var det tåget og diset. Solen måtte være ved at stå op på dette tidspunkt, men de mange tusinde krager skjulte fuldstændigt solens stråler. Samtidigt med lavede de en afsindig larm, og Benjamin kunne knapt høre tankerne i hans eget hoved.
   De kom ud af hulen, og Rose satte sig ned på hug. "Kom Benjamin spring op"
   Benjamin var ikke meget for at blive transporteret rundt, og han overvejede et øjeblik om han skulle være trodsig, og insistere på at løbe selv. Han så sig over skulderen, og dér så han et af de mest frygtindgydende syn han nogensinde havde set. Et kæmpe grønligt væsen på 3 meter og næsten lige så bred som han var høj kom løbende i mod dem, efterfulgt af en mindre hær af løver og ulve.
   "To..tor...Torkan" Råbte Benjamin halvkvalt inden han hoppede op på Roses ryg. I det samme satte hun i løb og fulgte det tempo Nis satte.
   "Spar jer, denne gang slipper du ikke væk Benjamin Splidssøn. Du er allerede undsluppet mig 2 gange, og denne gang vender jeg ikke hjem uden dig!"
   Trolden var stadigvæk flere hundrede meter bag dem, men hans stemme kunne tydeligt høres. 2 gange, hvad mener han med 2 gange tænkte Benjamin. Han havde da kun hørt den stemme 1 gang før og det var hjemme ved mormor... Var det ikke? Eller var det? Der var noget bekendt ved stemmen nu han tænkte efter.
   "Hurtigt" Råbte Nis, "Se om du kan komme igennem her Rose"
   Nis skyndte sig igennem et tæt tjørnekrat, Rose fulgte efter, men ikke med samme glidende bevægelser som Nis og det kunne ikke undgås at både hende og Benjamin blev revet af tornene omkring dem.
   Det gjorde ondt på Benjamin, men han ville ikke sige noget der kunne afsløre dem.
   Bagved dem var Torkan stoppet op, den store trold vidste at det ikke ville kunne undgås at rive sig selv fuldstændigt til blods i tjørnekrattet.
   "Løb I bare små venner, jeg ved hvor I skal hen, og jeg skal nok indhente jer!".
   Nis hørte hvad trolden råbte, og han var ikke i tvivl om at han havde ret. Godt nok havde de indtil videre afskåret ham vejen, men det var kun en lille omvej Torkan skulle ud på inden han ville være direkte i hælene på dem igen. Han tænkte så det knagede mens de løb. Vi når det aldrig, heksepladsen er stadigvæk 1 time herfra. Godt ville omvejen de havde tvunget Torkan ud på forsinke ham og hans hær omkring en halv time, men det var stadigvæk rigeligt med tid til at fange dem, indhente dem og tage Benjamin! Hvad skal vi dog gøre... Så gik det op for ham. Rose! Rose var nøglen!
   "Stop.. stop her" Råbte Nis forpustet. "Vi når aldrig til heksepladsen inden Torkan indhenter os igen! Det er selvmord overhovedet at forsøge sig!"
   "Jamen vi er jo midt inde i krattet Nis" Rose havde en beklagende klang i stemmen, hun vidste at det ville give endnu flere rifter at stoppe her.
   Nis så på Rose. "Jeg ved det Rose, men det er det eneste sted vi er skjult for kragerne. Rose hør godt efter hvad jeg siger nu. Jeg er ikke meget for at sende dig væk, for indtil videre har du vist dig at være en god og ærlig trold, som vil Benjamin det bedste. Men vi er NØDT til at dele os! "
   Rose så lidt bekvemt ud men nikkede indforstået.
   "Men kragerne Nis - kragerne vil jo se at vi har delt os" Indvendte Benjamin.
   Nis nikkede med hovedet. Han havde en meget bekymret mine. "Ja Benjamin, det vil de. Men mig er de ligeglade med, det er dig og Rose de er efter" Mens han snakkede begyndte han at tage sin hue og sin trøje af.
   "Giv mig din trøje og kappe Benjamin" Imens rakte Nis hans hue og trøje mod Benjamin.
   "Me...men...men..."
   Nis havde næsten tårer i øjnene. "Benjamin hør på mig, det er vores eneste udvej! Jeg forklæder mig som dig, og du som mig. Jeg hopper op på Rose, og vi løber en omvej mod Heksepladsen, mens du venter på at kragerne, løverne, ulvene og Torkan er væk herfra, og så løber du direkte mod Heksepladsen"
   "Ja..jam..jamen" Tårerne løb ned af Benjamins kinder.
   "Je..jeg..jeg kan jo ikke passe dit tøj, jeg ved ikke hvor Heksepladsen er, og jeg bliver fanget inden jeg overhovdet når frem!"
   Rose så forstående på Benjamin. "Jeg tror Nis har ret Benjamin - det er din eneste chance! Vores eneste chance! Nis og jeg skal nok nå frem bagefter, det er jeg sikker på"
   Nis rakte igen hans hue og trøje mod Benjamin. "Tag det nu knægt"
   Benjamin tog imod tøjet, og i det samme voksede det for øjnene af ham. På en eller anden måde overbeviste det Benjamin en smule, selvom han var sikker på at denne her plan ville blive hans død. Han tog hans kappe og trøje af og rakte det til Nis. Nis lagde sin mund imod tøjet, og hviskede nogle uhørlige ord til det, og Benjamins tøj begyndte at skrumpe, så det til sidst passede Nis. Hurtigt fik de begge klædt om.
   "Godt så" Sagde Nis med en meget alvorlig mine. Hør godt efter Benjamin. Nis forklarede ham den direkte vej hen til Heksepladsen, og satte sig så op på Rose. Løb min pige, løb det bedste du nogensinde har lært sagde han til hende. Rose satte i et stærkt løb. Nis knugede sig ind til hende, hans øjne var fyldt med tårer, men han vendte sig ikke om for at se på Benjamin. Han kunne ikke. Han ville ikke. Han vidste at han måske havde sendt drengen ud i den visse død. Men det var deres eneste chance...