Døden: "Alle mine øjne har blinde passager og sorte huller."

Jeg ser hende, før hun ser mig. På Gaden foran mig tripper hun som en lille rund kugle. Håret er halvlangt, lidt pjusket. En pjusket ældre dame. Hun går som om, hun ikke helt kan finde balancen. Ind imellem skæver hun nervøst over skulderen. Hunden, en sort blandingsrace, trækker frem, dirigerer med hende. Det burde være omvendt. Jeg tænker hvad er der at betænke sig på? Måske syv børnebørn, nej vel. Hende her er snarere ensomhed i en toværelses på tredje sal. Morgenkaffe og havregrød klokken 07.30, nyhederne klokken 08.00, og så tur med hunden.

I mit stille sind, helt efter bogen. Den sorte bog. døds spiralen, primalskriget holdt inde bag en stærk hånd. Men hunden stak af, og den bed mig den satans køter.

Egentlig gør jeg bare mit arbejde, det er sjældent et kønt syn, og næsten aldrig en lykke. Jeg er hadet, revset, ignoreret og forfulgt. Derfor skjuler jeg mig oftest de mest bizarre steder, i fiskesuppen som ben du får galt i halsen, eller i gløden fra en glemt cigaret der sætter brand. På de mere indlysende pladser såsom: krigszoner, hospitaler og plejehjem, er jeg knap så forsigtig, her er jeg ventet, om end ikke altid med længsel. Du har sikkert mødt mig. Alle ser vel nyheder, eller besøger på et tidspunkt, en kirkegård, en gravplads eller et dødsleje.
Jeg giver dig traumer, min form er tåget, som disen der lægger en dyne over landet, tynger kroppen ned i sorg og skærer livet midt over. Mit net er fintmasket forgrenet, som i maskerade bal, hvor alle er klædt ud, og ingen ved, hvem der er hvem.
Ja, som i et fixer billede kan du lede efter mig, uden at vide hvornår eller hvordan jeg kommer.