Hun kikker på sin telefon
   "Kom nu op!" siger hun højt til sig selv. Hun vender sig om på siden, har ikke rigtig lyst til at vågne. En lille kortbenede hund træder på dynen, og snuser langs hendes ansigt, da den når øret, slikker den det højlydt. Hun ler og skubber den væk. Hunden gør.
   "Ja ja Shanti, jeg skal nok" Hun sætte sig op på kanten af sengen, og roder efter krykken der står lænet op mod kommoden ved siden af sengen. Det ene ben er stadig stærk, det andet er langsomt og sløvt. Hun trækker vægten op fra sengen, og humper ud på badeværelset, griber et æble i køkkenet, da hun har fået tøj på, og humper hen til vinduet, hvor hun ruller gardinet fra. Hun bider af æblet.
   Solen skinner, hun sukker. Jo smukkere dag, jo svære bliver den at gå igennem.
   Shanti gør. Den lille hund med de store øre, står med hovedet på skrå, som om hun kan høre noget.
   "Ja du skal ud skat."
   Lænet op af væggen med skohornet i hånden, kæmper hun med skoene. Shanti hopper op på en skammel, og derefter en stol, hvor hun får sele på.
   Eva griber posen hun gjorde klar til turen i dag. De går ud af den lille lejlighed, og ind i elevatoren og køre ned.
   "Skal vi besøge Benjamin og Jeanett" Hunden gør, ved hvad det betyder, og da de går ude af elevatoren trækker den mod højre ned af stien. Eva følger efter, mens Shanti snuser langs buskene, da hun når til et bestemt sted, tisser hun, og skraber bagud.
   "Shanti!! Det ved du godt du ikke må!" hunden snøfter ligeglad og går videre, men i et tempo, så Eva kan følge med.
   Den lille hund drejer automatisk mod venstre, da de kommer ned til vejen. Hun humper efter, og snuser morgenluften ind. Nogen har lavet en kop kaffe i en af lejlighederne. Men hun kan ikke både have en kop kaffe og posen med, sammen med krykken. Kaffen må vente, posen er vigtigere i dag. Ti minutter efter stopper de ved en låge. Den piber da den går op.

Her er velholdt og flot i den dug friske formiddagssol. Stenene står skulder ved skulder. De følger de små gruslagte stier, og ænser knap navnene på stenene længere. Ingen nye naboer i dag.
   Shanti stopper ved en bænk og hopper op på sædet. Graveren har sat bænken op. Han havde opdaget hende en morgen, siddende med ryggen op af det store egetræ, med Shanti som en stenstøtte vogtende på oven på hendes ben. I begyndelsen havde hun ikke selv kunne rejse sig, når hun faldt. "Virkelig venlig mand, den graver" tænker hun. Han siger meget lidt, og har det samme sørgmodig blik, som alle andre når de kikker på hende, og har hørt historien.

Hun sætter sig til rette og kikke på de 2 små sten foran sig. Benjamin Theodor Nielsen 27/10 2009 - 03/12 2015 og Jeanett Anita Nielsen 04/07 2012 - 05/12 2015. Hun sidder længe og kikker på stenen. Prøver at bremse lyden af sirener og skrig i hovedet. Efter noget tid rejser hun sig, og humper over til Jeanetts sten, med posen, hvor hun tager en cupcake ovenpå. Et lys følger efter, som hun sætter midt i kagen, det blafre let i den sagte vind, da hun tænder det. Flaget placere hun i jorden, ved siden af stenen.
   "Tillykke med fødselsdagen lille skat." siger hun med en tyk stemme "Du ville være blevet 4 år i dag, hvis..." Hun stopper.
   "Jeg ved godt jeg er begyndt at blive småskør men..." Hun vender sig om, mens minderne om den lille pige med fløde i håret, lagkagen og de 3 lys, får hende næsten i knæ. Tilbage på bænken, slikker Shanti en tåre væk fra hendes kind, og ligger sig, med hovedet på hendes ben. Hun klør hunden i nakken, mens tårne strømmer, og skrigene fra den lille pige, de blå blink, der havde taget så lang tid om at komme, lyder i hendes hoved.
   Billedet af Benjamins hvide ansigt, hvor hun havde kunne se ham når hun drejede hovedet stod helt klart for hende. Lyset der forsvandt i hans øjne, og det stive blik, fik hende stadig til at vågne om natten, sammen med ekkoet fra Jeanetts skrig. Hun havde kun kunne se hende i bakspejlet. Pigen skreg, hun var smurt ind i blod, og bare skreg.
   Hendes ene ben sad fast under rattet der var bøjet ned. Uden at kunne flytte sig ud af stedet havde hun prøvet at berolige Jeanett. Hun ville have gjort alt for at bytte med dem begge, men det var formålsløst nu. Hun kunne ikke engang gøre det af med sig selv, for så ville der ikke være nogen til at huske dem, som de var.